Mr. Heartbreaker | Harry Styles

Harry og hans venner er i den lokale bar, hvor Harry møder en pige. Men ikke hvilken som helst pige. Pigen som hedder Skylar Ross. Hurtigt laver Harry og hans ene ven en aftale om, at Harry kun har rundregnet 1 år til at score hende, kysse hende, gå i seng med hende og til sidst - knuse hendes hjerte. Skylar er ikke så let at score, så det bliver en udfordring for ham. Dog er der et spørgsmål. Kommer Harry til at klare opgaven eller taber han stort? Og hvad er straffen for at tabe?

161Likes
172Kommentarer
118962Visninger
AA

11. 10 | "Hvornår kan du så cirka komme ud af det her fængsel?"


Her sad jeg sammen med Harry og var godt og grundigt målløs over mine egne ord. Tænk at jeg kunne finde på at lukke alt det ud af min lille, fine mund. Normalt sad jeg kun og tænkte på de ord, og ikke direkte sagde det højt, så man kunne høre det.

”Tak Harry,” smilede jeg. Hele aftenen havde været ret meget perfekt. På kanten til at man kunne bruge ordet perfektion. Harry havde udnyttet godt og grundigt med at give mig utallige mange komplimenter i løbet af aftenen, og hver evig eneste gang smilede jeg som en idiot og et par gange kunne mine kinder også blusse lidt op – i skjul.

Dog lagde jeg meget mærke til, at han var begyndt at kalde mig for sukkersøde ord, som babe, love – og alle de andre passende søde ord, der passede perfekt til sætningen. Tanken om at han ville kalde mig for andre sukkersøde ting gav mig direkte kvalme og en lidt ubehagelig kuldegysning, som strøg gennem min egen, håbløse, spinkle krop.

”Månes skær rammer perfekt dine perfekte øjne,” indrømmede han med et skævt smil, der langsomt blev erstattet med et charmerende smil. Siden hvorfor skulle Harry også være så hamrende charmerende, når jeg let fandt det attraktiv og uhyggelig på samme tid.

”Og dine ord giver mig let kvalme,” gav jeg igen, mens mit kække smil blev større og større. Straks så han forvirret ud, hvilket jeg kun kunne fryde over hans perfekte ansigtsform. Han var den perfekte person til at lave de underlige grimasser, der kommer helt spontant.

”Du har hellers ikke brokket dig over de søde ord før nu?” sagde han forvirret med en forsigtig stemme. Jeg rystede kort på hovedet og lavede hurtigt en håndbevægelse. Skulle man absolut fortælle alt i pap for ham? Kunne han ikke se, at jeg skar grimasser hver gang han gav mig sukkersøde ord eller komplimenter?

”Det var ellers let at se, at dine ord gav mig kvalme.. Lagde du slet ikke mærke til mine unikke grimasser?” spurgte jeg, mens jeg svagt skød mit ene bryn op i vejret. Smilet spillede stadig på mine fyldige læber. Jeg betragtede mine læber som nogle fyldige sataner.

”Eller trænger du til nogle virkelig runde, og kiksede briller, som mange finder pæne?” drillede jeg, så han straks kunne lægge mærke til sarkasmen, der var prikken over i’et.

”Forhelvede også, Skylar. Jeg hader virkelig din sarkasme,” grinede han højlydt, hvilket fik mig til at smile lidt svagt over ham. Hans latter gik direkte ned til mine ben. Hans latter kunne få mine ben til at føle som en noget klam gelé. Kort sagt – jeg brød mig ikke om gelé. Bare lugten kunne få mig til at lave nogle bræklyde, som start på noget klamt.

”Folk elsker ellers min sarkasme, du er så den første, der faktsik hader den,” konkluderede jeg, stadigvæk med et lille smil, der direkte var klistret fast på mine læber.

”Javel javel, så må jeg vel være lidt speciel,” klukkede han.

”Jeg ved nu snart ikke, om det får dig til at være speciel,” sagde jeg med tvivlsom drysset hen over min sætning. Begge hans bryn blev skudt op i vejret over mine ord.

”Væn dig til det, Harry,” gryntede jeg.

”Jeg vil da ikke vænne mig til det!” protestede han med et smil.

Jeg skulle lige til at svare ham, men så afbrød min mobil mig lige i at lukke nogle ord ud af munden. Automatisk fandt jeg min mobil frem og der stod bare et nummer, men jeg vidste ikke, hvilket nummer det var, så min nysgerrighed tog direkte over og jeg tog den.

