Photographs ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 sep. 2015
  • Opdateret: 11 dec. 2015
  • Status: Færdig
Minderne var alt, hun havde tilbage af ham. Fotografierne af ham var det eneste, der gav hende en lille glæde i hendes hverdag, for når hun så på dem, følte hun, at han stadig var ved hende.

(Justin er ikke kendt)
OBS!!!: Der kan muligvis opstå scener, som kan virke anstødelige for nogen - bare så I er advaret

140Likes
351Kommentarer
83414Visninger
AA

8. 5. The letter and his heart

 

5. The letter and his heart

 

~ Malous synsvinkel ~

"Malou.. hvor er du?", hørte jeg Dylan råbe ude fra gangen af, da han tit bare gik ind af hoveddøren uden at banke på, hvis den ikke var låst. Vi havde aftalt, at vi skulle mødes i dag, fordi han skulle køre mig hen til millitærbasen, så jeg kunne hente de ting, som Justin havde efterladt til mig.

"I soveværelset!", råbte jeg tilbage til ham og hørte derefter fodtrin komme mod mig. Døren, der før stod på klem, åbnede sig helt og jeg kiggede op fra min computerskærm, og så Dylan træde ind. Han gik hen til sengen og lagde sig ned ved siden af mig og gav mig et kys på kinden.

"Hvad så? Hvad laver du?", spurgte han om og drejede sit ansigt mod computerskærmen, hvilket jeg også gjorde bagefter.

"Jeg prøver at finde ejeren af et telefonnummer". Min stemme lød helt hæs på grund af, at jeg havde grædt så meget de seneste par dage. Jeg snøftede svagt, og kiggede ihærdigt på skærmen, for at se om nummeret havde et match. Det var det telefonnummer, som havde ringet til mig for to dage siden, da vi holdt Justins begravelse. Jeg havde ikke kunne få det ud af hovedet, da jeg syntes, at det virkede mærkværdigt, at et udenlandsk nummer havde ringet til mig mere end én gang. Så jeg havde forsøgt mig på at finde det, men havde ingen navne eller andre informationer fundet.

"Jeg ved ikke hvorfor, men jeg tror måske, at det er Justin", fortsatte jeg og jeg mærkede straks ud af øjenkrogen, at Dylan kiggede på mig. Jeg drejede mit ansigt mod ham og så et blik på hans ansigt, som skreg af forvirring. Han kiggede på mig som om, jeg var fuldstændig sindssyg, men jeg mente inderligt, det jeg havde sagt. Hvad hvis det var Justin, der havde prøvet og få fat i mig, fordi han havde brug for hjælp? Jeg ville i hvert fald ikke opgive at finde ejeren på nummeret, før jeg havde fået et svar.

"Malou.. Justin er død". Han kiggede på mig med et bestemt blik, men prøvede stadig at sige ordene på en behagelig og rolig måde.

"Hvad hvis han ikke er?", stillede jeg som et spørgsmål og snøftede igen. Igen kiggede han bare helt fortvivlet på mig, men denne gang var der også en masse medlidenhed i hans blik. Som om han troede, jeg var ved at miste forstanden. "Jeg mener det, Dylan.. Det giver meget god mening. For hvis han virkelig var død, ville jeg så ikke kunne mærke det?... Jeg kan ikke mærke, at han er væk for altid".

"Malou..", begyndte han på en opgivende måde og så trist på mig.. "Du har bare svært ved acceptere, at han ikke kommer tilbage. Det er meget normalt at have det sådan, når man mister en, man elsker. Og det er klart, at din hjerne tror, at det er ham, der har ringet, når du ser et nummer, du ikke kender. Men det er udelukkende, fordi du savner ham".

Jeg rystede straks på hovedet af hans ord, imens mine øjne blev fyldt med vand, da det slet ikke var det, der var tilfældet. Fra start af havde jeg haft en fornemmelse af, at han stadig var her, så det var slet ikke kun på grund af telefonopkaldet.

