Mr. Heartbreaker | Harry Styles

Harry og hans venner er i den lokale bar, hvor Harry møder en pige. Men ikke hvilken som helst pige. Pigen som hedder Skylar Ross. Hurtigt laver Harry og hans ene ven en aftale om, at Harry kun har rundregnet 1 år til at score hende, kysse hende, gå i seng med hende og til sidst - knuse hendes hjerte. Skylar er ikke så let at score, så det bliver en udfordring for ham. Dog er der et spørgsmål. Kommer Harry til at klare opgaven eller taber han stort? Og hvad er straffen for at tabe?

162Likes
172Kommentarer
125499Visninger
AA

15. 14 | "Harry, hvad vil du overhovedet have, at jeg svarer?!"


Stemningen mellem Harry og jeg var fuldkommen akavet, efter jeg fik hjulpet ham med at få fjernet blodet fra hans ansigt. Jeg undrende mig faktisk en del over, hvorfor Harry præcis valgte at hjælpe mig. Jeg kunne jo teknisk set godt klare mig selv – uden hans hjælp eller støtte.

”Er der nogen som skal have mere kaffe?” spurgte Dylan og brød stilheden mellem os alle tre. Jeg nikkede en smule, hvor Harry bare valgte at ryste lidt på hovedet. Vi havde alle sammen drukket en ordentlig kande med det nybryggede kaffe.

”Alt er fuldkommen akavet,” mumlede jeg, næsten som hvisken. Harrys blik vente op mod mig, mens hans blik var fyldt med forvirring.

”Undskyld, Skylar.. Undskyld, at jeg gad, at hjælpe dig!” sagde han, og hævede sin stemme en smule. Jeg stirrede overrasket på ham, mens jeg sank nervøst en klump ned. Jeg vidste slet ikke, at Harry kunne finde på at hæve sin stemme så højt op, og næsten skælde mig ud. Jeg følte mig lille og svag.

”Hey Harry, sådan der skal du ikke tale til min søster,” skældte Dylan, idet han sendte Harry et bestemt og hårdt blik. Jeg sagde intet, jeg forholdte mig bare tavst, som jeg burde havde gjort hele tiden, men som altid skulle jeg altid åbne munden og lukke ord ud.

”Jeg vil gerne have, at du går herfra, Harry.. Nu,” kommanderede jeg svagt, hvor stemmen var på randen til at bryde sammen. Jeg fattede simpelthen ikke det faktum, at jeg havde fortalt Harry om min egen fortid, og så skældte han mig næsten ud.

”Skylar.. C’mon.. Du kan ikke smide mig ud – ikke allerede nu,” småbrokkede Harry, hvilket fik mig til at virke endnu mere forvirrende. Jeg forstod bare ikke Harry i dag, han plejede normalt ikke at opføre sig sådan der, så nu fik jeg endelig hans sande jeg at se.

”Det er bedst, at du går nu, Harry,” blandede Dylan sig med et tungt suk. Harry svarede ham ikke, men valgte bare at rejse sig op og gå hen mod hoveddøren, hvorefter han hurtigt fik taget sine sko på. Hans blik rettede sig hen mod mit. Hans blik så ret meget sørgemodigt ud, men jeg kunne ikke bare trække ham tilbage, når Dylan lige havde blandet sig, så ville det pisse ham endnu mere af.

”Farvel, Harry,” sagde jeg, og derfra forlod Harry min lejlighed med et suk, uden at protestere.

 

x x x

 

Flere dage var gået, og jeg havde ikke kontaktet Harry siden. Jeg var fuldkommen forvirret, såret og ikke mindst – rundt på gulvet over hans opførsel. Selv Dylan fortalte mig, at Harry var én af de personer, som virkede til ikke at såre mig, men Dylan tog fejl, og det kunne han let se. Kort sagt – Harrys ord var løgne, det han fortalte min bror.

”Dylan, du kan ikke holde det her hemmeligt mere,” grinede jeg, mens jeg havde forbinding om mine øjne. Han mente, at jeg fortjente en overraskelse, som jeg muligvis ville blive glad for. Jeg håbede inderligt, at det var noget jeg kunne blive glad for, ellers ville jeg seriøst slå ham ned med mine bare næver.

”Jeg kan holde alt hemmeligt,” smågrinede han, mens han prøvede at følge mig hen mod stedet. Jeg kunne ikke fjerne smilet på mine læber, da jeg elskede overraskelser, og specielt dem fra Dylan, da han vidste, hvad jeg kunne lide – i punkt og prikke.

”Det er aften, jeg føler mig lidt usikker,” klagede jeg med et grin, der forlod mine læber. Han kunne heller ikke selv lade være med at grine over mig.

