Photographs ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 sep. 2015
  • Opdateret: 11 dec. 2015
  • Status: Færdig
Minderne var alt, hun havde tilbage af ham. Fotografierne af ham var det eneste, der gav hende en lille glæde i hendes hverdag, for når hun så på dem, følte hun, at han stadig var ved hende.

(Justin er ikke kendt)
OBS!!!: Der kan muligvis opstå scener, som kan virke anstødelige for nogen - bare så I er advaret

141Likes
351Kommentarer
84426Visninger
AA

12. 9. More than sure

 

9. More than sure

 

~ Malous synsvinkel ~

"Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, mor.. Nej, hun ligger inde i sin seng lige nu.. Det har hun gjort den sidste uge, jeg har været her". Selv om jeg tydeligt kunne fornemme, at Christian prøvede at tale lavt, så jeg ikke kunne høre ham igennem den lukkede dør, der var mellem os, så lykkedes det ham ikke specielt godt. Jeg kunne høre hvert et ord, der var kommet ud af hans mund de seneste minutter, han havde snakket med vores mor. Og de snakkede om mig, det var der ingen tvivl om.

"Jamen, hun vil ingen steder, og jeg kan ligesom ikke tvinge hende til at gå ud, vel?... Ehm jo, det kan jeg vel godt, men jeg tror ikke, hun vil med", fortsatte hans opgivende stemme. Han havde ret. Jeg havde ikke lyst til at gå ud af lejligheden, det eneste jeg havde lyst til, var at blive hjemme indtil Justin kom hjem igen. Selv om jeg stadig ikke havde fået mine svar omkring det skide telefonnummer, så levede jeg stadig i troen om, at han var i live. Min tro blev nærmest større og større for hver dag, der gik. Jeg kunne bare mærke det. Jeg kunne bare mærke ham.

"Jeg er virkelig bekymret for hende. Hun ligger bare inde i sengen hele dagen og torturerer sig selv ved at kigge på billeder af ham 24/7.. Nej, hun tror, han kommer tilbage... Ja, jeg ved det godt, jeg har også tænkt på, om hun måske har brug for at snakke med en professionel". Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at de ting, han sagde, ikke ramte mig hårdt, for det gjorde de virkelig. Han fik det til at lyde som om, jeg var en eller anden galning, der ikke kunne se forskel på virkelighed og fantasi. Det ramte mig endda ekstra hårdt, fordi han den seneste uge havde givet udtryk for, at han troede på mig i forhold til, at Justin var i live. Men det var åbenbart ikke tilfældet, det kunne jeg tydeligt fornemme nu.

"Okay, jeg snakker med hende om det.. Vi ses, mor", sagde han som det sidste, hvorefter lyden af fodtrin kom nærmere mod mit og Justins soveværelse. Jeg vendte straks mit blik ned på et billede, der var på min telefon, som jeg havde i min hånd. Som Christian nævnte, så brugte jeg stadig størstedelen af min tid på at kigge diverse fotoalbummer og billeder på min mobil igennem. Men det var ikke for at "torturere" mig selv, som Christian havde sagt. Det var fordi, jeg fik en følelse af, at Justin så var tættere på mig. For ved at kigge vores minder igennem fik jeg en glæde i kroppen, der var med til at holde mig kørende.

Døren til soveværelset gik op, og selv om jeg stadig havde mit blik på min iPhones skærm og scrollede mine billeder igennem, kunne jeg sagtens fornemme, at Christian kom ind og satte sig på sengekanten.

"Malle..". Hans stemme var fuld af bekymring men havde også en snert af usikkerhed i sig. Jeg kiggede op fra skærmen og ind i hans øjne, det strålede endnu mere af bekymring, end hans stemme havde gjort. "Mor har lige ringet og.. og hun ville høre, om du ville hjem og spise hos hende og far i morgen?".

"Hvorfor? Så I kan overtale mig til at tage til en psykolog?", spurgte jeg en anelse flabet om med mine hæse stemme, mest fordi jeg var skuffet over, at han overhovedet havde overvejet det. Han så en anelse overrasket på mig med en lille smule chok i sit blik, da han nok godt kunne regne ud, at jeg havde hørt hans samtale.

"Malou..""Næste gang du bagtaler mig, burde du måske overveje at snakke en lille smule lavere", afbrød jeg ham med en følelseskold stemme og med et skuffet blik, hvorefter jeg kiggede ned på min telefon igen. Jeg fortsatte med at bladre stille igennem billederne af minder om Justin, men stoppede da jeg kom til et billede af mig, som Justin havde taget i lufthavnen, første gang vi var på ferie sammen.