"Nej, de..""Malou stop nu!", afbrød han mig med en bestemt stemme, der var en anelse hård. Han vendte sit blik mod computeren og klappede skærmen sammen, hvorefter han kiggede på mig igen. "Han er død, okay? Justin er død". Han kiggede på mig med et alvorligt blik, og så snart de ord var kommet ud af hans mund, brød jeg fuldstændig sammen. Ihærdigt rystede jeg på hovedet, imens tårerne løb ned af mine kinder. Et dybt suk lød fra ham, hvorefter han lagde sine arme om mig, så jeg græd hulkende mod hans skulder. Han nussede mig på ryggen for at berolige mig lidt.

"Det skal nok gå", hviskede han med en rolig stemme, men jeg rystede hurtigt på hovedet, da han slet ikke havde ret. For hvis Justin virkelig var væk for altid, så blev resten af mit liv et mareridt.

Efter at jeg havde siddet i hans arme i et stykke tid, var jeg blevet mere rolig, og min gråd var næsten stoppet.

"Er du klar til at køre?", spurgte han lavt om. Jeg nikkede som svar og rykkede mig tilbage, så hans arme forsvandt fra min krop.

~

Helt tom indvendigt sad jeg og stirrede på kassen, der lå på mit skød. Hvad den helt præcis indeholdt, vidste jeg ikke. Jeg vidste bare, at det var noget, som Justin havde placeret i den. Jeg ville ikke åbne den før, jeg var kommet hjem, og jeg var alene.

Lige nu sad Dylan og jeg i bilen på vej tilbage til min og Justins lejlighed. Ingen af os sagde et ord, fordi jeg sad bare og stirrede på boksen, imens Dylan nok kunne fornemme, at jeg ikke havde lyst til at snakke.

"Er du sikker på, at du gerne vil åbne den alene?", spurgte Dylan om med en stille stemme, da han var holdt ind ved lejligheden. Imens jeg fortsat stirrede på kassen, nikkede jeg til hans spørgsmål. Jeg havde brug for at se indholdet alene. Jeg drejede kort mit hoved mod Dylan, som kiggede på mig med et trist ansigtsudtryk. "Okay.. du ringer bare, hvis du har brug for selskab eller noget andet, ikk?".

Jeg nikkede lydløst til hans spørgsmål, da jeg ikke følte for at sige noget. For jeg var bange for, at så snart jeg åbnede munden, ville jeg begynde at græde igen. Det var så underligt at have det sådan, men jeg følte mig bare helt tom men samtidig knust inden i.

Derefter trådte jeg ud af bilen med kassen i mine hænder, og gik derefter op i lejligheden. Jeg satte kassen på stuebordet og satte mig ned på sofaen og begyndte at stirre på den. Jeg viste ikke engang, om jeg havde lyst til at åbne kassen. Hvad hvis indholdet gjorde mig mere ulykkelig? Selv om jeg havde min tvivl om, om jeg havde lyst til at åbne den, så vidste jeg inderst inde godt, at jeg ville åbne den lige meget hvad. For ellers ville jeg bare spekulere på, hvad der var i den, og det ville gøre mig sindssyg i sidste ende. Desuden var det også fra Justin, så selvfølgelig ville jeg gerne se, hvad han havde lagt deri.

I en dyb indånding rakte jeg ud efter kassen og rykkede den tættere på mig. Mit hjerte ræsede afsted og mine hænder rystede voldsomt. Jeg tog fat i låget og løftede det af og lagde det på bordet foran mig. I kassen lå der en tyk kuvert og to små æsker, den ene stod der 2 på og den anden 3, hvilket jeg ikke helt forstod. Først da jeg lagde mærke til, at der stod 1 på kuverten, gik det op for mig, at det nok var rækkefølgen på, hvordan tingene skulle åbnes. Det var så typisk ham at planlægge sådan noget, så det kom egentlig ikke særlig meget bag på mig.

