Photographs ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 sep. 2015
  • Opdateret: 11 dec. 2015
  • Status: Færdig
Minderne var alt, hun havde tilbage af ham. Fotografierne af ham var det eneste, der gav hende en lille glæde i hendes hverdag, for når hun så på dem, følte hun, at han stadig var ved hende.

(Justin er ikke kendt)
OBS!!!: Der kan muligvis opstå scener, som kan virke anstødelige for nogen - bare så I er advaret

141Likes
351Kommentarer
83834Visninger
AA

17. 14. "I can't.. breathe"

 

14. "I can't.. breathe"

 

~ Justins synsvinkel ~

Hvor lang tid jeg havde brugt på at komme frem til hospitalet, havde jeg absolut ingen anelse om. Det eneste, jeg havde tænkt på undervejs, var at komme derhen så hurtigt som muligt, så jeg kunne finde ud af, hvad der foregik. Christians telefonopkald havde ikke ligefrem beroliget mig på nogen måde, så jeg frygtede virkelig for, hvad der ventede mig, når jeg trådte ind på hendes hospitalsstue.

Så snart jeg trådte ind af hospitalets indgang, blev mine øre domineret af den her ubehagelige rungende lyd. Jeg kunne ikke helt sætte ord på, hvor ulidelig den var, for rart var det bestemt ikke. Følelsen jeg havde i kroppen, da jeg løbende fortsatte hen til elevatoren, kunne heller ikke rigtig beskrives med ord. Det var som om, at jeg ikke var her. Som om at der hele var en drøm. Hver gang jeg tog et skridt eller trak vejret ind, føltes det falskt og uvirkeligt. Jeg blev nærmest kvalt, når jeg trak vejret og den følelse havde jeg aldrig oplevet før.

Da elevatoren var nået op på etagen, hvor Malou lå, og så snart dørene åbnede sig, løb jeg ud og videre ned af den lyse gang. Væggene skreg af død og det samme gjorde luften. Jeg så, at Malous mor stod og snakkede med en læge foran stuen. Med en vejrtrækning, der var helt ude af kontrol, så jeg næsten ikke kunne trække vejret, stoppede jeg ved siden af dem, så de begge vendte deres blikke mod mig.

Malous mor havde tårer ned af kinderne og det fik mit hjerte til at synke dybt, så min vejrtrækning blev endnu heftigere. Min værste frygt var blevet til virkelighed. Malou var væk. Mit livs kærlighed var her ikke mere på grund af mig. Jeg lænede min overkrop forover og støttede med mine hænder på mine knæ, imens luften stille forsvandt fra min krop. Tårer fandt vej til mine øjne. Jeg følte at min krop var ved at knække sammen. Alt i mig gjorde ondt, og jeg kunne næsten ikke holde mig oprejst mere.

"Justin!", udbrød Malous mor på en panisk måde og greb fat i mine skuldre, da mine ben knækkede under mig. Hende og lægen nåede at få mig hen på en stol, der stod nogle få meter fra os, før jeg faldt helt sammen. Lægen forsvandt og Malous mor satte sig ned på hug foran mig, imens jeg selv helt tom og med tårer rendende ned af mine kinder, stirrede lige ud i luften. "Er du okay, skat?", spurgte hun mig om med en bekymret stemme, og lagde sine hænder på mine kinder, så jeg automatisk flyttede mit blik hen på hendes øjne.

"Jeg kan ikke.. trække vejret", svarede jeg hende, imens jeg virkelig prøvede at trække vejret stille ind og ud, for at få den kvælende følelse væk. "Malou.. er væk", fortsatte jeg med et knæk i stemmen og mærkede at mit hjerte knuste sig over de ord, jeg sagde højt.

Jeg begyndte at græde voldsommere end før, for hvordan skulle jeg komme videre? Jeg kunne virkelig ikke leve uden hende. Malous mors øjne blev stille mere blanke, og da hun blinkede en gang, løb en tårer også ned af hendes kind. En mærkelig følelse dukkede dog op inden i mig, da et lille smil kom frem på hendes læber, og jeg opdagede at gløden i hendes øjne, var af glæde. Hun rystede svagt på hovedet, imens hun kærtegnede min kind med hendes ene tommelfinger.

"Hun vågnede for to timer siden", sagde hun med et smil og glædestårer forlod begge hendes øjne. Mit hjerte slog dobbeltslag, lige da de ord havde forladt hendes mund. Helt forvirret kiggede jeg ind i hendes øjne og snøftede svagt. "Hun er træt, men hun har det fint efter omstændighederne".

