Photographs ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 sep. 2015
  • Opdateret: 11 dec. 2015
  • Status: Færdig
Minderne var alt, hun havde tilbage af ham. Fotografierne af ham var det eneste, der gav hende en lille glæde i hendes hverdag, for når hun så på dem, følte hun, at han stadig var ved hende.

(Justin er ikke kendt)
OBS!!!: Der kan muligvis opstå scener, som kan virke anstødelige for nogen - bare så I er advaret

141Likes
351Kommentarer
84484Visninger
AA

7. 4. How he was

 

4. How he was

 

~ Malous synsvinkel ~

Kirkeklokker havde aldrig lydt så forfærdelig triste, som de gjorde i dag. Folk bag mig bevægede sig ind i kirken for at finde sig en plads, hvilket jeg allerede havde. Jeg sad som planlagt på forreste række og stirrede lige nu tomt ud i luften iført det traditionelle sorte tøj. Lyden af orglet, der spillede en sørgelig melodi, var i baggrunden samt folks lave snakken, men mit hovedfokus lå på tanken om, at jeg skulle sige farvel til Justin om lidt. Det føltes bare stadig så forkert for mig at skulle sige farvel til ham, når jeg følte, at han stadig var her.

Starten af seancen i kirken gik problemfrit. De sange Justins forældre havde valgt, var blevet spillet. Præsten havde holdt et par enkelte prædiker om døden, og både Justins mor og far havde holdt deres rørende taler. Men det var lidt underligt for mig at sidde her, for jeg havde ikke fældet en eneste tåre endnu, selvom jeg indvendigt græd og havde det skrækkeligt. Måske var det fordi, det ikke rigtig var gået op for mig endnu, at han ikke kom tilbage igen.

Det blev min tur til at holde min tale oppe ved alteret. Jeg havde ikke rigtig planlagt, hvad jeg ville sige, for hver gang jeg havde prøvet på at skrive nogle ting ned på et stykke papir, fik jeg en følelse af, at det var fuldstændig forkert at gøre. Derfor ville jeg bare sige nogle ord, der faldt mig ind, når jer stod foran alle menneskerne i kirken. Havde Justin været her lige nu, havde han kommet med en belæring om, at det var en dum ting, ikke at forberede sig for han var den største perfektionist og kontrolfreak, jeg havde mødt. Men hvis Justin havde været her, havde der jo slet ikke været en tale at holde.

Jeg rejste mig fra kirkebænken og stillede mig op til mikrofonen, der stol ved talerstolen. I en hurtig bevægelse scannede jeg kirken og alle menneskerne, der sad og kiggede grædende på mig. Jeg rømmede mig og sank en lille klump i min hals. Det var som om, at jeg ikke kunne sige noget, selv om jeg ihærdigt prøvede. Alle folks blikke var på mig, og lyden af gråd var tydelig. Jeg lukkede mine øjne i og tog en dyb indånding og mærkede samtidig efter hvilke ord, mit hjerte gemte på. Det hele blev pludselig virkelig virkeligt og jeg mærkede at tårerne stille begyndte at presse sig på.

"Jeg savner dig så meget, Justin..", begyndte jeg at sige med en gråd i stemmen, imens jeg forholdte mine øjne lukkede. Det virkede mere inderligt og rigtigt at have mine øjne lukket, for så kunne jeg forestille mig, at han stod lige foran mig, så jeg talte direkte til ham. "Jeg savner dit dejlige grin, dit fantastiske smil, din varme stemme og dine smukke brune øjne, der altid plejede at paralysere mig... Jeg savner dine læber mod mine, dine stærke og trygge arme om min krop.. alt er så koldt, når du ikke er her til at varme mig. Jeg er så.. så tom uden dig", fortsatte jeg og græd snøftende, imens mine ord, der kom direkte fra mit hjerte, bare væltede ud af min mund.

"Jeg savner vores diskutioner om latterlige og ligegyldige ting, vores grineflip over vores egne interne jokes, som vi to kun forstod.. Jeg savner din dårlige humor, som alligevel altid har formået at få mig til at flække af grin.. Jeg savner din stædighed, din jalousi over for fyre, der kiggede lidt for længe på mig, din måde altid at skulle have kontrol over alt ting.. Jeg savner dit store hjerte, der bar så meget omsorg for alle andre mennesker.. så meget at du valgte at blive udsendt igen helt frivilligt, selv om.. selv om jeg flere gange sagde, at det var en dårlig idé..".

