Photographs ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 sep. 2015
  • Opdateret: 11 dec. 2015
  • Status: Færdig
Minderne var alt, hun havde tilbage af ham. Fotografierne af ham var det eneste, der gav hende en lille glæde i hendes hverdag, for når hun så på dem, følte hun, at han stadig var ved hende.

(Justin er ikke kendt)
OBS!!!: Der kan muligvis opstå scener, som kan virke anstødelige for nogen - bare så I er advaret

141Likes
351Kommentarer
84001Visninger
AA

16. 13. "Open your eyes, baby"

 

13. "Open your eyes, baby"

 

~ Justins synsvinkel ~

Natten havde ikke budt på andet end bekymringer omkring Malou. Jeg havde ikke sovet overhovedet, og jeg havde faktisk heller ikke engang prøvet på det. Der var simpelthen for tomt her uden hende, og jeg kunne virkelig bare mærke hvor meget, hun manglede ved siden af mig i sengen. Det føltes forkert at sove, når jeg vidste, at hun lå og kæmpede for sit liv oppe på det skide hospital.

Lige som jeg havde fået en ren t-shift på min overkrop, ringede det på døren, og jeg var næsten hundred procent sikker på, at det var Christian, der kom. Klokken var nemlig lidt i otte, og vi havde jo aftalt, at han skulle komme og hente mig, så vi kunne køre sammen op til Malou igen. Jeg havde ikke andre planer for dagen end at sidde sammen med hende oppe på hospitalet, da det var der, jeg allerhelst havde lyst til at være.

Også selv om jeg havde modtaget et par beskeder både fra venner og andre bekendte om, at de gerne ville mødes med mig og se mig igen. Det var selvfølgelig forståeligt nok, nu når de jo alle havde troet, at jeg var død. Men for at være ærlig, så havde jeg ikke særlig meget lyst til at hænge ud med folk og fejre, at jeg var hjemme igen i "god" behold, når pigen i mit liv måske ikke vågnede op igen. Nej, der var sgu ikke så meget at fejre i mit hoved.

Jeg gik ud af soveværelset og videre ud til hoveddøren, som jeg åbnede. Og som forventet stod Christian i døren med et svagt smil, som jeg sagtens kunne se var falsk. Der var jo heller ikke særlig meget at smile over for hans vedkommende, så jeg stillede slet ikke spørgsmål ved det overhovedet.

"Er du klar til at køre?", spurgte han mig om og kiggede helt afslappet på mig med et blik, der strålede af at han heller ikke rigtig havde sover så meget.

"Ja, jeg skal lige hente en trøje, så er jeg", svarede jeg og vendte mig derefter straks om for at gå ind i soveværelset igen, så jeg kunne hente en trøje. Jeg hørte hoveddøren lukke sig, og skridt gå hen langs lejlighedsgulvet, så jeg kunne regne ud, at han var trådt ind i lejligheden. Jeg gik hen til skabet og tog en sort hættetrøje ud af skabet, som jeg dernæst tog over hovedet.

"Hvad fanden er der sket her?!", lød det fra Christians chokerede stemme, der kom fra et sted i lejligheden, jeg ikke lige vidste, hvor var. Undrende lukkede jeg skabsdøren i og gik så ud for at finde ud af, hvad han var blevet så chokeret over.

"Hvad sker der?", spurgte jeg undrende om, da jeg havde fundet ham ude i køkkenet. Han vendte sit ansigt mod mig og så på mig med et underligt blik, jeg ikke helt kunne forstå.

"Hele køkkengulvet er fuld af glasskår", svarede han og pegede derefter ned på gulvet, så jeg pludselig kom i tanke om mit lille udbrud i går, inden jeg lagde mig ind i sengen. Jeg sukkede derfor svagt og kløede mig derefter i nakken med min ene hånd, imens han stadig så helt forvirret på mig.

"Jeg havde bare brug for at komme ud med nogle frustrationer". Mine ord fik nu ham til at sukke svagt, og derefter nikke i forståelse over for mig. Han drejede sig derefter helt mod mig og kiggede på mig med et lidt bekymret blik.

"Har du sovet?", spurgte han mig om. Jeg rystede på hovedet som svar.

