Forladt

Jeg kigger på vandet der flyder med strømmen, tænker på hvor min søster ligger. Jeg mærker vreden pumpe indeni mig, hvorfor? Jeg kan ikke sætte ord på hvad jeg gjorde. Jeg græder, og skriger, mærker vreden, tænker på det liv jeg nu skal leve, uden min søster, uden min mor, men helt alene, hvad er det jeg gør? Jeg overvejer et øjeblik, selv at flyde med strømmen, bare mærke suset der ville blæse min krop i stykker, så tænker jeg på dukken, dukken der havde blod, dryppende fra kinderne, tang snurret rundt om sig, og våde øjne der skreg om hjælp, men som jeg bare aldrig så.

0Likes
1Kommentarer
74Visninger

1. Forladt

 

Nu var dagen endelig kommet, langt om længe. Det var idag, idag, tænkte jeg. Den store dag, lurede lige for tæerne af mig, det ville blive en god dag, dét vidste jeg. I mange måneder havde jeg trippet efter i dag, og selvom jeg vidste at intet kunne forhindre mig i at fejre dagen, var mit hjerte alligevel ved at springe ud af munden på mig, jeg sitrede ved tanken. I otte måneder havde jeg ikke set min søster, jeg havde ikke set hende knuge den fandens dukke, hun altid slæbte rundt på. Det var for hårdt at tænke på, at jeg i otte måneder, havde levet livet velgående uden at føle skyld over bare at forlade hende, til fordel for mig selv. Godt nok vidste jeg, at det var nødvendigt for mig, at få den hjælp jeg skulle have, men vidste jeg ikke at man ikke bare lader sin søster i stikken? Hvad tænkte jeg dog på?

 

Jeg kigger mig i spejlet, ser det affarvede hår der klasker sig for mine ører i begge sider, ser den blege hud, der nærmest går i et med væggen bag mig. Jeg tænker over hvad jeg skal sige til min søster, og min mor derefter for den sags skyld, ikke at jeg har meget at sige til min mor. Hun har sit, og jeg har mit, det er normalt sådan, vi plejer at dele det op. Jeg fisker min taske ned fra det kæmpe skab, der tærer mit syn, til den fine have, vi alle sammen må bruge, så længe vi ikke har “ Voldeligt Adfærd” til at stå i papirerne, så der må jeg blot nyde udsigten. Jeg fisker den blå søde top, med de søde diamanter på, op, et par sorte jeans, min hverdags-sorte Cardigan, og mine Converse, tager tøjet på, klasker håret op i knold, og så er det ud af døren, med tasken overskrævs skulderen. Vagten ude på gangen, vil se min udgangs-erkendelse. Jeg finder den troligt frem, stolt og glad, over endelig at komme hjem til min søster. Ventetiden er kort, men mit blik fanger alligevel, den lille pige, der med sin, nok søster, i hånden, går mod et værelse længere nede ad gangen. I de få sekunder det tager dem at passere mig, når jeg at se hendes smukke blå øjne. Jeg tænker på min søster << Jeg ser hende løbe, med dukken i hånden, jeg ser hendes rottehaler flagre, i den dejlige vind, hun kigger på mig med de smukke bedende øjne hun har, og før jeg ved af det, river hun mig i armen og beder mig stoppe. Jeg kigger på mor, der nu har blod i hele ansigtet, mærker over armene, og våde øjne. Jeg mærker min adrenalin pulse op, min arm er lige over hende, kun et slag, kun et sølle slag, så ville hun lære det. Så tænker jeg på min søster igen, hvad ville der blive af hende hvis jeg kom i fængsel? jeg slipper grebet om mor.>> Vagten vifter med sin hånd, kun få centimeter fra mit ansigt, og i min bevidsthed aner jeg også et “ Hallo?” Jeg vågner op, fjerner blikket fra den lille pige, og ser at vagten har godkendt mit udgangsbevis, jeg ser at han nikker, og jeg forsvinder ud af gangen.

 

Jeg står øde, ude ved vejen, med øjnene cirkulerende rundt efter noget der kunne ligne et busstoppested. Mine øjne fanger intet, det er som det hele er tomt, jeg ser kun min søster for mig, og hendes dukke der ligger på stranden. << Jeg kigger på min søster, hun står med våde øjne, iskold, og med dukken hængende under armen, jeg ser hun er bange, bange og skræmt. Jeg tager hende ind til mig, og lover at mor aldrig gør det igen, det skal jeg nok sørge for, det var sikkert.>> Langt om længe får jeg øje på et gult skilt, oppe ad vejen, langt oppe. Mine ben trækker mig af sted, lige meget hvor langt, så skal jeg derop, for alt i verden, er det sidste jeg vil, at svigte min søster.