Jeg holdt en kort pause, da mine egne ord knuste mit hjerte. Det var så hårdt at stå her og tale til Justin, velvidende at han aldrig ville få dem at vide rigtigt. Det knuste mig inderligt.

"Jeg savner alt ved dig.. Jeg savner dig så meget, at det gør ondt i alle steder i min krop at vide, at du aldrig kommer tilbage og gør alle de ting, jeg savner.. Jeg elsker dig så meget, Justin.. så meget.. hver en lille detalje ved dig. Og jeg ved, at ingen nogensinde vil kunne tage din plads i mit hjerte. Du er mit livs kærlighed, og det vil du altid være".

Der blev derefter stille og snøftende lyde fra folk, der sad og kiggede på mig, blev pludselig tydelig. Jeg åbnede mine øjne igen, så Justin ikke længere stod foran mig. Stort set alle græd sammen med mig, som om de havde kunne mærke smerten, jeg havde indvendigt. Det føltes som om, at deres gråd var en blanding af deres egen sorg og min sorg.

Jeg stod i et par sekunder og kiggede på de grædende folk, hvorefter det hele blev nok for mig. Luften i kirken var pludselig blevet helt vildt tung, så jeg næsten ikke kunne trække vejret. Det var så voldsomt, at jeg begyndte at hive efter vejret og jeg fik en svimlende fornemmelse i mit hoved. I panik efter luft gik jeg væk fra talerstolen og fortsatte hurtigt ned af kirkens midtergangen, imens jeg mærkede folks forvirrende og bekymrende blikke på mig. Jeg åbnede kirkendørene og kom endelig uden for i den friske luft, så mine lunger igen blev fyldt.

Mine ben faldt sammen på de små sten foran kirken, så jeg kom til at sidde på de stikkende sten. Men deres stikken var ligegyldigt for mig, for den lille smerte var ingenting i forhold til den jeg havde indvendigt. Tårerne løb ukontrolleret ned af kinderne på mig, imens jeg betragtede den triste kirkegård. Jeg foldede mine hænder og placerede dem under min hage, imens jeg lukkede mine grædende øjne i. "Kom hjem, Justin.. Kom hjem til mig.. please", bad jeg hviskende i min gråd, selv om jeg godt vidste, at der ikke rigtig var noget formål ved at gøre det. Det var bare mit største ønske.

~

"Det var en rigtig smuk tale, du holdte for ham", lød det fra Dylan, der sad ved siden af mig ved et af de mange runde borde i lokalet. Jeg havde aldrig rigtig forstået meningen med, at man drak kaffe og spiste kage efter en begravelse. Der var jo intet at fejre, og jeg havde slet ingen appetit til at spise noget som helst.

Jeg vendte mit blik mod Dylan, der tog en tår af sin kaffe. "Tak", svarede jeg ham med en lav og trist stemme, hvorefter jeg kiggede ned i bordet igen. Jeg mærkede at han lagde sin hånd på min ryg og begyndte at nusse den. Det var virkelig dejligt for mi g at have en som Dylan ved min side igennem det her, for han trøstede mig på den helt rigtige måde.

Min telefon, der lå på bordet, ringede pludselig, så jeg kiggede hen på skærmen og så et nummer, der langt fra så bekendt ud. Faktisk så var jeg ret sikker på, at det var et udenlandsk nummer, så derfor lod jeg den bare ringe, da det helt sikkert var et forkert nummer.

"Jeg går en tur", sagde jeg til Dylan, imens jeg tog fat i min telefon og rejste mig op fra stolen. Han kiggede op på mig med et trist ansigtsudtryk.

"Vil du havde selskab?", spurgte han mig om, men jeg rystede hurtigt på hovedet, da jeg egentlig gerne ville være alene. Derefter gik jeg væk fra ham og videre ud af Justins forældres hus, da det var her, vi befandt os. Tårerne begyndte at løbe ned af mine kinder, imens jeg begyndte at gå ud til vejen og fulgte den i noget tid. Jeg mærkede, at min telefon ringede igen i min hånd, så jeg kiggede undrende på skærmen, og så det samme telefonnummer fra før. Måske var det alligevel, én der ville have fat i mig, siden der var blevet ringet to gange.