"Det føles forkert, når hun.. ikke er her", svarede jeg med et knæk i min stemme, da jeg mærkede et lille stik i mit bryst i midten af sætningen på grund af de ord, jeg sagde. Det var jo sandheden, men det var ikke en specielt fed en af slagsen. Igen nikkede han bare forstående til mig med et trist blik, der havde en snert af medfølelse i sig. "Nå, men skal vi komme afsted?", udbrød jeg efter et par sekunders stilhed, da jeg følte at en af os blev nødt til at sige den sætning, så vi kunne kommer videre.

Han nikkede til mit spørgsmål, hvorefter vi gik ned i hans bil og kørte af sted mod hospitalet.

~

Efter otte timer på hospitalet omgivet af skiftevis hendes mor, far, veninder, Christian og Dylan, var jeg nu endelige alene med hende. Det var slet ikke fordi, jeg havde noget i mod, at de andre var her, men jeg ville også bare gerne være lidt sammen med hende uden alle mulige andre mennesker.

Jeg sad lige nu med mine hænder om hendes ene hånd, præcis som jeg havde gjort stort set hele dagen. Det var lidt en underlig tanke, men jeg håbede lidt, at hun kunne mærke min berøring. Jeg håbede, at det ville hjælpe på at få hende til at åbne øjnene igen, lige som lægen havde sagt, at det muligvis kunne.

"Smukke", sagde jeg hviskende, imens jeg kiggede på hendes ansigt og nussede hendes iskolde hånd med begge mine tommelfingre. Jeg sukkede svagt og lukkede mine øjne i, da jeg godt kunne mærke, at det tog virkelig hårdt på mig at være alene med hende. Selv om jeg jo havde været her hele dagen, så var det først nu, at jeg var helt og aldeles alene med hende og det var virkelig en øjenåbner for mig og mine følelser.

Jeg åbnede øjnene igen, og da jeg blinkede første gang, mærkede jeg en tårer løbe ned af min ene kind. Der fandtes virkelig meget få ting i verden, der var værre end af græde, men jeg kunne slet ikke styre det nu. Jeg savnede hende for meget.

"Åben øjnene, baby", hviskede jeg bedende, hvorefter jeg førte mit hoved tættere på hendes hånd og placerede et kys på den. Jeg lukkede øjenene igen og trak vejret dybt ind igennem min næse for at stoppe mig selv i at begynde at græde voldsommere, end jeg allerede gjorde. "Please". Jeg kyssede hendes hånd igen og holdte mine læber mod den i et par sekunder.

Derefter trak jeg hovedet lidt tilbage, samtidig med at jeg åbnede øjnene igen. Jeg betragtede hendes blege krop i et stykke tid og mærkede flere ubehagelige følelser overtage min egen krop. Det var virkelig forfærdeligt at se hende sådan her. Mit blik låste sig fast på hendes ansigt, som jeg betragtede imens tårer forlod mine øjne på skift.

"Hvem skal jeg ellers elske, hvis du ikke kommer tilbage til mig? Jeg kan jo aldrig elske nogen nær så højt, som jeg elsker dig.. Jeg vil ikke elske andre end dig", sagde jeg med en stille stemme imens flere og flere tårer forlod mine øjne.

"Hvem skal jeg ellers grine sammen med over mine dårlige jokes? Jeg kan jo slet ikke grine, når du ikke er her.. det hele er forkert, når du ikke er sammen med mig", fortsatte jeg og kyssede derefter hendes hånd igen og holdt en lille pause med at sige noget, da jeg skulle havde styr på min egen gråd. De ting jeg sad og sagde til hende, var ting jeg virkelig var bange for og bekymrede mig om, hvis nu hun skulle forlade mig. Det var skrækkelige tanker, så jeg kunne bestemt ikke holde mine tårer tilbage.

"Hvem skal jeg gå lange ture med? Hvem skal drille mig kontant og hele tiden med forskellige ting? Hvem skal jeg røre ved, så jeg får følelser i min krop, kun du kan give mig? Hvem skal jeg erklære min kærlighed til hver dag? Hvem skal elske mig på den måde, som kun du gør, hvis du er væk?... Jeg vil kun alle de her ting med dig, Malou. Jeg kan ikke leve uden din kærlighed. Jeg kan virkelig ikke leve uden den". Jeg græd endnu voldsommere, og der var så småt ved at komme en del lyd på i form af små hulk og snøft indimellem.