 

Bussen er propfuld, og jeg må stå op i de tre kvarterer det tager at komme ind på stationen. Der er en fæl lugt, og jeg fornemmer det kommer fra herren bag mig. Jeg fører tankerne tilbage på min søster, hvor dejligt det bliver at se hende igen, hun er nok blevet så stor, hun har jo lige haft fødselsdag, otte år, hold kæft hvor hun vokser. Jeg står af inde på stationen, og nyder lugten udefra, for lugten i bussen, var ikke værd at råbe hurra for. Jeg spidser blikket efter perron fire, det er der toget til Haslev kører, mener jeg da. Perron fire, er også fuld af mennesker, et øjeblik er jeg bange for at der ikke er plads, men billetten har jeg, så der er ikke noget at komme efter. Da toget, lige så stille, triller ind på perronen, mærker jeg en nervøsitet ophobe sig i mig, nu er min søster nær, otte måneder, de er nu væk, jeg har drømt om dette i otte måneder! Pludselig falder mine tanker hen på min mor, hvad hun vil sige når jeg kommer, efter det jeg gjorde << Blodet der dryppede ned fra kinderne af hende, og hun som  skriger om hjælp både fra naboerne og min søster, men ingen er der, kun os tre. Jeg mærker adrenalinen pumpe, skal jeg gøre det?>> Jeg kan mærke en stille angst banke indeni mig, jeg får en pludselig trang til at vende om, men hvor skulle jeg tage hen? hvad skulle der blive af min søster? jeg dropper tanken og prøver at holde fast, fast i de gode minder.

 

Jeg kan se min søster på lang afstand, jeg kan se hendes glæde, der spruldrer ud af øjnene, så snart hun ser mig, jeg mærker tårerne trille, jeg har virkelig savnet hende! Hun løber ind i favnen på mig, knuger hænderne om mig, og jeg kan mærke hendes tårer falde på min ryg, jeg føler trangen til aldrig at give slip, aldrig nogensinde. Jeg hører hende sige” Jeg har savnet dig, mor” Hun kaldte mig mor, jeg knuger hende endnu hårdere, og hvisker “ Jeg elsker dig” vi står sådan længe, uden at sige noget bare passe på hinanden. Da jeg langt om længe, sætter hende ned, er det ikke fordi jeg har lyst, men fordi mor kommer. Jeg hører min søster sige “ Mor er begyndt at drikke” Vreden pumper op i mig, det sidste jeg sagde inden de kørte mig afsted << Jeg skriger og råber, mærker adrenalinen pumpe, de river mig i armene, presser mig ind i bilen, og der sidder jeg fuld af tårer, både udvendigt og indvendigt, og når kun at sige..>> var “jeg elsker dig” til min søster, og et dræberblik til min mor om, at hun passer på hende, i de sølle otte måneder jeg er væk. Da min mor ser det er mig, smutter hun ind igen. “ Ja bare stik af” tænker jeg, men hun måtte da have vidst det var mig, hvem skulle det ellers være? Kommer her andre? Er der noget jeg ikke ved?

Jeg tager min søster i hånden, og siger vi tager ind til byen. Hun hopper ivrigt, og jeg ser hendes glade øjne, da hun lægger sit hovede på min skulder, jeg mærker varmen, og fortryder ikke et sekund, at jeg ikke vendte om. Vi tager ind og shopper en masse tøj, meget af det til den bette, men også en del til mig, jeg har jo sparet en masse penge sammen mens jeg sad inde. Vi tager ud og spiser is, køber endnu mere tøj, senere på dagen, tager vi ind og køber hende noget legetøj, mest af alt dukker << Jeg ser dukken, der nu ligger på en sten, våd og sort af tang, jeg ser min søster der græder, jeg græder, dukken er våd, jeg kigger på min søster, jeg kigger. jeg ser frygten i min søsters øjne, er hun bange for mig?>> jeg stivner fast til jorden, de dukker, tankerne i mig, gør mig bange, hvad er der med den dukke, og den strand, jeg kan ikke huske det. Min søster dukker op foran mig, og tager min hånd, det kunne hun se jeg havde brug for, mest af alt, en varm hånd. Vi går gaden ud, hyggesnakker, men tankerne kører stadig i hovedet på mig, jeg har en angst, dybest inde, og jeg er bange for at lukke den ud. Vi går på villavejene nær mor, da min søster pludselig vil på stranden. Jeg stivner, ved tanken om dukken << Den flyder i vandet, blod over det hele, min søster med tårer i øjnene, dukken der synker, min søster synker med, jeg har hendes hånd, men med tiden giver jeg slip>> Jeg hører min søster råbe “Aaav” jeg har trykket for hårdt i hendes hånd. Jeg undskylder og kysser hende på panden, siger at vi selvfølgelig nok skal tage på stranden.



