Photographs ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 sep. 2015
  • Opdateret: 11 dec. 2015
  • Status: Færdig
Minderne var alt, hun havde tilbage af ham. Fotografierne af ham var det eneste, der gav hende en lille glæde i hendes hverdag, for når hun så på dem, følte hun, at han stadig var ved hende.

(Justin er ikke kendt)
OBS!!!: Der kan muligvis opstå scener, som kan virke anstødelige for nogen - bare så I er advaret

140Likes
351Kommentarer
83483Visninger
AA

5. 2. "What the f..."

 

2. "What the f..."

 

~ Justins synsvinkel ~

Jeg kunne ikke lade være med at smile for mig selv, som jeg sad her i campen foran bålet og kiggede på et billede af Malou, som hun havde sendt med i sit sidste brev. Det var virkelig dejligt at have et billede af hende hernede, både fordi hun normalt aldrig tog billeder af sig selv, og så også fordi jeg savnede hende sindssygt meget. Jeg så på det her billede af hende, hver gang jeg havde tiden til det, for det fik altid en ro frem i min krop. Det hjalp mig til at se fremad, for tiden her var ufattelig hård. Meget hårdere end første gang jeg var afsted.

Og det var overhovedet ikke fordi, jeg havde fortrudt at blive udstationeret, jeg elskede at kæmpe for mit land, men det tog hårdt på mig fysisk og endnu værre psykisk. Hvad jeg ikke havde oplevet hernede, som ville sætte sig som ar i på sjæl til evig tid. Det havde jeg dog ikke nævnt over for Malou i mine breve, da jeg ikke ønskede, at hun skulle bekymre sig mere, end hun allerede gjorde. Hun havde jo langt fra været glad for min beslutning om at tage afsted igen, det vidste jeg udemærket godt. En del af hende var nok stadig indebrændt over, at jeg alligevel havde gjort det, for hun vidste jo godt, at jeg vidste, hun havde det svært ved at være alene og uden mig.

Men jeg ville bare så gerne gøre en forskel på en eller anden måde. For første gang jeg var afsted, kom jeg hjem helt udmattet ja, men samtidig også med en følelse af fædrelandsstolthed. Det forventede jeg ikke, at Malou forstod, selvom jeg virkelig ønskede, at hun ville.

Men når det så var sagt, så jeg savnede hende så fucking ekstremt meget, at jeg var ved at gøre mig selv sindssyg. Jeg tænkte på hende non-stop dagen lang helt ubevidst. Tiden væk fra hende fik mig virkelig til at indse, hvor højt jeg egentlig elskede hende, og hvor meget jeg havde brug for hende. Og på nogen punkter fortrød jeg, at jeg ikke var blevet hjemme hos hende, for det her var næsten ulideligt.

"Fin dame du har dig der, Bieber, det må jeg sige". En stemme fik mig til at fjerne blikket fra billedet og i stedet kigge op til min side, hvor Bryan stod og kiggede ned på mit billede. Jeg nikkede mig hurtigt enig i hans ord med et skævt smil på læben, da jeg selvfølgelig kun kunne give ham ret. Hun var den smukkeste skabning på denne jord, det var der for mig ingen tvivl om. Jeg var den heldigste fyr i verden, for hun havde valgt mig, selv om hun nærmest kunne vælge lige den, hun ville have.

"Hvad hedder hun?", spurgte han om og satte sig ned på klapstolen, der stod ved siden af den stol, jeg sad på. Han sendte mig et lille smil og kiggede interesseret på mig. Med et smil på læben fjernede jeg blikket fra ham og kiggede ned på det lille billede i min hånd.

"Malou", svarede jeg ham med en stille stemme og lød sikkert helt forelsket i min stemmes tone. Men jeg blev helt kulret i mit hoved, hver gang jeg så på hende, for i mit hoved var hendes skønhed så forblændende.

"Har I været sammen i lang tid?", spurgte han yderligere om, og ud af øjenkrogen kunne jeg godt fornemme hans spørgende blik på mig.

"Lidt over tre år". Jeg fjernede mit smilende blik fra billedet og kiggede igen på ham, der stadig smilede.

"Gift?", stillede han som et spørgsmål.