Jeg fjernede en af mine hænder fra hendes hånd og lagde den i stedet op foran mine øjne, så jeg græd ned i den. Efter noget tid fjernede jeg den igen og tørrede begge mine øjne med håndfladen. Igen lagde jeg mine hånd om hendes hånd, så begge mine hænder var omkring den.

"Lige så meget som du ikke kan undvære mig, lige så meget kan jeg heller ikke undvære dig". Mine hulk var blevet endnu værre, end de nogensinde havde været før. Jeg var så bange for at miste hende, så bange for at mine ord ville blive en realitet. En frustreret følelse over mig selv og over ikke at kunne gøre noget for at få hende til at vågne, begyndte stille at dukke op inden i mig. Jeg følte mig helt rastløs, for der var intet jeg kunne gøre. Virkelig intet. Mine hænder begyndte at ryste og det samme begyndte min krop også at gøre.

"Vågn nu op, skat", græd jeg bedende og mærkede den frustrerende følelse blive tydeligere og tydeligere i min krop. Jeg kunne ikke klare at undvære hende mere, hun skulle bare vågne nu. Stille begyndte jeg at ruske blidt i hende, også selv om jeg godt vidste, at hun slet ikke kunne mærke det. Min gråd blev bare voldsommere og voldsommere. Jeg havde slet ikke kontrol over den eller nogle andre af de følelser, jeg havde i kroppen.

Da hun ikke reagerede på mine ord og bevægelser, bukkede jeg mig grædende ind over hende, så jeg til sidst lå med siden af mit hoved på hendes ene bryst med ansigtet mod hendes smukke ansigt. Jeg havde brug for at høre hendes hjerte slå mere end alt andet lige nu. Men da det ikke skete, begyndte jeg bare at græde endnu mere. Det var første gang i hele mit liv, at jeg havde grædt så meget, som jeg gjorde nu, men jeg følte inderligt, at mit liv var ved at ramle sammen.

Jeg rykkede mit ansigt tættere på hendes hals, så mine læber til sidst ramte hendes hud på halsen. Jeg placerede et langt og blidt kys på hendes hals, imens jeg nussede hendes hånd. "Åben nu øjnene", hviskede jeg grædende og begyndte derefter at hulke mod hendes hals, da hendes krop bare fortsatte med at være helt slap og uden liv.

Den frustrerende følelse var nu blevet så stor, så jeg pludselig ikke selv følte, jeg kunne styre mine handlinger. Jeg rettede mig hurtigt op fra hende og gav slip på hendes hånd, hvorefter jeg begyndte at gå frem og tilbage hen af hospitalsstuens gulv, imens jeg tog mig til hovedet. Tankerne jeg havde var så forfærdelige og jeg kunne slet ikke holde styr på dem alle. Det var ved at være for meget for mig til, at jeg kunne håndtere det. Mit hjerte ræsede af sted og hele min krop rystede.

Til sidst fik jeg nok af det hele, så jeg stoppede op og greb fat i en af vaserne med blomster, der stod ved siden af Malous hospitalsseng. Imens jeg udbrød et hårdt skrig kastede jeg den ned i jorden, så den smadrede med et ret skingert og højt brag.

Der gik også kun få sekunder før, at hospitalsstuens dør gik op. "Hvad sker der, Justin?!", lød det chokeret fra Christians stemme, imens jeg selv stod og kiggede ned på den smadrede vase og samtidig prøvede at få styr på min vejrtrækning og mine tårer.

Jeg fornemmede, at han stillede sig ved siden af mig og få sekunder efter mærkede jeg en hånd lægge sig på min skulder. Da jeg ikke følte for at blive rørt ved lige nu, rev jeg min skulder væk fra hans berøring, og vendte i stedet min krop og mit blik mod ham. Vi fik øjenkontakt og han så helt bekymret på mig.

"Jeg tror det er bedst, hvis du tager hjem og får noget søvn nu", sagde han stille.