”Hallo, det Skylar,” en vane at starte samtalen op sådan her. Jeg var vel ikke den eneste, der startede op sådan her, vel?

”Hej, du snakker med William fra Manchester Hospital, jeg ringer og meddeler at din bror, Dylan er kørt galt i sin bil – jeg har fået opgaven i at kontakte hele familien, men du er den eneste, der har taget telefonen. Har du en chance for at komme herom?” fortalte lægen, som åbenbart hed William. Hans stemme lød faktisk ret sexet, men jeg måtte fokusere på alt det, han fortalte mig. Jeg bed mig hårdt i læben, da han nævnte det med min bror – og det pissede mig endnu mere af, at min mor ikke tog mobilen, det var så typisk hende.

”Jo, jeg kommer med det samme!” svarede jeg hurtigt. Kort tid efter lagde jeg på, mens jeg fik rejst mig op fra bænken. Harrys blik var lidt bekymret, men lige nu kunne jeg kun bekymre mig om min egen bror, som havde brug for en del støtte. Hvad lavede han overhovedet her i Manchester?

”Er der sket noget alvorlig? Hvad sker der?” Harrys spørgsmål fik mig til at stresse endnu mere rundt, og blive endnu mere frustreret. Harry måtte ikke vide noget om ulykken. Det her var kun noget familien ville få af vide.

”Familie ting, jeg må virkelig smutte. Det er vigtig,” forklarede jeg hurtigt, idet jeg bakkede væk fra ham. Hans blik blev mere og mere forvirret, mens hans mund var let åben. Han havde måske ikke oplevet en pige skride fra ham på denne her måde.

Jeg havde virkelig lyst til at give min mor den aller største sviner over SMS besked, da det her var virkelig fejt gjort af hende.

 

x x x

 

Hurtigt var jeg ankommet hen mod hospitalet, i mellem tiden havde Harry bogstaveligt talt bombarderet mig med beskeder. Jeg måtte bare sætte min egen bror i første prioritet. Først min bror, og derefter Harry.

Jeg måtte indrømme, at jeg havde løbet hen mod indgangen og direkte hen mod receptionen for at spørge, hvor min bror lå henne. Jeg havde brug for at se ham, og give ham al den kærlighed han havde brug for og støtte. Jeg burde være den aller bedste lille søster, han kunne ønske sig.

”Hvor ligger Dylan Ross henne?” spurgte jeg en anelse forpustet. Damen bagved glasset, rettede kort på sine ret så kiksede briller, hvorefter hun vendte blikket hen mod computerskærmen. Jeg trippede utålmodig med foden. Jeg havde aller mest lyst til at stresse damen endnu mere, men det hjalp ikke noget i sidste ende.

”Stue 18, fjerde etage ,” svarede damen med et venligt smil, som helt sikkert var falskt. Jeg brød mig ærlig talt ikke om mennesker, der ikke kunne finde ud af at smile ordentligt og ægte. Sådan noget kunne let give mig gråt hår.

Uden at tøve eller at vente, så løb jeg næsten hen mod elevatoren. Utålmodigt trippede jeg med foden, og der belsuttede jeg så, at jeg ikke kunne vente flere minutter for at en dum elevator ville komme ned til mig.

Jeg skimtede lokalet ud, og ud fra hvad jeg kiggede efter, så kunne jeg ikke rigtig få øje på en dør, hvor der var et tegn, der symboliserede en trappe. Et tungt suk forlod mine læber, hvorefter jeg hørte, at elevatoren endelig kom efter to minutter. Folk gik ud af den, og jeg trådte ind i den.

Hurtigt trykkede jeg på nummer 4, og ventede nu bare på at elevatoren ville lukke de pokkers dumme døre og føre mig op til fjerde etage.

Den irriterende musik larmede grusomt inde i elevatoren. Godt nok var det her et hospital, hvor en del mennesker sikkert lå og var syge eller var på kanten til at dø, men det her musik kunne sagtens dræbe en.

Dørene åbnede sig igen, og endelig befandt jeg mig på fjerde etage. Hurtigt var jeg ude og desperat ledte jeg efter værelse nummer 18. Jeg gik faktisk og var begyndt at tælle hver eneste dør, jeg gik forbi. Jeg skulle nødig misse en dør, hvor han muligvis lå inde.

Langsomt stoppede jeg op, da jeg fik øje på nummeret 18, der stod fin placeret på døren i nogle tykke tal. Folk behøvede ikke engang at gå med briller, da tallet var så stort, at man kunne let få øje på det, endda læse det uden probelemer.

