My new... Everything

Kan du forstille dig at skulle skifte skole hvert år fordi at dine "forældre" ikke kan bo et sted højere end højst 2 år? Eller forstille dig at gå i skole med selveste Justin Bieber? Dette må Beatrice nikke genkendende til, da hun skal gå på en privat skole, hvor man ikke kan gå derhenne medmindre at man er meget rig og har gode karakter på 12 taller.
Da hun starter på skolen har hun ikke regnet med at Justin Bieber vil gå der. Men det gør han. Og det bliver noget af et lille problem for hende, for han er lidt af en player.

Men hun vil ikke ende ud i at være et ofre for denne kønne fyr, der får de fleste piger som han vil have. Men det bliver ikke så nemt for Beatrice, for hun kan ikke gemme sig.
Og noget de ikke ved er at deres "familier" kender hinanden fra fortiden, og at de har været barndomsvenner. (Fra at de var 0 til 5 år.) Og lidt mere bliver det til da Beatrice har en unaturlig evne! Justin Bieber er kendt. - My new... Everything - //Unknown Me 00//

27Likes
6Kommentarer
7329Visninger
AA

5. Kapitel 2

Om morgenen klokken 10:21 hjemme hos Beatrice i Danmark, KBH

 

"Op, op, op! I skal få pakket resten af jeres ting!" lød det udenfor døren af mit værelse. Jeg gættede mig frem til at det var far.

Jeg slap et lavt grynt, og besluttede mig for at rejse mig for at, pakke resten af mit tøj. For helt ærligt, så var det sådan set det eneste vores far mente når han sagde "ting", for vi ville få nye ting når vi kom hjem. Men jeg pakkede min computer i min ene kuffert i midten af mit tøj. Så tror jeg vist ikke at der sker den noget.

Jeg lagde min mobil til opladning, da jeg havde pakket mine ting. Nu ville jeg tage mig et bad, og derefter gå ned og få mig noget morgenmad.

 

 

Imens jeg sad nede i vores store køkken og spiste min morgenmad, besluttede jeg mig for at surfe på min mobil. Jeg gik ind på youtube og kiggede på nogle forskellige youtubere, hvor blandt andet jeg så Superwoman. Jeg grinte da jeg så en af hendes videoer der hed "My parents reaction to 50 shades of grey."

Da jeg havde set flere af hendes videoer gik jeg ud af youtube, og gik ind på facebook. Bum. Venneanmodninger. Hvorfor mig?! - Misforstå mig ikke, det er ikke fordi at jeg ikke kan lide at have venner på facebook. Det er bare fordi at der bare står at jeg har mange venner, når jeg ikke skriver med nogen af dem. Eller kender dem for den sags skyld.

Jeg valgte at acceptere dem alle. Det kunne vel være ligemeget? De ville alligevel ikke komme til at skrive til mig overhovedet.

"Godmorgen!" Jeg kiggede op og så en storsmilende Jack. Gud, hvor jeg dog hader morgenmennesker.

"Morgen," svarede jeg fraværende og vendte min opmærksomhed tilbage til min mobil. Det sidste jeg havde brug for var morgenglade mennesker.

"Hvorfor er du så gnavent? Være dog glad, solen skinner!" kom det endnu en gang muntert fra Jack.

Jeg kiggede underligt på ham, som om at han var syg i hovedet.

"Hvad er der galt med jer morgenmennesker?" jeg kiggede spørgende på ham.

"Vidste du godt at morgenmennesker er dem der får mest ud af deres arbejde?" kom det lidt længere væk fra køkkenet af.

"Men til gengæld har ikke-morgenglade mennesker det sjovere." svarede jeg med et løftet øjenbryn.

Min far og Jack slap et let grin ud og kiggede på mig som om at jeg var et lille uforstående barn. Armen, tak kære bror og far! Hvad skulle jeg dog gøre uden jeres blikke.

"Du er helt umulig," hørte jeg Jack sige, så jeg kiggede hen på ham, hvor jeg så at han ledte efter ting i køleskabet.

"Og jeg er stolt," sagde jeg flabet, med et skævt smil på læben.

Min far grinede lidt, hvor derefter at han kom hen til mig og plantede et kys i håret på mig.

"Det skal du også være," sagde han kærligt. Jeg smilede glad til ham.

 

Hjemme hos Beatrice's nye hus i Atlanta, USA

 

 

"- Så er vi her!" Jack var den første om at gå ud af bilen da far havde sagt at vi var her. Ved vores nye hus.

Jeg gik stille ud af bilen og betragtede hvor stort huset var. Det var helt latterligt at min far altid købte kæmpe huse når de ville blive solgt igen. Jeg rystede på hovedet, og begyndte at gå mod indgangen til det nye hus. Nu måtte jeg bare håbe på at vi ikke skulle flytte igen. Eller lige de næste par år.

