Photographs ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 sep. 2015
  • Opdateret: 11 dec. 2015
  • Status: Færdig
Minderne var alt, hun havde tilbage af ham. Fotografierne af ham var det eneste, der gav hende en lille glæde i hendes hverdag, for når hun så på dem, følte hun, at han stadig var ved hende.

(Justin er ikke kendt)
OBS!!!: Der kan muligvis opstå scener, som kan virke anstødelige for nogen - bare så I er advaret

141Likes
351Kommentarer
86243Visninger
AA

15. 12. "I love you"

 

12. "I love you"

 

~ Justins synsvinkel ~

Jeg havde siddet her på stolen, ved siden af hospitalssengen Malou lå i, de seneste ni timer. Faktisk lige fra da mine forældre og jeg tog fra lufthavnen og ankom hertil. Jake og Alexa var kørt direkte hjem fra lufthavnen, da de havde Joshua med sig, og det var også fuldt ud forståeligt. Mine forældre var også kørt hjem, efter de havde været her på hospitalet i et stykke tid. Men jeg ville bare gerne blive her hos pigen i mit liv. Hende jeg havde savnet mere end alt andet. Selvfølgelig ville jeg ønske, at jeg ikke skulle se hende ligge på et hospital, men jeg var bare glad for at se hende i virkeligheden. De sidste måneder, havde jeg jo kun haft hende i mine tanker, så det var en form for beroligelse, at se hende rigtigt, også selv om hun lå i koma.

Men et af mine værste mareridt var blevet til den barske virkelighed. Malou lå bevidstløs og kæmpede for sit liv. Noget af det værste var, at jeg ikke kunne lade være med at give mig selv størstedelen af skylden for, at hun lå her i hospitalssengen nærmest livløs. Var jeg bare blevet hjemme hos hende, som hun hele tiden havde ønsket, så var det her ikke sket. Faktisk var jeg bare blevet modbevist af alt i forhold til, om det var en god idé at tage af sted. Og nu kunne jeg give et klart og tydeligt svar til alt og alle: det var den værste idé og beslutning, jeg i mit liv havde taget. Jeg skulle være blevet hjemme. For skaderne var ikke kun gået udover mig selv, men også pigen jeg elskede højere end andet på hele denne jord.

Jeg havde faktisk ikke engang brugt mere en to minutters tænketid af de 9 timer på at bearbejde, alle de ting jeg selv havde oplevet de seneste måneder, jeg havde været væk. For lige så snart mine tanker kom ind på en af de forfærdelige oplevelser, så skiftede den tanke hurtigt til Malou igen. For at miste hende ville være ti tusind gange værre, end alt det jeg var igennem dernede. Det var der slet ingen tvivl om. Så hvor mange bøn jeg havde sendt afsted de seneste timer, havde jeg overhovedet ikke tal på, men mange var det i hvert fald blevet til.

Jeg ville bare have hende til at slå øjnene op, så jeg kunne se gløden i dem, livet i dem. Jeg ville bare have, hun skulle bevæge sig en lille smule, så jeg vidste, at hun stadig var i live. Bare et eller andet form for tegn eller en følelse, der kunne overbevise mig om, at hun stadig var i live, var det eneste jeg havde brug for. Lige som hun havde vidst, at jeg var i live, selv om alle om alle omkring hende, havde prøvet at få hende på andre tanker.

Både mine forældre og Malous bror, Christian, havde fortalt mig, hvordan hun flere gange havde sagt til dem, at hun troede, jeg stadig var i live. Men at alle i hendes omgangskreds havde troet, hun var ved at miste forstanden. De havde endda alle sammen været samlet for at overtale hende til at begynde hos en psykolog, og det var sket den aften, hun var druknet ude i vores badekar. Fuck bare tanken om at hun havde ligget under det vand så længe, gjorde at jeg fik en fuldkommen ulidelig kvalme indvendigt.

