Photographs ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 sep. 2015
  • Opdateret: 11 dec. 2015
  • Status: Færdig
Minderne var alt, hun havde tilbage af ham. Fotografierne af ham var det eneste, der gav hende en lille glæde i hendes hverdag, for når hun så på dem, følte hun, at han stadig var ved hende.

(Justin er ikke kendt)
OBS!!!: Der kan muligvis opstå scener, som kan virke anstødelige for nogen - bare så I er advaret

140Likes
351Kommentarer
83505Visninger
AA

6. 3. Planning a funeral

 

3. Planning a funeral

 

~ Malous synsvinkel ~

"Hvad siger du, Malou?". En sød men trist kvindestemme afbrød mig i at sidde fraværende i mine egne tanker om Justin, præcis som jeg havde gjort de seneste fire dage. Jeg rystede svagt på hovedet for at komme ordentlig ud af mine tanker og kiggede så hen på Justins mor, der sad på stolen over for mig.

"Undskyld..?", stillede jeg hæst som et spørgsmål for at indikere, at jeg ikke havde fulgt med i hende og Justins fars samtale.

Hun rømmede sig svagt og snøftede en enkelt gang, da hun var tydeligt påvirket af at sidde her. Men hvilken mor ville ikke være det, hvis hun skulle planlægge sin egen søns begravelse? Det var så forkert på ufattelig mange måder. "Hvilken blomst tænker du?", spurgte hun om med en trist stemme og lagde, imens tre kort med forskellige blomster på spisebordet foran mig.

Helt tom indvendigt lod jeg mit blik lande på kortene og kiggede derefter skiftevis på dem alle tre i et stykke tid. En stikken i mit bryst opstod pludselig, da jeg slet ikke havde lyst at sidde her og planlægge Justins begravelse. Det virkede så underligt for mig at holde begravelse for en person, man ikke engang havde fundet liget på. Godt nok havde vi fået forklaret, at Justins lejr var blevet angrebet og brændt fuldstændig ned, og at alle ligene på var helt brændte, men derfor virkede det stadig ikke helt rigtigt at holde en begravelse. For hvis jeg skulle være helt ærlig, og det lød måske helt hen i vejret, så følte jeg ikke, at han var død. Det var som om, at mine hjerne godt kunne forstå, at han var væk for altid, men at mit hjerte ikke kunne. Jeg følte i mit hjerte, at han stadig var her, men på samme tid følte mig helt tom indvendig, over at det måske alligevel ikke var tilfældet.

Jeg trak på skuldrene som svar på Justins mors spørgsmål, da jeg ikke vidste det. For mig var det så ligegyldigt, hvilken farve blomsterne skulle have, og hvilke sange der skulle spilles i kirken. Det eneste jeg ville have, var, at Justin skulle komme tilbage til mig og give mig et stort kram, så jeg kunne føle mig hel igen.

"Vi ved godt, det er svært, Malou.. det er lige så svært for os. Men vi bliver nødt til at få styr på den begravelse", lød det fra Justins far, så jeg fjernede blikket fra kortene og kiggede på ham i stedet. Han så også utrolig bevæget ud, men det var selvfølgelig også forståeligt nok. "Hvilken blomst synes du, det skal være?".

Mine øjne begyndte, uden jeg kunne kontrollere det, at blive fyldt op med vand. Jeg kiggede skiftevis på Justins forældre, der sad på den anden side af bordet og nedstirrede mig på en afventende måde. Det føltes som om, jeg lige nu blev presset til at tage en beslutning, jeg slet ikke havde lyst til at træffe.

Jeg kiggede ned på kortene igen og lod mit blik køre frem og tilbage henover dem. Mit hjerte begyndte at banke utrolig stærkt, da jeg følte, jeg var ved at gå i panik over den her beslutning. "Bare vælg en, skat", sagde Justins mor på en måde, der fik det til at lyde som om, at det var et rimelig simpelt valg. Men det var det langt fra for mit vedkommende, for jeg havde slet ikke lyst til at vælge.

Da hun havde sagt de ord, mærkede jeg, at bevægelsen på mine øjne, der kiggede skiftevis på kortene, blev forøget, imens tårerne begyndte at rende ned af kinderne på mig. Til sidst fik jeg nok og lagde mine hænder op foran mine øjne, hvorefter jeg brød ud i en voldsom gråd.

