Halo of Angels

Mit navn er Cecily Price jeg er 16 år
jeg bor i en lille gennemsnitlig by på nok 5000 indbyggerne. Jeg er enebarn, men bor sammen med min pap far og mor. Jeg går på
The Hollows gymnasium i nabobyen

udsagn af bogen

(BANG!) Sagde det indeni mit hoved, som om nået havde sat sig på plads, også kom det hele som en tidevandsbølge, jeg havde haft mareridt. Jeg husker at jeg havde kartet rundt som en eller anden tosse, og til sidst lagt mig i fosterstilling, for at prøve at beskytte mig selv mod det ukendte.

Der var en mand nok 2 meter høj , han ligner en på 22 år eller 100, men øjne de mørke iskolde blå øjne, hvad fortæller de?.

Man kan se det på øjnene hviskede en stemme øjnende,
hvad skal det betyde?.

Og de sorte vinger, de helt sorte vinger, som bager på had og misundelse hvad med dem.

Det der blev ætset ind i min hukommelse var ikke selve manden eller vingerne, men øjnene, øjnene er de vigtigste, de iskolde øjne.


8Likes
4Kommentarer
931Visninger
AA

8. Fly


Cecily fortæller

 

"Hey... Vi køre nu, vi har et fly vi skal nå." Jeg løfter søvndrukken min arm og skubber Caines ansigt væk fra mit. "Ro på, jeg skal lige i tøjet." Mumler jeg. Cain knurrer, "Kom nu bare op." Jeg gaber og sætter mig op i den møghårde seng. 

Jeg tager fat i min sweater og trækker den over hovedet. "Der kan man se, hun er lydig" Siger han sarkastisk og propper et pas ned i en lille sort taske. Jeg smiler, men smilet bliver tørret af mit ansigt da gårdagens minder træder frem. "Mor..." Jeg får blanke øjne og begynder at snøfte. "Jeg er ikke..." Han stopper midt i sætningen og vender sig om 

"Hvorfor skal jeg rejse? Hvem..." Spørger jeg ham. Han træder hen til mig, giver mig et kejtet klap på skulderen. "Ehm, jeg er ked af det med din mor. " Mit ansigt sættes i kog. "Du ved ikke engang hvem hun er, og hvad bilder du dig ind? Og hvorfor render du rundt med halskæder. Du er en fyr!" Råber jeg anklagende. Han sænker skuldrene, "Halskæden betyder..." Han går i stå. Jeg tørre mine kinder af for vredes tårer, "Hvad?"

"Lige meget..." Brummer han.  Jeg kigger mistroisk på ham. "Seriøst, du praktisk talt kidnapper mig!" Han afbryder mig, "Det er ikke kidnapning, hvis jeg har din mors tilladelse." Mit mistroiske blik vender tilbage. "Du har kidnappet mig med min mors tilladelse..." Retter jeg, mens jeg tygger prøvende på den mærkelige sætning. 

Jeg lader det ligge, og rejser mig op. Alting er pakket, Caine står med en taske over skulderen og smiler svagt. "Det ik` sjovt. " Siger jeg barnligt, med en snert af hysterisk undertone. 

Vi går ud fra værelset, og forbi den mærkelige dame. Hun blinker til Caine, han vinker til hende. "Kaffen var udsøgt" Råber han, "En fornøjelse at møde dig Peter. " Råber hun tilbage. Han nikker og klukker for sig selv.

"Hey, hvad mener hun med Peter?" Spørger jeg ham. Han kigger på mig og smilet forsvinder, hans mærkelige, smukke øjne viser ingen glæde mere, men i stedet en inderlig irritation. 

"Hvorfor skulle jeg væk? Hvad er så forfærdeligt at mor sender mig med dig?" Jeg peger foragteligt på ham, med en snerpet mine. 

”Hvorfor stiller du så mange spørgsmål, det er jo ikke til at holde ud! ” Skråler han af mig. Med et klik, låser han bilen op og sætter sig ind. Jeg følger trop, og sætter mig godt tilrette i den behagelige bil. ”Hvad arbejder du med, siden du har råd til sådan en bil? ”

Han starter motoren, ”Hvad rager det dig! ” Brummer han og sætter spidderen i bund. ”Hvor skal vi hen? ” Spørger jeg ængstelig og savnet på mor kommer tilbage for fuld styrker. Tag dig nu sammen Cecily, du vinder aldrig hans tillid ved at stille så mange spørgsmål, også kommer du aldrig hjem!

Han ignorerer selvfølgelig mit spørgsmål, en timelang tavshed lægger sig som luften omkring os.

Vi er nået til lufthavnen, Caine har betalt for billetterne, men jeg ved ikke hvor vi skal hen og jeg vil ikke afsted.

”Hvad arbejder du med? ” Spørger jeg ham igen, og giver mig selv et mentalt los i røven. ”Freelance… ” Siger han nøgtern og hiver mig med ind i 7-eleven.

”Freelance i industri, eller? ” Prøver jeg lokkende. ”Lejemorder” Han smiler hjerteløst og alt farve forlader mine kinder. ”Dræber du mennesker. ” Spørger jeg chokeret. Han tysser på mig, ”Er du ude på at få os arresteret? ” Spørger han og hiver mig tættere ind til sig, jeg flår jeg selv ud af hans greb.

”Jeg vil hjem til mor! Jeg forstår ingenting og jeg aner ikke hvem du er! ” Siger jeg til ham, og bliver rød i hovedet af arriskab.  

”Dæmp dig! ” Hvæser han, og pludselig hader jeg ham mere. Jeg går hen og snupper to vand og en chips pose fra en hylde.

”Her… ” Jeg ligger det i hans favn. "Du betaler! ” Siger jeg og peger mod kassen. ”Du har dine egne penge, betal selv… ” Jeg ryster stædigt på hovedet. Han sukker og går hen til kassen, betaler og kommer tilbage, og mumler.

”Vi har et fly vi skal nå…”  

    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...