Photographs ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 sep. 2015
  • Opdateret: 11 dec. 2015
  • Status: Færdig
Minderne var alt, hun havde tilbage af ham. Fotografierne af ham var det eneste, der gav hende en lille glæde i hendes hverdag, for når hun så på dem, følte hun, at han stadig var ved hende.

(Justin er ikke kendt)
OBS!!!: Der kan muligvis opstå scener, som kan virke anstødelige for nogen - bare så I er advaret

141Likes
351Kommentarer
84003Visninger
AA

14. 11. "Get me out of here"

 

11. "Get me out of here"

 

~ Justins synsvinkel ~

Imens jeg sad på det hårde stengulv og bankede min ryg svagt op af væggen, prøvede jeg inden i at overbevise mig selv om, at jeg nok skulle komme hjem igen. Også selv om jeg ikke rigtig selv troede på det, blev jeg nødt til at være optimistisk, ellers ville jeg ikke kunne overleve der her.

Hvor mange dage jeg havde været her, havde jeg slet ikke styr på længere. Jeg vidste ikke, hvornår det var nat, og hvornår det var dag, da rummet, jeg var blevet placeret i, var helt mørkt. Der kom intet lys nogen steder fra. Jeg kunne kun lige ane rummet og kunne sagtens skrive under på, at det langt fra var stort.

Jeg vidste ikke, hvor jeg var, og jeg vidste ikke, hvorfor jeg var her. Det var så underligt og ikke mindst mega frusterende at sidde her. For hvad kunne de bruge mig til? Og hvis de kunne bruge mig til noget, hvorfor var det så ikke sket endnu. Godt nok havde jeg ikke et præcis tal på, hvor mange dage jeg havde været her, men jeg var sikker på, at der i hvert fald var gået mange døgn. Men det kunne selvfølgelig også bare være at tiden gik langsomt, fordi jeg ikke lavede andet end at sidde herinde og spekulere på, hvornår jeg kom hjem igen. Og om jeg overhovedet kom hjem igen.

Stefan havde jeg ikke set, siden vi blev bortført fra familien, der havde taget så godt i mod os. Jeg vidste ikke engang, om han var blevet taget det samme sted hen som mig, eller om de bare havde efterladt ham, eller hvad de havde gjort ved ham. Jeg vidste ingenting, og jeg var ved at blive sindssyg over det.

Jeg ville bare gerne hjem. Hjem til Malou. Hjem så jeg kunne fortælle hende, hvor meget jeg havde fortrudt, at jeg ikke lyttede til hende, da hun sagde, det var en dårlig idé, jeg tog afsted. Hjem så hun vidste, at jeg stadig var her, for jeg vidste jo stadig ikke, om hun overhovedet vidste, jeg var i live. Jeg vidste ikke, om jeg overhovedet var efterlyst, eller om de alle sammen bare gik ud fra, at jeg døde i den brand, som de andre soldater. Ingenting vidste jeg. Ingen-fucking-ting!

Billedet af Malou havde jeg mistet, så jeg kunne ikke længere berolige mig selv ved at kigge på det. Alt var bare så langt ude og surrealistisk. Det var som at være med i en eller anden film, det virkede slet ikke ægte noget af det.

Jeg stank og var fuldstændig svedig, for rummet her var så klamt varmt, at jeg flere gange havde været ved at besvime. Havde det ikke været for det vand og det hårde brød, der en gang i mellem blev stillet ind til mig, så havde jeg sgu dehydreret og nok ikke været i live mere.

At jeg fik mad og drikke, var med til at overbevise mig om, at de skulle bruge mig til noget, siden de stadig ville holde mig i live. Men hvad havde jeg som sagt ingen idé om. Jeg ønskede bare, at det her helvede snart var overstået.

Mine tanker blev afbrud af lyden af døren herind til blev låst op. Jeg stoppede min bevægelse og kiggede stift hen på døren, der hurtigt derefter åbnede sig, og to afghanske mænd med maskingeværer trådte ind og begyndte at råbe på persisk til mig. Da jeg ikke vidste, hvad de råbte, rejste jeg mig bare op i både panik og chok. Var det nu, jeg skulle dø? Det var den første tanke, der gik igennem mit hoved, og jeg kunne vidst godt slå fast, at jeg aldrig havde været så bange i mit liv.