"Forlovet", svarede jeg ham med et stort smil på læben, "hvad med dig? Er du gift?". Som man nok kunne fornemme, kendte Bryan og jeg ikke hinanden specielt godt. Selv om vi havde tilbragt de seneste to en halv måned sammen, så var det først nu, vi faktisk snakkede "rigtigt" sammen. Vi havde snakket sammen et par gange før men aldrig om personlige ting overhovedet. Det var bare ikke altid, at man orkede at snakke specielt meget sammen, da der til tider var så meget fart på.

Bryan nikkede med et smil på læben. "10 år du.. og to børn oven i", svarede han mig og hans smil bredte sig endnu mere, da han nævnte, at han havde børn. Bryan var en del ældre end jeg, nok lidt under de ti år, ville jeg tro.

Han rejste sig op og førte sin hånd ned i buksernes baglomme, hvor han fiskede et foldet fotografi op. Derefter satte han sig igen, foldede det ud og rakte mig det. På det krøllede fotografi var der en lyshåret pige og en lyshåret dreng. Drengen så ud til at være et par år ældre end pigen, og jeg kunne hurtigt regne ud, at det var hans børn.

"Ana og Felix", sagde han og pege skiftevis på de to, som han sagde deres navne. "Hun er fem år og han er otte år.. tiden flyver bare afsted. Jeg føler fandme lige, at de har været små babyer begge to". Han forklarede det på en utrolig rørende måde, hvor man virkelig kunne mærke, at han følte så meget kærlighed til dem. Men hvorfor han sad og snakkede om dem nu med mig, vidste jeg ikke helt. Os i denne lejr snakkede aldrig rigtig om vores private liv eller personlige ting, så måske kom han til mig, fordi han havde lagt mærke til, at jeg kiggede på billedet af Malou tit? Måske kunne han mærke, at jeg havde lyst til at snakke om personlige ting og ikke opføre mig som et iskoldt menneske uden følelser, som alle andre her gjorde? Jeg vidste det ikke, men det var rart, at der endelige var en, der åbnede sig bare en smule op.

"Hvordan kan du holde ud ikke at se dem i seks måneder?", spurgte jeg ham nysgerrigt om, da det egenligt interesserede mig lidt, at en fyr med børn valgte at blive udstationeret.

"Det kan jeg sgu næsten heller ikke.. men jeg havde ikke rigtig et valg". Hans ord blev sagt på en enorm trist måde, så det hurtigt gik op for mig, at det ikke var hans eget valg at være her nu. "Du har måske selv valgt det?", spurgte han mig om på en undrende måde og kiggede på mig med et blik, der var utrolig uforstående. Imens jeg sukkede svagt nikkede jeg til hans spørgsmål.

"Hvorfor i alverden vil du gerne herned, når du har en dame derhjemme, som du tydeligvis elsker højt?", spurgte han mig uforstående om.

"Det er jeg også begyndt at spørge mig selv om", svarede jeg ham med en trist og opgivende stemme og vendte derefter mit blik mod ilden foran mig. For hver dag, der gik hernede, fortrød jeg endnu mere ikke at være hos hende. Det var sådan en underlig følelse, jeg havde i kroppen, som en form for fornemmelse om, at det faktisk var forkert at tage afsted. Det gav ikke særlig meget meningen, men det var virkelig ikke en speciel rar følelse at have.

"Nå, men jeg vil lige gå ud og finde et sted at pisse", sagde jeg efter noget tids stilhed og gav ham det krøllede billede tilbage. Mit eget billede af Malou, lagde jeg i min bukselomme og rejste mig derefter fra stolen.

"Jeg fatter ikke, hvorfor du ikke bare pisser i båsen", udbrød han i et lille grin, da jeg som den eneste sammen med én anden af os her, aldrig brugte den klamme bås som toilet. Ja, der var jeg sgu nok en anelse for sart, der var simpelthen så klamt i den bås. Og da det her sted bare var et midlertidigt stop i et par dage, og vi lå tæt på et skovområde, så brugte jeg sgu hellere naturen.

