Mr. Heartbreaker | Harry Styles

Harry og hans venner er i den lokale bar, hvor Harry møder en pige. Men ikke hvilken som helst pige. Pigen som hedder Skylar Ross. Hurtigt laver Harry og hans ene ven en aftale om, at Harry kun har rundregnet 1 år til at score hende, kysse hende, gå i seng med hende og til sidst - knuse hendes hjerte. Skylar er ikke så let at score, så det bliver en udfordring for ham. Dog er der et spørgsmål. Kommer Harry til at klare opgaven eller taber han stort? Og hvad er straffen for at tabe?

161Likes
176Kommentarer
117170Visninger
AA

24. 23 | "Vi havde det ellers så sjovt i nat."


”Please, giv mig en chance,” hviskede jeg i Skylars øre, da vi trak os fra hinanden.

”Jeg ved ikke Harry,” mumlede hun og kiggede ned på sine hænder, hvor hun pillede nervøst ved sin fingerring. 

”Please.. Skylar, ” klukkede jeg. De tårer som jeg så ihærdig havde prøvet at holde tilbage lagde sig i min øjenkrog, dog nåede jeg at tørre dem væk, inden de ville falde ned af mine kinder. 

Skylar rystede på hovedet.  ”Jeg.. Jeg kan ikke Harry,” hendes stemme knækkede, og tårerne begyndte lydløst at falde ned af hendes kinder. Hun vendte sig om og skulle til af forsvinde ud i mængden af glade dansende mennesker, men jeg nåede at få fat omkring hendes håndled og trække hende tilbage til mig. 

”Skylar, giv os en chance,” bad jeg. Tårerne som der før havde dannet sig i min øjenkrog begyndte lydløst at løbe ned af mine kinder. Jeg kunne ikke bebrejde andre end mig selv, for det rod jeg havde kostet Skylar. Jeg havde trådt på hende, mens hun allerede lå ned, og jeg var den eneste, som havde kunne stoppe, men jeg gjorde det ikke. Jeg valgte at lade mit ego styre det hele bare for at redde mig selv fra ydmygelse. 

”Der er intet ’os’, Harry.. Det har du selv ødelagt,” det sidste kom ud som mumlen, men var alligevel tydeligt nok til, at jeg kunne høre det. Hun vendte sig om og forsvandt ud i mængden, denne gang gjorde jeg intet for at stoppe hende. Jeg lod hende gå. Jeg stod tilbage og lod mit blik hvile på hende, indtil hun var forsvundet. For altid. 

En vis mand sagde en gang; hvis du elsker nogen, så lad dem gå. Det var præcis, hvad jeg gjorde med Skylar. Jeg lod hende gå, så hun kunne få den lykke hun fortjente. Den lykke som jeg ikke ville kunne give hende.  Efter hvad hun havde været i gennem, havde jeg svært ved at tro på, at hun nogensinde ville finde den lykke uden at være bange for at blive såret igen, og det var til dels min skyld.  

Grundet den mængde alkohol jeg havde drukket, efter Skylar havde forladt mig gjorde, at man langt fra kunne kalde mig ædru. Jeg svajede gennem mængden af klubbens fulde mennesker, dog var der ingen, som så ud til at være ligeså påvirket, som jeg på daværende tidspunkt var. Følelsen af at alting snurrede rundt var den følelse jeg havde, dog udfyldte den ikke nok i min krop til at afspejle min følelsen af dårlig samvittighed og sorg. 

”Hey Harry!” en irsk genkendelig accent råbte på mig og formåede at trænge gennem bassen, der pumpede afsted og klubbens højtråbende gæster. Jeg vendte mig om, og foran stod en af mine bedstevenner med et bekymrende udtryk i ansigtet. Niall.

”Hvor har du været?” spurgte han, og kiggede bekymret på mig. Jeg trak på skuldrene og gik videre. jeg var ikke i humør til endnu en af drengenes bekymrende samtaler. Jeg ville videre op til baren, og drukne min følelser i whisky. Jeg mærkede, hvordan Nialls blik hvilede på mig, da jeg efterlod ham alene. 

