No One Sees It

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 aug. 2015
  • Opdateret: 27 aug. 2015
  • Status: Færdig
Drengen Mads føler sig ensom siden den dag hvor hans elskede søster valgte at lade canceren vinde. Han husker alt. Klassen får et andet syn på ham og han kommer ikke med til fødselsdage, og han er altid den sidste der bliver valgt. Mads' liv har været i mareridt. Bliver det ved med det? Indser de det er forkert, eller er de ligeglad alle sammen?
No One Sees It - Lærke Holt

5Likes
1Kommentarer
132Visninger

1. Kapitel 1.

No One Sees It.

 

Jeg er den, der sidder i hjørnet af klasseværelset. Der var bare en dag, hvor mit liv ramlede sammen. Den dag min elskede søster, synes hun skulle lade canceren vinde. Den dag jeg så hende ligge i sygehussengen, bleg og tynd. Jeg kan huske alle detaljer. Hendes hånd der gled livløst ned fra maven, og pulsmåleren hyle, ligesom mor. Hun græd. Hun kunne ikke forstå det.

Jeg var en lille glad lyshåret dreng der gik i tredje klasse, indtil den dag. Nu er jeg en alene, syvendeklasser der sidder med hovedtelefoner i ørene hver frikvarter, og hører rockmusik. Musikken får mig til at vippe med foden, og folk kigger altid underligt på mig.

Jeg er altid den sidste der bliver valgt til fodbold, når de andre er så heldige at vi skal spille fodbold i dansktimerne med Gitte, vores klasselærer. Hvis jeg ikke rammer bolden, vrisser de af mig. Især Fredrik og Jakob. De går til fodbold i fritiden, og de er de gode. De tror selv at, de kan blive den nye Cristiano Ronaldo. Gitte ser det bare ikke. Hun sidder altid på sidelinjen, og kigger på hendes mobil. Hun er ligeglad.

Når klokken ringer til time, er det som negle ned af en tavle. Det er som om, klokken ringer mig ind i det rene mareridt, hvor de onde – Frederik og Jakob, sidder og venter på at spise mig i en bid. En bid af mit selvværd. Hvis jeg svarer dem igen, så gør det ondt. De graver i de dybeste hemmeligheder, og det ender altid med at være det om Louise – min døde søster.

Min mor har prøvet at gøre noget ved det. Men det ender altid med hun gør det værre, og ja min far han forlod mig og mor et år efter Louise forsvandt. Det hele kommer efter hinanden. De andre har fået et underlig syn på mig. Jeg bliver aldrig inviteret til fødselsdage, og når mor og mig er til klassekomsammen med alle de andre, ender vi altid med at tage tidligere hjem.

Dagene i skolen bliver længere, og længere. Frederik og Jakob bliver mere, og mere lusket og ondskabsfuld. Jeg føler at uret går i stå, og fem minutter føles som flere timer. Når klokken endelig ringer os til frikvarter efter de to første timer, også smutter jeg hurtig ud. Jeg trækker hætten op og over hovedet, også går jeg stille ud af døren ud til.

Jeg går gennem de smås går, hvor de leger, og videre hen mod løbebanen vi bruger til firsmeterløb. Jeg sætter mig på asfalten, og putter hovedtelefonerne i ørene igen. Jeg tænder for musikken, og skruer højt op. Jeg lægger mig ned, og kigger op på himlen. Den er blå, og der er få skyer. Det er ikke koldt, men heller ikke varmt. Mellemrummene mellem skyerne er langt. De svæver langsomt hen over himlen, så øjet næsten ikke kan se det.

Ensomheden kommer frem igen, da alle drengene går længere nede af det store areal. Jakob har en foldbold under armen, og de er sikkert på vej hen til asfaltbanerne. Jeg sætter mig op, og tager den ene hovedtelefon ud af øret. Jeg kigger ned på dem, og mærker en let smerte i mit bryst. De griner, og slår hinanden venskabeligt på skulderen hvis de siger noget sjovt. Lidt bag dem går pigerne. Anna går forrest som sædvanlig. Divaen bliver hun kaldt af nogle drenge fra ottende. Hun skælder ud hvis de nærmer sig hende. Hvorfor? Nobody knows.

Pludselig er der en af pigerne der stopper op. De andre går videre. Hun sætter kurs op mod mig, og mit hjerte begynder at banke hurtigere, og jeg er bange for at man kan hører det. Emilie. Det er noget jeg ikke har regnet med.  Da de andre piger får øje på hende råber de efter hende, men hun ser ud som om at ignorere dem.

Da hun er få meter væk fra mig vinker hun. Jeg kigger på hende, og giver hende et lille nik tilbage. Hun sætter sig ved siden af mig. ”Skal du ikke være med?” Spørger hun om. En følelse af genert hed, og usikkerhed hærger min krop. Mine håndflader bliver våde, og mine hænder ryster langsom. Jeg svarer hende ikke, men jeg rejser mig. Jeg begynder at gå tilbage mod klassen, men jeg kan se ud fra min øjenkrog at hun følger efter mig. Jeg begynder at gå hurtigere. Det er sikkert et nummer. Ligesom alle de andre. Frederik og Jakob ved jeg har haft en crush på Emilie. Men det er forsvundet, da hun en dag var med til at grave i Louises død, og sagde at jeg var en pyllebuks.

Tilbage i klassen er der tomt, stille og min krop begynder at opfører sig normalt. Emilie kommer ikke ind i klassen. Jeg tror hun går tilbage til de andre, for ikke at virke u sej. En lærer går forbi døren og standser. ”Nåh, så der var altså en herinde. ” Siger han og smiler, og jeg gengælder det. Han går langsomt hen i mod mig. ”Hvor er dine klassekammerrater? ” Spørger han om, og kigger rundt i det tomme rum. ”De spiller fodbold” mumler jeg. Læren sætter sig ned på stolen, og jeg tror han kan mærke er der er noget galt. Kort efter går han igen.

Folk kommer ind i klassen, og de bliver helt stille da jeg kigger op på dem med våde øjne. Emilie træder frem som den første. Der er ingen der siger et ord. Vreden, tristheden, genertheden alle mine følelser er blandet sammen. Jeg er glad fordi de endelig kan se der er noget glat, men de er pinligt at stå her med tårer til at løbe ned af kinderne. Læreren fra før kommer ind igen, og braser sig igennem alle sammen.

De andre begynder at sætte sig ned, og læreren kigger på mig. ”Nogen der kan forklarer hvorfor han sidder alene her inde? ” Siger han med en hævet stemme. Stilheden lister sig ind i klassen. Emilie rejser sig fra stolen. ”Jeg gør” siger hun og en lettelse kommer igennem min krop, og de andre kigger på hende i chok. ”Vi har alle været så dumme! Mads har sat alene, og været ensom imens vi har været nogle lede venner!” hun sætter sig ned igen, og kigger hen på mig. Da hun siger ordet ensom, er det som om at få en knutnæve i maven. Luften flyver ud af mig. Jeg sender hende et smil.

Jeg er faktisk glad overfor at Emilie sagde det. Hun forstår mig måske. Jeg kigger skiftevis hen på Frederik, og Jakob. De ser ikke glade ud. De ved hvad de har gjort. De har dårlig samvittighed.
De vil ikke gøre det ved mig mere. Måske kan jeg blive en del af klassen nu?

Slut.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...