"Har du været inde i den bås?". Jeg forventede egentlig ikke, at han svarede på spørgsmålet, da jeg bare stillede det for at udtrykke hvor klamt, der var. Han begyndte at grine lidt hånligt, jeg vidste selvfølgelig godt, at det ikke var ment ondt på nogen måde.

"Hvis du skrider ud i naturen, så tager jeg sgu båsen", sagde han grinende og rejste sig derefter op. Jeg begyndte selv at grine og betragtede ham gå hen mod båsen. Derefter gik jeg hen og tog et våben, da man altid skulle have et på sig, hvis man gik nogen steder bare for en sikkerheds skyld. Jeg begyndte derefter at bevæge mig hen mod det grønne område.

"Yo, Justin.. Vent lige", hørte jeg en stemme råbe bag mig, så jeg standsede og drejede overkroppen bagud og så Stefan komme gående mod mig. Han var den yngste af os, der var med, og det var første gang han var blevet udstationeret. Han var egentlig en meget fin fyr, dog sagde han ikke specielt meget.

Han kom op ved min side, og jeg kunne godt regne ud, at det var fordi, han også skulle pisse, da han var den anden, der ikke brugte båsen. Vi begyndte derfor bare i stilhed at bevæge os det stykke vej, der var, over til det grønne område.

Vi placerede os forskellige steder med et ordenligt mellemrum imellem os. Jeg stillede mit maskingevær op ad træet ved siden af mig og trak derefter mine bukser lidt ned, så jeg kunne tisse. Der var næsten helt stille, hvilket var en meget mærkværdig ting at opleve, når man var omgivet af larmende mænd hver dag. Men det var rart bare at nyde det i et kort stykke tid. Jeg lukkede mine øjne i for at nyde det endnu mere. En dejlig ro dukkede op i min krop og mine tanker faldt pludselig på skønheden, der ventede på mig derhjemme. Fuck, jeg ville gøre næsten alt for, at hun var til stede lige nu, så jeg kunne holde om hende.

Et par ordentlige brag lød pludselig, så jeg "vågnede op" igen og åbnede mine øjne. Jeg fik hurtigt mine bukser ordentligt på.

"Hvad fuck var det?!", lød det i en høj panisk hvisken fra Stefan, så jeg vendte blikket mod ham, der kom gående mod mig.

"Jeg ved det ikke", svarede jeg ham undrende og tog derefter fat i mit gevær og begyndte at gå ud af skoven med Stefan lige i hælene. Lige da vi var kommet ud af skoven, mødte vi et syn, der både var overraskende men mest af alt chokerende. Campen, der var rimelig mange meter væk fra os, var i voldsom brand.

"What the f...". Jeg stoppede fuldstændig lamslået op, da jeg så det og ikke fattede, hvad der foregik.

"Hvad fanden sker der, Justin?!?!", råbte Stefan helt panisk og lød helt rundforvirret, som jeg selv var. Jeg vidste ærligt ikke, hvad jeg skulle svare ham, da jeg slet ikke selv forstod det lige nu. Endnu et par brag, der denne gang var en del lavere, lød, og der kom pludselig små eksplosioner fra håndgranater. Det føltes som om, jeg overværede en film, da der her slet ikke var noget, jeg var forberedt på. Og desuden havde jeg befundet mig i selv samme camp for få minutter siden, og hvis jeg bare var ventet med at gå i fem minutter, så havde der muligvis ikke være liv i mig nu. Det gav slet ingen mening for mig, det der skete. Det var så surrealistisk på alle mulige måder. "Vi bliver sgu da nødt til at komme væk, man!". Jeg mærkede, at Stefan hev fat i min overarm, så jeg vendte mit blik mod ham.

"Hvad med de andre?". Mit spørgsmål var egenligt bare spurgt i chok, da jeg godt indvendigt vidste, at de andre var i den eksploderende og brændende camp. Og hvis vi ikke forsvandt herfra nu, ville der ikke gå særlig lang tid før, at vi ville blive opdaget og ende som de andre. "Kom!", udbrød jeg hårdt og begyndte så småt at mærke panikken opblusse sig i min krop.