"Jeg ved det ikke!", udbrød jeg grædende, imens jeg rystede på hovedet, "jeg ved det virkelig ikke". Mine hulk blev voldsommere, og jeg mærkede pludselig nogle arme blive lagt om mig.

"Det er okay, min skat", sagde Justins mor trøstende, imens hun nussede min overarm. "Vi skal nok vælge blomsterne", fortsatte hun med en beroligende stemme. Hun fjernede få sekunder efter sine arme fra mig, og jeg fjernede mine hænder fra mit ansigt og så, at hun havde sat sig tilbage på pladsen over for mig. Derefter tog hun de tre kort i hånden, der havde ligget foran mig og kiggede på dem.

Min telefon, der lå på spisebordet, begyndte at ringe. Jeg tørrede mine kinder og snøftede, hvorefter jeg tog min mobil i hånden, hvor der stod et nummer, jeg ikke kendte. Alligevel tog jeg telefonen.

"Det er Malou?", sagde jeg med en stemme, der tydeligt viste, at jeg havde grædt.

"Dav, De snakker med Christian Nichols fra San Luis Obispos militærbase. Jeg ringer fordi, jeg har et par ting og breve til Dem, som Justin Bieber gerne ville have skulle afleveres til Dem", forklarede stemmen i røret mig. Mit hjerte begyndte at banke meget hurtigere, da jeg blev helt forvirret over, at han sagde, at der var nogle ting og breve, som Justin havde bedt blive afleveret til mig.

"No.. nogle breve?", stillede jeg uforstående som et spørgsmål.

"Ja, altså, ser De.. Soldater, der bliver udsendt i krig, skriver eller efterlader oftes nogle breve eller ting til de pårørende i tilfælde af, at noget skulle gå galt dernede, så de ikke vendte hjem igen". Da jeg hørte ham bruge ordene "at noget skulle gå galt", mærkede jeg, at mine mave begyndte at trække sig sammen på en yderst ubehagelig måde. For jeg vidste udemærket godt, hvad han i realiteten mente med de ord. "Jeg ville bare høre Dem, om De vil have sendt tingene hjem, eller om De har mulighed for at hente dem selv?". Hans stemme virkede så upåvirkelig af at fortælle mig om de ting, selv om han godt vidste, at grunden til han ringede, var fordi jeg havde mistet en person, jeg elskede. Men han var vel vant til at ringe til folk og give dem sådan nogle informationer, så det var vel egentlig forståeligt nok, han virkede så rolig.

Jeg kiggede over på Justins forældre, der sad og kiggede på mig, da de nok undrede sig over, hvem jeg snakkede med. "Jeg kan godt hente tingene selv", svarede jeg ham. Jeg fik adressen af ham og aftalte, at jeg bare kunne komme i løbet af de næste par dage. Derefter lagde jeg på. Jeg forklarede hurtigt Justins forældre om opkaldet, hvorefter de begge bare nikkede forstående til mig.

Justin mor rømmede sig og kiggede på mig med sine øjne, der var fyldt med sorg.

"Vi kan godt mærke på dig, at du har svært ved at planlægge den her begravelse for Justin, men.. der er én ting, vi rigtig gerne vil have, du er med inde over. Justin fortalte os jo tit om, hvor glad du er.. eller var for at tage billeder af ham", forklarede hun stille og kiggede seriøst på mig. Hun kiggede væk fra mig og begyndte at rode lidt i en mappe, som hun havde liggende foran sig. Ud af mappen trak hun et par billeder og rakte dem nervøst til mig. "Vi vil gerne have et stort billede af ham stående oppe ved alteret, og vi tænkte, at det skulle være et af dem dér.. hvis der er et af dem, du gerne vil have".

Jeg snøftede svagt og bukkede derefter mit hoved, så jeg så på billederne i min hånd. Forsigtigt bladrede jeg dem igennem en efter en. De var selvfølgelig alle sammen fantastiske at se på, og jeg fik faktisk en dejlig fornemmelse i kroppen af at kigge på billederne af ham. Jeg havde ikke turde kigge mine egne billeder igennem de sidste par dage, for jeg var bange for, at det ville få mig til at savne ham endnu mere. Men det virkede faktisk som om, at det havde den modsatte effekt på mig lige nu. Det var som om, at det beroligede mig at se på dem, fordi jeg blev mindet om, hvor fantastisk og dejlig han jo var at se på.