Den ene af mændene gik hen til mig og greb hårdt fat i min arm, så et ubehageligt sæt gik igennem min krop. Jeg vidste jo ikke, hvad de havde tænkt sig at gøre. Men det var helt sikkert ikke noget positivt. Han begyndte at trække i mig, imens den anden gik bag mig og holdt sit gevær mod min ryg, når for at sørge for, at jeg ikke gik nogen steder.

Jeg blev ført ud af døren, og derefter endnu anden dør, så dagslyset for første gang i flere døgn ramte mit ansigt. Det var så skarpt, at det næsten blændede mig fuldstændigt. Alligevel var det en befrielse at opleve det, en følelse der ikke kunne beskrives. Jeg nåede kun lige at nyde dagslyset i få sekunder, før det gik op for mig, at jeg blev revet hårdt af sted, imens de råbte til mig på deres eget sprog, som jeg jo ikke fattede noget af. Vi var ikke udenfor, men gik bare på en af en bred gang, hvor der var en masse vinduer.

De førte os alle tre ind i et rum, der var for enden af gangen, og derinde stod der en masse afghanske mænd med maskingeværer, præcis som dem der havde hentet mig. De stod rundt om et bord, hvor det var to stole, og en kasse med en masse ledninger stod på bordet. Den ene stol var tom, imens den anden stol var optaget af en fyr. Og selv om personen lige nu sad med ryggen til mig, kunne jeg sagtens genkende uniformen. Det var Stefan. Han havde været her hele tiden.

Jeg mærkede et skub, så jeg gik frem ad, hvorefter jeg blev placeret på den anden stol over for Stefan. Imens mændene bandt mine hænder til stolens ryglæn, lige som de havde bundet Stefans, prøvede jeg at få kontakt med Stefan. Det var dog utrolig svært, da han sad foroverbøjet med sit hoved og kiggede ned på sine lår. Jeg var sikker på, at han ikke havde opfanget, at jeg var her. Jeg havde lyst til at sige et eller andet, så han vidste det, men jeg var lidt bange for, hvordan de afghanske mænd omkring os ville reagere.

Mændene omkring os begyndte at råbe noget til os på persisk, og jeg mærkede flere hårde skub i min ene side, så jeg kiggede forvirret op på ham, der gjorde det. Han pegede med et vredt ansigtsudtryk ned på bordet, hvilket fik mig til at kigge på genstandene, der lå der. Som nævnt var der en masse ledninger, en boks, noget værktøj og en del andre ting, som jeg ikke vidste, hvad skulle bruges til. Jeg kunne godt regne ud, at de ville have os til at samle det, men jeg vidste ikke, hvad det var, så det kunne jeg ikke.

Jeg kiggede hen på Stefan, der stadig sad med hovedet forover, og virkede helt upåvirket af ham, der stod og skubbede til ham. Først da manden placerede sit gevær ved Stefans tinding, rette han snøftende hovedet op, så vi fik øjenkontakt. Hans øje spilede sig op, og han så mildt sagt overrasket ud. Han så helt syg ud, hvilket jeg sikkert også selv gjorde.

Fyren der stod ved Stefan pegede ned på bordet, så jeg igen kunne regne ud, at vi skulle samle det for dem.

"Jeg ved ikke, hvordan man gør", udbrød jeg med en stille stemme, dog vidste jeg ikke, om de overhovedet forstod engelsk. Det blev jeg bekræftet i, at de ikke gjorde, da jeg mærkede et ekstra hårdt skub, af fyren ved siden af mig, der derefter begyndte at råbe mig højt ind i ansigt. "Jeg ved det ikke!". Jeg gentog mine ord flere gange, i håb om at de ville forstå mig. Det var jo også sandheden.

Han kiggede vredt ned på mig og begyndte at pege på min uniform, imens han fortsat råbte, så jeg kiggede ned af mig selv. Jeg forstod slet ikke, hvad han prøvede at sige.

"Jeg.. jeg ved godt, hvordan man gør, Justin", lød det nærmest hviskende fra Stefan. Jeg kiggede over på ham, der kiggede nervøst på genstandene foran os. De afghanske mænd råbte på skift på en sur måde, da de nok blev sure over at de ikke forstod, hvad vi sagde.

