Kan tanker slå?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 sep. 2015
  • Opdateret: 18 sep. 2015
  • Status: Igang
Om hvor meget en lille sætning kan fylde.

1Likes
0Kommentarer
241Visninger
AA

3. Jeg er ikke mere...

Jeg drejer om hjørnet til den lille gyde, som ikke ser mere indbydende ud end de andre dage. Og som om det hele ikke var nok, så begynder det søreme også at regne. Jeg har nu en HEL kilometer inden jeg når hjem, nu tror jeg ikke den kan blive være.

   Jeg bryder sammen. Min kugle af sorg springer i luften, det resultere i en krampe bevægelse, og pludselig finder jeg mig selv på jorden.

    Jeg ligger i en vandput, i fosterstilling, og kan ikke få vejret. Et dybt åndedrag tvinger mig krop til at give slip på krampe følelsen, og jeg åbner øjnene, jeg er gennemblødt på hele den ene side af kroppen.

    Højre hånd i jorden, venstre ben, og så er det bare med at strække begge ben på samme tid. Det gør ondt på en rar måde, mit hår hænger ned i panden på mig. Det er drivende vådt.

Jeg sjasker videre. 

Ned ved åen og til venstre, det er hårdt. Så op af stentrappen, så er jeg der.

Hjemme.

Jeg leder i tasken efter nøglen, låser op, og træder ind i den smalle entre. Kigger mig omkring, billedet af sømanden på den brækgrønne væg til venstre, den sorte stang med bøjler i al verdens farver til højere, og overfor mig, mit værelse.

    Det er på dette tidspunkt jeg opdager at jeg ikke har lukket døren endnu, så jeg lukker den stille. 

Så smider jeg skoene i et hjørne, og går op på toilettet. Det hvide rum virker helt anderledes, nu hvor jeg ser det udefra.       Jeg træder ind, og tager tøjet af. Begynder at fylde vand i det slidte badekar,"pust", der får jeg en tanke.                      Nu går jeg ind på mit værelse, og finder snor frem.

Så sørger jeg for at der er rent og pænt, til når de finder mig. 

Jeg tænker på hvordan mor vil reagere, men kommer frem til, at det nok kun vil gøre hende glad nu hvor hendes økonomi bliver lettere. 

   Nu er badekaret næsten helt fuldt, og jeg begynder at binde mine fødder sammen med snoren, så kommer turen til hænderne. Det er lidt sværere, men det går. 

Jeg står overfor badekaret,"Du kan godt Katja", men så begynder spørgsmålene at melde sig.

Vil jeg ikke fortryde at jeg ikke vil få en familie? Vil jeg ikke vente lidt med at komme fra det ene helvede til det andet?   Vil jeg ikke mangle en kæreste i helvede, eller på jorden?

Nej.

For jeg vil alligevel ikke få en kæreste, jeg ender sikkert som en katte-dame på Vesterbro, som ALDRIG taler med andre en kioskmanden.

Jeg tager mig sammen.

Sætter mig på gulvet, og møver mig op i karet. Vandet er varmt og dejligt, det er dejligt at vide at det bliver det sidste der berører mig krop.

   Nu dukker jeg hovedet under vandet, det er faktisk ret rart, men mine små vejrtrækninger rækker ikke langt.

Jeg puster ud, og kan mærke mine lunger trække sig sammen. Alle mine instinkter skriger på luft, og jeg bruger al min energi på ikke at give slip og flyde op til overfladen.

   Jeg trækker vejret ind, og inhalere det der føles som en liter vand. Jeg prøver at hoste, men det hjælper ikke.   

Sort.

Jeg kan ikke se noget. 

Så stopper det med at gøre ondt i mine lunger.

"FOR MOR!".

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...