Mr. Heartbreaker | Harry Styles

Harry og hans venner er i den lokale bar, hvor Harry møder en pige. Men ikke hvilken som helst pige. Pigen som hedder Skylar Ross. Hurtigt laver Harry og hans ene ven en aftale om, at Harry kun har rundregnet 1 år til at score hende, kysse hende, gå i seng med hende og til sidst - knuse hendes hjerte. Skylar er ikke så let at score, så det bliver en udfordring for ham. Dog er der et spørgsmål. Kommer Harry til at klare opgaven eller taber han stort? Og hvad er straffen for at tabe?

161Likes
172Kommentarer
117793Visninger
AA

17. 16 | "Er du ved at græde, Harry?"


”Jeg lytter, så snak dog,” småbrokkede jeg med et irriteret suk, der forlod mine læber. Jeg stod her og trippede utålmodigt med min ene fod. At vente på et svar var ikke lige noget, jeg decideret havde tålmodighed til.

”Okay okay, rolig,” beroligede han, hvilket fik mig til at himle op med mine øjne. Jeg brød mig ikke særlig meget om personer, der skulle bestemme over mig – om jeg skulle dit eller dat. Jeg var min egen herre.

”Først og fremmest, har du set alle mine beskeder?” spurgte han. Uden at svare ham, nikkede jeg langsomt på hovedet, men jeg undlod at svare ham mundtligt.

”Hvem har fået dig til at ignorere mine beskeder og opkalds?” igen spurgte han, hvilket fik mig til at sukke lavt over alt det her. Denne her situation var fuldkommen forfærdelig. Jeg kunne mærke, at Harry desperat søgte efter tilgivelse, men der kunne han godt tro om igen. Han skulle ikke først næsten skælde mig ud, og så derefter ødelægge mig fuldkommen – og så troede han virkelig, at alt var okay, lige indtil Dylan smed ham ud af min lejlighed.

Nu hvor vi snakkede om Dylan, så var han kommet sikkert hjem med flyet. Jeg lovede ham, at være hans private chauffør – hjemmefra hvor jeg boede og hele vejen hen til lufthavnen. Det var det mindste jeg kunne gøre for min egen bror. Han var ved at få det meget bedre med kroppen, så smerterne var bitte små.

”Harry, det rager ikke dig, hvem der har bedt mig om at ignorere dine beskeder. Det er slet ikke noget, du skal bruge dit lille kødhoved til at tænke over,” hvæssede jeg lavmælt. Jeg var ærlig talt irriteret lige nu på ham, hvilket han muligvis også kunne mærke min irritation.

”Køl lidt ned, tiger,” forsvarede han sig hurtigt. Jeg havde virkelig meget lyst til at hente en pande og slå ham ned, mens jeg råbte nogle ord ud, som kunne få ham til at fatte, at det han gjorde var slet ikke okay.

”Harry, lige nu ønsker jeg virkelig, at vi to ikke havde mødtes,” næsten hviskede jeg de ord. Hans øjne blev straks store, men jeg lod det ikke påvirke mig, fordi jeg var virkelig ikke mig selv i dag – og det havde jeg ikke været siden Harry havde valgt at være en idiot.

”Skylar..” småhviskede han, hvilket fik mig til at ryste på hovedet. Hans hænder skulle lige til at række sig hen mod mig, men jeg skubbede dem hårdt tilbage. Han skulle slet absolut ikke røre ved mig. Ikke nu, ikke før – aldrig.

”Bare lad mig være, det vil gøre alting meget nemmere,” sukkede jeg, hvorefter jeg hurtigt gik forbi ham og hen mod de andre igen. De var i gang med en ny film – eller det ville sige, at nogle af dem var i gang med at se film nummer to, hvor andre sad og småsnakkede lidt frem og tilbage.

”Hej Skylar,” lød det fra Perries skinger stemme. Jeg sendte hende et lille bitte smil, idet jeg satte mig ved siden af hende, bortset fra at jeg sad på gulvet. Mit humør havde sunket sig en del, siden Harry begyndte at snakke til mig i aftes.

”Er du okay?” spurgte hun en anelse bekymret. Jeg kunne tydeligt mærke, at alle omkring mig havde fokus mod mig. Det gav mig en ubehagelig følelse i maven. Jeg brød mig ikke særlig godt om, at modtage al den opmærksomhed. Det var som om at jeg var midtpunktet i det her. Kunne de ikke bare glo på noget andet end lige præcis mig?

”Jeg er vel okay,” svarede jeg lidt fraværende. Mine tanker var et helt andet sted. Alle de små minder fra Harry dukkede op og kørte på replay. Jeg lukkede kort mine øjne i, og følte straks at det ikke var her, jeg følte mig 100 procent hjemme.