Jeg satte mig på bar stolen og bestilte et glas whisky. Den stærke smag af whiskyen brændte ned gennem min hals, grundet en store tår jeg havde taget, dog var den hverken stor eller stærk nok til at dræbe mine følelser. Jeg huskede stadig Skylar. Jeg huskede stadig, hvordan jeg havde behandlet hende. Og jeg huskede stadig, hvor store mine følelser var for den pige. Den pige jeg lige havde kysset en sidste gang. 

”Jeg tror, at du har fået nok,” jeg så hvordan en hånd træk glasset med whisky væk fra mig, hvilket fik mig til, at rette mit blik op. Endnu en gang var det Niall og hans bekymrende blikke. 

”Nej,” protesterrede jeg og tog whiskyen til mig. Jeg bundede glasset, bankede det ned i bordet og skulle lige til at bestille endnu en, da Niall afbrød mig. 

”Harry, hvad er der med dig? Du plejer aldrig at drikke så meget,” spurgte Niall. Hans bekymrende stemme og hans bekymrende blikke var begyndt at gik mig på. Jeg vidste, at det alt sammen var en facade. Inderst inde synes de, at jeg er den største idiot, og jeg forstå dem godt, men de behøver ikke at sætte en eller anden medlidenheds facade op for mig. 

”Forstår I det ikke? Jeg har mistet hende for helvede!” råbte jeg irriteret. I ædru tilstand var det aldrig kommet ud på den måde, men nu var ædru ikke, hvad man kunne kalde mig. Jeg rejste mig fra bar stolen, inden Niall nåede at svare mig, og jeg forlod baren. 

 

x x x 

 

Den dunkende hovedpine var, hvad der vækkede mig denne morgen. Jeg kiggede rundt i det værelse jeg befandt mig i, og det gik hurtig op for mig, at jeg ikke befandt mig i mit eget værelse, men i en andens. Jeg vendte mig om og opdagede, at jeg ikke var alene i dette værelse. En pige med lyst hår lå og sov lydløst ved min side, hvilket ikke tegnede godt. Den hvide dyne dækkede hendes ellers blottede overkrop. 

Minderne fra i går så ud til at være noget, der lå længere væk end, hvad jeg havde troet. Det eneste jeg huskede var, at jeg var stødt ind i.. Skylar, og det hele gik pludselig op for mig igen. Jeg havde mistet hende og denne gang var der intet, som jeg kunne gøre ved det. For at indrømme det, så troede jeg heller ikke på, at hun ville tage mig tilbage, hvis hun vidste, at jeg lå i en andens pige seng. 

Jeg trak lydløst dynen, der dækkede mig væk fra min krop og rejste mig fra sengen. Dog var det noget jeg hurtigt fortrød, da det gik op for mig, at jeg nu stod helt blottet i en fremmed piges værelse. Hurtig spejdede jeg rundt i rummet, for at finde mit tøj, og der gik ikke længe før jeg havde fundet mine underbukser i en bunke sammen med mine bukser. 

Da alt mit tøj var fundet, listede jeg hen til døren og prøvede lydløst at åbne den, hvilket mislykkede, da døren udstødte et knirk. Jeg kiggede tilbage på sengen, hvor den lyshårede pige nu havde åbnet sine øjne og kiggede undrende på mig.

”Går du allerede?” spurgte hun. ”Vi havde det ellers så sjovt i nat,” sagde hun og kiggede på mig med et intens blik, hvilket gjorde mig utilpas. 

”Det her var en fejl,” mumlede jeg og forsvandt ud af døren.

 

x x x

 

Jeg gik rastløst ned gennem parken, hvilket jeg havde gjort den seneste time. Min hjerne var proppet med tanker, mens jeg prøvede at opklare nogen af nattens mysterier, for hvad var der sket efter jeg havde mødt Skylar? Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at mine tanker ikke også lå Skylar, for det gjorde de. Jeg savnede den mørkhårede skønhed som en sindsyg.

Jeg kom til søen, hvor Skylar og jeg havde haft vores først date. Mine følelser omkring den date var en smule blandede, da det var første gang Skylar rigtig havde åbnet op til mig, men daten var også blevet en smule ødelagt, eftersom Skylar måtte gå på grund af Dylans ulykke. Skylar og jegs forhold havde virkelig været på en rutsjebane tur efter den date, desværre endte det ikke som planlagt, for rutsjebanen kørte af skinnerne, og det samme gjorde vores forhold. Jeg satte mig på bænken og så udover søen. Islag havde dannet sig på søens overflade grundet, at vi forlængst var gået ind i vintermånederne. 

