Har du haft en god weekend?


5Likes
2Kommentarer
404Visninger
AA

1. Arbeit macht frei

Den gamle kvinde glippede med øjnene i det stærke sollys, der netop var brændt igennem det tynde skylag og rettede møjsommeligt på sin siddestilling. Et par lyseblå øjne brændte dybt under de buskede øjenbryn og mange lag af rynker, der omkransede øjenhulerne. Hun ville rulle vinduet i bilen ned, så den friske luft kunne bryde heden i kabinen, men hun opdagede, at der ikke var noget håndtag til det. I stedet famlede hun efter vandflasken, der var kilet ind imellem sidemanden og hende og prøvede besværligt at skrue låget af med de knoklede, dirrende hænder.

”Vibeke? Er der noget galt?” Kvinden – Vibeke – drejede hovedet mod sin sidemand og smilede et taknemmeligt smil, da manden tog vandflasken ud af hænderne på hende og skruede plastiklåget af i et snuptag. ”Værsgo’.” Hun drak i store slurke, indtil hun måtte holde en pause for at hoste voldsomt, da noget af væsken kom i den gale hals. Så drak hun igen. Vandet, der var blevet opvarmet af de mange timer i bilen, smagte fortræffeligt, syntes hun, og gjorde sin virkning. Tavst rakte hun flasken tilbage til sidemanden igen, fordi hun ej heller formåede at skrue låget på. Vibeke vidste ikke, hvem han var, men han var sød og hjælpsom over for hende.

Landskabet suste forbi, når hun kiggede ud af vinduet, og lydene fra de to børn, der sad bagi og legede en leg, der gjaldt om at få øje på flest dyr, blandede sig med støjen fra radioen, som kørte uafbrudt. Musikken kunne på ingen måde sammenlignes med den dansemusik, de havde hørt i hendes unge dage, men når de ikke skruede for højt op, så generede det hende ikke. Gad vide, hvornår de var hjemme?

Knap havde Vibeke tænkt tanken til ende, før bilen drejede fra og skrumlede ind på en parkeringsplads, hvor der allerede holdt adskillige biler parkeret.

”Bliv du hellere siddende i bilen, Vibeke. Jeg tror ikke, det er noget for dig.” Endnu et smil blev sendt i den ukendte mands retning, idet han steg ud af bilen efterfulgt af børnene, der væltede ud. Der var også en kvinde med dem, opdagede hun, men helligede sig snart udsigten fra bilvinduet igen; nu stod landskabet stille, så kunne hun i det mindste skelne tingene fra hinanden.

”Skal du ikke med?” Vibeke så ned på den barnehånd, der lå på hendes arm, og smilede derefter til drengen, der så afventede på hende med et stort smil klistret på sit barnlige ansigt. Inden, hun kunne nå at svare – hun ville bare sige, at det desværre ikke var noget for hende – afbrød mandens stemme udefra:

”Kom herud, Thomas.” Drengen sendte Vibeke et sidste nysgerrigt blik, inden han adlød sin fars ordre og trak sig ud af bilen. ”Du ved godt, bedstemor er ved at blive gammel. Hun husker ikke så godt længere. Det er bedst, hun bliver siddende i…” Smilet falmede øjeblikkeligt fra Vibekes gamle ansigt, da bildøren blev smækket i og resten af sætningen druknede. Det var da ikke hendes børnebørn. Var det? Hun så eftertænksomt efter dem, da de gik over parkeringspladsen og fik øje på et stort skilt, der annoncerede, hvor de befandt sig: Theresienstadt. Noget rørte på sig i Vibekes erindring.

 

Det tog næsten tyve minutter for Vibeke at komme ud af bilen, men så var hun også klar. Hun have bedt chaufføren om at finde rollatoren frem, så den stod klar til hende. Han havde flygtigt prøvet at tale hende fra at gå derind – det kunne ikke være sikkert for sådan en gammel dame at gå selv – men Vibeke havde affejet ham. Forældrene og børnene havde allerede forladt hendes hukommelse, men det stædige sind levede endnu, på trods af næsten 98 fødselsår, og hun takkede ham overstrømmende, da rollatoren først stod der. De skrøbelige fingre lukkede sig fast om håndtagene på transportmidlet, og så stavrede hun langsomt afsted for at passere indgangen til Theresienstadt.

Ih, du godeste, hvor var der mange mennesker. Vejen var ujævn, så det tog lang tid for Vibeke at komme fremad, men de blå øjne havde fået en ny, målrettet lød. Hun hørte flere forskellige tungemål på sin vej og smilede beroligende til alle de, der henvendte sig til hende for at tilbyde sin hjælp. Solen bagte ned over stedet, og den gamle dame svedte ubehageligt i sin bluse. Der var ikke så mange kræfter i benene, som der havde været engang, men hun fortsatte stædigt. Hun så en souvenirbutik til den ene side og en flok unge mennesker, der lignede, de tilhørte en lejrskole, sådan som de havde deres opbakning på ryggen. Bygningerne så umådeligt gamle ud. Hvor var det nu, hun kendte det fra? Hukommelsen kæmpede for at følge med, og Vibeke anstrengte sig til sit yderste.

”Mor!”

”Vibeke!”

Råbene skar igennem mængden, så hun standsede kortvarigt op, da menneskerne kom ilende hen til hende. Det var de samme, som havde været med i bilen, men det huskede hun ikke.

”Ryk jer lidt. Jeg skal forbi her.” forklarede hun. Hendes stemme var hæs og rusten, som om det var sjældent, den blev brugt. Da kvinden, som måtte være hendes datter, og manden blot blev stående, blev Vibeke irriteret. ”Flyt jer så.” Hun begyndte at gå igen, og de voksne mennesker forføjede sig nødende af vejen. Der var ikke nogen af dem, der vidste, hvad der foregik, men Vibeke så ud til at have fået kræfter igen.

”Hvor kender jeg det fra?” mumlede hun lavmælt og frustreret til sig selv, imens hun lod de blå øjne indtage hver en meter af stedet. Men det var først, da hun rettede blikket opad, hun fik øje på det. De sorte bogstaver på hvid baggrund skinnede hende insisterende i øjnene med samme kraft som et flakkende neonlys i mørke: Arbeit macht frei.

”Åh!” Et fortvivlet støn forlod den gamle dames læber og hun pressede bedrøvet en hånd imod munden i takt med, at tårerne steg op i hendes øjne. Der, foran de mange turister og for sin families bekymrede og undrende blikke, gav benene efter under hende, og hun gled ned i siddende stilling for foden af rollatoren. Overvældet af minderne, der væltede frem ved synet af de tre tyske ord.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...