Lægerne vidste ikk,e om det var bevidst, at hun ville drukne sig selv, men meget tydede vidst på det, da der ikke var andre former for tegn på, at hun lige pludselig skulle miste bevidstheden. Det at vide, at hun måske kunne finde på at gøre sådan noget mod sig selv, var forfærdeligt. Det fik mig virkelig til at indse, hvor svært det hele havde været for hende uden mig. For hun havde aldrig givet udtryk for ikke at ville leve længere. Hun havde altid været fuld af livsglæde, næsten hver dag jeg havde tilbragt med hende de seneste par år. Men igen, så havde hun fortalt mig, at hun altid blev utrolig nedtrykt, når vi skulle være væk fra hinanden længe, så det havde måske noget med det at gøre? Ikke fordi det gjorde mg specielt glad at vide, at hun nok havde gjort det, fordi hun havde manglet mig.

Og det der var allermest forfærdeligt at tænke på, selvom jeg ikke kunne lade være, var, at hvis Dylan ikke havde fået hende op ad badekarret så hurtigt, som han havde gjort, så kunne hun måske havde ligget der i så lang tid, at hun havde været død nu. Jeg vidste slet ikke, hvordan jeg ville skulle komme videre, hvis det havde været tilfældet.

Men det eneste jeg kunne gøre nu, var at bede til, at hun vågnede igen. For lægerne kunne hverken garantere, hvornår hun vågnede, eller at hun overhovedet vågnede igen. De havde sagt, at det muligvis kunne hjælpe lidt, hvis man havde fysisk kontakt med hende, så jeg havde de seneste mange timer siddet med mine hænder rundt om hendes følelsesløse hånd. Den var helt kold og uden liv.

Jeg havde ikke lavet så meget andet end at se på hende. Og selv om hun lå i koma, var helt bleg og en smule blålig i huden, så var hun stadig smukkere end de fleste mennesker på den her jord. Det ville hun nok altid være i mit hovedet, ligegyldigt hvordan hun så ud. Og jeg havde savnet at se på hende. Jeg havde savnet hende. Få mig ikke engang til at beskrive hvor meget, for det kunne jeg jo slet ikke. Derfor skulle hun vågne igen. Det skulle hun bare. Og hvis ikke hun vågnede igen, ville jeg slet ikke turde tænke på, hvad der ville ske med mig. Jeg var allerede nu ved at blive vanvittig uden hende, så at skulle leve uden hende resten af livet, virkede slet ikke som en mulighed overhovedet.

"Tror du ikke, du har brug for at komme hjem og få noget søvn, Justin?", lød det fra Christian, der trådte ind af døren til hospitalsstuen, og derefter lukkede den efter sig. Som svar rystede jeg bare på hovedet. Jeg havde slet ikke lyst til at sove. Jeg havde lyst til at sidde her, indtil hun blinkede med øjnene igen. ”Jeg skal nok ringe, hvis der sker noget med hende.. Du må være helt udkørt oven på al..”

”Jeg skal ingen steder, Christian!”, afbrød jeg ham bestemt med en lidt hård stemme og fjernede mit blik fra Malou og kiggede op på ham, der havde stillet sig ovre på den anden siden af hospitalssengen. Han kiggede trist ned på mig uden at sige noget yderligere. "Ikke før hun vågner”. Jeg mærkede et lille stik i mit hjerte, imens jeg sagde de ord og vendte samtidig mit blik tilbage på hende.

Christian sukkede svagt. ”Du kan ikke sidde her hele natten… Du kan tage tilbage hertil igen tidligt i morgen, men lige nu har du brug for søvn.  Der kommer intet godt ud af, at du sidder søvnløs her og kigger på hende”.

