Photographs ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 sep. 2015
  • Opdateret: 11 dec. 2015
  • Status: Færdig
Minderne var alt, hun havde tilbage af ham. Fotografierne af ham var det eneste, der gav hende en lille glæde i hendes hverdag, for når hun så på dem, følte hun, at han stadig var ved hende.

(Justin er ikke kendt)
OBS!!!: Der kan muligvis opstå scener, som kan virke anstødelige for nogen - bare så I er advaret

140Likes
351Kommentarer
83414Visninger
AA

9. 6. "Wait for me, baby"

 

6. "Wait for me, baby"

 

~ Justins synsvinkel ~

Efter at Stefan og jeg havde gået fortvivlende i fire dage uden at vide, hvor vi havde været på vej hen, var vi kommet til en meget lille fattig by, som vi nu havde overnattet i de seneste tre nætter hos en familie. Familien bestod af en mor, tre børn i starten af teenagealderen og et spædbarn. Hvor faren var, anede jeg vitterligt ikke, og jeg kunne heller ikke ligefrem spørge dem, for de kunne i snakke eller forstå engelsk. De havde dog forstået, hvad Stefan og jeg ville, da vi kom for tre dage siden, for moren havde taget imod os med åbne arme og ladet os "bo" her siden.

De var virkelig venlige og imødekommende, også selvom hverken Stefan eller jeg forstod et hak af, hvad de sagde. Vi prøvede at kommunikere så godt med dem, som vi kunne, ved hjælp af vores eget opfundet tegnesprog, hvilket nogengange virkede fint og andre gange ikke. For eksempel havde jeg prøvet at spørge, om de havde en telefon op til flere gange ved at lave telefontegnet med mine fingre, men det forstod de intet af, for de smilede bare og nikkede, men kom aldrig med én.

Det var ved at være godt frustrerende, fordi både Stefan og jeg ville hjertens gerne væk herfra, men problemet var jo, at vi ikke vidste, hvor vi var, hvor vi skulle gå hen og hvordan vi skulle komme væk herfra. Det nyttede jo ikke noget bare at gå, for vi kendte jo hverken området eller generelt bare landet specielt godt, så vi kunne ende med at ende op et eller andet random sted, hvor vi ikke kunne komme videre. Ja faktisk lige som nu, for vi havde jo gået rundt i fire dage, før vi kom hertil og nu var vi bare fastlåst her.

Dagene gik egentlig bare med at vente.. på hvad, vidste jeg egentlig ikke helt. På at der pludselig ud af det blå kom en mulighed for os at komme hjem, måske? Fuck jeg savnede det, hjem. Rent tøj, ren seng, min familie, mine venner og selvfølgelig Malou. Jeg savnede Malou så sindssygt meget og tænkte virkelig på hende hvert sekund. Før vores lejr var blevet brændt ned, havde jeg ligesom et tal, der angav dagene til, hvornår jeg skulle se hende, men nu havde jeg intet, og det skræmte mig. Hvad hvis hun havde fået at vide, jeg var død? Hvis branden nu havde været så heftigt, at alt stort set blev brændt, kunne det jo godt tænkes, at de troede, at både Stefan og jeg også var døde. Bare tanken om at hun havde fået det at vide, ødelagde mig virkelig indvendigt, for jeg vidste, hvor meget hun hadede at være alene uden mig. Men jeg måtte bare bede til, at hun stadig vidste, jeg var i live.

"Fuck!", lød det fra Stefan, som sad på madrassen ved siden af mig og bankede sit baghoved ind i væggen bag os. Forsigtigt vendte jeg mit hoved mod ham og betragtede hans ansigt, der strålede af, at han var meget utryg ved hele den her situation. Generelt havde han været meget tilbageholdende og ikke sagt så meget, fordi han tydeligt var meget nervøs og grublede for, hvad der skulle ske.

"Hvad så?", spurgte jeg ham stille om.

"Hvornår sker der noget..?". Hans stemme rystede lidt lige som hans hænder, der holdt på hans bøjede knæ. Han vendte sit hoved mod mig, så vi fik øjenkontakt, og jeg kunne sagtens se den lille angst og frygt, der var i hans øjne. "Hvornår kommer vi hjem, Justin?.. kommer vi nogensinde hjem?", spurgte han yderligere om med en stemme, der virkelig lød til at være på nippet til at græde. Jeg sukkede svagt og droppede øjenkontakten med ham ved at kigge lige ud i rummet, hvor moren sad på en slidt madras med spædbarnet vuggende stille i hendes favn.

"Vi skal nok komme hjem.. Jeg ved bare ikke hvornår", forsikrede jeg ham om for at berolige ham lidt, da en af os ligesom blev nødt til at holde hovedet højt. Jeg sagde til mig selv hver dag, at jeg nok skulle komme hjem igen, for jeg havde i hvert fald ikke tænkt mig at forlade den her jord, før jeg havde set Malou igen.

