Photographs ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 sep. 2015
  • Opdateret: 11 dec. 2015
  • Status: Færdig
Minderne var alt, hun havde tilbage af ham. Fotografierne af ham var det eneste, der gav hende en lille glæde i hendes hverdag, for når hun så på dem, følte hun, at han stadig var ved hende.

(Justin er ikke kendt)
OBS!!!: Der kan muligvis opstå scener, som kan virke anstødelige for nogen - bare så I er advaret

141Likes
351Kommentarer
84054Visninger
AA

3. Prolog

 

Prolog

 

~ Malous synsvinkel ~

"Baby.. er du ikke sød at komme ud? Jeg skal afsted nu", lød det bedende fra Justins kærlige og varme stemme, der i tyve minutter forgæves havde prøvet at få mig ud fra badeværelset. Jeg sad lige nu på toiletbrættet og græd mildt sagt mine øjne ud. Tanken om at skulle undvære Justin i seks måneder, gjorde mig helt og aldeles ulykkelig indvendigt. Og at det var fordi, han var blevet udstationeret til Afghanistan af egen fri vilje, gjorde ikke ligefrem situationen meget bedre. I seks måneder ville det være umuligt for mig at høre hans stemme og se hans dejlige brune øjne og skønne smil. Kun igennem breve ville vi kunne kommunikere, og det knækkede mig fuldstændig inden i.

"Kun hvis du bliver hjemme", sagde jeg med en voldsom gråd i stemmen, imens mine tårer forlod hver af mine øjne en efter en. Måske var det en ret barnlig udtalelse at komme med, men jeg ønskede virkelig ikke, at han tog afsted. Et dybt suk lød fra ham fra den anden side af badeværelsesdøren.

"Vi har været igennem det her tusind gange, baby.. Du ved godt, jeg ikke kan blive hjemme", svarede han med en stille stemme, der langt fra lød særlig glad. Selvfølgelig vidste jeg godt, at det ikke var muligt for ham at blive hjemme nu, men jeg havde bare så svært ved at sige farvel til ham.

"Så bare tag afsted!", udbrød jeg bestemt. Hele den her idé med, at han skulle udstationeres, havde jeg fra start af ikke været med på. Det var et valg, han selv havde taget uden at snakke med mig om det først. Jeg havde virkelig intet at skulle have sagt i forhold til hans beslutning overhovedet, og det havde gjort ondt på mig lige fra start af.

"Malou..", sagde han opgivende, men jeg havde intet at sige til ham lige nu, så jeg svarede ikke. Han havde tænkt sig at forlade mig her i seks måneder alene, velvidende hvor svært det ville være for mig at fungere uden ham. Jeg kiggede ned på min ene hånd og fik straks øje på ringen, Justin havde givet mig med et "J" på. Ringen, der betød alverden for mig, og som var et tegn på, at Justin og jeg skulle være sammen forevigt, indtil døden skilte os ad. Følelsen af at mine mave trak sig sammen, over at se på ringen, opstod. For sandheden var jo i bund og grund, at jeg var utrolig bange for at miste ham. Jeg vidste jo, hvad der kunne ske, når folk tog i krig, så jeg frygtede, at jeg en dag ville få en opringning om, at Justin ikke var her mere.

"Jeg elsker dig, okay?". Lige da han havde sagt de ord med en enormt trist stemme, blev der helt stille ude foran i flere minutter. Så stille at jeg var bange for, at han bare var gået.

"Justin?", sagde jeg lavt med min grædende stemme. Da der ikke blev svaret, rejste jeg mig fra toiletbrættet og gik hen til døren og åbnede den. Der var ingen. "Justin?!", råbte jeg og var virkelig bange for, at han var kørt fra mig. Det var jo slet ikke meningen, at jeg ville have, at han skulle tage afsted, før jeg mærkede hans arme om mig en sidste gang.

Med hurtige skridt begyndte jeg at gå hen af gulvet. Da jeg gik rundt om hjørnet, mærkede jeg nogle hænder lægge sig på mine skuldre og to sekunder efter var jeg presset op ad væggen. Mit hjerte begyndte at banke ukontrolleret stærkt, både fordi jeg blev chokeret, men også fordi jeg var glad for, at han stadig var her.

"Endelig fik jeg dig ud", hviskede han med et skævt smil og pressede sin krop helt op af mig, så han låste mig fast.

"Jeg hader dig!", sagde jeg næsten hviskende, imens tårerne løb ned af mine kinder. Selvfølgelig mente jeg det ikke alvorligt, og det vidste Justin også udemærket godt. Jeg hadede ikke ham, men jeg hadede tanken om, at jeg skulle være uden ham.

"Jeg elsker dig..", sagde han med et smil på læben, der sikkert var ment for at berolige mig. Dog havde det ikke den effekt som han ønskede, da jeg bare begyndte at græde endnu mere. Jeg lagde mine arme om hans hals, så vores hoveder kom til at være side om side. "Jeg kommer snart hjem igen, babe.. De seks måneder kommer til at flyve afsted", forsikrede han mig om, men jeg vidste, at det ikke var sandt. For sidste gang han var udstationere, var han væk i fire måneder og de havde været fuldstændig forfærdelige og lange.

"Jeg savner dig allerede", hviskede jeg inderligt og mærkede samtidig, at han begyndte at nusse mine hofter.

"Jeg savner også allerede dig", gengældte han med en trist stemme, hvorefter han rykkede sig lidt tilbage og kiggede mig ind i øjnene. "Hvis dit savn bliver for stort, kan du jo bare kigge de tusindvis af billeder igennem, som du har taget af mig", foreslog han, imens han grinede lidt. Af en eller anden grund kunne jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet selv. Måske fordi Justin normalt altid skulle brokke sig over, at jeg tog billeder af ham på de mest spontane tidspunkter.

"Fuck jeg kommer til at savne det smil", sagde han med en seriøs stemme, da han var stoppet med at grine. Han smeltede derefter sine læber sammen med mine og kyssede mig så inderligt, som om det var sidste gang, han fik lov til det. Den føles var bestemt ikke rar, da det så virkede som om, at han selv frygtede ikke at komme tilbage til mig.

Han trak sig efter et stykke tid og sendte mig et trist smil, hvorefter han tog en dyb indånding og gik væk fra mig. At se ham gå væk gjorde utrolig ondt i alle dele af min krop. Det var nok noget af det hårdeste, jeg nogensinde havde oplevet i hele mit liv. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...