Da jeg var kommet ind, gik jeg rundt i stuen, og så at der var et stykke papir, der vist var et kort over huset. Jeg ledte efter soveværelserne, og da jeg havde set dem tog jeg papiret med mig, og gik ind i det første soveværelse hvor jeg fandt Jack kigge rundt i værelset imens han sad på sengen der hørte til værelset.

"Nice værelse. Er det dit?" Spurgte jeg ham om.

"Ja. Det passer meget godt til mig, synes du ikke?" svarede han med et spørgsmål.

Jeg betragtede endnu en gang værelset i flygtige blikke, og så at det var meget sort og hvidt.. Tja... Det her værelse synes jeg passede meget godt til mig.. Men det lød jeg være med at sige. I stedet nikkede jeg som svar, og gik videre til det næste værelse.

 

Da jeg havde været i gennem hele huset igennem besluttede jeg mig for at have mit værelse længst væk fra min far og Jack. Inde på værelset havde jeg mit eget badeværelse, hvilket passede mig fint. Jeg havde også fået overtalt min far til at få min mors designbord inde på mit værelse.

Der lød en stille banken på min dør. Det var helt sikkert min far... Han var den eneste der bankede så stille på.

"Kom ind!" sagde jeg og lagde min mobil fra mig for at kigge hen på døren som blev åbnet.

"Jeg ville lige hurtigt sige at der er aftensmad om lidt. Også er der lige nogle personer du lige skal møde." Sagde han og kiggede afventende på mig som om at han ventede på at sige at jeg havde forstået hvad han havde sagt.

"Ja, okay. Jeg kommer om lidt."

 

Nede i spisestuen havde vi alle sat os om bord og fået spist. Nu sad vi bare og sludrede frem og tilbage omkring alt mellem himlen og jorden.

"Så, hvornår starter vi i skole?" Spurgte Jack.

" I starter i skole i morgen. I skal gå på en hemmelig skole, hvor der blandt andet går berømtheder... Og ellers bare rige børn." sagde far og kiggede alvorligt på os. Han vidste at jeg hadede at skulle tilbringe tid med fremmede, og særligt berømte mennesker. Det skabte kun problemer, det vidste jeg bare.

"Ej, far! Det mener du ikke," klynkede jeg mig og fortsatte, "du ved at jeg ikke kan lide at tilbringe tid sammen med kendte. De er så selvglade og egoistiske."

Ja, det lød nu rimelig kikset at jeg sagde og brokkede mig over at jeg skulle være sammen med berømte mennesker. Andre mennesker ville sikkert være glad for at tilbringe tid med dem. Hvad var der dog galt med mig?

"Ja, men sådan er det bare, Bea. Du bliver nødt til at bide i det sure æble og gå derhen. Der er jo ingen der siger at du skal være sammen med dem i din fritid. Og desuden har du Jack som du kan være sammen med."

Jeg himlede med øjnene. Sådan var han bare. Selvfølgelig ville han ikke kunne forstå det. Han tilbragte jo sin tid med dem hver evig eneste dag.

"Også er der forresten en ting mere - I har fået en chauffør, som skal kører jer i skole hver dag." fortsatte han og kiggede først på mig for derefter at kigge på Jack.

"Det kan du ikke mene! Jeg nægter at blive kørt i skole, jeg har selv en bil!" Kom det fra mig i en oprørt stemme.

"Far! Jeg er gammel nok til selv at kunne køre i skole" udbrød Jack ved siden af mig.

 

"Hey, hey, hey! Hør lige på mig før I begynder at brokke jer" kom det hurtigt fra vores far der sad overfor os.

"I kan vælge at blive kørt i skole i de første per dage, og få en stuepige. Eller..." Han kiggede skiftevis på os begge inden han fortsatte. "Eller i kan vælge at blive kørt i skole hver dag, også leve uden en stuepige. I har valget." Afsluttede han.

Jeg kiggede på Jack og jeg blev hurtig enig med mig selv om at det blev til stuepige.

"Jeg vil godt have en stuepige..." sagde jeg og kiggede afventende på Jack.

"Så er vi enige." sagde Jack og kiggede smilende på mig.

"Jamen, det var det." sagde far. "I får adressen på jeres skole, også følges I imorgen." Afsluttede han, og rejste sig derefter sig for at forlade bordet. "Jeg har et arbejde at ordne." Så gik han.

Det var så typisk ham at forlade os når vi var midt i en samtale.

"Det ser ud til at du hænger på mig i skolen," sagde jeg og kiggede på Jack, "du hænger på din ensomme lillesøster. Jeg har ondt af dig, makker... Gad vide hvad jeg skal når du er gået ud af skolen... Jeg har jo 2 år tilbage inden jeg kan forlade det helvede af en skole at være."

Jack grinte svagt, og kiggede på mig. "Du er helt umulig."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...