Mr. Heartbreaker | Harry Styles

Harry og hans venner er i den lokale bar, hvor Harry møder en pige. Men ikke hvilken som helst pige. Pigen som hedder Skylar Ross. Hurtigt laver Harry og hans ene ven en aftale om, at Harry kun har rundregnet 1 år til at score hende, kysse hende, gå i seng med hende og til sidst - knuse hendes hjerte. Skylar er ikke så let at score, så det bliver en udfordring for ham. Dog er der et spørgsmål. Kommer Harry til at klare opgaven eller taber han stort? Og hvad er straffen for at tabe?

161Likes
176Kommentarer
117172Visninger
AA

12. 11 | "Hvad fanden laver du her?!"


Det bekymrede mig meget, hvad der var sket med Skylars familie, selvom hun endnu ikke havde gidet fortælle det. Hun virkede oprevet, da hun forlod mig siddende alene på bænken i parken, hvor jeg sad endnu. Jeg håbede ikke det var noget alvorligt, alligevel var jeg sikker på, at det var, ellers ville hun ikke forlade mig så oprevet.

Undskyld.. Jeg har ikke rigtig tid til at skrive med dig lige foreløbigt. Jeg kan ikke forklare dig hvorfor, men du må bare i sidste ende acceptere mit valg og ikke bekymre dig om det. Jeg er virkelig ked af det, Harry, men jeg har brug for en lille pause omkring alt.. Jeg fokusere på noget, som har brug for mig. Håber, at du kan forstå mit valg og vil tilgive mig, når du engang læser beskeden. – Skylar x

Dette var den sidste besked jeg modtog fra hende, hvilket fik mig blive mere bekymret, end jeg allerede var. For Skylars bedste håbede, at hun ville klare sig gennem denne situation med hendes familie.

Selvom Skylar på en venlig måde havde bedt mig ikke at bekymre mig eller skrive til hende lige foreløbigt. Kunne jeg ikke holde mig fra at skrive endnu en besked til hende, selvom jeg tidligere havde svaret hende.

Jeg håber ikke det er noget virkeligt alvorligt.. Jeg forstår dig fuldt ud, du må være der for personen der har brug for dig i denne situation. Jeg håber du ved, at du kan komme til mig, når du er klar til at tale omkring dette.. Du er tilgivet! – Harry x

Svarede jeg hende i endnu et forsøg på, at hun ville svare mig. Jeg kiggede ud mod søen og underede over Skylars store ord. Det havde overrasket mig, at disse ord var kommet ud fra Skylars lille mund. Tænk at hendes perfekt formede lyserøde læber havde dannet så store ord. Jeg tyggede grundigt på hendes ord og kom med konklusionen, at hun havde ret. Alt var smukkere i mørke, dog med undtagelse af Skylar, for hun var som sendt fra Guderne.

Efter timers alene tid ved søen, havde jeg valgt at gå hjem til min lille lejlighed i miden af Manchester, hvor jeg nu sad halvsovende i sofaen med et tv program kørende i fjernsynet som havde været genudsendt mindst 100 gange i dette år. Mine øjenlåg var tunge, da jeg rejste mig fra sofaen og med tunge skridt gik ud på toilettet, hvor jeg fandt min tandbørste. Smagen af tandpasta spredte sig i min mund, da jeg grundigt børstede mine tænder. Jeg væmmedes mig ved smagen af min ved at lave en grimasse i spejlet foran mig.

Jeg puttede mig ned under dynen, jeg lod mine tunge øjenlåg lukke, og min søvn tog mig med i drømmeland, hvor jeg så Skylars silhuet.

 

x x x

 

Mine øjenlåg var ikke længere tunge, da jeg slog dem op denne morgen. En solstråle stod gennem i lille revne i det sorte gardin og blændede mig. Jeg kneb mine øjne sammen, mens jeg trak min dyne væk fra min krop og svang mine ben udover sengekantet. Jeg kørte en hånd gennem mit hår og prøvede at få styr på den fuglerede der var opstået i natten, mens mine læber formede sig i et gab. Det lyse trægulv føltes koldt mod mine bare fod flader, da jeg rejste mig fra sengen og satte kurs mod køkkenet.

Baconen og æggende på panderne gav en simrende lyd og en kvalmende duft fyldtes i køkkenet, hvilket fik mig til at åbne det lille vindue i køkkenet. Bacon og æg smagte kogt, men man kunne ikke just sige, at det havde en rar duft.