Med mine rystende hænder tog jeg fat i kuverten og fumlede godt med at få den åbnet. I kuverten var der en stak papirer, så dem tog jeg ud og blev hurtigt klar over, at det var et brev, han havde skrevet, da hans håndskrift kom til syne på det. Jeg kunne allerede nu mærke at mit hjerte ville knække sig endnu mere over brevet, end det allerede var, da jeg næsten allerede kunne mærke smerten. Imens jeg bed mig selv i underlæben for ikke at bryde sammen, kiggede jeg ned på Justins håndskrift på papiret i mine hænder.

Hey baby

Jeg sidder lige nu og skriver det her brev, som jeg inderligt håber, at du aldrig nogensinde kommer til at læse. For hvis du læser det, så ved vi begge to jo godt, hvad det betyder: Jeg er her ikke længere fysisk til at passe på dig.. fuck bare tanken om det for mig fandme nærmest til at tude. Jeg vil gerne undskylde for at være taget afsted igen, selv om du var i mod det helt fra starten af. Det er udelukkende min skyld, at jeg nu ikke er hos pigen, jeg vil gøre alt for. Jeg har svigtet dig, Malou, og det vil jeg gerne undskylde for. Det er fandme underligt at sidde og skrive som om, jeg allerede er død, men de her ting, jeg skriver ned til dig nu, er ting, som jeg gerne vil have du skal vide, hvis jeg nu ikke kommer tilbage igen.

Hvor skal jeg starte? Jeg har så mange ting, jeg gerne vil sige til dig. Okay, for det første skal du helt sikkert vide, at du er den dejligste, mest sexede, smukkeste, frækkeste, skønneste, mest fantastiske og sødeste pige, jeg har mødt i hele mit liv. Jeg har tit undret mig over, at en pige som dig har valgt at være sammen med en fyr som mig. Du kunne få alle i hele verden, men du har alligevel valgt mig. Jeg vil derfor igen gerne pointere, at jeg virkelig hader mig selv for at tage af sted. For nu er jeg her jo ikke længere for dig, og det fortjener du slet ikke. Jeg vidste jo godt, at du ikke kunne lide at være alene uden mig i flere måneder og nu.. ja nu er du uden mig resten af dit liv. I hvert fald fysisk.. hvilket leder mig til den første æske, som der står nummeret 2 på. Du må gerne åbne den, før du læser videre..

Hvert ord han havde skrevet, ramte mig som det skarpeste stik i mit hjerte. Mine kinder var allerede helt våde af tårer, for jeg kunne slet ikke holde dem inde. Jeg tænkte samtidig også på, hvor svært det måtte have været for ham, at skrive det her brev til mig, som om han var død.

Jeg lagde brevet på sofaen ved siden af mig og tørrede mine kinder med mine håndflader. Derefter tog jeg fat i æsken med nummeret 2 og åbnede den. Nede i den lå en smuk guldhalskæde, der havde et hjerteformet vedhæng. Snøftende tog jeg halskæden op og betragtede den med tårer i øjnene. Den var virkelig smuk. Jeg så hurtigt en lille lås på det smukke hjerte, og kunne derfor regne ud, at man kunne åbne det på midten, så det gjorde jeg. Mit hjerte skippede mindst to slag, da jeg så et lille billede af Justin inden i det. Jeg tog mig straks til munden med min ene hånd og begyndte at græde voldsomt. Det var så for meget for mig det her.

Efter noget tid tog jeg fat i brevet igen og begyndte at læse videre, imens jeg fortsat græd.

Som du nok kan se, så er det en hjertehalskæde med et billede af mig indvendigt. Det er meningen, at du skal have den på din fødselsdag i fødselsdagsgave, når jeg er kommet hjem.. men jeg ligger den til dig her i tilfældet af, at jeg ikke kommer tilbage. Guldhjertet med billedet af mig skal symbolisere mit hjerte. Jeg har givet dig mit hjerte, så du ved, at jeg altid vil være en del af dig, også selv om jeg ikke er der fysisk. Du vil altid have mit hjerte, lige meget hvad der sker. Og hvis du en dag savner mig for meget, så se på det billede og vid, at jeg altid er lige ved siden af dig. Jeg vil altid være din.