”Plus det her er heller ikke fair,” tilføjede jeg kort tid efter. Dylan slap mine arme og bakkede lidt væk. Jeg kunne i hvert fald ikke mærke eller høre ham længere. Min krop var ved at gå i panik, da jeg seriøst troede, at han ville forlade mig – at han havde forladt mig alene i.. Hvor vi nu var henne.

”Dylan.. Det her er ikke sjovt mere,” peb jeg skælvende, mens jeg sank en klump ned. Jeg kunne dufte nogle ny poppet popcorn, hvilket fik min mundvige til at strække sig. Jeg elskede popcorn. Bare popcorn, cola og en god film.

”Tag forbindingen af,” kommanderede han, hvilket jeg gjorde. Jeg begyndte straks at smile, da jeg så, hvor vi befandt os henne. Hver gang min bror var på besøg her, så havde vi altid en tradition om, at se en film sammen i biografen, for hyggen skyld.

”Troede du seriøst, at jeg havde glemt vores lille tradition?” smågrinede jeg, mens mit smil blev større og større.

”Man ved aldrig,” grinede han, idet han rakte mig en bakke med popcorn og cola, samt to biograf billetter. Så nysgerrig, som jeg var, så tog jeg kun imod billetterne og tjekkede dem ud, hvad vi skulle se.

”Skal vi seriøst se denne her film? Divergent?” spurgte jeg, i takt med at mit smil blev bredere og bredere. Jeg havde altid drømt om at se den film, dog gad jeg bare aldrig at se den alene, så at jeg skulle se den med min bror, gjorde mig virkelig meget glad.

”Jeg har booket et lokale, kun til os,” stor smilede han, hvilket fik mig til at fnise en smule. Jeg vidste godt, at Dylan var gode venner med ejerens søn og datter af biografen, men jeg vidste ærlig talt ikke, om han gad at gøre det her for os begge. Jeg var overlykkelig, et godt moment for min bror og jeg.

”Du forstår virkelig, at gøre din lille søster glad igen,” hvinede jeg helt overdrevet, hvilket fik ham til at nikke grinende på hovedet. Denne her aften kunne virkelig ende bedre.

”Lad os smutte indenfor, du hundefryser sikkert lige nu,” mumlede han, hvorefter vi begge to smuttede indenfor. Og straks krammede varmen vores iskolde kroppe. En dejlig følelse, der strømmede gennem kroppen, følelsen af varme.

”Hvornår begynder filmen?” spurgte jeg med et smil, jeg holdte stadigvæk vores billetter. Vi gik stadigvæk hen mod lokale 2, det var mindst, men også fordi jeg vidste at biografens ejer ikke ville leje den ud til to personer – kun det lille lokale og ikke det store.

”Lad os smutte ind og se den så,” smilede jeg, idet jeg åbnede døren for Dylan, da han havde både popcorn og cola. Vi delte den største cola, man kunne få derinde i biografen. Jeg fandt en god plads, som vi tog, hvorefter filmen straks gik i gang, og jeg var allerede helt væk i filmen.

 

x x x

 

Rulleteksterne dukkede op, hvilket betød at filmen var slut. Den film var absolut fantastisk, jeg fik næsten helt lyst til at tigge og bede Dylan om at få de andre til at sætte den på replay, så vi kunne se filmen igen. Dog vidste jeg godt, at de ville afvise tilbuddet eller mit perfekte forslag.

”Det var så den film,” mumlede han med et lille smil placeret på sine læber. Jeg nikkede en smule, og rejste mig op, og Dylan gjorde det samme, hvorefter vi fandt udgangen fra lokalet. Jeg bed mig kort i læben, og følte mig ærlig talt ikke spor træt. Filmen har givet mig energi, men kun på grund af, at jeg drak alt for meget cola og spiste for mange popcorn.

”Den var faktisk ret god,” kommenterede jeg med et nik. Dylan smed colaen og popcornene væk, da vi alligevel ikke kunne have resten, men også fordi der var ikke så meget tilbage. Så hellere smide det væk end at lade det blive for vammelt.

”Yeah, næste gang ser vi toren til Divergent, vi skal se Insurgent næste gang – det lover jeg,” lovede han med et kæmpe smil, der fortalte mig direkte, at han mente det han sagde. Jeg nikkede, mens vi begge var på vej udenfor.

”Det venter jeg spændt på så,” smilede jeg, mens jeg nikkede. Jeg kunne allerede mærke, at toren ville blive til en succes, måske ikke lige så meget som den første udgave.

”Lad os smutte ud i kulden,” jokede jeg, idet jeg tog fat i dørhåndtaget. Jeg smuttede udenfor med Dylan i hælende på mig. Jeg kunne betragte ham som min personlige hund – specielt lige nu.