Min blik landede på uret det hang over komfuret i køkkenet. Klokken var omkring tolv, hvilket fik mig til at tænke over hvor rart det var ikke at skulle arbejde om søndagen, da det var min eneste fridag på ugen. Mine tanker landede også på Skylar som arbejdede i den lille café i gågaden. Jeg overvejede at tage et besøg forbi caféen denne dag, så jeg kunne støtte og tale med Skylar uanset, hvad der var sket med hendes familie. Men hun havde jo understreget i beskeden, jeg modtog dagen forinden, at hun havde brug for noget tid alene.

 

x x x

 

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle, da jeg om eftermiddagen stod på hjørnet i gågaden foran caféen, hvor Skylar arbejdede. Klokken over døren gav lyd fra sig, da jeg åbnede døren til caféen. Rosie stod bag diske og ekspederede som alle de andre gange, jeg havde besøgt caféen. Rosie så ikke ud til at lægge mærke til min tilstedeværelse, så jeg valgte at stille mig i kø, da Skylar ikke var til at få øje på.

Rosie kiggede overrasket på mig, da det blev min tur til at bestille. ”Hej Harry,” hilste hun og sendte mig et smil. Istedet for at gengælde hendes hilsen, smilte jeg bare til hende.

”Er Skylar på arbejde?” spurgte jeg og spejdede endnu engang rundt i caféen men uden held, for Skylar var stadig ikke til at få øje på nogle steder.

”Ved du det ikke?” hun kiggede forbavset men samtidig overrasket på mig, som det var noget jeg burde vide. Jeg rystede kort på hovedet, og Rosie fortsatte. ”Hendes bror har været ude for en bilulykke, så hun har taget fri de næste par dage, for at være sammen med hendes bror,” forklarede hun mig.

En underlig følelse spredte sig i min krop, da jeg hørte Rosie fortælle om bilulykke. Jeg fik lysten til at støtte Skylar, dog vidste jeg, at jeg ikke ville kunne komme til det, da Skylar pænt havde bedt mig, ikke at blande mig.

”Hvor er han indlagt? Og hvad er hans navn?” spurgte jeg spontant, da min overvejelse gik på, at tage der hen og aflægge besøg, for at sikre mig, at Skylar okay, selvom jeg vidste, at det ikke var det Skylar havde bedt mig om at gøre, alligevel kunne jeg ikke holde mig fra at besøge hende.

”Manchester hospital, han hedder Dylan Ross” fortalte Rosie mig, og jeg nikkede taknemmelig, for at hun gav mig denne information. Jeg vendte om på hælene i et split sekund og skulle til at forlade caféen, da Rosie kaldte efter mig, hvilket gjorde at jeg vendte mig om endnu en gang.

”Men hey Harry.. Skylar kan bedst lide at komme igennem svære tider på egen hånd, og hendes bror betyder meget for hende, og jeg ved ikke, hvor godt han klare det lige nu, Så hvis jeg var dig, ville jeg ikke tage derhen. Jeg siger det kun, fordi jeg ikke vil have at der sker problemer mellem dig og Skylar!” Rosie ord gik gennem mit ene øre og fløj ud det andet. Selvom jeg vidste hun havde ret i det, hun sagde, hørte jeg ikke efter. Jeg ville ikke havde, at Skylar skulle klare sig gennem dette alene.

 

x x x

 

Selvom jeg ikke havde lyttet så meget til Rosies ord, havde jeg alligevel valgt at tage hjem og tænke tingene igennem, for hvad ville Skylar ikke sige, hvis jeg kom vadende på hospitalet. Det skulle ikke undre mig, hvis hun ville brokke sig over, at jeg ikke havde ladet hende være alene, som hun havde skrevet, hun ville have.

Mine fingre trommede mod sofa bordets ru overflade, mens jeg ventede min mobil skulle starte op, efter den var gået død og jeg havde sat den til opladning. Da mobil endelig startede op, og jeg fik tastet min fire cifrede kode ind, steg en tom fornemmelse op i mig, da Skylar ikke havde skrevet, selvom jeg vidste, at jeg ikke skulle forvente, at hun ville skrive.

Spekulationerne gik stadig på, om jeg skulle tage chancen og tage til hospitalet for at finde ud af om Skylar befandt sig der. Alligevel var der noget der holdte mig tilbage, jeg ville ikke være for påtrængende eller trodse Skylars ønske om, at jeg skulle lade hende være alene, så hun kunne være der for hendes bror. Men der var stadig en del af mig der ville tage hen på hospitalet for at støtte hende. Jeg vidste hvordan, jeg selv ville have det, hvis det var min søster Gemma var ude for et biluheld, jeg ville have brug for folk omkring mig, der ville støtte mig.