Mit hjerte begyndte at banke på højtryk og min vejrtrækning begyndte stille at blive nogenlunde normal igen. Den kvælende følelse var væk, og jeg kunne trække vejret helt uden problemer. Malou var i live. Hun var vågnet. En tårer forlod mit ene øje på grund af glæde og smilet kunne jeg ikke holde tilbage. Jeg åndede lettet op og mærkede stille, at den frygt og sorg jeg havde haft i kroppen, nu blev opfyldt af lykke og glæde. Min ene hånd kørte jeg igennem mit hår. Jeg kunne ikke tro, at hun lå inde på den anden side af væggen og bevægede sig.

Lægen kom pludselig tilbage igen med et glas vand i sin hånd, som han rakte mig. Jeg tog i mod det og drak en tår af det. Han forlod os igen uden at sige noget.

"Ved hun, at jeg er tilbage?", spurgte jeg hende om med det samme smil på læben, der bare ikke kunne gå væk. Hun rystede svagt på hovedet som svar.

"Vi synes, det ville være bedst, hvis hun så det selv". Om jeg var enig i at det ville være bedst sådan, vidste jeg ikke med sikkerhed. For vi kunne jo ikke vide, hvordan hun eller hendes krop ville reagere på det. "Skal jeg gå ind og få de andre ud, så du kan være lidt alene med hende?", spurgte hun om og jeg nikkede bare til hendes spørgsmål, da jeg ubeskrivelig gerne ville se hende igen. Høre hendes stemme igen og se hendes smukke øjne blinke.

Hun nikkede bekræftende til mig med et smil og blanke øjne, og rejste sig derefter op og gik ind på hospitalsstuen. Kun få minutter efter trådte Christian, Dylan og Malous far ud af hospitalsstuen. Jeg fik et kram af dem alle sammen, også selv om vi normalt aldrig krammede hinanden. Det føltes bare naturligt og rigtigt nu, fordi vi alle samme var glade og lykkelige for, at Malou var tilbage. Jeg kunne se på Christians øjne, at de var en smule røde.

"Jeg kunne ikke fortælle det over telefonen.. Jeg tror jeg var lidt i chok", sagde han stille med et smil på læben. Jeg gengældte bare hans smil og nikkede forstående til ham. Derefter gik jeg hen til hospitalsstuens dør, som jeg forsigtigt åbnede og trådte ind af. Hun lå som de seneste dage i sengen med lukkede øjne, men denne gang var der én ting, der var anderledes. Man kunne se, at hun trak vejret.

 

~ Malous synsvinkel ~

Min mor havde lige været inde for at få de andre ud af hospitalsstuen, da hun mente, jeg havde brug for søvn. Det havde hun også meget ret i, for jeg var helt udmattet og ubeskrivelig træt. Jeg kunne godt mærke på næsten alle dele af min krop, at den ikke havde det særlig godt.

Jeg lå lige nu med lukkede øjne og var næsten ved at falde i søvn, men blev afbrud af, at en varm hånd lagde sig på min kolde hånd. Et sug gik igennem min mave og mit hjerte begyndte at banke en smule hurtigere, da jeg virkelig følte, at jeg kunne genkende den berøring. En berøring jeg havde følt, jeg havde mærket et par gange på det sidste. Men det kunne ikke være hans berøring, for Justin var død. Måske var det bare noget jeg forestillede mig, fordi jeg endelig var alene og kunne mærke hvor meget jeg stadig og altid ville mangle ham? Om det så bare var en forestilling, så var jeg ligeglad, for jeg blev helt rolig i kroppen.

"Baby..". En hvisken fra stemmen jeg vidste tilhørte Justin, fik mig til at åbne øjnene med et sæt. Jeg kiggede til siden og så ham. Han sad der på stolen ved siden af min hospitalsseng og kiggede på mig med tårer ned af sine kinder. Var det virkeligt eller var jeg ved at komme så langt ud, at jeg så syner? Mit hjerte bankede ekstra stærkt og mine tårer begyndte at vælte ned af mine kinder. Jeg kunne ikke beskrive, hvor meget jeg ønskede, at det her var virkeligt. "Hey..", sagde han med et knæk i stemmen og endnu en tårer forlod hans øje imens et lille smil kom frem på hans smukke læber.