"Jeg bagtaler dig ikke, Malle.. Men du må da kunne forstå, at det bekymrer mig, at du tror, din kæreste stadig er i live, når han døde for næsten en måned siden.."

"Fatter du ingenting?! Han er ikke død!", råbte jeg højt af ham, og kiggede på ham med et vredt blik, imens tårer endnu engang forlod mine øjne. Hans ansigt blev fyldt med chok. Min puls var steget med halvtreds procent, og min vejrtrækning var helt ude af kontrol. Da jeg endelig fik vejret ordentligt igen efter mange lange sekunders stilhed, tog jeg en meget dyb indånding og kiggede på ham med et mere roligt blik. "Jeg ved godt, det lyder fuldkommen vanvittigt, men... men det er kun, fordi du ikke forstår det.. Du har aldrig elsket en kvinde sådan helt dybt ind til det inderste af dit hjerte, så du forstår ikke, at jeg kan mærke, han stadig er her".

Et opgivende suk lød fra ham. "Er du sikker på, at det ikke bare er fordi, du ikke har vænnet dig til, at han ikke kommer tilbage?.. Det..""Jeg er sikker, Christian!", fastslog jeg grædende og snøftede derefter.

"Men hvad nu hvis.. og det her er rent hypotetisk, okay? Hvad nu hvis, han rent faktisk er væk for altid?", spurgte han om med en stille stemme og kiggede på mig med et seriøst blik.

"Det er han ikke!", svarede jeg ham, imens tårerne endnu engang væltede ned af mine kinder. Jeg kunne ikke engang tænke på det hypotetisk, for jeg troede så inderligt på, at han kom tilbage. Christian rykkede sig tættere på mig og lagde sine arme om mig for at trøste mig.

"Okay..", hviskede han bare med en trist stemme. Han slap grebet om mig et par sekunder efter og kiggede mig i øjnene. ".. men mor og far vil virkelig gerne se dig, så vil du ikke nok tage med derhjem i morgen? Du har brug for at komme lidt ud af den her lejlighed".

I et snøft nikkede jeg bare og lod igen mit blik lande på telefonen i mit hånd.

 

Flashback

1 år og 3 måneder tidligere

"Flyet til Spanien, Barcelona, er klar til boarding om ti minutter".

Mit hjerte begyndte at pumpe voldsomt derudad ved tanken om, at jeg om lidt skulle ombord på et fly. Jeg hadede det virkelig inderligt så ufattelig meget, at det ikke kunne beskrives med ord. Sidste gang jeg var ude at flyve i to sølle timer, havde jeg det største panikanfald under hele flyveturen. Jeg tudede, var svimmel, bange og mega angst for at vi ville styrte ned.

"Baby, kig lige". Med en lidt tung vejrtrækning drejede jeg mit hoved mod Justin, som sad ved siden af mig. Han sad med min mobil foran sit ansigt og en klik-lyd lød, så snart jeg havde vendt mit ansigt mod ham, så jeg sagtens kunne regne ud, at han havde taget et billede af mig. "Damn, en smuk forlovet jeg har mig.. wauw!", sagde han smile de imens han kiggede på billedet han havde taget af mig. Han placerede derefter telefonen foran sit ansigt og tog endnu et billede.

"Ej, Justin, lad lige være!", udbrød jeg nok en anelse for hårdt, imens jeg drejede hovedet igen og placerede begge mine smårystende hænder foran mit ansigt.

"Hvorfor er det lige, at du må tage titusinde billeder af mig hver dag, men når jeg så bare en enkelt gang tager et billede af dig, bliver du negativ?", spurgte han om i et grin på en uforstående måde, så jeg kunne se, at han ikke mente sit spørgsmål ondt. Jeg svarede ham dog ikke, da mit hovedfokus var på de ubehagelige følelser, jeg havde i min krop.

"Hvad sker der? Du ryster jo helt", lød det bekymret fra min anden side, hvor Alexa, Justins veninde, sad sammen med sin kæreste, som vi skulle på ferie sammen med. Jeg fjernede igen mine hænder fra mit ansigt og drejede hovedet mod hende.

"Jeg er bare ikke så glad for at flyve", svarede jeg hende med en klump i halsen, det nærmest voksede sig større og større, hver gang jeg trak vejret ind. En varme ramte pludselig min hånd, der lå på mit skød, så et sæt gik igennem min krop. Jeg kiggede ned og så, at Justin havde lagt sin hånd i min.

