My new... Everything

Kan du forstille dig at skulle skifte skole hvert år fordi at dine "forældre" ikke kan bo et sted højere end højst 2 år? Eller forstille dig at gå i skole med selveste Justin Bieber? Dette må Beatrice nikke genkendende til, da hun skal gå på en privat skole, hvor man ikke kan gå derhenne medmindre at man er meget rig og har gode karakter på 12 taller.
Da hun starter på skolen har hun ikke regnet med at Justin Bieber vil gå der. Men det gør han. Og det bliver noget af et lille problem for hende, for han er lidt af en player.

Men hun vil ikke ende ud i at være et ofre for denne kønne fyr, der får de fleste piger som han vil have. Men det bliver ikke så nemt for Beatrice, for hun kan ikke gemme sig.
Og noget de ikke ved er at deres "familier" kender hinanden fra fortiden, og at de har været barndomsvenner. (Fra at de var 0 til 5 år.) Og lidt mere bliver det til da Beatrice har en unaturlig evne! Justin Bieber er kendt. - My new... Everything - //Unknown Me 00//

27Likes
6Kommentarer
6991Visninger
AA

4. Finally! - Kapitel 1


"... Så vi skal altså flytte igen?" Spurgte jeg måbende imens jeg kiggede på overrasket på min far med en let tabt kæbe.
Det var dog utrolig så mange gange vi skulle flytte i mit liv! Jeg hadede det! Det gjorde at jeg ikke var så glad for at være blandt mennesker.

"Ja, men bare rolig, denne her gang bliver vi boende i langtid," svarede min far. Hvor utrolig det så end lød, så fik jeg et lille håb om at han talte sandt.

"Ja, det siger du jo hver gang!" Jeg kiggede protesterende på min storebror, idet at jeg udbrød med den sædvanlige sætning, "hvorfor siger du ikke noget til det?!" Jeg kiggede henne på min mors gamle "designbord" og ønskede inderligt at hun havde været her lige nu. Det ville være typisk hende at gemme sig i sit lille hjørne hver gang jeg protesterede over noget i familien. Men så alligevel, ville hun være den der ville kunne forstå mig. Var jeg virkelig den eneste normale person i denne familie?

"Hvad er der galt med jer alle sammen?!" Jeg kiggede bebrejdende på min far. "Forstår I ikke at det ikke er alle der trives med at skulle flytte hvert fucking år?!"

Jeg kiggede på min fars store øjne. Okay, jeg var vist gået over stregen. Ingen brød sig om at hører på skældsord i familien. Selv ikke mig. Men sommetider kunne jeg ikke styrer det, når alt blev for meget.

Jeg kiggede undskyldende på min far. Så den kæmpe skuffelse der lagde sig i hans blik. Han nærstuderede mine øjne, rystede på hovedet og sænkede så sit blik ned til hans computer.

Yep, han var helt sikkert skuffet! Og jeg fik det dårligt over det. Men jeg var så fandens dårlig til at undskylde. Ordet 'undskyld' lå ikke til mit natur. Og nogle gange blev jeg nødt til at bide i det sure æble, også bare undskylde. Såsom nu.

 

"Und... Undskyld." Da jeg havde sagt de ord rejste jeg mig op, og valgte at gå ind på mit værelse. Det var bedst sådan når jeg havde lagt en skuffelse over min familie. Eller, rettere sagt, min far.

Jeg åbnede døren til mit værelse og mit blik landede på min væg hvor der stod, "Life goes on." Jeg smilede. Det var hvad jeg havde brug for at vide. På et tidspunkt ville jeg være i stand til at kunne åbne op for folk, og lade dem komme ind i mit liv. På den måde ville jeg kunne være ligeglad med at skulle flytte en million gange. Men det var svært for mig. Jeg var bange for at binde mig, for før eller siden skulle vi flytte. Også ville jeg blive tilbage med en følelse af svigt. Præcis samme følelse jeg havde nu... Jeg følte mig ensom når jeg ikke kunne snakke med min mor om ting.

Og jeg havde aldrig haft en ven... Eller jo, jeg havde min storebror, men ellers ikke. Medmindre at vi går tilbage til da jeg var fem år og var bedste venner med en dreng. Problemet er bare at jeg ikke kan huske ham. Jeg har ikke snakket med ham siden jeg var 5 år... Og et eller andet sted, så fortryder jeg det. Men altså, jeg var kun fem år. Jeg vidste ikke hvad venskab betød. Og jeg tvivler faktisk på at jeg gøre nu.

Jeg kom i tanke om et billed jeg havde i min skuffe. Jeg gik hen til den ene skuffe jeg havde og åbnede den, idet at jeg fik øje på billedet. Det var et billed af da jeg var omkring 6 måneder og lige var blevet adopteret af min daværende familie. Jeg havde været efterladt på gaden i en pap kasse i Italien. Der hvor jeg oprindeligt kommer fra. Der havde været nogen der havde fundet mig der og medbragt mig hen til et børnehjem i Italien, hvor det så var der at jeg blev adopteret.

De havde reddet min røv. Og hvis det ikke var for min familie nu, så ville jeg sikkert bo på gaden.

Og når vi så taler om min familie, så skal vi ikke glemme min storebror. Han var en irriterende møgunge, men jeg kunne ikke forstille mig et liv uden ham. Han var ikke adopteret ligesom mig, men der blev ikke særbehandlet imellem os. Og ofte tænkte jeg faktisk slet ikke på at jeg var adopteret.