”Skylar?” en stemme, jeg overhovedet ikke havde forventet at høre dukkede op. Jeg stoppede hurtigt op og rettede blikket hen mod vedkommende. Jeg bed mig hårdt i underlæben, da jeg så at det var Adelina, der stod med et forsigtigt smil på læberne.

”Adelina,” hilste jeg koldt. Jeg var fuldkommen følelseskold, jeg gav hende ikke engang et smil. Hun fortjente ikke et smil eller en hilsen, men nu hilste jeg på hende, og nu måtte jeg se at komme videre i en fart, inden samtalen ville ende grusomt galt.

”Farvel,” skyndte jeg mig at sige, inden hun lukkede flere ord ud af sin mund.

”Nej? Vent! Skylar.. Lad mig forklare!” råbte Adelina højt, da jeg gik væk fra hende i et hurtigt tempo. Jeg råbte et nej tilbage, og forlod hende alene, mens jeg hev Dylan med mig. Han forstod mig godt, hvorfor jeg reagerede, som jeg gjorde. Jeg brød mig bare ikke om Adelina mere – og slet ikke siden hun var i seng med Nick.

Og det der undrede mig aller mest var, hvorfor Nick besøgte mig sidste dag. Havde Adelina sendt ham eller mente han bogstaveligt talt, det han plaprede løs om? Alt endte jo alligevel op i en slåskamp, fordi to tosser ikke kunne finde ud af, at tage det som voksne mennesker.

”Skal vi bare smutte hjem, Skylar?” spurgte Dylan mig om. Mit hurtigste svar, var at nikke kort, mens vi gik i nogle faste skridt hen over lyskrydset. Jeg havde brug for at komme hjem og slappe af, og lukke alle mine tanker ud.

”Hey, sæt farten lidt ned. Der er nogen, der lider her,” prustede han, hvilket fik mit til at stoppe brat op. Jeg havde fuldkommen glemt alt om ulykken, at Dylan stadigvæk ville modtage et par smerter om dagen, derfor kunne han ikke gå i et raskt tempo.

”Undskyld,” undskyldte jeg, idet jeg sendte ham et undskyldende smil og blik. Han lavede kort et håndtegn, som betød, at det ikke gjorde noget. Han sendte mig et opmuntrende smil, hvilket smittede af på mig, da mit smil dukkede lidt op.

”Vi er snart hjemme, så lad os gå stille og roligt hjem,” sagde han lavmælt, hvorfra vi gik i et langsomt, men behageligt tempo.

Inden vi var nået hjem stoppede jeg brat op igen, da jeg fik øje på en henne ved min lejlighed. Jeg gik straks i panik, hvor min bror desperat prøvede at få mig ned i kolde felt igen.

”Lad os nu bare gå derhen. Måske er det bare en person, som er ude og gå,” beroligede han, hvorefter han begyndte at gå igen. Mine ben føles ret stive, så det føles lidt svært at gå. Jeg kunne mærke, at min krop begyndte at ryste en smule, da jeg hele tiden fik mistanke om, at det var Nick, der var dukket op igen – eller værre endnu, Harry. Eller Harry var ikke værre, det lød bare mere dramatisk, at tilføje Harry som den værste person.

”Se, der er ingen,” mumlede Dylan, da vi var nået hen mod lejligheden. Jeg skulede lidt til ham, hvorefter jeg smuttede hen mod døren og fik os låst indenfor.

Hurtigt var vi smuttet indenfor, og hurtigt lukkede og låste jeg døren, inden vi nåede at tiltrække for mange insekter. Jeg brød mig ikke om insekter – specielt ikke edderkopper, de kunne let få mig til at gå amok. Det var som om at jeg havde en slags angst for edderkopper, fordi hver gang jeg fik øje på en, så begyndte min krop at ryste ukontrolleret.

”Du må stoppe med at være så paranoid,” sagde han stille, på en trøstende måde. Jeg nikkede en smule, efterfulgt af et suk forlod mine læber. Siden Nick havde været her og direkte fundet min lejlighed, så havde jeg været paranoid, fordi hver gang han havde fået lidt for meget at drikke, så tog hans temperament over – og så ville alt gå ud over mig, som altid. Derfor flyttede jeg væk fra London, i håb om at kunne starte et nyt kapitel, men den idé røg lige, da han fandt mig.

”Jeg tror, at jeg smutter i seng. Jeg er ret meget smadret,” sagde Dylan, hvorefter han smuttede hen mod trappen og ovenpå, hvor gæsteværelset lå.

”Godnat,” nåede jeg at sige, inden dørklokken ringede, og Dylan var forsvundet i seng. Jeg var paranoid, og det kunne mærkes. Jeg gik hen mod hoveddøren igen, hvorefter jeg åbnede døren, uden at tjekke igennem glashullet, hvem vedkommende var.

