Mr. Heartbreaker | Harry Styles

Harry og hans venner er i den lokale bar, hvor Harry møder en pige. Men ikke hvilken som helst pige. Pigen som hedder Skylar Ross. Hurtigt laver Harry og hans ene ven en aftale om, at Harry kun har rundregnet 1 år til at score hende, kysse hende, gå i seng med hende og til sidst - knuse hendes hjerte. Skylar er ikke så let at score, så det bliver en udfordring for ham. Dog er der et spørgsmål. Kommer Harry til at klare opgaven eller taber han stort? Og hvad er straffen for at tabe?

162Likes
172Kommentarer
125540Visninger
AA

13. 12 | "Du laver aftaler bagved min ryg?"


Mine øjne sendte Harry direkte nogle lyn. Jeg var fuldkommen vred på ham. Forstod han slet ikke min besked? Forstod han slet ikke, at han skulle lade mig være, da jeg skulle støtte min bror op? Kunne jeg ikke bare få lidt fred, uden at jeg havde Harry hængende op af mig. Der var jo en grund til, at jeg skrev det til ham.

”Harry, skrid med dig!” vrissede jeg vredt, idet jeg fægtede kort med mine arme. Kort sagt – jeg var virkelig meget vred på ham. Jeg følte, at jeg kunne slå ham ned, men hallo, det her var et hospital, måske trængte han til lidt opbakning fra andre sygeplejesker?

”Skylar.. Jeg vil bare gerne støtte dig omkring din bror,” sukkede han en anelse frustreret. Jeg rullede kort med mine øjne over hans ord. Skulle han støtte mig omkring Dylan?

”Jeg har ikke brug for din støtte, Harry. Skrid nu bare med dig,” udbrød jeg hårdt. Det skulle ikke undre mig, hvis der snart ville dukke et par sygeplejesker op og bede os om at dæmpe lidt.

”Så du påstår direkte, at du slet ikke har brug for støtte? Du er virkelig en særlig en.. Du er den eneste person, jeg kender, som slet ikke har brug for støtte, som decideret afviser min støtte,” klukkede han svagt. Harry kløede sig lidt akavet i nakken, mens hans blik var limet fast på mig. Hans blik gav mig lidt utro i kroppen.

”Please.. Bare gå, Harry,” bad jeg ham om. Et tungt suk forlod hans læber, dog kunne jeg se hans krøller bevæge sig, da han rystede lidt på hovedet. Han var hamrende stædig – han mindede lidt om mig.

”Jeg ved godt, at du normalt ikke bryder dig om det her, men jeg har ikke kørt i en bil i flere minutter for at besøge din bror – jeg er her for at støtte dig omkring ulykken,” sagde han bestemt. I en bevægelse løftede jeg mit ene bryn op i vejret.

”Harry.. Gå.. Nu,” pustede jeg, idet jeg kort lukkede mine øjne i. Jeg brød mig slet ikke om det her. At han direkte kunne fortælle mig, at jeg havde brug for hans støtte og det hele – måske havde jeg også brug for hans støtte, men jeg havde klaret mig selv uden at modtage noget støtte, så manglede jeg heller ikke rigtig noget støtte lige for tiden.

”Skylar..” startede han ud med, hvorefter han forsigtigt tog fat i begge mine hænder. Hurtigt rettede jeg mit blik hen mod vores hænder. De var fuldkommen perfekte sammen. Forvirret træk jeg dem hurtigt til mig. Jeg forstod ærlig talt ikke, hvorfor han havde valgt at tage fat i mine hænder. Kropskontakt var jeg ikke særlig glad for – specielt ikke lige nu.

”Ikke rør mig,” hviskede jeg med en rystende stemme. Harry vidste ikke, hvorfor jeg ikke brød mig særlig meget om kropskontakt, de eneste personer, som egentlig vidste det var min familie og min egen bror.

For at gøre historien kort, så valgte min daværende kæreste at udnytte vold på mig. Jeg var hans bytte. Jeg glemte aldrig dagen, hvor jeg fortalte mine forældre det. Dylan overhørte det, og var straks smuttet hjem til min daværende kæreste, og kort sagt – gennem tæskede ham. Godt og grundigt, så meget, at han ikke kunne tælle til 10. Nogle mennesker fortjente bare smerten.

”Hvad?” lød det uforstående fra ham. Hans blik så virkelig meget forvirret ud. Jeg rystede kort på hovedet og bakkede en smule væk. Jeg følte mig svag lige nu. Jeg kunne ikke klare det her mere.

