Når der intet håb er tilbage

Denne historie fortæller om, hvordan det føles at leve i en verden uden alle menneskerne. // Bidrag til The Maze Runner-konkurrencen med valgmulighed 2.

2Likes
2Kommentarer
154Visninger

1. ...

Når jeg kravler op på toppen af det højeste højhus, føler jeg mig alene. Men tro mig, det ville du også gøre. Den forladte storby ligger næsten øde under dig. Du kan så småt se skraldet, som fyger rundt i gaderne. Når solen rammer de store vinduesoverflader, bliver der startet små brande nede i gaderne. Jeg tæller 7. Langsomt bevæger menneskerne sig rundt.

 

Bag højhusenes horisont er der goldt. Sand, som kradser i ens øjne, når man kigger imod vindretningen. Bag højhusene kan man faktisk ikke se andet end sand. Sand, sand, sand. Når de Gamle fortæller om deres strandture som unge, forstår jeg dem ikke. Hvad kan der dog være rart ved sand? Men de fortæller også om havet. De uendelige mængder vand, som bare strømmer ind over sandet og trækker det væk. Jeg ville give så meget for at se en strand. Ikke for sandets skyld. Det har jeg set nok af, men for havets skyld. Spejderne, som leder efter de andre mennesker, har set havet. Sorgfuldt fortæller de om, hvordan havet er døende. Man skulle ikke tro at havet kunne drukne, men det drukner i plastik. Deres fortællinger er frygtelige. Vi, mennesker har dræbt Jorden. Vi har udpint den og tæret alle dens resurser. Den er død.

 

Overraskende nok er det værste ikke det, som man kan se. Det er, hvad man kan høre. Nemlig ingenting. Stilheden er ubærlig. Man burde have vænnet sig til det, men selvom at jeg har levet med stilheden i hele mit liv. Det føles forkert. En gang i mellem udbryder der slåskampe mellem de folk, som stadig lever her. Men når kampene er forbi, går folk igen hvert til sit i det ynkelig liv, som man mener, at man lever. Folk er stille. Jorden er stille. Der er ingen elektricitet, som summer. Der er ingen insekter, som summer. Det eneste som rigtig kan larme er stilheden. Den er til gengæld meget højlydt.

 

Men hvorfor er vi har så stadig? Det er vel et godt spørgsmål. Når man ser på de spøgelseslignende mennesker som vandrer rundt nede blandt højhusene, skulle man tro, at de allerede var døde. Men jeg tror ikke, at vi tør. At dø, mener jeg. Fordi at vi vil altid have den lille smule håb, som mennesker altid ejer. På et tidspunkt bliver det tosset at have håb. I denne by er man kommet til det punkt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...