Når nu jeg skal tænke over det, så er der fandme mange ting, jeg vil savne, hvis jeg aldrig så dig igen. Jeg vil savne din livsglæde og altid positive energi. Jeg vil savne dine sexede læber. Jeg vil savne den måde du altid retter på dit hår på. Jeg vil savne dit grin, specielt når du får de der hysteriske grineflip. Jeg vil savne din og min dårlige humor blandet sammen, fuck vi har drevet mange mennesker til vanvid, fordi de ikke forstår os. Jeg vil savne den måde du altid driller mig på. Jeg vil savne dine smukke og frække blikke. Jeg vil savne dine konstante billedtagninger af mig. Jeg vil savne den måde, du kigger på mig. Jeg vil savne din måde at røre mig på. Og for fanden hvor vil jeg bare savne den måde, du altid viser mig, at du elsker mig. Jeg vil savne din daglige sang og dans til Maroon 5 og Bon Jovi inde på stuegulvet.. hvilket egentlig leder mig til den anden æske med nummeret 3 på. Du må gerne åbne den før du læser videre (du får brug for en computer)

Grædende lagde jeg hjertehalskæden og brevet, som jeg havde haft i hver sin hånd hele tiden, på stuebordet. Derefter tog jeg æsken med nummeret 3 på op fra boksen og åbnede den. I den lå der et USB-stik, hvilket var grunden til, jeg skulle bruge en computer. Jeg gik hulkende ind på mit værelse og hentede computeren og tog den med ind i stuen. I et snøft satte jeg mig ned, åbnede computeren og puttede USB-stikket i, så en video af ham dukkede op og begyndte at afspille.

"Hey smukke..". Bare det at høre hans stemme og se ham bevæge sig, knuste mit hjerte endnu mere. Jeg savnede ham så meget, og at se ham snakke til mig, ramte mig på en virkelig ubehagelig måde, der fik mig til at ryste flere forskellige steder. ".. jeg håber virkelig ikke, du kommer til at se den her video, men i tilfældet af, at jeg på tragisk vis, ikke kommer hjem igen, så føler jeg, at jeg er nødt til at lave den her video. Jeg ved jo hvor meget, du elsker Bon Jovi, så jeg har øvet mig på at spille og synge en af dine yndlingssange.. Det er egentlig meningen, at jeg skal spille den for dig til vores bryllup næste år.. men ja, du skal have den ligegyldigt hvad.. So here we go".

Han tog en guitar hen til sig og smilede skævt til kameraet. Jeg havde hørt ham synge mange gange før, men jeg havde aldrig hørt ham spille guitar. Og bare det at vide han havde planlagt det her for mig, hvor helt vildt hjerteskærende og rørende.

Han spillede et par toner på guitaren og begyndte derefter at synge sangen Always, som han vidste, jeg elskede overalt på jorden. Og den blev bare endnu mere smuk af at høre Justin synge den. Lige da jeg hørte ham begynde at synge, smeltede, knækkede og knuste mit hjerte sig på samme tid. Det var så smukt, men samtidig også så sørgeligt. Mine tårer ville ingen ende tage. Jeg var i en tilstand, hvor jeg følte, jeg aldrig ville stoppe med at græde. Det var forfærdeligt.

Da han var færdig med at synge, og jeg nærmest havde grædt mine øjne ud, kiggede han ind i kameraet. "Jeg elsker dig, Malou. Glem aldrig det". Han sagde det på en ret trist måde, nok fordi det havde været hårdt for ham at optage den video.

Jeg klappede computeren sammen og tog igen brevet i min hånd.

Listen, over hvad jeg vil savne, er lang, jeg kunne virkelig blive ved med at nævne ting, jeg vil savne, for alt du gør, er med til at gøre dig perfekt. Det er med til at gøre dig til pigen, jeg er så forbandet forelsket i. Og det her er ikke en gang løgn, jeg er mindst lige så forelsket i dig, som første gang jeg mødte dig. Jeg føler faktisk, at jeg forelsker mig mere og mere i dig for hver dag, der går. Jeg elsker dig, det håber jeg virkelig, at du ved. Jeg vil ikke engang prøve at beskrive hvor højt, for det ved jeg, at jeg ikke kan.

