My new... Everything

Kan du forstille dig at skulle skifte skole hvert år fordi at dine "forældre" ikke kan bo et sted højere end højst 2 år? Eller forstille dig at gå i skole med selveste Justin Bieber? Dette må Beatrice nikke genkendende til, da hun skal gå på en privat skole, hvor man ikke kan gå derhenne medmindre at man er meget rig og har gode karakter på 12 taller.
Da hun starter på skolen har hun ikke regnet med at Justin Bieber vil gå der. Men det gør han. Og det bliver noget af et lille problem for hende, for han er lidt af en player.

Men hun vil ikke ende ud i at være et ofre for denne kønne fyr, der får de fleste piger som han vil have. Men det bliver ikke så nemt for Beatrice, for hun kan ikke gemme sig.
Og noget de ikke ved er at deres "familier" kender hinanden fra fortiden, og at de har været barndomsvenner. (Fra at de var 0 til 5 år.) Og lidt mere bliver det til da Beatrice har en unaturlig evne! Justin Bieber er kendt. - My new... Everything - //Unknown Me 00//

27Likes
6Kommentarer
7190Visninger
AA

11. Kapitel 8


Efter at have spist aftensmad, havde jeg lagt mig godt til rette i min seng, med computeren på skøddet, og streamede løs på netflix. Imellemtiden havde jeg prøvede at ignorer alle de beskeder der poppede ind fra Justin.


Jeg var ærligt begyndt at være bange for ham, for han virkede ikke just som en venlig type. Han havde da også været så rar at ringe til mig fra messenger, da han fandt ud af at det ikke var nogen mulighed at skrive til mig. Og det var ved at nå min grænse til at jeg rent faktisk havde overvejede at blokere ham..

*Biiip* *Biip* Min mobil ringede, og jeg tog den op, og gæt engang hvem der ringede? Det var ihvertfald ikke en jeg lige havde lyst til at tale med.


"Heej, Jes," sagde jeg hurtigt da jeg havde taget den.

"Hejsa smukke."

"Hvad vil du mig, Jes, hvorfor ringer du?"

"Tjo altså, jeg tænkte på... Den måde jeg har behandlet dig på, vil jeg gerne undskylde for.. Virkelig, det var ikke iorden af mig, og-"


"Du ringer for at jeg skal gøre noget for dig, hvad vil du?" Afbød jeg hende, og rullede irriteret med øjnene.

"Det er da sleeet ikke derfor je-"

"Jeg har ikke tid til det. Såeh... Hvis du ikke har noget at skulle have sagt, ligger jeg på."

"Fint, sorry. Sagen er den at... Jeg mangler penge."

"Oh, selvfølgelig, hvorfor havde jeg slet ikke regnet den ud?! Hvor mange skal du bruge?"

"Men jeg tænkte på at vi måske kunne blive veninder?"

"Hm.. Den må jeg lige tygge lidt på."

"Ok... Kan låne fem tusind? Jeg skal nok skylde dem dig tilbage."

"Det siger du jo altid... Jeg sender dem til dig." Sagde jeg, og med de ord afsluttede jeg opkaldet. Måske skulle jeg forklarer hvem denne Jes tøs er? Well... Hun hedder egentlig Jessica. Hun var tidligere min bedste veninde, og min eneste veninde. Jeg havde en kæreste som hun så endte med at skræmme væk, ved at fortælle ham at hun ville knusse ham hvis han knuste mit hjerte. Og fortalte ham en masse andre skræmmende ting, såsom at jeg en gang druknede en lille pige på 5 år. Og hun prøvede på at få min familie til at hade mig, og alt muligt andet shit. Alle gik rundt og sagde at hun var psykisk syg, men jeg indså det da det var forsent. Men nu er det sådan at hun så har fået fat på mig igen, og det siges at hun er blevet behandlet.. Så hvergang at hun har brug for noget, ringer hun altid og spørger mig. Og det er da ingen hemmelighed at hun mildes talt udnytter mig, såeh..yaeh.. Thats sucks.. Men jeg er faktisk ligeglad.. Så længe at jeg ikke har noget med hende at gøre, sådan helt, er jeg tilfreds.

 

"Faaar! Jeg kører lige en tur, og tjekker byen ud." Sagde jeg lige ud i luften efter at have taget overtøjet på. Min bil kaldte på mig. Såvel som min lille shoppetur.


Jeg havde fundet mig en parkeringsplads, efter at have kørt frem og tilbage. Og da jeg skulle til at parkerer, var der en anden idiot der kørte ind foran mig, så idioten fik min plads. Fedt.. How great! (Mærk lige ironien, please! -.-)

Jeg bakkede og parkerede min bil midt på vejen. Tro mig eller lad være, men jeg havde tænkt mig at konfrontere vedkommet der havde været så uhøflig og tage min parkeringsplads. Helt seriøst, hvilket menneske er sådan?


Jeg gik hen til bilen, og hurtigt lod mærke til at ruderne var tonnet. Aner ikke om det hedder det, så bære lige over med mig. Den havde ihvert fald mørke ruder. Jeg bankede på.


"Undskyld mig?!" Småråbte jeg, imens jeg prøvede så godt jeg kunne at se ind.
Vinduet blev rullet ned, og gæt en gang hvem der var derinde? Ja, Justin.


Jeg rullede kort med mine øjne, "skal du ikke forstille at være mega  berømt, og have alt for travlt?"

Justin grinede svagt, og lavede tegn til at jeg skulle bakke. Hvilket jeg - utrolig nok - gjorde.
Da jeg havde bakket nok bagud, åbnede han dørn, og gjorde tegn til at jeg skulle komme ind i bilen.

"Ja, carl smart, min bil er ligesom derhenne," sagde jeg og pegede hen på den. "så nej tak."

"Kom nu," mimmede han. "Der er paps alle steder herhenne, så træd lige ind."

"Og få det til at ligne at jeg er en desperat type? Nej tak, dude."

"Skal du virkelig være så provokerende hele tiden?" Spurgte han irriteret, og hev mig ind.

"Ved du godt hvad der kommer til at stå på de sladderblade?" Spurgte jeg og løftet forbløffet mine bryn.

"Kan du lige forstille dig det..?" "Justin Bieber er voldig! Var det en veninde, eller har Justin en ny dame?" Jeg prøvede at efterligne et nysgerrig sladderblad med en masse ansigtsudtryk.

Justin kiggede underligt på mig, og smilte skævt, hvorefter at han kiggede foran sig.

"Du snakker seriøst for meget."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...