Der lød en banken på døren og jeg blev dermed afbrudt i mine endeløse tanker.

"Kom ind."

Døren blev åbnet, og min storebror Jack stak sit hoved ind.

"Har du tid til at snakke?" Spurgte han, og smilede sit klistret venlige smil. - Misforstå mig ikke, jeg elsker hans smil. Det er bare den måde han altid smiler. Nogengange også selvom han er oprevet.

"Tja.. Hvorfor ikk.. Bare kom ind." Svarede jeg og lagde mærke til at han kom ind uden at lukke døren. "Luk døren!" udbrød jeg let panisk. Det var virkelig noget af det værste når min dør til værelset ikke var lukket.

"Såeh... Forklar mig hvorfor du blev oprevet over at vi skulle flytte?" Han kiggede spørgende på mig med et blik der bare råbte 'du-er-ikke-til-at-forstå.' Årgh, gider du lige?!

"Er du klar over hvor irriterende det er at vi altid skal flytte?" Jeg kiggede opgivende på ham da jeg svarede ham.

"Ja, men du ved jo udmærket godt hvorfor vi skal flytte" sagde han, som om at det var indlysende.

"Nej, Jack, virkelig det gør jeg ikke. Far påstår at det er fordi at han har en masse kunder. Men så vidt jeg har undersøgt, så kan man sagtens brug en mobil til at ringe rundt. Og det har han jo! Og en e-mail har han også. Så virkelig forklar mig problemet, for jeg kan ikke se det!" Sagde jeg. Jeg var så træt af at vi hele tiden skulle flytte. Det var helt utroligt!

"Come on, Bea, du ved da hvor vigtigt det er for far og mor at opleve verdenen. Hvis du var i deres sted ville du kunne forstå dem." Han sendte mig et 'tag-dig-sammen!' blik.

"Hvad er det dog for noget lort at lukke ud? De har absolut ingen grund til at ville flytte hvert fucking år.. Udover at spilde pengene." Jeg slap et let grin over min sidste bemærkning.

Jeg forstod egentlig ikke hvorfor vi stadig tiltalte mor med når vi havde samtaler, for hun var jo trods alt død. Men jeg tror et eller andet sted at det fik os til at tro at hun stadig var her, og dermed trøstede os.

Han kiggede undrende på mig og grinede. Jeg kiggede forvirret på ham og idet at jeg skulle til at rejse mig skubbede han mig ned på sengen og begyndte at kilde mig.

Jeg grinede hysterisk og slog vildt omkring mig.

"Stoop... Stoop!" Grinte jeg. Men lyttede idioten? Nej. Han fortsatte med at kilde mig, og jeg kom uheldigvis til at give ham en lussing.

"Av Bea!" Udbrød han og kiggede grindende på mig. "Så har vi vist den syge Beatrice tilbage." Jeg kiggede forvirret på ham med hovedet på skrå.

"Ja... Mit arbejde er fuldført!" Han blinkede til mig og skulle til at vende sig om. Men jeg nåede at spærre for døren. Jeg kiggede fornærmet på ham da han sagde "det er jo mit job at babysitte dig." Så løftede han mig og satte mig til siden for at komme ud af døren. Jeg kiggede måbende efter ham. Det var dog utrolig så lille jeg blev behandlet!

 

 

Jeg havde valgt at sætte mig ned i stuen igen, da det blev for ensomt at være på værelset.

Jack og jeg havde sat os til at se en film. Sådan var det nærmest hver aften. Vores far var inde på sit kontor og arbejdede. Han er manager. Han sørger for at finde stjerner, og gøre dem berømte og succesfulde. Præcis som han havde planer om mig. Han ønskede at jeg skulle blive skuespiller. Han drillede mig tit med det. "Du har jo så mange humørsvingninger, så du vil sikkert være fantastisk til det," havde han altid sagt.

Jeg havde egentlig sat mig til at kigge efter nogle youtubere, der havde bare lidt talent. Min far satte mig tit til at finde nogle, når han havde travlt med møder osv.

Men jeg tror faktisk ikke at han havde brug for hjælp. Han fik mig nok til det for at jeg kunne være beskæftiget når jeg havde fået lavet mine lektier. Hvilket ville sige at han altid spurgte om jeg havde lektier for hver evig eneste dag, når jeg trådte ind af hoveddøren efter skole. Og når jeg så havde, så var det, det første jeg skulle få ordnet inden jeg satte mig til at lave noget andet. Og som i nok kan forstå - så går min far MEGET op i karakter, skole og generelt mig og min store bror.

 

"I må hellere begynde med at pakke jeres ting. Vi flytter i morgen." Jeg vendte mig om og så min far komme gående hen i mod os med et afslappet smil på læben.

"Jamen, hvor flytter vi hen til?" Kom det spørgende fra Jack.

"Vi flytter til Atlanta." svarede han.

Jeg orkede ikke en gang at spørger om vores møbler. De blev altid solgt sammen med huset. Altså, undtagen min mors "designbord"... Det insisterede jeg på at vi beholdte. Og for en gangs skyld fik jeg min vilje. Men det var så også det eneste jeg havde tilbage fra hende.

"Vi rejser i morgen klokken 13:35, så I skal til at begynde og pakke jeres ting." Sagde han, og tog fjernbetjeningen ud af hænderne fra mig, og slukkede tv'et.

Seriøst?!

Jack og jeg sagde ikke noget til det. Vi rejste os blot roligt op og gik op til hvert sit værelse for at pakke vores ting.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...