Just me!

Jeg er Sofie, mit liv er ikke spor nemt. Jeg er en teenager under ombygning, og det er aldrig helt nemt. Jeg elsker og sige min mening, og jeg gør det ofte. I mit hoved sker der en masse ting. Fx, hvor koldt skal der være, før verdens have fryser til is? Eller, Hvorfor bliver jeg ked af det, over det? En masse ting. Jeg har altid lukket mig inde, mine følelser betød ikke noget. Før nu. Det her er mit liv, helt uden hæmninger



(Det er vel mit bidrag til den der dagbog konkurrence)

3Likes
7Kommentarer
1490Visninger
AA

1. Lad mig starte ved begyndelsen!

LAD MIG STARTE VED BEGYNDELSEN

*Selv det klareste vejr, kan vænne sig til en storm*

 

Jeg ved ikke rigtigt hvor jeg skal begynde, selvfølgelig kunne jeg begynde med "Kære Dagbog" Men....Men nej, for jeg har ikke noget at sige kære for.

I for lige et hurtigt baggrunds tjek.

Mit navn er Sofie,  jeg er 14 år. Jeg bor oppe ved Aalborg, og går i 7-klasse. Jeg lidt overvægtigt, sååååå. Jeg har 3 bedste venner som jeg elsker af hele mit hjerte. Uden og lyde selvglad, så er jeg vel en pige som er meget glad,  ihvertfald på ydresiden. Jeg rider, på to heste, skriver, læser, og tegner.Men hvis i skal overhovedet skal have en chance for at forstå noget af hvad der kommer til at ske, skal vi starte ved begyndelsen.

Det var omkring påske, da jeg gik i sjette. Jeg begyndte at få det dårligt med mig selv, og var virkelig usikker på hvem jeg var. Jeg begyndte at lede efter mine fejl, jeg så på mig selv som jeg aldrig havde set mig før. Når jeg gik forbi et spejl, kiggede jeg på mig selv med væmmelse, så hvordan sækken som jeg kalder en mave, røg ud af mig. Først troede jeg att det var fordi jeg gik igennem en udvikling. Og det var det sikkert også, i hvert fald en del af det.

Jeg havde det sådan i noget tid, men så stoppede det- følte jeg- For det tror jeg ikke det gjord, det stoppede ikke, jeg smed bare en facade op, som ikke en gang jeg kunne bryde igennem. Før det var for sent.
Så det blev sådan, hvergang jeg var sammen med nogen, det kunne var fra mine venner til mine familie, sugede jeg maven ind, og gav dem et stort falsk smil.

Sådan var det i nogen måneder. En til en dag, jeg fandt nogen billeder, det var billeder, med en masse citater. Citater som ikke bare var  triste, men handlede om selvmord. Om følelsen af og give slip, at forlade alt. Ikke at jeg tænkte på at slå mig selv ihjel, nej det kunne jeg ikke drømme om, men det gav mig en lettelse. At læse dem, og folk spurtge om dem, og jeg så, jeg ikke var den eneste, der havde det sådan. Og hurtigt gik 5 billeder til 52.

Men efter langtid, med drablige billeder, og falske smil, begyndte det at vende, en smule. Jeg begyndte at blive en tand gladere, for hverdag der gik. Hverdag kunne, jeg mærke, et rigtigt smil, titte frem.
Og endelig troede jeg de skulle vende, fordi jeg vidste jo godt, jeg havde det dårligt. Jeg vidste godt, mit liv var noget være lort.

Men sjette sluttede om sommerferien kom. Og i princippet, var det også godt nok. Men jeg vidste også at det fritid det gav mig, gav mig tid, tid til at tænke. Tænke over de tanker, som jeg engang havde i hovedet. Mine play-liste, blev grå, mørk, trist, og der findes tusind og atter tusind af ord til at beskrive den. Jeg har altid kunne lide One Direction, men deres glade sange, kunne mine ører bare ikke holde ud,  deres triste sange,  andre kunstneres triste sange, og en hel masse triste klaver melodier. Og de lyder alt sammen fantastiske, i mine ører.

Vi skulle også på ferie, og jeg badet jo med T-shirt, jeg var ikke solbrændt, men jeg følte...eller føler, at folk glor på mig, med væmmelse. At jeg ikke var værdig nok til at bade, eller ligge og sole mig. Vi skulle hver der i to uger, og den sidste uge var rar, men jeg havde den der følelse af hjem-ve. Og det ødelagde det lidt. Men vi kom hjem, og det forsatte. Mit humør var nede, langt nede. Men ikke så langt som nu. Jeg havde ikke grædt over det endnu. Ikke en tårer var trillet ud af den hårdere facade, som folk kun kendte til.