Du skal bare vide, at den tid jeg har været sammen med dig, har været de bedste år i mit liv. Du har gjort mig lykkelig hver eneste dag, det mener jeg virkelig. Og hvis nu jeg ikke er her mere, så skal du vide, at jeg aldrig vil tvivle på, at jeg er dit livs kærlighed, for det ved jeg godt, jeg er. Så hvis du finder sammen med en anden fyr, hvilket du nok gør, så skal du vide, at det er helt okay.. det eneste jeg vil have er, at du er lykkelig, mere f..

Jeg mærkede tusindvis af stik ramme min mave og mit hjerte på skift, da jeg læste de sidste ord, så jeg valgte at stoppe med at læse. Jeg ville ikke læse videre om, at han ville acceptere, at jeg fandt en anden fyr, for det havde jeg sket ikke lyst til. Den eneste jeg ville være sammen med og den eneste, jeg nogensinde ville elske, var Justin. Ingen ville nogensinde kunne få den kærlighed fra mig, som jeg gav til Justin. Det var simpelthen umuligt, det vidste jeg.

Helt ude af mig selv af gråd, lagde jeg brevet på stuebordet, hvorefter jeg lagde mig ned på sofaen og græd ned i en af sofapuderne. Det her gjorde så ondt. Det var det mest smertefulde, jeg nogensinde havde oplevet.

 

Flashback

 2 år tidligere 

Jeg var lige stået op og gik nu hen mod køkkenet, da jeg kunne dufte duften af æg og bacon. Og ganske rigtigt fandt jeg Justin stående derude i bar overkrop og lave morgenmad, hvilket så ret sexet ud i mine øjne. Derfor kunne jeg heller ikke dy mig for at tage et billede af ham. Jeg gik ind på kameraet på min telefon og tog derefter billedet.

"Skat, kig lig", sagde jeg med et stort smil på læben, hvorefter han vendte sig mod mig. Jeg tog derefter endnu et billede af ham, så jeg fik hans ansigt med denne gang. Et lille suk forlod hans læber, imens han sendte mig et smil.

"Har du ikke andet at tage dig til end at gå rundt og tage billeder af min hele tiden?". Han stillede spørgsmål med et smil på læben, og vendte derefter sit ansigt mod maden igen.

"Næææ", svarede jeg og lagde min telefon på køkkenbordet. Derefter gik jeg om bag ham og lagde mine hænder om hans talje og begyndte at nusse hans overkrop. Jeg lagde siden af mit ansigt mod hans varme ryg og lukkede øjnene i for at nyde hans nærvær. "Mhm.. det dufter dejligt, skat".

Jeg bemærkede, at Justin rykkede sig lidt til siden, så jeg åbnede øjne og løsnede grebet om ham. Han stillede sig med fronten til mig, og placerede sine hænder på mine hofter. "Jeg håber, du er sulten, for jeg har lavet massere af morgenmad". Han bukkede sig derefter, så hans skønne læber mødtes med mine i et meget kort, men dejligt, kys.

"Jeg er mega sulten", sagde jeg med en lav stemme imens jeg smilede til ham. Han gengældte mit smil og kyssede mig igen.

"Så sæt dig ned ved spisebordet", sagde han og gav mig et klap i røven, så jeg udstødte et lavt støn. Hans ansigtsudtryk blev helt seriøst og han kiggede mig dybt i øjnene. "Jeg har noget, jeg skal sige til dig", sagde han med en meget alvorlig stemme, som undrede mig lidt.

"Er du gravid?", sagde jeg som en joke med et skævt smil på læben, udelukkende fordi han sagde det på sådan en seriøs måde.

Han sendte mig et irriteret blik men smilede samtidig svagt. "Ja.. fuck du har afsløret mig". Han himlede med sine øjne stadig smilende, hvorefter hans blik mødte mine øjne igen.