”Gå Harry, jeg beder dig.. Gå,” min stemme var svag, og jeg ville ikke græde foran ham. Mit blik flakkede imellem Harry og Dylan. Jeg bad virkelig meget til Gud, i håb om at Dylan ville fortælle Harry, at han skulle forlade hospitalet, da jeg slet ikke var i godt humør. Jeg var på randen til at bryde sammen. Harry skulle slet ikke vide noget om fortiden.

 

x x x

 

Der var gået et par dage nu, og Dylan havde fået lov til at smutte ud eller rettelse – han blev udskrevet, så vi var endt i min lejlighed.

Jeg havde ignoreret Harrys beskeder og opkalds, da jeg slet ikke havde brug for at komme i kontakt med ham – og slet ikke siden episoden på hospitalet. Det var så flovt, jeg var flov over mig selv. Hvem ville heller ikke være flov, hvis man var ved at græde overfor en bare på grund af kropsberøring?

Lige nu var jeg i gang med at lave noget kaffe, da jeg trængte virkelig til en nybrygget kaffe, hvilket Dylan var enig i. Vi var begge to nogle personer, som decideret elskede kaffe. Vi kunne bruge flere timer på at snakke og drikke noget lækkert kaffe.

”Skylar, din mobil går fuldstændig amok med beskeder,” grinede Dylan, idet han viftede med min mobil. Jeg rettede blikket hen mod ham, hvilket fik mig til at bide en anelse hårdt i underlæben. Jeg tvivlede slet ikke på, hvem vedkommende var, der havde valgt at kontakte mig.

”Det er nok bare Harry,” svarede jeg i en svag mumlen.

”Harry? Fyren med krøllet hår, som ville give dig støtte, som du havde afvist?” spurgte han. Hans nysgerrighed sad i højt gear, og hans øjne skreg direkte efter et ærligt svar. Han var simpelthen så hamrende nysgerrig, at det var til tider sødt – og utrolig irriterende.

”Ja, det er ham,” svarede jeg kortfattet, hvorefter jeg hældte noget kaffe i vores kopper. Forsigtigt rakte jeg ham koppen med det nybryggede kaffe, mens jeg sendte ham et lille smil.

Jeg vendte blikket ned mod koppen, hvor den kaffen dampede utrolig meget. Et smil dukkede frem på mine læber, idet jeg vendte blikket op igen.

”Burde jeg svare ham?” spurgte jeg Dylan om. Det lignede at han slet ikke tøvede med at nikke ivrigt på hovedet.

”Gør det! Kontakt ham, Skylar. Han har brug for et svar fra dig,” konkluderede han, hvorefter han forsvandt fra mit synsvinkel. Kort tid efter dukkede lyden af fjernsynet op.

Jeg låste min mobil op ved at taste fire tal ind, hvorefter jeg stod, og overvejede om jeg skulle ringe til ham, eller om jeg skulle skrive til ham. På en måde virkede det mere personligt, hvis jeg ringede ham op, men jeg havde simpelthen ikke mod til det, så han måtte nøjes med en sølle besked.

Øhm.. Hej Harry! Min besked til dig er ikke engang begyndt, og allerede nu føles alting så akavet.. Hovsa. Men min bror, Dylan insisterede på, at jeg skulle kontakte dig – jeg stod kort i en dilemma om, jeg skulle kontakte dig over en sølle SMS besked, eller om jeg skulle ringe dig op og mande mig op som en kvinde. Så først og fremmest.. Undskyld, at jeg har lukket dig ude, men jeg har kun fokuseret på Dylan – på en måde var det virkelig forkert og fejt gjort af mig, da du blot ville støtte mig igennem den hårde periode. Jeg kan simpelthen ikke fatte, at jeg skriver det her til dig.. Men jeg har fortrudt mit valg en smule, og jeg undskylder for min opførsel. Jeg håber, at du en dag kan tilgive mig, og det er skam også okay, hvis du ikke kan tilgive mig. Jeg forstår dig udmærket godt, hvis du vælger at smide min lille undskyldning væk, Harry. Tænk godt og grundigt over min undskyldning og tag en beslutning. – Skylar x

Hurtigt fik jeg sendt beskeden af sted. Jeg var virkelig målløs over, at beskeden var så lang. Jeg havde aldrig skrevet sådan en lang besked til nogen, ikke engang når jeg var vred, ked af det eller noget helt tredje. Men Harry fortjente virkelig også en undskyldning.

”Fik du kontaktet ham?” Dylans stemme afbrød mine tanker. Uden at kigge på ham, valgte jeg at nikke svagt. Men der gik ikke så lang tid, så var mit blik rettet hen mod ham.

”Ja.. Jeg fik skrevet til ham,” mumlede jeg lavmælt, hvorefter vi begge to smuttede ind til stuen igen og nørdede nogle film, som han havde insisteret på, at vi skulle se.