Denne gang var det ham, der sukkede, og jeg kunne ud af øjenkrogen fornemme, at han drejede hovedet frem ad også. Huset, vi befandt os i, var for resten meget lille. Der var kun et stort rum, hvor alle sov på tynde madrasser, et lille køkken og et toilet, man nærmest bare kunne beskrive som et hul i jorden. Det var helt mærkeligt at opleve sådan en levestil her, for det var slet ikke noget som kunne sammenlignes med min egen hjemme i Amerika. Selvfølgelig var jeg da klar over, at der fandtes fattige mennesker i verden, der levede sådan her, men at opleve det så tæt på var virkelig noget helt særligt.

Døren til huset blev pludselig åbnet, så jeg fik et lille chok og det samme gjorde Stefan. Den ældste af børnene, som jeg nok ville skyde til at være en dreng på omkring 12-13 år, kom småløbende ind og hen mod Stefan og mig. Da han standsede foran mig og smilede svagt, undrede jeg mig lidt, for det lignede, han ville sige noget til mig. Han smed en genstand fra sin hånd ned i madrassen, jeg sad på, så jeg straks kiggede ned og så en gammel mobiltelefon. Med et hurtigt bankende hjerte, spilede jeg øjnene op og kiggede op på ham igen, der stadig smilede. Hvor han pludselig havde den fra, kunne jeg ikke spørge ham om, da han jo ikke forstod mig, men jeg var virkelig overrasket over, at han rent faktisk hele tiden havde forstået, at jeg havde brug for en telefon.

Jeg sendte ham et smil tilbage og tog derefter fat i mobiltelefonen med mine nu rystende hænder af glæde. Det her var måske vores redning, og det fik virkelig min puls til at stige voldsomt. Jeg vendte mit blik mod Stefan, der så helt overrasket på mig med et lille smil på læben, da han også havde samme tanker som mig. Jeg vendte hovedet ned mod mobilen, der ikke engang havde farveskærm, og trykkede straks nummeret til Malou ned.

"Hvem ringer du til?", spurgte Stefan om men en lille glæde i stemmen, som jeg aldrig havde hørt hos ham før.

"Min kæreste". Mit svar var rimelig kortfattet, men jeg vidste bare med mig selv, at jeg måtte ringe til hende og fortælle, at jeg var okay. Selvfølgelig ville jeg da også forklare, at jeg havde brug for hjælp, men det vigtigste var virkelig, at hun vidste, jeg havde det fint.

"Okay", svarede han, og jeg trykkede derefter på den grønne opkaldsknap og tog mobilen op til mit øre. Da den første dut-tone lød, skippede mit hjerte et slag på grund af lettelse over, at opkaldet gik igennem. De efterfølgende dut-toner føltes meget længere, da telefonen ikke blev taget i den anden ende af røret.

"Kom nu, baby.. tag telefonen", hviskede jeg bedende for mig selv og lukkede mine øjne i. Jeg begyndte at trippe med mine fingre og fødder, da jeg så ivrigt gerne ville have, hun skulle tage telefonen.

"Du har ringet til voicemai..". Da den automatiske telefonsvare gik igang, sukkede jeg dybt og fjernede telefonen fra mit øre og lagde på. Jeg kiggede op på drengen, der bare havde stået og stirret på mig med sine brune øjne. Jeg sendte ham to fingre, i håb om at han forstod, at jeg ville ringe igen om to minutter, for jeg havde bestemt ikke tænkt mig at opgive efter et opkald. Heldigvis så det ud til, han forstod, hvad jeg mente, da han bare nikkede til mig med et smil.

"Ringer du til hende igen?", spurgte Stefan om, så jeg vendte mit blik mod ham, imens jeg nikkede bekræftende til ham.

Efter der var gået et lille stykke tid, tastede jeg hendes nummer ind igen og ringede hende op. Igen gik opkaldet igennem, da dut-tonerne igen startede. "Please tag telefonen, smukke", hviskede jeg endnu mere bedende end før, og lige som jeg havde sagt det ord, hørte jeg telefonen blive taget, så mit hjerte sprang flere slag over.

"Det er Malou". Hendes stemme lød trist og det var mere end tydeligt, at hun græd, da et snøft efterfølgende lød fra hende, hvilket fik mit hjerte til at synke, da jeg slet ikke brød mig om at høre det. Men på tråds af at hun græd, så fik lyden af hendes stemme alligvel en enorm glæde til at suse igennem min krop,

"Fuck baby, du aner ikke, hvor meget jeg har savnet at høre din stemme", udbrød jeg med en stor glæde i stemmen og med et smil på læben, der var større, end det havde været meget længe. Der blev helt stille i den anden ende af røret, og jeg vidste ikke, om det var fordi, hun ikke kunne høre mig, eller om det var fordi, hun var i chok over at høre min stemme igen. "Smukke?". Mit smil forsvandt stille hen.

