lort (fejlfortolket)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 sep. 2015
  • Opdateret: 28 aug. 2015
  • Status: Færdig
Op og ned og frem og tilbage og slet ikke nogen vegne overhovedet og bare rundt og rundt

9Likes
9Kommentarer
558Visninger

1. lort

Hun har så store fødder, at når de står parallelt, kan de fylde en hel dørtærskel, men det er også inklusiv sko og dobbeltknude. Hun har så store fødder, hun har så store fødder, hun har så store fødder, at hun aldrig kan miste balancen. Hun har sikkert også for meget jordforbindelse til nogensinde at se stjerner, men hun forstår det jo heller ikke. Det gør hun bare ikke. Hun analyserer mig og analyserer mig slet ikke nok. Piller mig fra hinanden og læser mit kaffegrums og holder hovedet koldt og konkluderer, at mine hjerneceller ligger på bunden af kruset og er gået lidt i stykker. Men hun fatter ikke en skid. Mine hjerneceller har fået skåret fødderne af og hver eneste gang, de tænker selvstændigt, tænker de også, det her går ikke, for det gør det jo ikke. Det går jo slet ingen vegne, når man ikke kan sætte en fod foran en anden, men min mor fatter ikke en skid. Hun render rundt med cinnoberrøde tånegle og en størrelse 47 og har glemt alt om, at jeg er hendes datter. Hun siger, hun vil fikse mig, og så siger jeg nej, men så begynder hun at analysere mit svar, og jeg er sikker på, at hvis jeg havde sagt ja, ville hun også havde analyseret det, ind til ordene gik i stykker og skar i hinandens ankler. 

Lige nu tager hun en middagslur, og nogle gange tager hun også formiddagslur og morgenlur og især også aftenslur, for det er vel ikke mere en bare en aftenslur, når vi altid er oppe det meste af natten. Fødderne stikker ud over sengekanten på sådan en underlig måde, og det er nok mest af alt underligt, fordi hun har så store fødder. Store magre fødder, som prikker på luftet ind til den går i stykker og stikker mig i det venstre øje. Vi har TV-drømme på hjernen og flimmer på nethinden, og hun løser mig lidt ligesom en sudoku, som der er fejl i, og så skriver hun bare over de eksisterende tal, ind til det til sidst giver mening for hende. Sådan, voila skat, her er din diagnose, vil hun sige. Hun siger også så fandens meget, og siger slet ikke det, som jeg vil have hende til at sige, og jeg ryger mere end jeg græder, og det siger en hel del. Skodder smøgen i hendes storetå, som alligevel er så langt ude, at hun ikke kan mærke den. Jeg lister pros og cons ved hendes kæmpefusser, og skoddestoretåen er klart pros, men jeg hader dem stadigvæk.

Her hvor vi bor, har vi konserves champagne under veloursofaen. Gemmer den til bedre tider, og jeg har lyst til at finde en frem og endelig se bunden, selvom alt er det samme. Men det går bare ikke (der er ikke noget, der gør) for hun sidder over for mig og maler; det er jo søndag. Hun fanger alle de ting, som jeg føler, og indespærrer dem på det kvadratiske fængsel i lærredets ramme. Den eneste måde, at komme ud på, er ved at springe. Her er japansk vægtapet og buddhistiske tankebaner i et sygt cozy lejlighedskompleks på fjerde etage i 34e. Jeg er fanget i friheden; gennemkneppet og kvalt og hovedet i toilettet om natten og blod ned af benet, så det drypper på trægulvet - det dækker vi til med et persertæppe imorgen, siger hun og er altid lidt for forstående. Hun er stoppet med at reagere på mor og er egentlig lidt ligeglad med mig. Kan kun lide tanken om at finde ud af, hvad jeg fejler. Men jeg er sindssyg, som i mit sind er sygt, det burde hun kunne se. Hun giver mig tabeletter og tror, jeg ikke ved, at hun gemmer dem i maden. Kan hun holde op? Hold nu, hold nu, hold nu.

Så tror hun også det værste om mig og siger, at jeg ikke behøver fortælle om det, men at hun alligevel forstår. Hvordan kan hun forstå, hvad hun ikke ved? Hun antager jeg har gjort uansvarlige ting for at blive sådan her. Jeg er sikkert lesbisk eller på et eller andet. Og hvis ikke det er det, har jeg solgt mig selv til ældre mænd og blevet en del af noget, som er så stort, at det opsluger hver en del af min identitet. Men jeg har jo ikke gjort noget, jeg er jo altid lige her. Jeg har ikke brug for andre til at ryste min verden i stykker, når jeg gør et så fremragende arbejde mig selv. Sådan bliver man ikke, hvis der ikke er noget galt, siger hun, men så ved hun tydeligvis ikke, hvor nemt det er. Hun er jo også en størrelse 47.

Sådan en som mig er faldet ud af sengen for længe siden og bare blevet liggende. Giver jeg mening? Jeg er blevet skør af mit eget nærvær, og jeg har aldrig haft jordforbindelse og sidder fast et eller andet sted i en tyngdefri atmosfære. Det gør forfærdelig ondt indeni at bevæge sig sådan rundt i en sort slowmotion. Jeg er så ulykkelig og sutter på tommeltot og bider mig selv i håndledene, hvor er I allesammen henne? Jeg er jo helt alene heroppe. Så bider jeg hårdere endnu og finder ud af, at jeg egentlig bare er på fjerde etage, og at jeg nok hele tiden har været det, men det er vel også det samme.

Vi bor jo også kun til leje og bliver sikkert snart smidt ud. Leger fange med hinanden om natten, mens naboerne banker i loftet og kimer med ringeklokken og hvæser, vi skal dæmpe os. For når solen går ned, er det helt galt, og både månen og stjernerne er undertrygte. Hun tramper rundt med sine kæmpeplader, og jeg falder over hendes kæmpesko. Hun har uregerligt hår og rynker i panden, og jeg har ikke lagt mærke til, at hun er blevet ældre. Gammel og ligbleg, men det kan jeg ikke lige tænke på, for jeg føler alt for meget. Jeg føler så meget, at mine følelser er begyndt at have følelser for hinanden, og så føler jeg mig lidt udenfor, for jeg er tredjehjulet i deres forhold. De er slet ikke afhængige af mig længere, og da jeg endelig skal til at gå i stykker, kommer jeg i tanke om, at jeg jo ingen fødder har, så jeg kan slet ikke gå nogen vegne. Så fanger hun mig endelig og siger, jeg er taget, og at nu er jeg den, men jeg hvæser hende da bare i hovedet og råber, at hun skal prøve at gå en dag i mine sko, men så siger hun, at dem kan hun da slet ikke passe, men det er jo lige præcis det, som jeg at prøvet på at sige hele tiden

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...