"Justin?", hviskede jeg grædende og lagde i en langsom bevægelse min frie hånd op på min mund, da jeg ikke kunne tro mine egen øjne. Han nikkede til mig og bed sig en smule hårdt i underlæben imens han kiggede ned på vores hænder, der var i kontakt med hinanden. Jeg fjernede min hånd fra min mund og lænede mig over mod ham, så min hånd til sidst ramte siden af hans ansigt. Han var her. Jeg kunne mærke ham. Mærke hans varme og hans liv. "Du er her", hviskede jeg uforstående imens jeg græd stille.

Han løftede sit blik fra vores hænder og kiggede mig i øjnene i stedet. Igen nikkede han til mig. "Jeg er her", sagde han lavt med en stemme, der indikerede hvor rørt han var lige nu. Tårerne begyndte også at løbe ned af hans kinder derefter, så mine heller ikke ligefrem stoppede.

Han rykkede sig tættere på mig og bukkede sig ned og lod sine læber ramme mine, så en følelse jeg havde manglet i alt for lang tid dukkede op i min krop. Forsigtigt begyndte vi at bevæge læberne blidt mod hinandens. På grund af hvor overvældende det her var, begyndte jeg at hulke svagt mod hans læber, hvilket fik ham til at trække hovedet en smule tilbage.

"Undskyld.. jeg havde virkelig bare brug for at kysse dig igen", hviskede han grædende, så jeg kunne mærke hans varme ånde mod mine læber. Ord kunne slet ikke beskrive hvor meget jeg havde savnet alt det her. Jeg havde savnet hans nærvær og alle de små ting, der var med til at få mig til at elske ham højere end noget andet menneske på jorden.

"Du skal ikke.. undskylde", sagde jeg med en småhulkende stemme og begyndte at kærtegne hans kind med min hånd, der stadig var på siden af hans ansigt.

"Er du okay?", spurgte han mig snøftende om, imens han kiggede dybt ind i mine øjne. Jeg nikkede forsigtigt til hans spørgsmål og betragtede ihærdigt de dejlige brune øjne, jeg ikke havde set ind i i enormt lang tid. De øjne som jeg troede, jeg aldrig skulle se ind i igen. Jeg mærkede at en tårer løb ned af min kind på grund af glæden over at se ind i dem igen.

"Er du okay?". Jeg stillede det samme spørgsmål, da jeg slet ikke havde nogen idé om, hvad der var sket med ham de seneste måneder. Mit blik betragtede hver en centimeter af hans ansigt, men det låste sig dog fast, da jeg fik øje på et stort mærke, der var ved hans ene tinding. Forsigtigt lagde jeg min pegefinger under mærket og prøvede at undgå at røre ved det, hvis nu det gjorde ondt. "Hvad er der sket?", spurgte jeg ham forsigtigt om

"Det skal du ikke bekymre dig om nu, baby", sagde han lavt i et snøft. "Og jeg et okay, så længe du er okay", fortsatte han imens en tårer forlod hans ene øje. Han førte derefter sine læber sammen med min i få sekunder og rykkede sit hoved tilbage igen.

"Vil du ikke nok holde om mig", hviskede jeg på en bedende måde imens jeg fortsat græd, da jeg inderligt gerne ville mærke hans krop mod min igen. Mærke hans arme holde om mig og varme min krop. Han nikkede til mine ord og lænede så sin overkrop indover mig. Han førte sine arme omkring min talje, så jeg kom til at ligge oven på dem. Jeg lagde selv mine arme om hans nakke, og begge vores greb var så stramme, at vores kroppe blevet presset så meget sammen, som de overhovedet kunne. Og selv om det gjorde en smule ondt, så overdøvede varmen fra hans krop den følelse.

"Forhelvede, hvor har jeg savnet dig", hviskede han grædende ind i mit øre. "Undskyld... Undskyld", hulkede han, hvilket gav mig ubehagelige følelser i maven. Jeg hadede at høre ham græde. Jeg hadede at se ham være ked af det.

"Du.. du skal ikke undskylde, skat", svarede jeg ham grædende. "Jeg har også.. savnet dig".

"Jeg forlader dig aldrig igen! Jeg bliver hos dig for altid.. intet er værd at miste dig for.. Jeg.. jeg kan ikke leve, hvis ikke jeg har dig", hviskede han hulkende. "Jeg elsker dig så meget, Malou". Den følelse, der gik igennem min krop, da jeg hørte ham sige de ord igen, kunne slet ikke beskrives.

"Jeg elsker også dig utrolig meget, Justin".

Derefter blev der helt stille imellem os. Det eneste man kunne høre var vores snøft og vores stille gråd. Vi lå sådan her i et godt stykke tid. Hvor lang tid, havde jeg ikke tal på, men det var også ligemeget, for jeg havde slet ikke lyst til at give slip igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...