"Hvorfor har du ikke sagt, at du er flyskræk?", spurgte han undrende om, og jeg løftede mit hoved mod ham, så vi igen fik øjenkontakt. Vi havde aldrig været på ferie sammen før, i de to år vi havde kendt hinanden, så det var klart han ikke kendte til min flyskræk. Jeg havde bevidst prøvet at holde det hemmeligt for ham så længe så muligt.

"Fordi det er ligemeget", svarede jeg med et stramt smil på læben, for jeg kunne vidst roligt slå fast, at det ikke var ligemeget. Men jeg ønskede ikke, at han skulle bekymre sig om mig, så jeg prøvede at skjule det, så godt jeg nu kunne.

"Det kan jeg da se, det ikke er.. Hele din krop ryster og din hånd er helt fugtigt". Bekymringen i hans stemme var tydelig, præcis det jeg ikke ønskede. Jeg trak derfor min hånd til mig, hvilket fik Justin til at se forvirret på mig.

"Det er ligemeget, okay?!". Det var egentlig ikke meningen, at jeg ville lade min panik, over at skulle ombord på et fly gå ud over ham, men ordene væltede bare ud af mig. Egentlig var det mest irritation over mig selv, der gjorde det, da jeg ærligt syntes, det var enormt pinligt, at jeg som 21-årig ikke kunne klare at flyve, uden min krop reagerede sådan her.

Jeg rejste mig derefter fra stolen, jeg havde siddet på, da jeg ikke kunne holde ud af sidde ned længere. Derefter bevægede jeg mig over mod vinduet og kiggede ud på de mange fly, der var ude på banen. Bare at se på dem steg min puls virkelig meget, hvilket var så frusterende. Jeg placerede begge mine hænder på en metalstang, der var foran mig, og lukkede derefter øjnene i for at tage en dyb indånding. Det var vel egentlig fordi, jeg håbede, at angsten ville forsvinde lidt, men det gjorde den bestemt ikke.

Endnu engang mærkede jeg en hånd lægge sig over min, så jeg åbnede øjnene en smule forskrækket. En ro overtog dog hurtigt min krop, da jeg så Justin smile sødt til mig, imens han nussede min hånd forsigtigt.

"Bare rolig, smukke.. Jeg skal nok passe på dig", forsikrede han med et charmerende smil, og underlig nok hjalp det faktisk lidt, at han sagde det. Bare det at han stod ved siden af mig og rørte mig lige nu gjorde mig mere tryg. Misforstå mig ikke, jeg var stadig skrækslagen for at flyve, men han beroligede mig virkelig på en god måde. Han gav min kind et blidt kys og rykkede sin krop tættere på mig, så han kom til at stå bag mig med sin krop op ad min. Han lagde sine arme om min talje, hvilket fik mig til at slappe endnu mere af. Duften af ham var så skøn og behagelig. Og det at jeg kunne mærke hans vejrtrækning mod min hals, gjorde mig helt blød i kroppen. I dette moment var jeg helt rolig i modsætning til før, hvor han ikke var tilstede.

"Ej guuud.. Justin er det virkelig dig", lød det fra en skinger pigestemme, der dermed afbrød mit og Justins fantastiske øjeblik. Både Justin og jeg vendte vores hoved mod stemmen og Justin fjernede sine arme fra min krop. En smuk lyshåret og storbarmet stewardesse, stod ved siden af os og smilede over hele hovedet, samtidig med hun kiggede på Justin.

"Hey Sam", svarede Justin overrasket og gav hende derefter et kram.

"Hvor er det bare lang tid siden! Skal du på ferie?", spurgte hun smilende om, så man kunne se hendes perfekte hvide og lige tænder.

"Ja med min kæreste, Malou, og et par venner..", svarede han og kiggede pegende på mig, da mit navn blev nævnt.

"Hej, jeg hedder Samantha", sagde hun med en venlig stemme og rakte sin hånd mod mig.

"Malou", svarede jeg høfligt tilbage og gav hende hånden. Derefter begyndte Justin og Samantha at snakke videre sammen, så jeg valgte at gå tilbage til Alexa og hendes kæreste, Jake. Jeg følte ikke rigtig, at jeg var en del af de to andres samtale, så jeg valgte derfor at gå. Jeg satte mig ved siden af Alexa, på samme plads jeg også havde siddet på før.

"Hvor er Justin?", spurgte hun mig undrende om. Jeg kiggede over mod ham og Samantha, imens jeg hurtigt pegede derhen.

"Han snakker med en eller anden der hedder Samantha.. Ved du hvem hun er?", svarede jeg hende, og stillede det sidste spørgsmål, da Alexa kendte Justin rimelig godt. Hun vendte sit blik mod dem.