Jeg stoppede op i vejkanten og trykkede på "besvar opkald", hvorefter jeg førte telefonen op til mit øre. "Det er Malou". Min stemme var meget skrøbelig og jeg snøftede svagt derefter. Der var helt stille i den anden ende af røret, så jeg tog telefonen væk fra mit øre og kiggede på skærmen, men der var ikke lagt på. Jeg tog telefonen op til øret igen. "Hallo?... Er der nogen?", spurgte jeg om med en undring i stemmen, men der kom stadig intet svar i den anden ende. Derfor lagde jeg bare på med et dybt suk, hvorefter jeg fortsatte hen ad vejen, indtil jeg kom til en træbænk, som jeg satte mig på.

Trangen til en smøg var virkelig stor, så jeg tog min cigaretpakke op af min bukselomme. Egenlig var jeg stoppet med at ryge for lang tid siden, men siden informationen om Justins død, havde jeg røget et par cigaretter om dagen. Jeg tændte smøgen og indhalerede, hvorefter jeg bare stirrede tomt ud i luften.

Efter et par sekunders stirren, vendte jeg blikket ned mod min mobil og låste den op. Derefter gik jeg ind under billeder og ind i mappen, jeg havde døbt "Justin <3". Siden Justins forældre viste mig billeder af Justin for et par dage siden, havde jeg hver dag kiggede på min egne billeder af ham. Jeg fik altid en rar og afslappende følelse i kroppen, for hver gang jeg kiggede på et billede, jeg havde taget af ham, dukkede en masse minder op. Og selv om jeg havde troet, at det ville knække mig endnu mere, så var det overhovedet ikke tilfældet, da det gjorde mig glad at se på dem.

Jeg trykkede ind på det første billede i albummet, som var et billede af ham, med nøglen til vores lejlighed i hånden. Det var et af de første billeder, jeg nogensinde tog af ham, fra dagen vi flyttede sammen.

 

Flashback

 2 år og 6 måneder tidligere 

Vi gik smilende hånd i hånd hen af gaden på vej til vores nye lejlighed. Alle møblerne var stort set på plads i lejligheden, det eneste der manglede, var bare de små ting. Det var første gang, vi skulle sove i lejligheden sammen, og jeg glædede mig ubeskriveligt meget til at bo sammen med ham.

Vi ankom til lejligheden og gik ind i opgangen og op af trapperne til tredje sal, hvor vores lejlighed var placeret.

"Stil dig lige foran døren, skat", sagde jeg til ham, da vi standsede foran døren til lejligheden. Jeg tog min telefon op af min taske og trykkede på kamera-knappen.

"Hvorfor?", lød det undrende fra ham, og jeg kunne også tydelig fornemme hans undrende blik på mit ansigt. Jeg kiggede på ham med et smil og skubbede derefter svagt til hans skulder, så han kom til at stå foran den hvide dør.

"Jeg skal tage et billede af dig foran vores nye lejlighed", svarede jeg og viftede smilende med min telefon, så han hurtigt gengældte smilet. Han placerede derefter nøgleringen, med nøglerne til lejligheden, på sin tommelfinger, hvorefter han placerede hånden ved siden af sit ansigt. "Smiiiil". Jeg skulle til at tage billedet, men blev afbrudt af fodtrin, der kom op af trapperne.

"Hey Malou", hørte jeg en genkendelig stemme sige, så jeg kiggede til siden og så en af mine gamle High School venner komme op af trappen.

"Hey Steve", svarede jeg med et overrasket smil. Jeg vidste godt, at han boede her, men det var stadig en overraskelse at se ham nu. Han stoppede op foran mig og lagde sine arme om mig, og jeg lagde mine om ham.

"Nå, er I ved at være på plads", spurgte han mig venligt om, da han havde trukket sig væk fra mig. Smilende nikkede jeg til ham, hvilket han bare smilede til også. "Vi må lige finde ud af noget en dag, nu hvor vi bor så tæt på hinanden".