"Nej!", svarede jeg ham hårdt. Jeg skulle ikke væk fra hende, som jeg havde været i nat.

"Du har brug for søvn, Justin! Det går jo forhelvede ikke det her!"

"Stop!... Stop med at få det til at lyde som om, du ved, hvad jeg har brug for! Jeg har brug for hende, Christian! Hun er alt, jeg har brug for! Fatter du det?!", råbte jeg hårdt af ham, imens jeg trådte et skridt tilbage. Det var slet ikke, fordi jeg havde lyst til at lade mine vrede gå ud over ham, men ordene væltede bare ud.

Han sukkede svagt. "Du er helt ude af den. Du har lige været igennem en masse ting i Afghanistan og så kommer du hjem til det her.. Jeg forstår godt, a.."

"Hold... KÆFT!", udbrød jeg hårdt, så jeg afbrød ham. "Du forstår ingenting!". Tårerne begyndte igen at vælte ud af mine øjne. Jeg gik hen til stolen, der stod ved Malous seng, og satte mig på den med mine hænder oppe foran mit ansigt.

"Jeg bliver sindssyg, hvis hun ikke vågner", hviskede jeg grædende. Et lille suk lød fra ham, så jeg fjernede mine hænder fra mine øjne og fik så øjenkontakt med ham. "Jeg har ventet i måneder på at komme hjem til hende igen.. hun var alt, jeg tænkte på dernede og.. og så når jeg endelig er kommet tilbage, ligger hun bevidstløs.. på grund af mig".

"Det er ikke din skyld", sagde han stille. Jeg valgte bare at lade være med at svare ham, da jeg ikke orkede at diskutere det. For jeg vidste, at det var min skyld. Han tog en dyb indånding. "Jeg kører dig hjem nu, Justin.. du skal ikke være her mere i dag. Og hvis der sker nogle forandringer med hende, så ringer jeg til dig, som den første, det skal jeg nok love dig". Han sagde ordene som om, jeg ikke havde noget valg, så jeg valgte bare at gøre, som han sagde.

~

Jeg vågnede efter at have sovet i hvad, der føltes som to minutter, af at min telefon vibrerede på natbordet. Da jeg så på vækkeuret, opdagede jeg, at jeg faktisk havde sovet i næsten 6 timer. Jeg tog hurtigt fat i telefonen, da jeg slet ikke skulle gå glip af opkaldet, hvis det omhandlede Malou. Klokken var lige nu 01.02, så jeg havde en lille anelse om, at det nok havde noget med hende at gøre. Og da jeg så Christians navn på skærmen, blev jeg også bare mere sikker.

Med et voldsomt bankende hjerte, over hvad han ville, besvarede jeg opkaldet og tog telefonen op til mit øre.

"Christian!", udbrød jeg hårdt, imens jeg mærkede min krop begyndte at ryste på grund af nervøsitet. Et snøft lød fra den anden ende af røret og lad mig bare slå fast, at det langt fra beroligede mig. Tværtimod gav det mig en forfærdelig følelse af frygt i kroppen. For ringede han for at fortælle mig, at hun ikke var her mere?

"Hey Justin", sagde han med en snøftende stemme, der gjorde det klart for mig, at han græd. Mit hjerte bankede ti gange så hurtigt, som det plejede, og jeg mærkede tårer finde vej til mine øjne. Jeg havde en virkelig dårlig fornemmelse i kroppen, og jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle gøre, hvis min frygt blev til virkelighed.

"Det.. det er Malou, hun... Du bliver nødt til at kommer op på hospitalet", forklarede han stille og snøftede derefter svagt. Jeg følte mit hjerte skippede flere slag over.

"Hvad sker der?". Min stemme rystede ligesom resten af min krop, da jeg stillede ham det spørgsmål. Mit hjerte bankede hurtigere end jeg nogensinde havde oplevet det før. Så hurtigt, at jeg faktisk følte, at jeg var ved at få et form for panik anfald.

"Du bliver nødt til at komme herhen", gentog han med den samme stille stemme, der gjorde mig ufattelig utilpas. Det kunne umuligt være en god ting, hvis han ikke kunne sige det over telefonen. Jeg var skrækslagen. Jeg havde aldrig haft det så dårligt i min krop før.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...