Denne gang var det mig, der sukkede, da jeg jo godt vidste, han havde ret. Jeg havde bare så svært ved at gå fra hende, for hvad nu hvis hun vågnede, og jeg ikke var der? Hvad nu hvis der skete et eller andet dårligt, fordi jeg ikke var til stede? Jeg ville jo ikke have, at der skulle ske flere forfærdelige ting på grund af min manglende tilstedeværelse.

”kom.. jeg skal nok køre dig hjem”, tilføjede han, så jeg endnu engang lod mit blik møde hans. Jeg nikkede bare lidt opgivende til ham og tog en dyb indånding. Forsigtig førte jeg mit ansigt tættere på Malous iskolde hånd og løftede hendes hånd lidt, så mine læber ramte hendes håndryg i et par sekunder. Derefter rykkede jeg hovedet tilbage igen og betragtede med en tom følelse i kroppen hendes ansigt.

”Jeg kommer snart igen, smukke. Det lover jeg”, hviskede jeg og lod min tommelfinger nusse hendes hånd. Det var utrolig svært for mig at skulle give slip på hendes hånd, for det var virkelig ikke mit store ønske at gå fra hende.

Med en dyb indånding igennem næsen gav jeg slip på hendes hånd og rejste mig så op fra stolen. Jeg bukkede mig lidt ind over hende og kyssede hende på den ene kind. ”Jeg elsker dig”, fortsatte jeg hviskende, efter jeg havde rykket hovedet nogle for centimeter tilbage, så jeg kunne se på hendes gudesmukke ansigt.

Christian og jeg forlod derefter hospitalet og satte os ned i hans bil, og han begyndte at køre afsted. Ingen af os sagde specielt meget til at starte med, så bilen var fuld af en tung stilhed. Jeg havde heller ikke rigtigt så meget at sige lige nu. Jeg sad bare og stirrede ud af forruden, imens jeg tænkte på, at jeg nu skulle hjem til min og Malous lejlighed helt alene. Det var virkelig sjældent, jeg havde været der alene uden hende, så det var helt tomt og underligt at skulle være det nu på grund af omstændighederne.

Vi kom til et lyskryds, som viste rødt, så Christian bremsede bilen. Der var ikke nogen andre biler eller mennesker her på vejen, men det havde måske også noget at gøre med, at det var ret sent. Da det blev grønt og Christian ikke kørte, vendte jeg undrende mit blik væk fra vejen foran mig og kiggede hen på ham. Han havde begge sine hænder foran sit ansigt og havde sit hoved bøjet en smule forover, så jeg næsten godt kunne regne ud, at han græd, eller i hvert fald var ked af det. Det blev jeg også kun bekræftet i, da et snøft lød fra ham. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige til ham, så jeg valgte bare at forblive stille og vente på, at han selv sagde et eller andet.

Efter nogle sekunder, hvor lyskrydset igen havde skiftet til rødt, fjernede han sine hænder fra sit ansigt og kørte sin ene håndflade hen af den ene kind, så hans våde kind blev mere tør.

”Jeg skulle have lyttet til hende”. Han snøftede svagt, efter han havde sagt sine lave ord, og drejede derefter sit ansigt mod mig, så vi fik øjenkontakt. Hans øjne var helt blanke og halvrøde. ”Hun var så sikker på, at du ikke var død, men jeg blev ved med ikke at tro på hende… Hvis jeg bare havde troet på hende så… så var det her ikke sket”.

Jeg vidste ærligt ikke, hvad jeg skulle svare til hans ord, så ligesom resten af bilturen, forblev jeg bare stille. Det var jo langt fra hans skyld, for selvfølgelig ville det da være svært at tro på, at Malou troede, jeg stadig var i live, nu når de havde holdt begravelse for mig, fordi de ligesom havde fået at vide, jeg var død. Det var ingen andens skyld end min. Jeg valgte at tage af sted. Det var min skyld. Kun min skyld.