"Hallo?... Er der nogen?", lød det undrende fra hendes triste stemme, hvilket bekræftede mig i, at hun ikke kunne høre mig.

"Baby, kan du høre mig?!... Hallo!?", udbrød jeg småpanisk, men der kom intet svar fra hende. Røret blev derefter langt på, så en frustration dukkede op i min krop. Det var bare typisk det her, nu når vi endelig havde en telefon, så kunne vi alligevel ikke komme i kontakt med nogen

Med rystende fingre tastede jeg hendes nummer igen og ringede det op, men denne gang kom det slet ingen dut-toner eller noget. Der var ikke længere nogen dækning. Min vejrtrækning blev pludselig voldsom og tydelig, og uden jeg selv tænkte over det, kastede jeg mobilen frustreret og hårdt hen på en af de andre madrasser. Jeg var så tæt på at bryde sammen lige nu, men jeg vidste, at jeg blev nødt til at holde hovedet højt.

Dreng gik hen til telefonen og tog den i sin hånd. Han sendte mig et trist blik, og jeg sendte ham et undskyldende et og mumlede ordet "undskyld", selv om jeg godt vidste, han ikke forstod mig. Derefter gik han ud af hoveddøren med mobilen og lukkede døren efter sig.

"Hvad skete der?". Stefans stemme var igen trist, og jeg kunne sagtens fornemme, at han kiggede på siden af mit ansigt.

"Hun kunne ikke høre mig.. dækningen forsvandt", svarede jeg ham med et knæk i min stemme, da opkaldet bare havde fået mig til at savne hende mere end før. Jeg følte mig helt tom indvendigt over at have hørt hendes stemme, men hun ikke havde hørt min. Det var skrækkeligt at tænke på. Og jeg spekulerede voldsomt på, hvorfor hun græd. Jeg ville ønske jeg var hos hende, så jeg kunne holde om hende og trøste hende.

Jeg mærkede en hånd lægge sig på min ene skulder, så jeg vendte hovedet til siden og mødte Stefans blik, der var fuld af medlidenhed. Han kunne vel forstå følelsen, jeg havde, for hvis det nu var sket for ham, havde det nok også taget hårdt på ham.

~

Det var blevet mørkt uden for, og alle de andre sov, imens jeg bare lå på en halv madras og stirrede på billedet af Malou. Det havde jeg gjort hver dag, siden jeg havde fået det, og det ville jeg fortsætte med. Hendes billede plejede at berolige mig inden jeg skulle sove, men det vat anderledes i dag, for jeg var slet ikke rolig. Faktisk havde jeg ikke lavet andet end at være urolig og bekymret, siden jeg havde hørt hendes stemme i telefonen, for hun lød ikke til at være okay.

"Vent på mig, baby", hviskede jeg inderligt og lod min ene tommelfinger køre hen over hendes smukke ansigt. Selv om jeg godt vidste, at hun selvfølgelig ikke kunne høre det, så var det mit største ønske, at hun skulle vide, at jeg stadig var her. "Jeg kommer tilbage til dig, det lover jeg", fortsatte jeg med den samme hvisken, og betragtede hendes smukke smil og derefter hendes vidunderlige øjne.

Et suk forlod mine læber, da savnet bare voksede sig større. Jeg førte billede op til mine læber og kyssede det stille. "Jeg elsker dig.. jeg lover, at jeg kommer hjem igen". Det var de sidste ord, jeg sagde, før jeg vendte mig om på siden med billedet i min hånd. Jeg nåede kun lige at lukke øjnene i fem sekunder, før hoveddøren blev flået hårdt op, så de andre vågnede begyndte at skrige op. Selv satte jeg mig hurtigt op og så en flok mænd med maskingeværer gå hen til familien, imens de aggressivt råbte alt muligt på persisk. Jeg kiggede hurtigt til den ene side, hvor mit og Stefans våben lå, og skulle lige til at række ud efter det ene, men nåede det ikke, da jeg blev afbrudt at en flad hånd, der ramte min kind et par gange, så jeg kiggede op på personen foran mig.

Det var en af de afghanske fyre, der så undrende ned på mig, imens han råbte en masse ord på en ondskabsfuld måde ned til mig. Han greb fat i min uniform og kiggede ihærdigt på den i noget tid, før han vendte hovedet bag over og råbte et eller andet, så endnu en fyr kom ind. De snakkede sammen på en råbende måde, imens de skiftevis kiggede på hinanden og på min uniform. Jeg rejste mig op, da jeg mærkede en af den gribe hårdt fat i min arm. Jeg kiggede forvirret til siden, hvor Stefan stod. Det eneste jeg nåede at opfange var, at der også stod en fyr foran ham, derefter mærkede jeg noget blive lagt over mit hoved, så der blev sort og min vejrtækning blev tungere. Jeg fattede ingenting af det, der skete. En svimmelhed overtog pludselig min krop, så jeg mistede alle mine sanser og til sidst var alt helt væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...