Da jeg kom til et specifikt billede, stoppede jeg med at bladre og kiggede i stedet bare på det. Jeg kunne mærke, at et meget lille smil kom frem på mine læber over at se det billede, som jeg havde set på så mange gange før. Det skulle være dét, det kunne jeg bare mærke. Jeg kiggede op på Justins forældre igen og vendte billedet, så de kunne se det.

"Det her", sagde jeg til den. De kiggede begge på billede og smilede svagt, da de så på billedet. Derefter nikkede de begge to til mig. Jeg vendte billedet mod mig selv igen, så jeg kunne betragte det. Billedet var godt nok over 4 år gammelt, men det havde alligevel en meget specielt betydning, for jeg huskede tydeligt dagen, jeg så det for første gang.

 

Flashback

 3 år og 1 måned tidligere 

Jeg nærmest kastede mig ned på ryggen i Justin store bløde dobbeltseng efter at have spist en masse lækkert mad, som han havde lavet til mig. Han havde allerede fået en masse pluspoint i de fire måneder, vi havde tilbragt sammen. Det var nok så småt ved at gå op for mig, at det jeg følte for ham, ikke bare var noget seksuelt, men noget nærmere kærlighed. Han var en helt vildt dejlig fyr, og han gjorde mig bare glad på alle mulige måder. Men jeg vidste ikke, om han følte det samme for mig, for vi havde bare aftalt, at det, vi havde gang i, ikke var noget seriøst. Det var udelukkende for at få vores seksuelle behov opfyldt, at vi var sammen, også selv vi faktisk havde opført os, som kærester, du seneste mange uger.

Justin var stadig ude i køkkenet for at ordne et eller andet, imens jeg bare lå helt fladet ud på hans seng. Mit blik scannede værelset imens, da det faktisk var første gang, jeg havde tilbragt mere en fem minutter i hans soveværelse. Vi var næsten altid hjemme hos mig, og hvis vi var hos ham, opholdt vi os inde i stuen.

Mit blik landede pludselig på et billede, der stod på hans natbord. Det var et billede af ham, og jeg kunne ikke lade være med at smile over at se det, da han så utrolig sød ud på det billede. Jeg rakte ud efter billede og lagde mig derefter tilbage på ryggen og betragtede det. Det måtte nok være et til to år gammelt, for han så lidt yngre ud, end han var nu.

"Hvad kigger du på?", hørte jeg pludselig fra Justins dejlige stemme. Jeg fjernede blikket fra billedet og kiggede smilende op på ham.

"Er det ikke ret selvoptaget at have et billede af sig selv stående på sit natbord?", spurgte jeg ham om med en bevidst flabet tone i min stemme og skævt smil på læben. Justin begyndte at grine, hvorefter han lagde sig ned i sengen ved siden af mig.

"Det kan du måske godt have ret i", startede han med at sige med et charmerende smil på læben. "Men min mor insisterede på, at det skulle stå fremme et sted, så jeg valgte herinde, da der ikke særlig tit er nogen herinde". Han sendte mig endnu et smil, og en form for glæde dukkede op i min krop over at høre, at soveværelset ikke var et særlig besøgt sted af folk. Det lød måske underligt, men det betød vel lidt, at han ikke var så meget sammen med andre piger, ikke?

"Sødt", svarede jeg med det samme skæve smil på læben, hvorefter jeg drejede mit hoved og kiggede på det flotte billede igen. "Hvor gammel er du på det her billede?". Jeg vendte nysgerrigt mit blik mod ham igen, og så at han vendte sit blik mod billedet.

"Det er lidt over et år gammelt.. så 18, vil jeg tro". Hans dejlige blik mødte mit igen og vi smilede til hinanden.

"Hvorfor mødte vi ikke hinanden for et år siden, der var du jo mega lækker", sagde jeg med en drillende stemme og kiggede på billedet igen. Hans øjne så virkelig klare ud på det billede, faktisk så han sådan helt uskyldig ud på en måde, der gjorde ham utrolig kær men også virkelig lækker. Jeg mærkede efterfølgende et par prik i min ene side, så jeg ikke kunne lade være med at smile.