Flere knivstik ramte mit hjerte, da jeg fik øje på min bror, der lå der helt hjælpeløs. Jo mere jeg kiggede på ham, og opdagede at han var selv, jo mere vred blev jeg på vores fælles mor.

”Dylan?” min stemme var svag, på kanten til at bryde sammen i gråd. Jeg havde virkelig et nært forhold til min bror, så det gjorde utrolig meget ondt på mig at se ham ligge sådan der. Helt hjælpeløs og anderledes.

”Skylar? Du kom,” han tvang et smil frem på hans læber, dog kunne jeg let se gennem hans øjne, at han led. Han var i en stor smerte, og jeg gad godt vide, hvorfor han var i Manchester.

”Er du okay? Lægen fortalte mig de vigtigste detaljer,” sagde jeg ud i et spørgsmål. Jeg gik hen mod ham, og satte mig ned på en stol, som var placeret ved siden af sengen. Forsigtigt tog jeg fat i hans hånd, som jeg blidt begyndte at ae.

”Jeg er okay, bare rolig,” forsikrede han mig om.

”Jeg har dog ét spørgsmål til dig, Dylan. Hvad i alverden laver du her i Manchester?” spurgte jeg ham nysgerrigt om. Et grin foldede sig ud af hans mund, hvilket fik mig til at blive forvirret over hans lille handling.

”For at besøge dig, tosse,” svarede han kort tid efter hans lille latter scene. Langsomt nikkede jeg over hans ord, men jeg forstod bare ikke helt, hvorfor han havde valgt at tage motorvejen.

”Tog du motorvejen?” jeg følte, at jeg måtte vide om han havde taget motorvejen eller ej.

”Nej, jeg tog hovedvejen. Motorvejen er blokeret på grund af vejarbejde,” forklarede han med et lille smil. Jeg kunne ikke lade være med at smile over det faktum, at han havde lyst til at besøge mig. Det gjorde mig helt varm omkring mit hjerte.

”Du var ved at knuse og ødelægge mit hjerte, da lægen fortalte mig det her,” sukkede jeg lavt. Jeg bed mig hårdt i læben for ikke at græde, da mine øjne blev blanke. Jeg snøftede svagt, og bandede en del indvendigt over, at jeg var ved at tudebrøle overfor min egen bror. Normalt græd jeg ikke foran folk, specielt ikke på de offentlige steder.

”Hey, Sky, ikke græd,” sagde han i en opmundtrende tone, jeg grinede lettere akavet, mens jeg vendte blikket ned mod det kedelige gråt gulv. Dog vendte jeg blikket hen mod ham igen, da jeg fik styr på mine øjne og de dråber vand, der var på vej ud lige før.

”Undskyld,” hviskede jeg med en svag stemme.

”Bare lov mig, at du informerer mig om, at du vil besøge mig,” sagde jeg i en bestemt toneleje. Et grin forlod hans læber, hvilket fik mit ansigtsudtryk til at se fuldkommen forvirret ud.

”Søde Skylar, det her var en overraskelse, og den gik i vasken,” klukkede han med et skævt smil.

”Hvornår kan du så cirka komme ud af det her fængsel?” Dylan vidste godt, at jeg brød mig slet ikke om at være på hospitaler. Min mening om hospitaler er, at mange af dem blev hjemsøgt. Jeg ville endda påstå at dette hospital er hjemsøgt af klamme ånder.

Tænk, hvis de klamme ånder kunne komme igennem folks kroppe eller hjemsøge dem på den klammeste måde, der kunne skræmme livet ud af de syge mennesker. Sikke en tankegang, jeg havde.

”Om et par dage. Måske skal jeg lokke de lækre sygeplejesker til at få mig ud tidligere?” grinede han, mens hans smil blændede mig. Selvom han lige havde kørt galt, så var hans humør helt i top, og det gjorde mig glad. Jeg var glad, når han var glad.

”Flirter du med sygeplejesker?” udbrød jeg chokeret, i en dramatisk toneleje. Hans smil voksede sig større, idet han nikkede.

”Ja,” svarede han kortfattet.

”Kun de lækre,” tilføjede han hurtigt, hvilket fik mig til at grine rystende på hovedet.

”For fanden da, Dylan,” grinede jeg lavt. Min mobil vibrerede for hundrede syttende gang. Jeg bed mig hårdt i læben, mens mit blik var rettet mod Dylan. Han nikkede kort, som i at jeg godt måtte tjekke min mobil.