"Ej hvor sjovt, det var en vi mødte, da vi var i Bulgarien for to år siden", svarede hun helt overrasket. Jeg måtte ærligt indrømme, at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle reagere, på det hun sagde.

"Mødte.. altså var de sammen?".

"De rendte op og ned af hinanden hele den uge, vi var afsted", forklarede hun med en rolig stemme, der alligvel fik et lille bitte stød til at gå igennem min mave. "Men bare rolig det var intet seriøst". Selv om hendes ord nok skulle berolige mig, havde de ikke, den ønskede effekt. Samantha var jo mega smuk, så jeg blev da en lille smule usikker. Ej, jeg lød nærmest jaloux, hvilket jeg overhovedet ikke var. Jeg blev aldrig jaloux, så det var jeg virkelig ikke. Overhovedet ikke.

Jeg kiggede over på Justin og Samantha igen og så at hun stod og kørte sin hånd op og ned af hans arm, mens han smilede til hende. Det så nærmest ud som om, de flirtede med hinanden, hvilket jeg fik et stort stik i maven over at se. Det var slet ikke rart at se på. Okay, jeg var måske nok lidt jaloux alligevel.

"Flyet til Spanien, Barcelona afgang kl. 15.00 er nu klar til boarding", lød det fra højtaleren i lufthavnen. Det var vores fly, så vi rejste os op og gik hen til skranken, hvor vi skulle vise vores billet. Vi begyndte derefter at gå ned af den lange han til flyet. Mit hjerte bankede hurtigere og hurtigere jo tættere vi kom på flyet. Jeg følte virkelig, at jeg var ved at få et hjertestop. Et stort chok, ramte mig, da jeg mærkede nogle hænder nive mig hurtigt på hofterne. Forskrækket vendte jeg hovedet bagud og så, Justin smilede stort til mig. Jeg derimod beholdt mit nervøse og seriøse blik og fortsatte med at gå fremad.

Vi trådte ind i flyet og fandt vores pladser, der var allerbagerst. Justin satte sig inderst mod vinduet og jeg satte mig på sædet i midten, og Alexa og Jake sad på sæderne foran os. Jeg begyndte nervøst og med rystende hænder at fumle med at få spændt min sele.

"Hvor var det sjovt, at jeg lige skulle møde Sam her. Det var godt nok lang tid siden, jeg havde set hende. Det er over to år siden siden, tror jeg", sagde Justin med en positivt overraskende stemme, idet han uden problemer spændte sin sele fast. Jeg fumlede stadig irriteret med min sele.

"Mhm-hm", udbrød jeg bare koldt. Kunne han ikke se, at jeg ikke orkede at høre om en eller anden pige han havde hygget sig med for to år siden, eller hvad?

"Skal du have hjælp, smukke?", spurgte han om med et lille grin og tog fat med sine hænder på min sele. Jeg greb hurtigt fat i hans hænder og fjernede dem fra mig.

"Du skal IKKE røre mig. Jeg kan godt selv!", vrissede jeg en smule hårdt, hvilket fik Justin til at kigge chokeret på mig.

"Woow sorry, jeg ville jo bare hjælpe", svarede han roligt med en overrasket stemme over mit udbrud.

"Jeg har ikke brug for din hjælp!", svarede jeg hårdt og fumlede stresset videre med min sele. Jeg var nærmest ved at gå i panik, og det var udelukkende tanken om, at vi snart lettede. For så svært var det jo heller ikke at spænde en flysele fast, vel? Mine hænder rystede bare for meget til, at jeg kunne gøre det. Den her følelse, jeg havde i kroppen, var forfærdeligt. "Årh det pis altså!", bandede jeg og smed opgivende selen ned i skødet på mig selv.

"Er du sikker på, at du ikke har brug for hjælp", spurgte Justin sødt om. Jeg kiggede irriteret på ham.

"Det er selen, der er noget galt med, okay! Men det kunne da være, vi skulle få fat i Sam, så hun kunne komme og fikse den.. så kan du jo samtidig også flirte lidt mere med hende!", udbrød jeg ironisk med en vrissende tone i min stemme, hvilket fik Justin til at kigge undrende på mig.

"Er det seriøst derfor, du er sur? Fordi du er jaloux på Sam?", spurgte han mig grindende og uforstående om, som om jeg var mærkelig.