 

x x x

 

Gangen på hospitalet føltes længere end normalt, da jeg gik ned gennem gangen. Jeg havde valgt at trodse Skylars ord og besøge hende på hospitalet, hvis hun overhovedet stadig befandt sig her, for klokken var blevet mange, og solen havde byttet plads med månen. For enden af gange var receptionen, og på begge mine sider lå en masse stuer med en masse patienter. En gammel mand i rullestol kom rullende forbi mig, eller han blev kørt af en sygeplejerske, mens han sad hostende i den sorte rullestol. Da jeg kom til enden af gangen, gik jeg hen til receptionen, hvor en ældre dame med gråt hår sad, hendes kiksede briller hang omkring hendes hals i en brillesnor. Umiddelbart virkede hun som en rar dame.

”Hej ved du, hvor Dylan Ross ligger henne?” spurgte jeg den gamle dame. Damen i receptionen tog hendes briller på og skubbede dem langt op på hendes næse. Hendes fingre kørte hundred kilometer i timen henover tasturet til computeren der var placeret foran hende.

”Han ligger på stue 18 etage fire,” svarede hun mig. Jeg nikkede hurtigt til hende og sagde tak for hjælpen, inden jeg vendte mig om og gik hen til elevatoren. I elevatoren stod en stod en lidt ældre dame nok i trediverne og trippede stressende med sin ene fod. Det var tydelig at høre, hvor forpustet hun var.

Elevatoren gav et højlydt bib fra sig, da dørene gik op, og damen skyndte sig hurtigt ud fra elevatoren. Jeg gik ned af den lange gang som var mindst lige så lang, som den på 1 etage var. Det tog lidt tid før, jeg fandt stue nummer 18, men da jeg fandt den gik der ikke længe, før jeg fandt mig selv stå midt på stuen, hvor en midaldrende dreng lå i hospitals sengen. Hans brune hår var uglet, han havde et stort sår i panden, og han var mørk omkring øjnene. Hvis man fjerne såret i hans pande og hans det mørke omkring hans øjne, så lignede han Skylar rimeligt godt.

”Er du Dylan?” spurgte jeg ham, selvom om jeg vidste, at de var denne stue han lå på, se det kunne ikke være andre end ham.

”Ja, hvem er du?” spurgt han. Det var tydeligt at se på ham, at han var overrasket. over at se mig, men hvem ville ikke være det, hvis der pludselig stod en fremmed dreng i din stue på hospitalet. Hans øjne var knebet sammen, mens han kiggede forvirret på mig

”Jeg er..”

”Harry?” jeg skulle til at forklare Dylan, om hvorfor jeg var her, da en velkendt stemme afbrød mig. En stemme jeg med det samme kunne sætte ansigt på, hvem den tilhørte. Det var Skylar. Jeg vendte mig om og mit blik mødtes med Skylar. Hendes blik var mindst lige så forvirret som Dylans havde været, og inde bag hendes øjne flamberede en vrede, som jeg var hurtig til at spotte. Skylar gik med faste skridt hen mod mig. Da hun kom tæt nok på mig tog hun fat om mit håndled og trak mig med ud på gangen.

”Hvad fanden laver du her?!” råbte hun spørgende, så det var nemt at høre vreden i hendes udtale.

”Jeg hørte det om din bror, og jeg ville være her til at støtte dig,” svarede jeg hende i et mere normalt toneleje end hendes. Skylar sukkede hårdt og kørte frustreret en hånd gennem endes brune krøller.

”Jeg bedte om at lade mig være, så jeg kunne være her for min bror!” råbte hun. Det så ikke ud til, at hun tog det til sig med, at jeg var her for at støtte hende, i stedet skældte hun mig mere ud.

”Jeg ville jo bare være her for dig, og hjælpe dig gennem denne periode,” sukkede jeg og kørte frustreret en hånd gennem mine krøller som Skylar lige havde gjort.

”Jeg har ikke brug for din hjælp, Harry.. Kan du ikke bare gå?!”

Åh nej, det virker ikke til, at Skylar er særlig glad for Harry uanmeldt besøg på hospitalet. 

Hvad tror I, der vil ske med Skylar og Harrys forhold efter denne episode? Tror I Skylar tager imod Harrys støtte?

Fortsat god weekend!

Knus Karoline A.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...