"Jeg synes også, at jeg har lagt mærke til, at du har taget på her på det sidste", drillede jeg ham med og kørte mine ene hånd op af hans varme mave med et flabet smil på læben.

"Hey!", udbrød han hårdt samtidig med, han smilede, så jeg ikke kunne lade være med at grine. "Men seriøst... sæt dig ned", sagde han og fjernede derefter sine hænder fra min krop. Jeg satte mig hen til spisebordet, som allerede var dækket, og Justin kom hurtigt hen med det sidste mad og satte sig så over for mig.

"Hvad er det så, du skal sige til mig?", spurgte jeg ham om med et smil, imens vi begge øsede morgenmad op på vores tallerkner. Han blev helt stille og stoppede alle sine bevægelser. Jeg kunne ud af øjenkrogen godt fornemme, at han kiggede på mig, hvilket jeg ikke forstod så meget. En smule undrende vendte jeg mit blik mod ham, der så ud til at have det svært med at komme ud med sine ord. "Du gør mig altså virkelig nervøs, når du bare sidder sådan og stirrer på mig".

Han rømmede sig svagt. "Jeg skal udstationeres". Lige da ordene havde forladt hans mund, følte jeg mit hjerte slog et ekstra slag.

"Udstationeres?.. Hvornår?.. Hvor lang tid?", spurgte jeg helt chokeret om, da det slet ikke var det, jeg havde regnet med, han ville sige.

"Om 3 uger og i 4 måneder ..""4 MÅNEDER?!", småråbte jeg i chok og spilede mine øjne op. "Hvor lang tid har, du vidst det?". Ordene fløj bare ud af min mund, da jeg godt kunne regne ud, at han havde vidst det her i noget tid, siden der kun var 3 uger til, at han skulle afsted.

"I et stykke tid".

Jeg sad bare i noget tid og kiggede helt mundlam på ham, da det virkede så underligt, at han ikke havde fortalt mig det.

"Hvorfor har du ikke sagt noget?", spurgte jeg ham undrende om med en skuffet stemme og lænede min ryg helt op af ryglænet.

"Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle sige det", forklarede han med et stille stemme og kiggede på mig med et trist blik i øjnene. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle sig til hans ord, så jeg sad bare og kiggede på ham. Med en ubehagelig fornemmelse i kroppen, lagde jeg mine arme over kors, imens jeg kiggede ham ind i øjnene. Min appetit var pludselig helt forsvundet, da jeg nu kun tænkte på, at Justin skulle være væk fra mig i 4 måneder. Den længste tid vi havde været væk fra hinanden var en uge og den var endda slem for mig, selvom vi snakkede i telefon hver anden dag. Så hvordan jeg skulle klare mig i hele 4 måneder, vidste jeg virkelig ikke. For denne gang kunne vi slet ikke kommunikere med hinanden overhovedet.

Et dyb og trist suk lød fra ham. "Kom her hen, smukke", sagde han idet, han rykkede sin stol lidt ud, og derefter klappede sig på lårene. Helt trist indvendig rejste jeg mig og gik hen til ham, og satte mig på hans lår. Han lagde sin ene hånd på min ryg og jeg lagde min ene arm om hans skulder, imens jeg kiggede nedtrykt ned på min egne lår. Et kys blev placeret på siden af min kind, så jeg kiggede til siden og mødte Justins dejlige brune øjne.

"Vi skal nok klare den smukke.. de 4 måneder kommer til at flyve afsted". Hans stemme var lav, og han begyndte at nusse min ryg i cirkulære bevægelser imens. Jeg nikkede trist til ham.

"Jeg kommer bare virkelig til at savne dig", sagde jeg lavt og mærkede få sekunder efter, at hans anden hånd blev lagt på min kind.

"Jeg kommer også til at savne dig, baby.. men nu er jeg ikke taget afsted endnu, vel? Så kan vi ikke bare nyde de sidste tre uger, inden jeg er?", spurgte han om, imens han nussede min kind med sin tommelfinger. Igen nikkede jeg bare til hans spørgsmål. Han rykkede sig derefter tættere på mit ansigt og kyssede mine læber blidt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...