Melanie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 aug. 2015
  • Opdateret: 28 aug. 2015
  • Status: Igang

0Likes
0Kommentarer
147Visninger
AA

1. skolestart

Jeg skubbede døren op og spadserede hen ad de blanke gulve. Mine nye stilletter klikkede mod gulvet og mine brune lokker flagrede i den kølige vind fra ventilatorerne.

Sommerferien var lige slut og det tredje og sidste år på gymnasiet var lige begyndt. Intet kunne ødelægge min dag. Mit hår sad perfekt, min korte denim-nederdel sad tæt til mine hofter og min nye hvide top var bare amazeeee.

Jeg gik igennem kantinen og mod mit klasseværelse da min telefon begyndte at klinge. Jeg fiskede den op af lommen og holdte den op til øret:

"Hej Charlotte" kvidrede jeg

"Mel! Hvor bliver du af timen starter om 5 minutter!"

"Melanie" rettede jeg Og desuden så er jeg altså på vej og du...."

Jeg nåede ikke engang at færdiggøre sætningen før vi klaskede ind i hinanden. Jeg ramte gulvet med et brag. Forvirret kiggede jeg ned af mig selv.

For fuck sake

Verdens største kaffeplet havde samlet sig på min elskede nye top.

Hvorfor!?

"Det var dogt utroligt" mumlede jeg og kiggede op

Lort.. Pis.. Fuck..

Over mig stod selfølgelig den pæneste dreng på planeten jorden. Han lod hans blå øjne glide over min krop inden han satte sig på hug og rakte en hånd frem mod mig.

Jeg rullede bare med øjnene og kravlede over hvor min mobil var landet. Heldigvis var min lille skat ikke kommet til skade.

"Er du okay" spurgte spaden.

"Du burde hellere spørge min top om det" snerrede jeg og lyttede efter om Charlotte stadig hang på. Men nej.

Skønt

"Du burde altså se dig for" sagde han fredeligt og smilte uskyldigt.

"Og du burde lade være med at helde din stinkende kaffe udover andre mennesker" sagde jeg irriteret og rejste mig

Då jeg fik børstet de værste nullermænd af mig lagde jeg mærke til hvor muskuløs han var. Meget muskuløs. Irriterende muskuløs faktisk.

Det eneste der er værre end irriterende muskuløse mennesker må helt klart være de irriterende pæne mennesker... Og tjah ham fyren var så begge dele... Irriterende

Det havde simpelthen lykkedes ham at ødelægge min dag... Og min bluse. Han burde få en medalje eller noget. En medalje for at være irriterende og forbandet lækker.

Da jeg gik videre gjorde jeg mig umage i at ignorere ham. Egenligt ret barnligt men i det her tilfælde en livsnødvendig overlevelsesmetode.

"Jeg ville altså ikke gå videre hvis jeg var dig" sagde miden pludseligt.

Jeg vendte mig om og så irriteret på ham.

"Ja altså øhm.. Din bluse-ting er blevet lidt gennemsigtig"

Jeg kiggede ned af min nu fuldstændigt gennemsigtige top. Kunne denne her dag blive mere lortet?

Hurtigt hev han sin skjorte over hovedet og rækte mig den. Nu stod han så simpelthen i bar overkrop.

"Her" sagde han smilende "det var min skyld med kaffen du kan tage den her på i stedet"

Irriterende muskuløse, pæne og søde menneske... Føj!

Men jeg havde jo brug for den skjorte.

Uden at så meget som kigge på ham tog jeg skjorten og gik videre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...