"Jeg er overhovedet ikke sur! Jeg er bare utrolig irriteret og frustreret over, at den her lorte sele ikke virker, jeg HADER at flyve, og du flirter med en eller anden smuk blondine, du har hygget dig med flere gange i Bulgarien for to år siden!", vrissede jeg surt, så Justin bare rystede på hovedet af mig og smågrinede lidt. Jeg derimod kunne på ingen måde se det sjove i det.

Han tog roligt fat i min sele og spændte den fast med det samme, hvorefter kiggede han mig i øjnene. "Malou.. Du skal overhovedet ikke føle dig truet af Sam..", begyndte han roligt, men blev afbrudt af en besked fra piloten, der fortalte vi begyndte at lette nu. Derefter kom der en film på omkring sikkerhed og noget med nogle veste, men jeg lyttede ikke rigtig efter, da jeg kun fokuserede på at flyet bevægede sig fremad.

"Oh my... Åh fucking nej", udbrød jeg panisk og følte virkelig, jeg skulle til at bryde ud i gråd. Min vejrtrækning blev tydeligere og mit hjerte begyndte at banke stærkt. Jeg lukkede øjnene i og tog dybe ind- og udåndinger, imens jeg mærkede at farten på flyet øgede sig. Jeg mærkede, at Justin flettede sine fingre ind mine rystende fingre, og han begyndte blidt at nusse min hånd.

"Bare tag det rolig, baby. Der sker ikke noget", hviskede han fredfyldt i mit øre og gav mig derefter et kys på kinden. Jeg vendte med lukkede øjne hovedet mod ham, og han var ikke langsom om at placere sine læber blidt på mine. Jeg fik det sædvanlig store sug i maven, og kyssede hurtigt med ham i stille, rolige og lidt rystende bevægelser. Han førte stille sin tunge ind i min mund, og forsigtigt begyndte vores tunger at køre intenst mod hinandens, så mit eneste fokus var på det. Det var et af de der helt igennem fantastiske kys, som var stille og roligt men samtidig virkelig inderligt og dejligt.

Efter et godt stykke tid trak Justin sit hoved en smule tilbage, og jeg åbnede øjnene, hvor jeg fik øjenkontakt med ham. Han åndende ud og smilede derefter charmerende til mig.

"Du er så dejlig", hviskede han sødt til mig. Jeg smilede glad tilbage, og det slog mig pludselig, at vi allerede var kommet op i luften. Det havde jeg slet ikke langt mærke til på grund af Justins beroligende kys.

"Du er også dejlig", hviskede jeg tilbage med et lidt undskyldende smil på grund af min opførsel før. Han nussede forsigtigt min hånd. "Undskyld jeg flippede ud over hende Sam. Mine nerver tog vist over", fortsatte jeg undskyldende. Han grinede sødt, så hans flotte smil blev vist for mig.

"Det gør ikke noget..", svarede han i sit grin og rykkede sit ansigt de få centimeter, der var mellem os, så jeg mærkede hans læber på mine i nogle skønne sekunder. Han teak sig kort efter og kiggede mig i øjnene. "Faktisk.. så er du ret fræk, når du er jaloux", svarede han med et skævt smil på læben, og gjorde det bevidst for at drille mig, da jeg aldrig rigtig havde reageret specielt jaloux før. Jeg udbrød et lille grin og himlede med øjnene af ham imens.

"Man skulle nærmest tro, det var en form for omvendt dag i dag", fortsatte han, så jeg ikke kunne lade være med at kigge undrende på ham, da jeg ikke helt forstod, hvad han præcist mente. "Du bliver jaloux, og jeg tager billeder af dig.. det plejer at være totalt omvendt". Hans ord fik mig igen til at himle med øjnene med et smil på læben.

"Hvorfor er du så mærkelig?", spurgte jeg ham derefter om i et kærligt grin, imens jeg kiggede ind i hans øjne. Jeg kyssede ham derefter igen. Imens tog jeg min telefon op ad min bukselomme, og trak mig derefter for at tage et billede af ham. "Så.. nu er rollerne byttet rundt igen".

Med et skønt grin rystede han bare på hovedet af mig og smeltede så sine læber sammen med mine igen.

________________________________________________________________________________

Note: Undskyld hvis det her kapitel er mega dårligt og hvis jeg har gentaget mig selv enormt meget.. Jeg har ikke lige rettet eller læst det igennem, for jeg er såååå ufattelig træt.. Jeg er virkelig ked af, at der nogengange går en del dage imellem kapitlerne, men jeg har utrolig meget at se til i mit liv for tiden..

Håber ikke jeg har skuffet jer alt for meget med det her kapitel 

Anyway.. jeg vil gå i seng nu, jeg trænger virkelig til søvn.. god aften/dag til jer alle

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...