Mit hjerte sprang flere slag og prøvede derefter, at indhente de slag jeg havde tabt ved galoppere afsted med 10 kilometer i timen, da Skylar kom gående forbi søen. Jeg undlod, at kalde på hende, da hun ikke så ud til at have bemærket min tilstedeværelse. Det var nok også for det bedste, at vi opførte os som fremmede for hinanden. 

”Hej,” min krop stivnede, da hun stoppede op og kiggede på mig. Hun sendte mig et usikkert smil, som jeg genert gengældte. 

”Hej,” jeg kiggede ned på mine hænder, for derefter at kigge op på Skylar igen. Stemningen mellem os var akavet, og det kunne jeg allerede sige blot ved at have udvekslet to ord med hende. 

”Hvad laver du så her?”

At hun direkte spurgte ind til mig og virkede interesseret, fik mig til at kigge lidt uforstående på hende. Efter hvad jeg havde forstået, så havde vi droppet kontakten til hinanden. Men her stod hun og prøvede at holde liv i samtalen, som om hun ikke ville have den til dø ud. 

”Tænker bare over en masse ting,” mumlede jeg stille og kiggede ned på mine hænder endnu engang. 

”Del det med mig.” det overraskede mig, at hun virkede så interesseret i det, men det overraskede mig mere, da hun satte sig ned ved siden af mig på bænken. Jeg kiggede til siden og vores øjne mødtes, men ikke som de plejede, denne gang var anderledes. Jeg kunne ikke længere tyde hende blik, som jeg forhen havde kunne. Det var som at alt det der en gang havde været der ikke længere var der, hvilket skræmte mig. Jeg sendte hende et usikkert smil, inden mit blik fandt vej til søen igen.

”Det er privat,” sagde jeg mumlende. Jeg var bange for, at dele ud af mine tanker, for hvad jeg tænkte på var jeg ikke sikker på at hun ville høre. Alle de tanker om den blonde pige som jeg havde delt en nat med uden at kunne huske det. Jeg ville ikke såre hende mere, end jeg allerede havde gjort. 

Skylar nikkede til mit svar, mens hun kiggede ud mod søen. Vi sad længe i stilhed, i hvert fald hvad der føltes som længe. Det havde aldrig været så akavet mellem os, som det var på daværende tidspunkt. Det føltes som alt det vi en gang havde at tale om ikke længere eksisterede. 

”Jeg kan huske vores date herude..” Skylar var den der brød tavsheden mellem os og prøvede at finde et samtale emne. Jeg undlod at svare hende, da jeg ikke vidste, hvad jeg skulle svare. Det virkede underligt at sidde her og snakke med, da vi ikke lang tid inden var forsvundet fra hinandens liv. Dog virkede det som om, at Skylar havde det på en anden måde. En måde jeg ikke kunne gennemskue. 

”Harry tal nu til mig,” prøvede hun med en bedende stemme. 

”Der er intet at tale om Skylar. Du forlod mig, husker du? Jeg gider ikke at sidde her og snakke, som om at vi er venner, når jeg ved, at det ikke bliver det samme. Jeg gider ikke at sidde her og se dig se så fandens sød ud, når jeg ved, at du ikke bliver min. Og jeg gider ikke at sidde her og tale om vores minder, når det bare minder mig om alt, hvad jeg har mistet. Jeg gider ikke at blive mindet om, at du er den pige, som jeg så fandens gerne vil have, men ikke få, fordi jeg lavet rod i det!” sagde jeg frustreret. Jeg rejste mig fra bænken og gik med hurtige skridt væk.              

Øv, det tegner ikke godt for Skylar og Harrys forhold. Er jeg den eneste der eller syntes, at de bare er "Meant to be"? 

Hvad synes I om, hvordan historien har udviklet sig? Og hvad tror I der kommer til at ske?

Jeg håber I har nydt dette kapitel, og at I nyder weekenden.

Karoline A.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...