Med maskingeværet hængende på min skulder, vendte jeg mig om og begyndte at løbe så hurtigt, jeg kunne ind i skoven, og jeg kunne hurtigt fornemme, at Stefan fulgte med. Min krop var fyldt op med panik lige nu, for jeg anede ikke hvor, jeg var på vej hen. Jeg vidste bare, at jeg skulle væk herfra i live, så jeg kunne komme hjem til Malou. Det var det eneste jeg havde i mit hoved, da det slet ikke helt havde ramt mig, hvad der lige var sket.

"ARGHH! Justin!", skreg Stefan pludselig bag mig, efter vi havde løbet i høj fart i et par minutter. Jeg standsede med en vejrtrækning, der var helt ude af kontrol, hvorefter jeg vendte mig om mod ham, og så at han stod foroverbøjet og holdt på sin ene læg. Hurtigt og panisk gik jeg hen til ham, fordi jeg gerne hurtigt ville videre. Da jeg kom tættere på ham, så jeg straks, der var en revne i hans bukser, og at han blødte helt vildt. Uden at spørge ham om, hvad der var sket, tog jeg fat i hans ene arm og lagde den om mine skuldre, hvorefter jeg lagde min arm om hans ryg.

"Vi bliver nødt til at komme længere væk!", sagde jeg bestemt med en rystende stemme, og Stefan nikkede bare med panik i sine øjne. Vi begyndte derefter med hinandens samarbejde at bevæge os frem ad.

~

Efter at have gået i et godt stykke tid, havde Stefan og jeg besluttet os for at "slå lejr" midt i skoven. Han havde fortalt mig, at han var løbet ind en gren på vejen, hvilket var årsagen til, at han blødte så voldsomt.

Stefan lå lige nu på jorden, imens jeg selv sad op ad et træ og prøvede at finde sammenhængen i det, der var sket tidligere. Det var stadig ikke gået op for mig hvor tæt på, Stefan og jeg havde været på at være endt i de flammer. Hvis ikke vi var gået ud i skoven på det tidspunkt, vi gjorde, så var vi her højest sandsynligt ikke nu.

Jeg kunne dog stadig ikke se, hvem der skulle have gjort det mod vores camp. Det virkede så urealistisk og så underligt. Over halvdelen af de mænd, der havde været i vores camp, var over 30 år, så de havde sikkert en familie. Det var så forfærdeligt at tænke på. Jeg kunne heller ikke få min og Bryans samtale fra tidligere ud af mit hovedet. Det var så uretfærdigt, at han nu ikke kunne være der for sine børn mere. Nu vidste jeg selvfølgelig ikke, om alle de andre havde været i vores camp, men alle dem der havde været der, var helt sikkert ikke i live mere. De flammer og de eksplosioner, kunne man ikke overleve. Så skulle der virkelig et mirakel til.

Det var så svært at forstå, at Stefan og jeg havde mistet alle de andre. Vi var helt alene nu og skulle klare os selv. Hvordan vi overhovedet skulle komme helt væk herfra, vidste jeg vitterligt ikke. Men det vigtigste for mig var virkelig at komme hjem til Malou igen. Og når jeg var hjemme, ville jeg aldrig forsvinde fra hende igen.

Jeg tog min hånd ned i min bukselomme og fiskede mit billede op af hende. Det var nu det eneste, jeg havde at kigge på, når jeg savnede hende, for alle brevene fra hende var væk for altid. I et stykke tid sad jeg bare og stirrede intenst på billedet. Jeg skulle virkelig ikke have meldt mig frivilligt. Jeg skulle være blevet hjemme hos hende i tryghed, hvor jeg vidste, jeg havde det bedst.

Det var også helt umuligt for mig nu at tælle ned til dagen, vi skulle se hinanden igen, for jeg anede ikke hvornår, det ville være. Jeg kunne ikke engang skrive til hende længere. Alle de tanker skar mig så dybt i hjertet.

___________________________________________________

note: Jeg vil gerne lige gøre opmærksom på, at jeg ikke ved det store om, hvordan forholdene er, når man er udstationeret. Jeg synes også, det var rimelig svært at finde de oplysninger, jeg havde brug for på nettet.. Derfor vil jeg bare oplyse, at jeg ikke ved, hvor realistisk der her er.. men nu er det jo også fiktion, så kan vi ikke bare "lege", at det godt kan foregå sådan her? Haha )

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...