"Så gør det", svarede jeg panisk på en måde, der fik det til at lyde indlysende, at han bare skulle gøre det. Jeg gruede sgu for, hvad der ville ske med os, hvis ikke vi gjorde som de sagde. For hvis det var det her, de havde tilbageholdt os for, så forventede de, at vi skulle gøre det for dem. Og så hvis vi ikke gjorde det, kunne de vel ikke bruge os til så meget? Jeg ville i hvert fald ikke risikere ikke at se Malou igen. Jeg skulle hjem igen. Det skulle både Stefan og jeg.

"Det..", begyndte han og stoppede sig selv mit i sin sætning på en utilpas måde. Han sank en klump i sin hals og kiggede derefter hen på mig med et lige så utilpas ansigtsudtryk. "Det er en virkelig eksplosiv bombe, de vil have os til at bygge.. den er virkelig kraftfuld, Justin.. det.. ""Jeg er ligeglad!.. Stefan hvis du ikke gør det, er vi begge døde!", afbrød jeg ham vrissende med en lav stemme, selv om han ord selvfølgelig ikke var den mest behagelige nyhed.

Mændene begyndte at skubbe hårdt til os, og et maskingevær blev lagt til hver af vores hoveder, imens en af dem råbte vredt og højt. Mit hjerte begyndte at banke voldsomt, da jeg næsten var sikker på, at de ville skyde os.

Stefan nikkede nervøst til mig. "Jeg gør det", sagde han lavt og fortsatte med at nikke. Han kiggede op på manden, der stod ved siden af mig, og gentog sine ord, selvom manden nok ikke forstod ordret, hvad Stefan sagde. Manden ved siden af Stefan fjernede sit gevær fra Stefans hoved og spændte derefter hans hænder fri. Jeg mærkede også selv, at geværet blev fjernet fra mit hoved, så en lille lettelse dukkede op i min krop.

Med rystende hænder og fingre begyndte Stefan at tage de forskellige værktøjer og genstande i hånden og samle bomben. Hvordan han overhovedet vidste, hvordan man samlede en bombe, vidste jeg ikke. Og jeg kunne heller ikke ligefrem spørge ham, uden at det måske ville få konsekvenser. De brød sig jo tydeligvis ikke om, at vi snakkede sammen.

Vi kiggede alle ihærdigt på Stefan igennem hele processen, og da han var helt færdig, kiggede han på en af mændene med et nervøst ansigtsudtryk. "Færdig", sagde han stille. Bomben blev fjernet fra bordet og ført ud af rummet.

Derefter tog en af mændene fat i Stefan, så han rejste sig op. Og lige som jeg troede, at det samme ville ske med mig, blev Stefan skubbet hen foran mig, så han kiggede skræmt ned på mig. Følelserne, der var i min krop lige nu, var virkelig skrækkelige, for jeg anede ikke, hvad der skulle ske.

"Dræb", udbrød en af mændene på dårlig engelsk, hvorefter han rakte Stefan en stor tang, som Stefan havde brugt til at samle bomben før. Da jeg hørte de ord, skippede mit hjerte, hvad der føltes som hundred slag. Stefan kiggede skræmt på tangen og fik hurtigt tårer i øjnene, og lignede en der var ved at gå i panik. "Dræb!", råbte manden igen denne gang endnu højere.

Jeg vidste ikke, om Stefan havde tænkt sig at adlyde, hvad manden bad ham om, men det gjorde mig bestemt ikke tryg, at han undgik øjenkontakt med mig. Det var jo tydeligt, at det var mig, de ville have, han skulle slå ihjel. Om det var fordi, jeg ikke vidste, hvordan man byggede den skide bombe, vidste jeg ikke. Jeg vidste bare, at de her sekunder muligvis kunne være de sidste sekunder af mit liv. Og hvis det her blev min død, ville den med garanti blive smertefuld. Min krop gik fuldstændig amok indvendigt, og udvendigt rystede den helt vildt og kunne slet ikke side stille på stolen.