Jeg kom endelig i syvende, og det var....vel fedt nok. Jeg havde savnet mine venner, jeg havde ikke set dem alle næsten hele sommeren. Skrevet jo selvfølgelig, men ikke været sammen. Så jo jeg savnede dem, men jeg savnede ikke det falske smil, som nu skulle være oppe fra 6:30- 22:10. Og det var, og er stadig hårdt, som pesten.
Vores lærer havde besluttede vi skulle på lejertur, og det var jeg glad for, jeg boede med nogen af de sødeste venner, og vi havde det virkelig sjovt.

Det blev aften på lejerskolen, og folk gad og havde bål. Mine to gode venner, og mig selv, gik ind på vores værelse, og begyndte at snakke. Igennem vores snak, begyndte mine tårer og danne sig, og de så straks noget var galt. Og nu røg det hele ud, alt for sidste år, sommeren, og nu. Og de lyttede, for første gang i langt tid, var der ikke bare en, men to. Som lyttede til MIG. Jeg skulle ikke lyttede til dem, og det var forfærdeligt, for inde i snakken, begynder tårne og falde en efter en, og min facade er væk. Mine bedste venner, kommer ind, og de spurgte hurtigt hvad der er galt, en af de andre forklare hvad der er sket, og i mens prøver jeg og bygge facaden op igen, men forgæves.

For mens hun forklare alt, og min hjerne lytter med, høre jeg alt, hvad der er galt med MIG. Alle mine følelser, alle mine handlinger, vælter op i mig, og jeg kan ikke stoppe dem. Min gode veninde, henter en lærer, som langsomt for lidt at vide. Ikke alt, men lidt. Og igen ødelægges en facade, jeg har brugt omkring et halvt år, og lave. Jeg fandt ud af hvor i stykker jeg endelig var.

Men vi kommer hjem dagen efter, og min mor skulle på arbejde. Jeg var satdig væk ødelagt for igår. Men da min dejlige mor kom hjem, og vi havde spist. Fortalte jeg hende om det, på 2 dage havde jeg forklare det omkring 4 gange. Og det gjord lige ondt hver gang. Og vi snakkede om alt, men så alligevel ikke, for det er nogen ting jeg ikke kan sætte ord på, så dem sagde jeg ikke.

Jeg tog i skole næste dag,- selvfølgelig-, og mine venner kiggede anderledes på mig. Og det var det jeg var bange for, bange for det blik der venter på at kunne sige det til alle. Og det kom, tror jeg, men min nye facade var på, og jeg skulle vise at jeg ikke var svag, jeg græd ikke foran, alle, og en hver. Men foran dem der fortjente det.

Flere dag gik, og det var endelig bare det samme. Men så en dag, sagde jeg til min klasselære, at jeg havde sgu en svær periode, og han svarede han nok skulle tage hensyn. Og spurgte end til det. Siden hen, har hver dag været en kamp, en kamp om ikke og give op, og lade alt falde sammen. Og ødelægge mig fuldstændig.

Det er ca. overfladen af alt, hvad der er sket. Men hvert et ord jeg sagde i snakkende ,havde en dybere mening, om de fandt dem, ved jeg ikke.

Men vi springer frem til idag.
For hvad kan vi sige om idag, lort.
Jeg snakkede med min lære, og han ville snakke med mine venner, som gerne gad og hjælpe. Men hvordan skal de kunne hjælpe, har de prøvet det? Måske, men ikke så længe.
Min lærer fortalte at hvis det ikke gik en tand, bedre enden mandag, ville han kontakte min forældre. Og det er jo også fint nok, at de ved at mine lærer ved det. Men hvad kan de gøre ved det.

Ja de kan komme med en million forslag, og sige en masse kloge voksene ord. Men hvad jeg har brug for at høre er. At alt nok skal blive godt igen, at den sjove, glade, pige som var fucking ligeglad, men hvad andre tænkte kommer igen. At det ville blive en virkelig hård kamp, men med støtte, for alle, skulle det nok gå.

Jeg mangler den person, som kommer og spøger om jeg er OKAY. Og jeg svare, jeg har det fint. Og han eller hun kigger på mig, og svare "Lad hver med at lyve, du er jo ikke okay"

Men hvad jeg tror er, at jeg gerne ville forklare, hvad jeg gør igennem. For hele min klasse, for de er min anden familie, og de er de sjoveste, sødeste, mennesker i verden, ja selv drengene, er mine venner, Og ja, jeg har brug for deres støtte. Jeg har brug for en hjælp. Som jeg ikke kan finde på nettet, en hjælpe som kun personer, jeg elsker, og holder af. Kan give. Jeg har brug for at blive fikset, ordenlig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...