”Hvilke film skal vi så se?” spurgte jeg ham nysgerrigt om. Mit svage smil var stadigvæk klistret fast på mine perfekte læber.

”Jeg fandt et par film inde på Netflix, som vi kan nørde sammen, hvis du altså tør at se film med din elskede bror?” han blinkede kækt med øjet, mens det skæve smil spillede på hans læber. Et grin forlod mine læber, da han sagde det.

”Tsh, jeg tør altid at se film med min irriterende store bror,” svarede jeg flabet igen.

”Okay, men vi skal se Annabelle, derefter finder jeg på noget spontan,” smilede han. Jeg havde et smart-TV, så jeg behøvede ikke engang at have en Play Station for at afspille nogle film. Jeg kunne bare bruge nettet på fjersynet, så kunne jeg slappe den maks af.

”Annabelle?” gentog jeg. Med et stort smil nikkede han over min gentagelse. Jeg havde hørt om, at Annabelle var enten røvkedelig eller hamrende uhyggelig. Så jeg var spændt på at se, om filmen var som folk beskrev den.

”Okay, så afspil den,” kommanderede jeg med et lille smil, som var placeret på mine læber.

 

x x x

 

Jeg havde aldrig skreget så meget til en film, som jeg havde gjort her. Annabelle filmen var utrolig skræmmende, men nu var jeg også en pivskid, så jeg kunne skrige af næsten alt. Annabelle handlede om to mennesker, som snart skulle have et barn, så havde den kommende far købt en dukke, som var forbandet. Filmen havde dæmoner, blod, skrig og mysterier med. Hvis den ikke var så skræmmende at se, så kunne jeg sagtens lide den.

”Skal du ikke skrige lidt mere, mens du nu er i gang?” sagde Dylan lidt for flabet, så jeg daskede kort til hans ene skulder, mens jeg grinede en smule over hans ord. Han burde passe på sin egen lille søster, i stedet for at drille mig til døden.

”Årh, hold dog kæft,” grinede jeg, idet jeg igen daskede kort til hans ene skulder. Hans sad bare og grinede over mit svar. Vi havde et specielt bånd, som ingen kunne knække – ikke engang vores familie kunne skille os ad.

Jeg skreg op igen, da ringeklokken ringede. Jeg var skræmt. Hurtigt rettede jeg blikket hen mod Dylan, i håb om at han gad at åbne op for døren. Han rystede grinende på hovedet, hvilket fik mig til at sende ham dræberblikket.

”Du bliver slagtet af mig bagefter,” truede jeg ham, idet jeg gik hen mod hoveddøren. Klokken var også ved at være lidt i et om natten. Jeg håbede dog ikke, at folk i nærheden af min lejlighed havde lyst til at smide en klage over lidt skrigeri.

”Ih, hvor er jeg dog bange!” halv råbte Dylan. Man kunne høre hans grin, dog prøvede jeg at ignorere den, så jeg kunne sætte fokus mod hoveddøren. Forsigtigt låste jeg døren op og åbnede den. Jeg fik øje på en person, jeg ikke havde haft i tankerne i et stykke tid.

”Harry.. Hvad laver du dog her?” spurgte jeg ret forvirret. Jeg forstod ikke helt, hvad han lavede her, og klokken var endda mange, så endnu en grund til, at jeg ikke hundred procent kunne forstå ham.

”Jeg blev inviteret af dig,” svarede han med et skævt smil. Forvirret kiggede jeg på Harry, men vendte så blikket hen mod Dylan, der bare sad og var helt væk i sin mobil.

”Men jeg har ikke skrevet til dig.. Kun én gang, og det var den lange undskyldning besked,” fortalte jeg ham. Akavet kløede han sig lidt i nakken. Den akavede atmosfære kunne dræbe os alle på stedet.

”Hej Harry, godt at du kunne komme,” smilede Dylan, der stod bagved mig. Jeg kiggede forvirret på dem begge, og ud fra hvad jeg kunne se, så var alt det her planlagt. Var de ude på at dræne mig for energi?

”Seriously? Dylan har du snuppet min mobil og kontaktet ham?” udbrød jeg fuldkommen overrasket. Han stod bare og smilede stort, mens han nikkede til mit spørgsmål.

”Du trængte til noget støtte, og Harry er den perfekte støtte-makker, Skylar. Tag imod hans støtte, i stedet for at skubbe ham længere og længere væk – du har ikke dine venner for livet,” svarede han hurtigt.

Han havde fat i noget, hvilket jeg kunne bande en del over. Jeg ønskede bare lidt, at det ikke var sandt. Selvom det nok ville være urealistisk til at blive til noget stort, noget som var realistisk.