"Hey!.. Hvad med nu?". Hans stemme lød småfornærmet, men jeg kunne tydeligt høre, at det bare var for sjovt. For at drille ham yderligere trak jeg på skuldrene som svar, imens jeg bed mig selv i underlæben.

"Nu er du vel også okay". Jeg kunne ud af øjenkrogen se, at han kiggede ihærdigt på siden af mit ansigt, hvilket fik mig til at rødme svagt med et skævt smil. Forsigtigt drejede jeg hovedet mod ham og bemærkede, at han kiggede på mig på en helt særlig måde, han aldrig havde gjort før. "Hvorfor kigger du sådan på mig?", spurgte jeg ham undrende om.

Et dejligt smil kom frem på hans læber, og han fugtede derefter sine læber med sin tungespids. "Du er bare dejlig", svarede han, og jeg måtte ærligt erkende, at sommerfuglene begyndte at flyve hurtigt rundt i min mave over hans ord.

Jeg lagde billedet ned i sengen ved min anden side, hvorefter jeg lænede mig indover ham, så jeg kom til at ligge halvt oven på ham. "Du er nu dejligst", pointerede jeg, imens jeg kærtegnede hans hovedbund med min ene hånd. Jeg lod derefter mine læber komme i kontakt med hans dejlige bløde, som altid sendte mig til himlen.

Imens vi kyssede hinanden kun ved brug af vores læber, rullede han os rundt, så jeg kom til at ligge nederst med ham oven på mig. Han trak sig derefter fra kysset og kiggede kærlig ned på mig med det samme blik som før. "Hvor lang tid har vi kendt hinanden nu?", spurgte han pludselig om, og jeg måtte ærligt indrømme, at hans spørgsmål kom bag på mig.

"I omkring fire måneder.. hvorfor?", spurgte jeg undrende om. Han trak på skuldrene og begyndte derefter, at kærtegne min kind med hans ene tommelfinger.

"Ser du nogen andre end mig?". Hans spørgsmål kom igen bag på mig, men jeg rystede hurtigt på hovedet som svar, da jeg kun havde været sammen med ham de sidste fire måneder. "Har du lyst til at se andre end mig?", spurgte han yderligere om, imens han kiggede mig dybt i øjnene. En smule nervøs for hvad han ville sige til mit svar, sank jeg en klump i min hals. For når jeg svarede på det spørgsmål, ville han vide, at jeg følte lidt mere for ham end bare sexuel tiltrækning. Jeg rystede derefter forsigtigt og samtidig nervøst på hovedet, hvilket til min store lettelse fik et stort smil frem på hans læber.

"Jeg har heller ikke lyst til at se andre end dig.. og det har jeg heller ikke haft lyst til, siden vi begyndte at være sammen". Mit hjerte begyndte at banke stærkt af glæde over de ord, der forlod hans mund. Det var det, jeg havde ønsket at høre ham sige, så det var virkelig rart at få det at vide. "Okay, det jeg vil frem til, er, at jeg er blevet godt og grundigt forelsket i dig henover de seneste par måneder. Og jo mere jeg har lært dig at kende, jo stærkere følelser har jeg fået for dig... så hvis du har lyst, så kunne jeg virkelig godt tænke mig at vise dig frem til folk som min kæreste", sagde han på en lidt usikker måde, som om han var lidt vange for at få et afslag.

Med et stort smil på læben nikkede jeg ivrigt til ham, da jeg slet ikke var i tvivl om mit svar. I et kort sekund overvejede jeg, at lade som om jeg ikke ville, men glæden i min krop var for stor til, at jeg kunne lade som om, jeg ikke var overlykkelig for at høre ham sige de ting, han sagde. "Jeg vil rigtig gerne vises frem som din kæreste", sagde jeg med en stor glæde i stemmen, som også fik Justin til at smile stort og ånde lettet op.

Han bukkede derefter sit hoved ned til mit og kyssede mig. Et kys jeg aldrig ville glemme. Et kys jeg fik på en af de bedste dage i hele mit liv. Kysset der var underskriften på, at Justin og jeg nu var kærester.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...