Han begyndte derefter at køre igen, imens han stadig græd lidt. Malou og Christian havde altid været utrolig tætte, og som mange andre storebrødre, havde Christian også et stort beskyttergen, når det galt Malou. Derfor tog det selvfølgelig også hårdt på ham, at hans søster nu lå i koma og måske ikke vågnede op igen.

”Her er nøglen”, sagde han, da han holdt ind foran lejlighedskomplekset og rakte mig nøglen til lejligheden, da jeg naturligvis ikke selv havde en med mig. Jeg tog imod nøglen og spændte min sele op efter det.  ”Jeg kører op til hende omkring kl. 08.00 i morgen. Skal jeg samle dig op på vejen, eller vil du hellere selv tage derhen?”, spurgte han mig om.  

”Klokken 08.00 er fint”, svarede jeg ham, så han kunne regne ud, at jeg ikke havde noget i mod, at han hentede mig og kørte mig derhen. Han nikkede bekræftende til mig, og derefter steg jeg ud af bilen.

Jeg gik ind af opgangsdøren og op til vores lejlighedsdør, som jeg låste op og trådte ind af. Det første der ramte mig, da jeg trådte ind, var duften af hjem. Duften af mit liv og min hverdag, som jeg havde savnet utrolig meget. Jeg lukkede døren i bag mig og trådte derefter videre ind i stuen, som jeg ihærdigt betragtede. Både en dejlig og hjemlig følelse opstod inden i mig, fordi jeg endelig var hjemme igen, men samtidig opstod der også en kvælende og ubehagelig følelse, da Malou ikke var her.

Jeg fortsatte ud i køkkenet, da jeg havde brug for noget at drikke for at prøve at dæmpe den kvælende følelse, jeg havde nær min hals. Der stod et glas på køkkenbordet, der var halvt fyldt med vand. Tanken om at det var Malous glas, fik mit hjerte til at banke ekstra hurtigt af en eller anden mærkelig årsag. Jeg manglede hende allerede.

Jeg tog fat i det brugte glas og gik hen til vasken, hvor jeg hældte vandet ud. Mine hænder rystede lidt, fordi nu da var jeg alene, gik det virkelig op for mig hvor slemt det hele stod til. Hurtigt og helt uden at tænke over det, tyrrede jeg glasset ind i væggen, der var et stykke ved siden af mig, så glasset smadrede og skårene landede på gulvet. Min krop var fuld af vrede og frustration og en masse ulidelige tanker, så jeg havde bare brug for at komme ud med noget af det på en eller anden måde. Og faktisk føltes det godt at smadre glasset.

Derefter åbnede jeg skabsdøren til der, hvor glassene stod. Jeg tog et glas i hver hånd og kylede dem en efter en ind i væggen, imens min vejrtrækning var helt ude af kontrol. En trang til at skrige og råbe min frustration ud, var så ufattelig stor, så uden jeg egentlig selv var bevidst om det, begyndte jeg at skrige, imens jeg blev ved med at tage nye glas, som jeg smadrede mod væggen. Jeg var så ligeglad med naboerne og alle andre, der muligvis kunne høre mig. Det var det her, jeg havde brug for at gøre lige nu.

Da der kun var et glas tilbage, stoppede jeg op og mærkede den enormt tunge vejrtrækning, jeg nu havde været med til at give mig selv. Jeg tog det sidste glas og fyldte der op med vand, da grunden til, jeg overhovedet var gået ud i køkkenet, var fordi jeg skulle have noget at drikke.

Men glasset i hånden og med en vejrtrækning, der langsomt blev mindre heftig, gik jeg ind i soveværelset. Jeg smed mine sko på gulvet og satte derefter vandet på det ene natbord. Derefter lagde jeg mig ned på ryggen i sengen med lukkede øjne og tog en dyb indånding. Sengen duftede af hende og det gav mig en helt speciel og dejlig følelse i kroppen.