”Du laver aftaler bagved min ryg?” endnu en gang udbrød jeg, idet jeg i en dramatisk bevægelse lagde hånden mod min hofte. Jeg kiggede på dem begge to, bare på skift.

”Ja, betragt det som en gave fra din elskede bror,” grinede han, hvorefter han forlod os igen. Jeg rettede blikket hen mod Harry, der bare stod og havde et lille smil klistret på læberne.

”Hey.. Hvis du ikke vil have, at jeg er her, så lover jeg, at jeg smutter hjem igen – eller hjem til Zayn og overnatter,” sagde han, efterfulgt af et suk, der forlod hans perfekte læber. Jeg rynkede svagt på panden over hans ord. Skulle jeg lade ham blive her eller smide ham ud?

”Jeg har ikke noget imod, at du er her, hjemme hos mig,” svarede jeg hurtigt tilbage. Måske en tand for hurtigt. Harry grinede lidt, hvilket smittede lidt af på mig, da mit smil dukkede op igen. Jeg havde allerede glemt vores dårlige episode – sådan cirka halvdelen.

”Bare kom ind,” klukkede jeg, hvorefter jeg flyttede mig lidt væk fra hoveddøren, så han kunne træde indenfor. Jeg lukkede døren efter ham, hvorefter jeg valgte at smutte tilbage ind mod stuen, hvor Dylan befandt sig.

”Jeg tror, at jeg smutter i seng. Sov godt I to,” smilede Dylan, hvorefter han forlod os begge to, alene inde i stuen. Jeg kunne ikke tilbyde Harry et værelse at sove i, da jeg allerede havde givet gæsteværelset til min egen bror.

”Jeg så din besked,” startede Harry ud med, hvilket tiltrak en del af min opmærksomhed. Jeg var nysgerrig i, hvilke ord han ville lukke ud af sin lille, fine mund. Jeg nikkede en smule over hans ord, hvorefter jeg hurtigt fik fugtet mine læber.

”Du er tilgivet og det hele. Jeg accepterer din undskyldning,” afsluttede han med et lille forsigtigt smil. Et smil dukkede frem på mine læber, da han direkte havde tilgivet mig og accepteret min undskyldning. Det betød en del for mig.

”Ih tak!” hvinede jeg lavt, idet jeg hurtigt trak ham ind i et langt kram. Han grinede over min reaktion og væremåde, at kramme ham bare sådan. Jeg var fuldkommen glad over, at vi nu havde smidt episoden væk.

”Mangler du et sted at sove i nat? Gæsteværelset er optaget.. Så der er kun plads her eller inde ved mig,” fortalte jeg, mens jeg smilede. Normalt havde jeg ikke givet en fyr et tilbud om at sove sammen med mig, men måske var Harry bare en undtagelse?

”Drømmer jeg, eller tilbyder du mig faktisk om at sove sammen med dig?” Harry spærrede sine øjne lidt op. Jeg nikkede en smule over hans ord. Han drømte bestemt ikke, han hørte skam korrekt. Jeg tilbød ham, at sove sammen med mig.

”Du drømmer skam ikke,” grinede jeg lavt. Han sendte mig et skævt smil, hvorefter han valgte at nikke en smule.

”Jamen.. I så fald, så vil jeg gerne sove inde i dit værelse,” et lidt drenget smil dukkede frem på hans læber, hvilket fik mig til at grine en smule over ham.

Jeg følte mig en smule udmattet og træt efter en lang dag. Dylan og jeg havde ikke lavet andet end at nørde film på Netflix, men jeg fik ham overtalt til at se en Disney film med mig – det overraskede mig utrolig meget, at han direkte sad og græd over en film.

”Okay.. Skal vi bare smutte i seng så?” spurgte jeg. Harry lignede slet ikke en, som tøvede over mit spørgsmål. Hurtigt var vi begge to smuttet ind til mit værelse, som kun bestod af nogle få farver. Sort og hvid – nogle pæne nuancer.

”Bare behold dine perverse tanker for dig selv, tak,” grinede jeg lidt flabet, for sjov.

Skylar har godt nok noget man kalde for humørsvingninger, siden hun først er sur på Harry, og derefter tilbyder ham at sove inde hos sig.

Hvad er jeres mening omkring Skylar? Og hvad er jeres mening omkring Harry? Jeg tror, at både Karoline og jeg er hamrende nysgerrige om jeres kommentar svar. Så jeg beder, skriv jeres svar ned, vi vil vide det, hehe.

Har I alle sammen en fantastisk weekend? Og hvis ikke, så hav en fantastisk weekend, I er alle sammen så skønne!

Hilsen Louise

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...