”Harry? Hvad laver du dog her?” jeg var ikke særlig begejstret for at se ham, efter alt det der var sket for et par dage siden. Hans hår så lidt uglet ud fra den kraftige vindblæst. Harrys blik så ikke just glad ud, det så mere sørgemodigt ud.

”Jeg er kommet for at undskylde for min opførsel. Det var ikke okay gjort eller sagt af mig. Jeg fortryder virkelig alt det jeg har sagt til dig og det værste er, at jeg har lovet din bror ikke at såre dig, og den brød jeg måske lidt,” sagde han ud i en lang prædiken. Jeg svarede ham ikke, men stirrede blot på ham, så han kunne forstå, at han bare kunne forsætte med at snakke.

”Og lige siden din bror smed mig ud af din lejlighed, så har jeg tænkt på alt det jeg har sagt til dig – og alle de ord gav mig bogstaveligt talt dårlig samvittighed i munden, en dårlig smag i munden. Så derfor er jeg kommet for at undskylde, og jeg håber inderligt, at du kan tilgive mig, uanset hvor stor fjols jeg er,” afsluttede han efter lidt tid.

Jeg lagde hovedet lidt på skrå, imens jeg bare kiggede på ham. Jeg lukkede ikke ét eneste ord ud af min mund, men studerede ham blot. Der var lidt køligt udenfor, så der dukkede damp fra hans mund, når han trækkede vejret.

”Jeg ved nu snart ikke, Harry,” sagde jeg meget tvivlsom, mens jeg kiggede på ham. Han stirrede bedende på mig med sine grønne øjne, som skinnede op i månelyset. Jeg havde aldrig lagt mærke til hans øjne før nu. Hans grønne øjne så utrolig kønne ud, og det klædte ham virkelig godt, specielt med de krøller der. De gjorde ham ekstra charmerende.

Jeg trak tiden ud, hvilket jeg kunne se, at Harry slet ikke brød sig om, da han måske ikke havde en særlig god tålmodighed, som nogle visse andre personer havde.

”Din tålmodighed stinker, Harry,” sagde jeg flabet, hvilket fik ham til at smile lidt skævt over mine ord, dog nikkede han en smule.

”Min tålmodighed har aldrig været god,” indrømmede han lettere akavet, idet han kløede sig lidt i nakken. Jeg kiggede blot på ham uden at sige et ord – og det var ikke engang første gang, at det skete i dag.

”Livet er bare skønt, syntes du ikke?” spurgte jeg og forsatte med at trække tiden mere og mere ud. Det lignede næsten, at Harry var ved at gå gråt hår, hvilket jeg kun kunne fryde ekstrem meget over.

”Jo, det er den vel.. Men er du ikke sød, at give mig et konkret svar?” sukkede han halvirriteret. Et smil spillede stort på mine læber, mens jeg lagde mit hoved lidt på skrå. Hvad skulle jeg dog svare den stakkels fyr?

”Harry? Hvad tror du selv? Nu har jeg jo set dit sande jeg, så hvem siger ikke, at jeg oplever op til flere gange, at du ikke er dig selv? Du er slet ikke den person, jeg troede du var,” vrissede jeg lavt, mens jeg kiggede stift på ham.

”Hey! Indrøm det selv, vi har alle sammen en dårlig side, hvor man ikke er sig selv, det har du da også selv, det har alle da,” forsvarede han sig, hvilket fik mig til at sukke dybt over hans ord, da det faktisk var sandt. Jeg havde en side af mig selv, hvor jeg mildt sagt opførte mig som en led kælling.

”Harry, hvad vil du overhovedet have, at jeg svarer?!” råbte jeg, da jeg var nået til kanten af et udbrud. Jeg kunne ikke magte, at holde den søde facade kørende længere. Jeg måtte få den ud – den måtte springe. Jeg kunne ikke klare det mere.

BONUS KAPITEL, FORDI DET ER JUL! GLÆDELIG JUL FRA OS BEGGE!

Hvad mener I? Er det okay, at Harry bare vil hjælpe Skylar eller skal han blande sig helt udenom? 

Og er det okay, at Dylan blander sig og til sidst smider Skylar Harry ud fra sin lejlighed? Fortjener Harry overhovedet det her?

Og hvor sødt er det lige, at Dylan har booket et lokale til Skylar og ham, så de kan se Divergent?

Og uf! Skylar møder Adelina der, og smutter kort tid efter igen, da hun ikke vil høre på Adelina.

Og hvem shipper Harry og Skylar? Hvilke navne kan I finde på til de to? 

Hilsen Louise

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...