Josefine

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 aug. 2015
  • Opdateret: 28 aug. 2015
  • Status: Igang

0Likes
3Kommentarer
355Visninger
AA

7. Ambulancen

Jeg vågner ved at mor vækker både Josefine og jeg. Jeg får tøj på spiser morgenmad og så er jeg klar til at komme i skole. Far køre mig og Josefine i skole og dagpleje hver eneste dag, selvfølgelig ikke i weekenderne. Jeg bliver sat af ved skolens indgang og finder vej til klassen. Dagen forløber ligesom alle andre normale dage. Lidt lektier, frikvarter, alt sådan noget. Da klokken ringer en sidste gang og vi har fået fri går jeg mod parkerings pladsen og kigger efter fars bil, men den er der ikke. Tiden går, og efter jeg har ventet i ca. 10 minutter, vælger jeg at ringe ham op. Han tager den efter 4 bib, ”hej Kasper” svare han hurtigt og jeg kan høre han er en smule oprevet. ” Øhh, hej far, du er ikke kommet for at hente mig, hvad er der galt?” ”Det må du undskylde men dagplejen ringede til din mor, det er noget med Josefine, jeg ved ikke andet end at din mor er på vej til dagplejen, jeg er på vej mod skolen og så kan vi køre hen til de andre bagefter” ”okay. Vi ses far” jeg nåede lige at tale færdig inden han lagde på. Der var alle mulige tanker i mit hoved om hvad der var sket, jeg var helt forvirret.  Der gik 5 lange minutter inden han kom kørende ind på skolen parkeringsplads. Jeg hoppede ind og så kørte han hurtigt mod dagplejen. ”hvad er det der er sket?” spurgte jeg fortvivlet. ”Det ved jeg virkelig ikke, jeg kunne ikke tyde et enkel ord af hvad din mor sagde” Det var først da vi nærmede os dagplejen jeg gik helt i chok, det var da jeg så de blå lys blinke på taget af en ambulance. Der blev jeg bange. ”Hvad pokker” var det eneste far kunne sige. Inden vi kunne nå at komme ud af bilen så jeg en lille livløs krop blive båret i en ambulance mands arme. Det var Josefine. Jeg var helt mundlam. Jeg sprang bare ud af bilen og hen til hende. Men det var for sent, ambulancen kørte sin vej og det var kun mor der var med i den sammen med Josefine. Jeg løb efter den, men kunne godt se det var umuligt. Jeg satte mig på jorden og lukkede øjnene, jeg kunne mærke tårerne presse på under øjenlågene. ”Kasper, skynd dig mor har ringet og sagt at vi skal skynde os at køre op på hospitalet til hende og Jose” det var far der råbte fra bilen. Jeg ville gerne flytte mine ben men det var som om de var limet til den kolde asfalt. Til sidst fik jeg styr på mig selv, og traskede hen til bilen. Hele turen til hospitalet snakkede far med mor som var sat på højtaler så jeg også kunne høre det. Det eneste jeg fik fat i var at Josefine havde været ret træt i dagplejen, og så lige pludselig besvimede hun bare sådan uden videre. Noget andet mor sagde var at Josefine havde nogen underlige blå mærker på hendes krop selv om hun ikke var faldet.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...