 

Stranden er stille, og rolig. Der er ingen mennesker, kun mig og min søster. Hun spørger om hun må løbe lidt for sig selv, og selvfølgelig må hun det. Jeg iagttager hende og dukken, med angst for at se noget der vil oplyse mig. Jeg sætter mig i sandet, ser på bølgerne der stille følger med vinden, jeg tænker på dukken, dukken der svømmer stille og roligt, og til sidst synker, jeg tænker på min søster. Jeg bliver bange, vil der ske min søster noget? Jeg kigger på hende, ser hendes smil når hun leger med dukken, nej der sker hende ikke noget, det ved jeg. Jeg sidder i mine egne tanker et øjeblik, tænker på hvad jeg skal sige til mor, hun vil hade mig resten af livet, fair nok, men alligevel? Det næste øjeblik hører jeg et skrig, et skrig fra min søster, min søster der pludselig ligger ude i vandet, med tang om sig, og blod ned ad kinderne. Jeg skriger, løber hen til vandet, hopper i prøver at fange min søster, som nu synker, mit hjerte banker, det sker ikke det her. Jeg dykker efter min søster, og ser kun toppen af hende. Før jeg ved af det er hun væk, jeg skriger, spjætter med armene i vandet, for at finde hende, hun er der ikke, jeg skriger, skriger af alle mine lungers fulde kraft. Hun er væk, ligesom i drømmen, jeg tror ikke mine egne tanker, jeg spjætter efter hende, skriger, spjætter, men intet hjælper. Jeg stiger op ad vandet, kigger efter hende, men det eneste mine øjne fanger, er dukken der ligger på stenen, med blod ned af kinderne, og tang omkring sig, og nu forstår jeg det, dukken var min søster, dukken jeg drømte om, var min søster, dukken jeg drømte om er død, lige som jeg håbede, jeg skriger, højere end nogensinde, jeg slog min søster ihjel!

Jeg kigger på vandet der flyder med strømmen, tænker på hvor min søster ligger. Jeg mærker vreden pumpe indeni mig, hvorfor? Jeg kan ikke sætte ord på hvad jeg gjorde. Jeg græder, og skriger, mærker vreden, tænker på det liv jeg nu skal leve, uden min søster, uden min mor, men helt alene, hvad er det jeg gør? Jeg overvejer et øjeblik, selv at flyde med strømmen, bare mærke suset der ville blæse min krop i stykker, så tænker jeg på dukken, dukken der havde blod, dryppende fra kinderne, tang snurret rundt om sig, og våde øjne der skreg om hjælp, men som jeg bare aldrig så. Jeg havde glædet mig så meget, i hele otte måneder, og så gør jeg det her, jeg skammer mig, skammer mig over at glæde mig, skammer mig over at græde, når det er min egen skyld, skammer mig over jeg lever. Jeg mærker et sus blæse i mig, blæse hjertet ud af mig, jeg mærker gråden brase ud,” jeg har brug for hjælp”, skriger jeg inde i mig selv. Jeg tænker over hvorfor der ikke er nogle her, hvorfor jeg er helt alene, hvorfor jeg er uden nytte, jeg skriger af vrede og had til mig selv. Jeg stabler mig på benene, trækker mig selv ud i vandet, lukker mine øjne, mærker suset. Jeg tænker på min søster, tænker på dukken, tænker på hendes rottehaler der flagrede i vinden, tænker på hun kaldte mig for “mor”. Jeg græder, intet i verden var bedre end min søster, jeg kratter mig selv til jeg får rifter, der med små huller ophober sig blod, bider mig i hænderne, river mig i håret, flår i mit tøj, jeg mærker smerten, som alle dem omkring mig mærker. Jeg skriger, mærker blodet, der render ned af mig, det er på tide at mærke suset. Jeg taber mig selv, lader vandet overtage mig, uden nåde, lader verden være et bedre sted. Jeg kigger i vandet, ser min søster der vinker, fra nu af er vi sammen. Fra nu af skal jeg ikke være bange for at miste hende, nu er vi sammen altid.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...