Mit hjerte slog et ekstra hårdt slag, da Stefan efter et par lange sekunder tog fat omkring tangen og fortsat undgik mit blik. Hans brystkasse bevægede sig kraftigt op og ned, og hans krop rystede helt sindssygt. Det var tydelig, han ikke ville gøre det her. To af de andre mænd stod på hver sin side af ham, med deres geværer mod hans hoved, så man kunne roligt sige, han var trængt op i en krog.

Da vi fik øjenkontakt, løb en tårer ned af hans kind. "Jeg kan ikke, Justin..". Hvad han helt præcist ikke kunne, forstod jeg ikke helt til at starte med.

"DRÆB!", skreg manden vredt.

Først da jeg så Stefan trække vejret hårdt ud og ind, og han svang tangen igennem luften, gik det op for mig, at det, han ikke kunne, var at redde mit liv. Jeg lukkede øjnene, og så som det sidste Malous ansigt for mig, før jeg mærkede et så smertefuldt og hårdt slag mod min tinding, at det sidste jeg mærkede var at falde en smule til siden, før alle de menneskelig sanser forsvandt helt.

~

Mit hoved havde aldrig gjort så forfærdelig ondt, som da jeg vågnede op igen i det samme rum, som jeg havde været indespærret i de seneste par dage. En tinitus-lyd dominerede alt, og jeg havde en helt ulidelig smerte i mit hoved. Siden af mit ansigt lå mod det hårde sten gulv, mens jeg lå på maven. En masse spørgsmål begyndte stille at dukke op i mit hovedet, i takt med jeg vågnede lidt mere op og opfangede, hvor jeg var.

Var det bare en drøm? Døde jeg ikke? Hvad skete der i det rum? Hvor lang tid havde jeg været væk? Hvor lang tid havde jeg ligget her? Hvor var Stefan? Hvorfor var jeg stadig i live?

Forsigtigt satte jeg mig op, selv om det dunkede helt voldsomt i mit hoved. Der var intet, der gav mening for mig. Jeg vidste, at jeg havde været sekunder fra ikke at være i live, men hvorfor det blev forhindret, vidste jeg ikke. Og jeg vidste med sikkerhed, at jeg aldrig havde haft det så dårligt her.

Jeg rykkede mig stille hen til væggen og satte mig med ryggen op ad den. Jeg lukkede mine øjne i og prøvede at fokusere på andet end smerten. Prøvede at fokusere på Malou, som jeg troede, jeg havde set for sidste gang. Jeg ville væk nu. Jeg ville absolut ikke være her mere.

"Få mig væk herfra", bad jeg, og for første gang i mange år, var mine ord direkte til Gud. Det var et ønske til ham. Et ønske jeg ønskede mig mere end alt lige nu. Jeg kunne ikke holde til det her mere.

Stilheden og min bøn til Gud, blev afbrud af en masse larm uden for. Noget jeg aldrig havde hørt før, i de dage jeg havde været her. Tusindvis af skud og nogle få brag lød. Jeg blev bare siddende og åbnede stille mine øjne, så jeg stirrede stift ud i det mørke rum. Da jeg pludselig hørte høje og hårde slag mod døren, førte jeg mit blik hen på den.

Døren blev sparket op og en masse mænd med maskingeværer kom ind. Denne gang var det dog ikke afghanske mænd, men nogle andre. Et par af dem løb hen til mig og ruskede svagt i mig, så min hovedpine blev forværret.

"Er du okay?", hørte jeg en af den spørge om på et sprog, jeg forstod. Jeg svarede dem ikke, så de begyndte bare at hjælpe mig ud herfra. Jeg var endelig reddet fra det her mareridt.

"Tak", hviskede jeg, og kun jeg vidste, hvem det ord var til.

~

Efter et par døgn hvor jeg havde ligget på et hospital, sad jeg lige nu på vej hjem i flyveren til Amerika. Hjem til min familie og min dejlige kæreste. Jeg måtte ærligt indrømme over for mig selv nu, at jeg virkelig havde tvivlet på, at det her nogensinde ville blive til en realitet. Men det var det, og jeg kunne nærmest ikke vente.