Jeg nikkede mig hurtigt enig i hans ord, da han var en utrolig sød fyr, som var rar at snakke med. "Det kunne være super hyggeligt", svarede jeg ham. Han nikkede derefter smilende og gik derefter videre op af trapperne, da han boede på femte sal. Jeg vendte mig mod Justin igen og bemærkede, at han kiggede mod trappen, Steve lige var gået op af.

"Hvem er han?", spurgte han køligt om uden at fjerne blikket fra trappen.

"Steve?.. Han er bare en, jeg gik i High School med", svarede jeg ham med en rolig stemme.

"Vidste du, at han boede her?". Han drejede sit ansigt mod mig og så lang fra tilfreds ud.

"Ja? Er det et problem?", stillede jeg undrende som et spørgsmål og sendte ham derefter et smil. Justin rystede på hovedet og kiggede derefter hen på trappen igen.

"Skulle jeg ikke tage det billede, eller hvad?", sagde jeg i et lille grin, da det jo var derfor, vi stadig stod ude foran døren. Imens han nikkede seriøst, drejede han hovedet og blikket mod min telefon igen. Et svagt smil dukkede op på hans læber, og hånden med nøglerne, blev igen placeret ved siden af hans ansigt, så jeg tog billedet. Jeg kiggede kort på billede, jeg havde taget og smilede stort, da han som altid så virkelig dejlig ud. Derefter gik jeg hen til ham, lagde mine arme om hans hals og gav ham et blidt lille kys på munden.

"Skal vi gå ind?". Han nikkede svagt smilende til mit spørgsmål, hvorefter han vendte sig om og låste døren op. Lejligheden lugtede af maling, da vi trådte ind, hvilket selvfølgelig var klart, da vi næsten lige havde fået væggene malet. Vi gik ind i stuen, hvor de sidste papkasser med ting stod. "Starter vi med soveværelset?", spurgte jeg ham om, og han nikkede bare som svar, og tog derefter de to kasser med ting, der skulle være i soveværelset.

Vi gik så ind i det store soveværelse, og bare tanken om at jeg skulle sove her hver nat med Justin, gjorde mig helt varm inden i. Jeg var så glad for ham. Det var helt ubeskriveligt, at en fyr kunne få mig til at føle sådan.

"Dit billede skal vel stå på natbordet", jokede jeg i en drillende tone og smilede skævt til ham. Det så dog langt fra ud til, at han fandt det særlig morsomt, da han bare koldt satte kasserne på gulvet.

"Sjovt", svarede han med en stemme der lød irriteret. Jeg forstod egentlig ikke helt hvorfor, da han aldrig plejede at synes, der var sjovt, når jeg drillede ham med billedet på hans natbord.

"Er der noget galt?". Mit smil forsvandt stille, imens jeg kiggede på Justin, der kiggede rundt på væggene i rummet. Han opførte sig vildt underligt, som om jeg havde gjort ham et eller andet.

"Hvorfor har du ikke sagt, at du har valgt, at væggene skulle være sandfarvet?!", spurgte han mig om med en irriteret stemme, så jeg helt forvirret kiggede rundt på væggene. Var det seriøst det, han var sur over?

"Det har jeg da ogs..""Nej!", sagde han bestemt på et sur måde, inden jeg nåede at sige min sætning helt færdig. Jeg blev rimelig overrasket over måden hans ord kom ud på, da han aldrig rigtig havde virket så irriteret førhen. "Du sagde, at du havde valgt hvid!".

Jeg kunne ærligt ikke se, hvorfor han blev så sur over det nu. Han havde endda set væggene i går, og der nævnte han ikke, at han havde et problem med farven. "Du sagde da ikke noget om, at du ikke kunne lide farven i går?", stillede jeg konstaterende som et spørgsmål, da jeg virkelig var forvirret.

"Det har jo ikke noget som helst at gøre med, at jeg ikke kan lide farven.. Det har noget at gøre med, at du har holdt det hemmeligt for mig!", råbte han vrissende og kiggede på mig med sine kolde øjne.

"Holdt det hemmeligt?", sagde jeg uforstående og undrende.

En irriteret lyd lød fra Justin. "Kan du ikke bare ordne soveværelset, så ordner jeg stuen". Jeg nåede ikke engang at svare på hans spørgsmål, før han var gået ud af soveværelset og havde smækket døren i bag sig. Jeg stod helt forvirret tilbage og forstod intet af det, der lige var foregået.