Desuden var jeg heller ikke hjemme, jeg var hjemme hos Perrie og Zayn. Perrie havde insisteret på, at jeg skulle komme hjem til dem til en delikat middag, som jeg takkede straks ja til. Dog havde jeg fortrudt det, da jeg fik øje på Harry. Alting var så trykket og akavet mellem os.

”Du ligner ellers ikke en, som er okay. Er du sikker på, at du er okay, dear?” igen spurgte hun mig om det. Jeg følte, at jeg ikke direkte kunne lyve overfor hende. Vi havde sådan et perfekt bånd og var uadskillelige. Jeg kunne godt lide det venskab vi havde, det havde jeg ikke lyst til at ødelægge.

”Det er bare lidt drama, der er sket på det sidste. Intet stort,” mumlede jeg lavt og kortfattet. Hun nikkede en smule, og til min store overraskelse, så lod hun emnet ligge, hvilket jeg kun elskede hende for, at hun kunne mærke, at jeg ikke havde lyst til at snakke om det emne.

”Har vi ikke noget kage?” spurgte Niall og afbrød mine tanker, der igen havde landet i en anden generation, en anden univers, drømmeverdenen. Jeg var ikke mig selv. Jeg kunne dog ikke lade være med at smile over Nialls spørgsmål og hans hvalpe blik, da han spurgte Zayn om det.

”Øhm.. Har vi noget kage, babe?” lige ordet babe fik straks et par flashback til at strømme tilbage, noget jeg ikke havde brug for at tænke på, dukkede straks op igen.

”Det tror jeg, men har du ikke nok i dine popcorn der, Niall?” drillede Perrie, hvilket fik mit smil til at vokse sig større over, hvordan Niall og Perrie drillede hinanden. Det var så rart, at se de kunne få stemningen trukket en del op. Jeg kunne selv mærke, at den tunge sten i min mave forsvandt langsom. Det var næsten lige før, at jeg kunne sukke lettet over det her.

”Pas på, at du ikke tager på,” smågrinede jeg. Hurtigt så Niall fornærmet hen mod mig, hvilket fik mig til at sende ham et blændende smil. Selv resten af drengene kunne ikke lade være med at grine over, at jeg drillede Niall.

”Sidder du og påstår, at jeg er tyk?” udbrød han helt chokeret. Man kunne mærke ironien mellem os. Med et smil nikkede jeg over hans ord.

”Ja, du er begyndt at få lidt større mave end sidste gang,” grinede jeg. Perrie og Sophia flækkede i hvert fald over vores lille flabede konkurrence.

”Kan du ikke se det? Hvis du lignede en pige, så skulle man næsten tro, at du var gravid,” jokede jeg. Hvilket blot fik Niall til at se endnu mere fornærmet ud. Han udbrød et ”tsh”-lyd. Jeg kunne ikke selv stoppe med at smile og at grine over det her. Vi havde det ret godt sammen.

”Hold jeres kæft og ræk mig noget kage!” grinede Niall.

 

x x x

 

Jeg havde lige sagt farvel til alle sammen, bortset fra Harry, og var nu på vej hen mod min hoveddør, hvor jeg spændt glædede mig til at trække min dyne med ned mod stuen og nørde et eller andet i fjernsynet. Eller skulle jeg se en bog, som tiltrak min opmærksomhed.

Både Liam, Louis, Sophia, Niall og resten af flokken kiggede lidt underligt skiftevis på Harry og jeg, da ingen af os sagde farvel til hinanden. Eller det ville sige, Harry sagde farvel til mig, men jeg svarede ham ikke. Han fortjente ikke mit farvel.

Hvorfor skulle de også bare glo på os, som om vi var nogle mærkelige mennesker her i lejligheden? Hvilket højst sandsynlig nok også passede. Vi var mærkelige – sammen, men adskilt var vi neutrale.

På en måde savnede jeg virkelig Harry. Hans nærvær, hans latterlige jokes, hans attraktive latter, hans smil – bare alt ved ham, savnede jeg. Jeg sad tit med mobilen og havde lyst til at kontakte ham, men min bror havde bedt mig om ikke at kontakte ham, da Harry kun var ude på at såre mig, mente Dylan. Jeg var så forvirret her i de sidste par dage.

”Skal jeg kontakte ham, eller skal jeg ikke kontakte ham?” mumlede jeg for mig selv. Jeg kunne faktisk ikke fatte, at jeg var inde i min lejlighed, og stod og snakkede med mig selv. Det var noget jeg slet ikke havde forventet.

Jeg kunne godt mærke, at hver gang jeg fik øje på Harry, så dukkede der et par sommerfugle frem inde i maven, som jeg ikke kunne få væk. Bare tanken om Harry kunne få mig til at smile som en idiot, som var på lykkepiller. Kort sagt – Harry havde både god og dårlig indflydelse på mig.

