Halo of Angels

Mit navn er Cecily Price jeg er 16 år
jeg bor i en lille gennemsnitlig by på nok 5000 indbyggerne. Jeg er enebarn, men bor sammen med min pap far og mor. Jeg går på
The Hollows gymnasium i nabobyen

udsagn af bogen

(BANG!) Sagde det indeni mit hoved, som om nået havde sat sig på plads, også kom det hele som en tidevandsbølge, jeg havde haft mareridt. Jeg husker at jeg havde kartet rundt som en eller anden tosse, og til sidst lagt mig i fosterstilling, for at prøve at beskytte mig selv mod det ukendte.

Der var en mand nok 2 meter høj , han ligner en på 22 år eller 100, men øjne de mørke iskolde blå øjne, hvad fortæller de?.

Man kan se det på øjnene hviskede en stemme øjnende,
hvad skal det betyde?.

Og de sorte vinger, de helt sorte vinger, som bager på had og misundelse hvad med dem.

Det der blev ætset ind i min hukommelse var ikke selve manden eller vingerne, men øjnene, øjnene er de vigtigste, de iskolde øjne.


8Likes
4Kommentarer
932Visninger
AA

7. Få et overblik


Caine fortæller

 

Drømmen om Julius gruer stadig i tankerne. Snøft* lyder der fra passagersædet. Mit blik glider for 5 gang over pigen. Hun kigger ned på den gule tykke konvolut. Jeg kigger ud på vejen for at se hvor jeg kører. Tænk engang, at pigen fra supermarkedet skulle være en del af `samfundet`.

Jeg havde handlet hurtig da synet kom, det er ikke første gang. Fx. Jeg kom kun til denne by, fordi jeg fik et af synene, da jeg jagtede den fulde tysker.(Derfor var jeg ikke helt vågen) Igen tænker jeg over mit job som freelance. Manden som jeg dræbte med min lille støvlekniv var en af julius`s mange mænd, som han havde sendt efter mig igen. Det var kun en bonus, at en eller anden mand villle af med ham.

 Sjovt det ikke er kommet i tv'et endnu, de har sikker ikke fundet ham endnu. Tænker jeg muntert. man tjener mange penge på at være freelance, men Julius er kommet for tæt på, jeg kan ikke længere gemme mig i mængden nu må jeg flygte eller tage kampen op. 

Jeg drejer ind på et motel og stiger ud af Porschen. "Kommer du? " spørger jeg hæst. hun stiger ud af bilen med røde øjne og hænderne knugende om konvolutten. Med hurtige skridt er vi nået ind i receptionen," to værelser ved siden af hinanden." siger jeg træt og tager min nået så fyldte pung op. Receptionisten kigger spørgende på os og svare så med en skinger stemme.

"Desvære har vi kun 1 værelse tilbage. " Jeg kigger muggent på hende, da vi kørte ind her var der ikke en bil i miles omkreds, heller ikke nogen parkerede. "Her har i nøglen... I kan betale når i køre " siger hun og blinker sagte med det ene øje. Jeg er ikke i humør til et skænderig, så jeg tager fat i pigens arm og slæber hende hen mod værelse 12. 

 

"Åben nu for helvede den konvolut, og kom videre... "  Begyndte jeg igen. Hun ryster stille på hovedet "Jeg ved ikke rigtig... " Var hele tiden hendes svar. Jeg går med tunge hurtige skridt over til hende, og flår konvolutten ud af hendes hånd. "Hey!... Giv mig den!" Råber hun, og giver mig en knytnæve lige i maven. "Av for... " Når jeg at sige inden hun selv flår konvolutten ud af hånden på mig.

"Jeg troede ikke du var den voldelige type...? "Siger jeg, løfter elegant øjenbrynet, og sætter et lille skævt smil op. Hun fnyser meget overdreven og glor på mig mens jeg retter mig op. "Åbn... " Siger jeg fast. "Ellers åbner jeg den selv"

Hun sætter sig på sengen med et suk. 

"Fint...! " Meget langsom åbner hun den tykke konvolut. Hun hælder tingene ud på sengen. En masse pengebundter, falske pas, papir og endnu et mindre brev, plus et gyldent kreditkort falder ud af den åbenbart magiske konvolut. "Wow... Det var meget" Hun kigger på mig men ser at jeg er ligeså forarget over at der kan være så mange ting i den. Den havde i sin gode ret, til at være tyk som bare helvede.

Jeg tager en af de falske pas op. "Karina stuff... " Siger jeg munter og kigger på hende. "Hehe...  " Hun kigger på passet. og mumler. "Karina Stuff, sikke et mærkeligt navn" Straks kigger hun på mig. "Øhm. Jeg har ikke valgt det...! Altså navnet!... " Skynder hun sig at sige, med en anelse af forlegenhed.  

Jeg ryster på hoved, og tager det andet pas op. "Maria Annastasia gray... " Jeg kigger på pigen igen. "Bedre en før" siger jeg muntert. Hun kigger surt på mig, og tager det sidste pas op. "Arianna Blueff..." Hun kigger på mig og trækker på skulderne. 

"Vælg et af dem... " Siger jeg. "Hvilken? " Spørg hun. "Og hvorfor? " Jeg stønner stille. "Vi! Kan ikke blive her. Imorgen køre vi mod den nærmeste lufthavn" Hun kigger overasket på mig. "Hva`... Vi kan da ikke bare køre. Det er mit hjem!" Jeg er stadig ikke i humør til skænderig så jeg beder hende om, at ligge sig ned, og får lidt søvn. Hun kigger mismodigt på mig, "Du kan vel ikke mene nu. klokken er kun 3!" Hun glor på mig, "Nå! " Siger jeg og ligger mig ned i en af sengene. "Du bliver her, og hvis du skal noget, så væk! Mig... Forstået?" Siger jeg søvndrukken. "Du ik! min mor!" Vrisser hun, som var hun et barn. "Forstået?" Spørger jeg koldt, jeg vender mig om og høre et lille tvært "Jaja... Mor!"

Jeg stønner igen, men ligger mig til at sove. Sikke et temperament hun har!     

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...