Efter et stykke tid åbnede jeg øjnene igen og kiggede hen på natbordet, hvor jeg så, at Malous iPhone lå. Jeg rakte ud efter den og trykkede på ”hjem”-knappen, for at se om der var noget strøm på den. Det var der og et billede af mig lyste skærmen op. Et billede hun havde haft som låseskærmen, siden jeg tog afsted. Jeg tastede derefter hendes kode ind, 0103, så telefonen blev låst op.

Det første, jeg lagde mærke til, var, at hun havde skiftet sit baggrundsbillede. Førhen havde hun haft det samme billede af mig både som låseskærm og baggrund. Men hendes baggrundsbillede var nu et billede, som jeg havde taget af vores hænder, hvor hendes forlovelsesring med et "J" på var i fokus. En ring jeg havde fået specielt lavet til hende, fordi hun var noget helt specielt for mig.

I noget til betragtede jeg bare billedet, men gjorde hurtigt op med mig selv, at jeg nok burde prøve at sove. Også selv om det nok blev vanskeligt for mig.

Jeg lagde telefonen tilbage på bordet, tog derefter en tår af mit vand, og lagde mig derefter under hendes dyne, så jeg kunne falde i søvn til duften af hende.

 

Flashback

1 år og 4 måneder tidligere

”Baby, der er mad!", kaldte jeg ude fra køkkenet af, lige som jeg var blevet færdig med at dække bordet. I dag var det mig, der havde lavet aftensmad, og det var der en helt særlig grund til, for dagen i dag skulle være en smule speciel.

Malou trådte ud i køkkenet med halvvådt hår, da hun lige havde været i bad, og så mildt sagt overrasket ud i ansigtet, da hun opdagede, at jeg havde gjort så meget ud af den her middag. Bordet havde jeg dækket pænt og tændt to lange stearinlys.

”Hvad er det her, skat?”, lød det overrasket fra hende, imens hun kiggede måbende på mig. Jeg gik hen til hende og tog hende i hånden og førte hende hen og sidde ved bordet.

”En lille overraskelse”, svarede jeg hende, imens jeg blev stående ved siden af hende, der havde sat sig på stolen. Med et undrende blik kiggede hun op på mig, nok fordi hun ikke helt forstod, hvorfor jeg bare blev stående her. ”Jeg har noget til dig”. Jeg førte min ene hånd ned i min bukselomme, så jeg kunne få den lille sorte æske op ad den. Derefter satte jeg mig ned på knæ foran hende, så hun kiggede måbende på mig. Godt nok havde jeg friet til hende for tre måneder siden og fået mit ”ja” fra hende, men der var hendes ring ikke færdig endnu, og jeg ville selvfølgelig gerne fri til hende på en ordentlig måde.

Jeg smilede kærligt til hende og åbnede den sorte æske foran hende, så hun endelig efter tre måneder kunne se den ring, jeg havde fået designet og lavet specielt til hende.

”Justin..”, hviskede hun overrasket og kiggede på mig med et smil og med store øjne.

”Vil du stadig gerne giftes med mig?”, spurgte jeg hende om med et skævt smil på læben, da jeg klart gik ud fra, at hendes svar ville være ja, som første gang jeg spurgte hende. Smilende nikkede hun ivrigt til mit spørgsmål.

”Jeg tror ikke, der er noget i hele verden, jeg hellere vil”. Hendes svar fik mig til at smil stort og en dejlig varm følelse bredte sig ud i alle dele af min krop. Jeg tog ringen op ad æsken, og placerede den på hendes finger, imens jeg betragtede hendes ansigt, der smilende ned på ringen. ”Den er virkelig så smuk, skat... Helt igennem perfekt”.

Jeg lænede mit hoved frem mod hende, og lod mine læber ramme hendes i et kort sekund. Da jeg skulle til at trække mig tilbage, mærkede jeg hendes ene hånd lægge sig på mit baghoved, så mit ansigt forblev hvor det var, og vores læber stadig var i kontakt med hinandens.