Det var Harry, der havde skrevet til mig. Han havde kontaktet mig uafbrudt siden jeg skred uventet fra ham.

Skylar.. Please fortæl mig, hvad der skete i din familie. Dine handlinger bekymrer mig utrolig meget, skriv, når du læser denne her besked. – Harry x

Okay, jeg har ringet til dig hvad.. 5 gange og du har ikke taget den. Er du død eller lever du endnu? Jeg føler mig som en freak, men jeg bekymrer mig faktisk om dig.. Utrolig nok, men helt ærlig, du kan ikke bare smide mig på hylden og ignorere mig, det er ikke en særlig rar følelse at få. Skriv til mig, Skylar. – Harry x

Jeg tvivler lidt på om du er et levende væsen nu, du svarer mig ikke, du har ikke engang kigget på mine beskeder. Du gør mig snart bange. Jeg føler mig ærlig talt lidt meget paranoid over, hvad der sker. Del lige det med mig, jeg har brug for at vide, om du er okay – eller om din familie medlem er okay, eller hvad der nu er sket i de sidste mange timer, Skylar. Jeg kan snart ikke klare det her mere! Kontakt mig. – Harry x

Hans ord gav mig direkte dårlig samvittighed over, at jeg ikke havde kontaktet ham, når han havde brug for at vide, hvad der foregik. Jeg sank kort en klump ned, mens jeg svagt kløede mig lidt på halsen.

”Sker der noget alvorlig mellem dig og samtalen?” afbrød Dylan. Hurtigt vendte jeg blikket op mod ham, mens jeg valgte at ryste lidt på hovedet. Dylan skulle slappe af, han burde slet ikke bekymre sig omkring mig – det burde havde været omvendt.

”Ikke noget du skal bekymre dig om, jeg burde bekymre mig om dig,” svarede jeg med et lille smil.

Hurtigt vendte jeg blikket ned mod min mobil igen. Mine fingre gik straks amok på tastaturet, der bare sagde nogle kliklyde. Sådan noget typisk iPhone halløj, når man havde glemt at sætte den på lydløs.

Undskyld.. Jeg har ikke rigtig tid til at skrive med dig lige foreløbigt. Jeg kan ikke forklare dig hvorfor, men du må bare i sidste ende acceptere mit valg og ikke bekymre dig om det. Jeg er virkelig ked af det, Harry, men jeg har brug for en lille pause omkring alt.. Jeg fokusere på noget, som har brug for mig. Håber, at du kan forstå mit valg og vil tilgive mig, når du engang læser beskeden. – Skylar x

Jeg sank langsomt en klump ned, mens jeg trykkede på send knappen. Jeg lukkede kort mine øjne i, hvorefter jeg valgte at putte mobilen i min baglomme. En vane, at placere den der. Men jeg havde ikke andre lommer, plus jeg gad heller ikke at holde den bare sådan.

”Hey, du ligner en som trænger til en krammer?” sagde Dylan ud i det blå. Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt over hans kommentar. Et smil blev placeret på hans læber, idet han strakte sine arme ud hen mod mig. Jeg kunne se, at han havde smerter, men alligevel ville han give mig så meget kærlighed, jeg havde brug for. Det samme vil jeg også gøre ved ham – vi begge to fortjente hinandens kærlighed.

”Du er den bedste bror i verden,” smilede jeg, mens jeg langsomt krammede med. Jeg lukkede kort mine øjne i, og nød hans omfavnelse. Der fandtes ikke noget bedre end et kram fra sin egen bror.

”Dylan Ross, er du klar?” spurgte lægen og rettede blikket hen mod os. Hurtigt var jeg ude af hans arme igen, og straks modtog jeg kulden, da min bror blev skubbet langsomt væk og hen mod et andet rum til en undersøgelse.

OOOOH, Skylar smuttede hurtigt hen til sin bror, Dylan og hvordan tror I at Harry har det? Kan han holde sig fra hende eller blande sig i det hele?

Og tror I at Harry accepterer hendes SMS besked?

Som mange nok har opdaget, så udkom kapitlet meget tidligt, men det er på grund af at jeg skal en tur i skoven med familie og derefter få æbleskiver og varm kakao og vi skal muligvis også lave juledekorationer, hvis jeg husker korrekt.

Hvad skal I lave på jeres lørdag?

Kommenter endelig omkring historien og jeres lørdag, vi savner jeres skønne kommentarer!

Hilsen Louise

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...