Jeg smed mig i sofaen med et suk. Jeg fandt hurtigt min mobil frem og stirrede bare tomt på den. Jeg bed mig hårdt i underlæben, hvorefter jeg tog en drastisk beslutning. Måske var det her den bedste beslutning – og måske den værste beslutning – jeg havde taget i løbet af denne her uge.

Harry.. Jeg kan ikke klare det her mere. Du har ret. Læser du korrekt? DU HAR RET! Jeg havde brug for nogle dage selv, men jeg kan selv mærke, at jeg savner dig som bare fanden. Jeg har tænkt over en del her i aftes omkring vores venskab, dramaet tidligere på ugen. Jeg tror, at vores skænderier giver os en lektie hver gang, det gør desuden vores venskab endnu stærkere. Jeg indrømmer gerne, at jeg savner dig, dit nærmer, dine latterlige jokes, dit smil – bare alt, Harry. Jeg er utrolig ked af over, at jeg har smidt dig væk fra min verden bare sådan.. Ingen af os fortjener det her, også selvom du er en kæmpe idiot eller rettelse: du var en kæmpe idiot. Jeg chiller lige nu derhjemme, og du er mere end velkommen til at underholde mig. Så længe du ikke propper mig med latterlige jokes. – Skylar x

Beskeden var blevet sendt, og jeg var stadigvæk målløs over mig selv, at jeg lige havde valgt at kontakte ham. Det lignede mig slet ikke. Jeg plejede normalt ikke, at smide undskyldende beskeder rundt til folk – og slet ikke til folk, som havde været nogle røvhuller og knuste mit dyrebare hjerte.

Jeg var i min egen verden, så da min mobil vibrerede mod min hånd, hoppede min krop fem centimeter op i luften. Jeg tog mig kort til hjertet, men kiggede så ned mod min mobil, hvor navnet stod klistret fast mod min skærm. Harry havde svaret mig.

Oh love! Det er mig, der undskylder over, at jeg har været sådan en stor idiot, der valgte at knuse dit hjerte i flere tusinde stykker, som ligger spredt ud over det hele, og som er umuligt at få skaffet tilbage. Jeg er så ked af det, Skylar. Jeg håber inderligt, at du kan tilgive mig, for min skamfulde opførsel. Jeg indrømmer gerne, at jeg ikke var mig selv der efter de slag din daværende kæreste smækkede mig. Jeg var måske lidt rundtosset, og alligevel endte det med at gå udover dig. Jeg er virkelig ked af det! Du må tilgive mig, Skylar. Jeg kan ikke leve sådan her mere.. Jeg går rundt og bærer på dårlig samvittighed, og det har jeg gjort siden episoden. Jeg har virkelig dårlig smag i munden. Jeg ønsker kun, at du er lykkelig, Skylar. Det håber jeg inderst inde, at du udmærket godt ved. Jeg vil med glæde smutte ned til lejlighed for at snakke omkring episoden, så vi kan slå en streg over det og komme videre i livet. Hvis du vil det, så forlader jeg straks Perrie og Zayns lejlighed og smutter ned til dig for at snakke. Selvom vi kom skævt ind på hinanden og retter desperat op på det, så skal det ikke ødelægges på grund af det her. Skylar.. Når du læser beskeden, så skriv, om jeg skal komme hjem til dig eller ej. Jeg har brug for at vide det. – Harry x

Hvis jeg var målløs før, så var jeg gevaldig meget målløs nu. Over hans beskrivende ord. Det lød virkelig som om, at han var ked af det, og han undskyldte mange gange over sin opførsel.

Jeg bed mig hårdt i underlæben, mens jeg læste beskeden op til flere gange. Jeg anede ærlig talt ikke, hvad jeg skulle svare ham. Jeg sad virkelig målløs og havde flere tanker, som kørte på replay. Et tungt suk forlod mine læber, idet mine fingre gik amok med at skrive på mobilen.

Harry.. Når du ser beskeden, så skal du bare vide, at jeg har tid til, at få snakket med dig, men du skal ikke skride fra de andre, blot for at snakke med mig. Det virker lidt uretfærdig for de andre, at du bare skrider fra dem for at rette op på nogle fejl med mig. Snak med mig, når du har tid og ikke er hjemme hos dine venner. – Skylar x

Jeg nåede lige og lige kun at sende beskeden, hvor jeg fik endnu et chok, da nogen ringede på min dørklokke. Jeg sank kort en klump ned, hvorefter jeg tog forsigtige skridt hen mod døren. Jeg tvivlede slet ikke, hvem vedkommende på den anden side af døren var.

”Harry,” hilste jeg, da jeg åbnede døren. Et smil var dukket frem på mine læber, da jeg så at Harrys smil blev større, da jeg åbnede døren.