”Jeg elsker dig”, hviskede hun kærligt, efter hun havde trukket sig lidt væk fra mine læber.

”Og jeg elsker dig”, gengældte jeg, imens jeg kiggede hende forelsket i øjnene. Hun lagde sin pande til min og vi smilede begge to helt ustyrligt stort.

Jeg trak mig efter noget til lidt væk fra hende og tog fat i hendes mobil, der lå på spisebordet. På den gik jeg ind under ”kamera”, så jeg kunne tage et billede af hendes hånd med ringen på. Hun plejede jo at tage billeder, af alt hun foretog sig, så det her skulle vel ikke være en undtagelse. Jeg tog fat i hendes hånd, der bar ringen, med min ene hånd, og tog derefter et billede af vores hænder.

Et lille grin forlod hendes læber, imens jeg lagde telefonen tilbage på spisebordet, for hun kunne jo godt regne ud, hvorfor jeg lige havde taget et billede af hendes ring. Hun gav mig et kys på kinden og kiggede derefter ned på ringen igen.

 ”J”, hviskede hun smilende, samtidig med at hun betragtede ringen med et lykkeligt glimt i øjnene. Jeg kunne tydeligt se, at hun elskede ringen, ved at læse hendes ansigtsudtryk, så det var helt perfekt.

”For Justin”, indskød jeg med et skævt smil på læben, da hun nok godt kunne regne ud, at det stod for mit navn. Et dejligt grin forlod hendes smukke læber, og hun førte sit blik op til mit, så vores blikke mødtes.

”Det er så meget officielt nu”, sagde hun med en enorm glæde i stemmen, imens hun smilede stort. Hun lagde sine hænder på hver side af min hals og sendte mig et forelsket blik. ”…du er den mest egocenteret person, jeg kender”, fortsatte hun med en kærlig stemme, og placerede et dejligt lille kys på mine læber.

”Jeg vil bare gerne have, at alle ved, du er min”, konstaterede jeg med en lidt mere seriøst stemme, så hun kunne se, at jeg mente det. Det var slet ikke, fordi det skulle forstås, som om jeg følte, jeg havde en form for ejerskab over hende, for det var slet ikke det, jeg mente med det. Jeg ville bare gerne vise folk, at hun var sammen med mig, og at hun skulle være det resten af livet. Og heldigvis så det heller ikke ud til, at Malou opfattede mine ord som negative, da hun bare smilede forelsket til mig.

”Jeg kan slet ikke vente med at vise den frem til alle… Det bliver i hvert fald rigtig dejligt endelig at kunne vise folk, at vi er forlovede”, sagde hun med et stor glæde i stemmen, jeg ikke kunne lade være med at smile over. Min krop blev overdøvet af dejlige kriblende fornemmelser, da jeg elskede at mærke, hvor glad hun var lige nu.

”Jeg håber dog, at ringen var ventetiden værd?”, stillede jeg som et spørgsmål med et skævt smil på læben, selv om jeg nærmest godt kunne regne ud, at den havde været det.

”Den var mere end det værd”, svarede hun kærligt tilbage, så varmen i min krop bare blev endnu større. Jeg var virkelig en af de lykkeligste mennesker på hele jorden, og jeg kunne slet ikke vente med at sige mit ”ja” til hende i kirken, så hun var min for evigt. Hun var pigen i mit liv. Jeg ville aldrig kunne elske en anden højere, end jeg elskede hende. 

____________________________________________________________________________________________

Note: UNDSKYLD!!! at der er gået så lang tid siden sidst.. men mit liv er lidt af en kaos her for tiden, og i slutningen af sidste uge skete der lige noget, der fik bægeret til at flyde en smule over, så jeg har lukket alt andet ude.. det er derfor, jeg slet ikke her været aktiv den seneste uges tid. MEN jeg er tilbage nu. Håber ikke, at I er alt for irriteret :)   

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...