Imens jeg satte tingene på plads, tænkte jeg over min og Justins samtale. Jeg vidste, at der måtte ligge noget dybere bag det end væggene, for normalt blev han ikke så sur over en lille bagatel som det. Men hvad jeg så havde gjort galt, vidste jeg ikke.

Efter at havde ordnet soveværelset helt gik jeg ind i stuen, hvor jeg fandt Justin siddende på sofaen. Han havde også fået sat tingene herinde ordentlig på plads, og det var blevet rigtig flot. Jeg gik hen til sofaen og satte mig ved siden af ham, helt op ad ham, imens jeg kiggede på siden af hans ansigt. "Er du stadig sur?".

Han sukkede svagt og drejede sit hoved mod mig. Han rystede på hovedet til mit spørgsmål og sendte mig et lille smil.

"Hvis du virkelig ikke kan lide farven, kan vi sagtens male det igen", sagde jeg seriøst, samtidig med jeg kiggede ham dybt i hans kærlige brune øjne. Et større smil formede sig på hans læber og igen rystede han på hovedet.

"Jeg synes, farven er fin.. det var ikke engang det, det handlede om", sagde han med en lav stemme og kiggede derefter ned i stedet for i mine øjne. Som forventet lå det noget andet bag han udbrud, og jeg håbede inderligt, at han havde tænkt sig at fortælle hvad. Hans øjne fandt mine igen. "Jeg blev bare irriteret over, at du ikke havde fortalt, at ham der.. Steve.. boede i bygningen".

Hans ord overraskede mig virkelig meget, men alligevel gav det også meget god mening. "Er du jaloux på Steve?", spurgte jeg undrende om.

"Har du set på dig selv? Hvilken fyr ville ikke tage chancen med dig, hvis de havde chancen?". Selv om det var rimelig underligt at høre ham fortælle mig, at han var jaloux, så var det samtidig også ret sødt. "Det er ikke særlig fedt, at se den pige man elsker blive omfavnet af en fremmed fyr, som hun åbenbart har en fortid med".

Mit hjerte begyndte straks at banke hurtigt mod mit bryst, da ordet "elsker" blev nævnt. Det var ikke fordi, vi aldrig havde sagt det til hinanden før, men hver gang han sagde det til mig, fik jeg den bedste følelse i kroppen. At sådan en skøn og fantastik fyr som Justin elskede mig, gjorde mig så glad.

"Elsker du mig?", spurgte jeg ham smilende om og mærkede at mit hjerte begyndte at pumpe endnu hurtigere der ud af. Han kiggede på mig med et undrende blik.

"Ja, selvfølgelig elsker jeg dig? Det ved du da godt?". Hans blik var fuldstændig forvirret, som om han ikke helt kunne forstå, at jeg overhovedet kunne stille ham det spørgsmål. Jeg lænede mod derefter mod ham, så vores læber ramte hinanden.

Jeg trak mig efter et par sekunder og smilede til ham. "Og jeg elsker dig.. så du har ingen grund til at være jaloux på nogen som helst", tilføjede jeg og lod derefter mine læber blive presset mod hans igen.

Igen trak jeg mig og kiggede ham ind i hans skønne øjne. "Du har ordnet stuen godt", sagde jeg til ham med et lille smil på læben, som han hurtigt gengældte.

"Er du færdig med soveværelset?", spurgte han mig om og jeg nikkede hurtigt til ham. "Skal jeg så ikke lige se det?", spurgte han om med et charmende skævt smil, så jeg med et bid i underlæben nikkede igen.

Vi rejste os fra sofaen og bevægede os ind i soveværelset. Med armene om mig, smed han os straks ned i sengen, så jeg lå under ham. Han kiggede til den ene side og fik straks et skævt smil på læben, hvorefter han fik øjenkontakt med mig igen. "Hvis det billede af mig skal blive stående på det natbord, skal der stå et billede af dig på det andet natbord", sagde han, hvilket fik mig til at fnise svagt.

Jeg lagde mine hænder på hans kinder. "Det kommer aldrig til at ske", svarede jeg ham og løftede derefter hovedet lidt, så mine læber ramte hans. ".. Og det billede af dig bliver stående lige meget hvad", tilføjede jeg mumlende mod hans læber, så jeg mærkede, at han smilede svagt i vores kys.

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...