”Skylar,” hilste han kortfattet. Jeg rykkede mig, og han smuttede indenfor. Jeg forstod ikke helt, hvorfor Harry havde valgt at forlade de andre, blot for at snakke med mig.

”Hvorfor er du skredet fra de andre, Harry?” spurgte jeg, idet jeg lukkede for døren. Jeg lænede mig op af døren, mens mit blik var limet fast på ham. Han stirrede blot på mig. Han kiggede bare indlysende på mig, hvilket fik mig til at ryste grinende på hovedet.

”Du kender godt svaret, love,” mumlede han lavt. Han tog fat i min hånd, som hurtigt sendte mig stød til min krop. Det stød han gav mig, strømmede nu rundt inde i min krop. Det gjorde det hver gang, han rørte ved mig. Det var begyndt at blive lidt irriterende.

”Kender jeg svaret?” udbrød jeg dramatisk, for sjov, mens jeg fulgte efter ham. Han nikkede kort, og satte sig ned i sofaen. Hvor jeg gjorde det samme, og placerede mig ved siden af ham, da han slap min hånd og min krop føles normal igen.

”Skylar.. Jeg er virkelig ked af, at vi er endt sådan her. Nok med at vi kom skævt ind på hinanden, men jeg har behandlet dig som en bunke lort,” undskyldte han og lød faktisk meget oprigtig. Jeg sad bare her og smilede lidt til ham. Kort lavede jeg en håndbevægelse, som betød, at det var okay.

”Det er ikke okay! Ingen og jeg mener virkelig ingen fortjener, at blive behandlet som en bunke lort – og slet ikke de personer, som er gået igennem en del,” forklarede han, hvilket fik mig til at vende blikket ned mod mine lår, da han nævnte det. Han vidste udmærket godt, at min fortid var et hårdt punkt, og alligevel smed han emnet på bordet.

”Mindre snak om min fortid,” sukkede jeg svagt. Jeg sank en klump ned, hvorefter jeg vendte blikket op igen, og direkte hen mod ham. Han sad ved siden af mig og nikkede over mine ord.

”Okay, mindre snak om fortiden, og mere snak om fremtiden,” klukkede han.

”Jeg ønsker virkelig det her venskab, Skylar. Mere end nogen anden, jeg ønsker ikke, at vi smider det væk, vi har noget specielt sammen. Vi er venner, der kan tåle flabede bemærkninger – noget vi begge to kan lide at fyre af,” lød hans lille prædiken på. Jeg løftede svagt på brynet, men han havde ret.

”Du har ret, vi er flabet imod hinanden, men sådan her er jeg. Jeg er flabet.. Generelt,” pointerede jeg lidt for hurtigt.

”Ja, det er jeg godt klar over.. Men er du selv klar på at smide alt det her væk på grund af det der skete forleden?” spurgte han og lød grov alvorlig. Jeg turde ikke, at se ham direkte ind i øjnene, da jeg var bange for at bukke mig under.

Han mindede lidt om en alfahan på en måde. En som elskede at bestemme, og en som elskede at have kontrollen over alt. Kort sagt – en kontrolfreak passede ham vidst godt.

”Jeg er ikke klar,” småhviskede jeg, mens jeg pillede ved mine ringe af nervøsitet. Jeg rettede blikket hen mod ham, og kunne tydeligt se, at hans øjne skinnede helt. Var han på kanten til at græde?

”Er du ved at græde, Harry?” spurgte jeg, mens jeg stadigvæk beundrede hans øjne skinne så meget. Jeg bed mig kort i læben, og løftede svagt brynet op. Jeg ventede stadigvæk på hans svar.

”Nej.. Jeg fik bare noget i øjet,” svarede han. En løgn han smækkede mig i fjæset.

Endnu en lørdag, endnu et kapitel!

Så er der allerede gået en uge, hvor vi har været i skole (eller de fleste er begyndt i skole igen), hvor andre mennesker arbejder, hehe.

Bare allerede nu føler jeg mig stresset, haha. Jeg skal til galla her til maj, jeg er i gang med at skrive kapitel 20 her, og jeg er i gang med at skrive et kapitel i min nyeste historie, som dukker op meget snart. 

Jeg vil gerne reklamere for min hjemmeside, der kan man stille mig spørgsmål, se mine historier (både dem som jeg skriver på og dem som kommer snart) OG jeg har planer om at udgive en bog, hvor fedt er det ikke lige?! Jeg er stadigvæk oppe og køre over det, hahah! 

Men tjek min hjemmeside ud: http://louisebmov.wix.com/louiseb 

- jeg linker den også i kommentar-feltet.

Og vi har ramt over 30.000 visninger på denne her historie, det er endnu mere vildt! 

Hvad er jeres mening omkring Harry og Skylar? Og hvad er jeres mening med det væddemål, han stadig er i gang med? 

Hav en fantastisk weekend!

Hilsen Louise

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...