Jeg havde fået at vide, at alle folk derhjemme, havde fået at vide, jeg var død. De havde endda holdt begravelse for mig. Det var virkelig noget jeg havde frygtet, for jeg ønskede jo ikke at dem jeg holdt af, skulle sørge og være kede af det.

Da jeg havde spurgt ind til, om de også havde fundet Stefan, der hvor jeg var, fik jeg fortalt, at de havde fundet en anden fyr, de ikke havde identificeret endnu, men han var desværre blevet skudt.. flere gange både i hovedet og på kroppen. Lige da jeg havde fået det at vide, var der opstået et forfærdelig dårlig fornemmelse i min krop. Jeg havde en idé om, at det måske var Stefan, og at grunden til han var blevet skudt, var på grund af mig, fordi han ikke kunne gennemføre at slå mig ihjel med den tang. Det gav også meget god mening i forhold til, at jeg jo stadig var i live. Men det var slet ikke fedt at vide, at de muligvis havde skudt ham. Og det skræmmende var, at det kunne lige så godt have været mig, hvis jeg var blevet der bare ét døgn til.

Selv om jeg havde oplevet en del ubehagelige, chokerende og skrækkelige ting dernede, så var der en stor ro i min krop nu, fordi jeg var på vej hjem. Ord kunne ikke beskrive hvor meget jeg glædet mig til at se og røre dem alle sammen igen. Og selvfølgelig specielt Malou. Jeg ville virkelig aldrig nogensinde forlade hende igen. Aldrig!

"Dette er kaptajnen.. vi gør klar til landing".

Og tyve minutter senere var vi på Amerikansk jord. Aldrig havde det føltes så godt at træde ud af et fly og mærke vinden ramme hele min krop. Jeg gik langsomt ned af trappen og trådte til sidst ned på asfalten. Jeg lukkede kort øjnene og sniffede godt med luft ind igennem næsen. Det her havde jeg savnet. Ren luft. Frihed.

Jeg blev derefter ført ind i lufthavnen, og lige da jeg trådte ind, så jeg mine forældre, Alexa og Jake med deres søn, men der manglede én. Personen jeg havde glædet mig allermest til at se igen. Et lille stil ramte min mave, men jeg smilede stadig stort til de andre, da jeg var lykkelig for at se dem. De smilede også stort og tårer kunne sagtens ses på deres kinder.

Min mor var den første, der omfavnede mig grædende. Hun holdt om mig så stramt, at jeg havde svært ved at få luft, men det var jo udelukkende, fordi hun var glad for at se mig. Efter noget tid trak hun sig lidt væk og kiggede på mit ansigt. Forsigtigt kørte hun en finger hen over et stort plaster, der var placeret på mit tinding, der hvor Stefan havde ramt mig med tangen. Hendes kinder var helt våde, og det lignede virkelig, at hun ikke kunne forstå, at jeg stod foran hende.

Jeg fik derefter et langt kram af alle de andre også, der alle forklarede mig, hvor glade de var for, at jeg var tilbage. Selvfølgelig var jeg glad for at høre det, men jeg kunne stadig ikke lade være med at undre mig over, hvor Malou var henne.

"Hvor er Malou?". Min stemme var stille og undrende, imens jeg kiggede skiftevis på dem alle sammen, der sendte mig et lidt trist blik tilbage. Min mor rømmede sig svagt og begyndte at nusse mig ned af overarmen, så jeg kiggede på hende.

"Der er sket en del, siden vi troede, du var..", hun afbrød sig selv midt i sin sætning, da hun nok havde svært ved at sige ordene højt. Men jeg vidste udemærket godt, hvad hun mente, så hun behøvede ikke at fortsætte. Og lige som hun havde sagt de ord, var den første tanke, der gik igennem mit hoved, at Malou havde fundet en anden. At hun var kommet videre med sit liv i de måneder, jeg havde været væk. Nu havde jeg også skrevet til hende i mit farvelbrev, at det var okay med mig, hvis hun fandt en ny, men det var klart ikke en specielt fed tanke at have.

"Malou har ligget i koma på hospitalet den seneste uges tid". Et stort tryk ramte mit hjerte, da min mor havde sagt de ord. Jeg gik i fuldstændig chok og anede ikke, hvad jeg skulle sige eller gøre. Hvad var der sket?

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...