Photographs ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 sep. 2015
  • Opdateret: 11 dec. 2015
  • Status: Færdig
Minderne var alt, hun havde tilbage af ham. Fotografierne af ham var det eneste, der gav hende en lille glæde i hendes hverdag, for når hun så på dem, følte hun, at han stadig var ved hende.

(Justin er ikke kendt)
OBS!!!: Der kan muligvis opstå scener, som kan virke anstødelige for nogen - bare så I er advaret

140Likes
351Kommentarer
83505Visninger
AA

13. 10. An Intervention

 

10. An Intervention

 

~ Malous synsvinkel ~

Flashback

5 måneder tidligere

"Han er så dejlig, det er jo helt vildt", sagde jeg med et stort smil til Justin, imens jeg kiggede på Joshua, Alexas og Jakes 3 måneder gamle søn, der lige nu var i armene på Justin, som sad ovre på den anden side af havebordet. Justin løftede blikket fra Joshua og kiggede i stedet hen på mig med et skævt smil på læben.

"Tak, skat.. du er nu også ret dejlig", svarede han med et smørret smil og blinkede derefter til mig med det ene øje. Jeg vendte med et smil det hvide ud af øjnene over hans ord, da han udemærket godt vidste, at det ikke var ham, jeg mente men Joshua.

"Du er åndssvag", udbrød jeg i et lille grin og tog et lille stykke melon fra min tallerken og kastede det hen på ham, så stykket ramte hans kind.

"Hey! Pas lige på Josh..", udbrød han med et flabet smil og vendte derefter sit smilende blik ned på Joshua igen. Det varmede virkelig mit hjerte at se, at Justin var så god med børn, som han var.

"Nu skal vi passe på, han ikke stjæler ham med hjem", lød det fra Jake, der stillede en kande med vand på bordet og derefter satte sig ned på stolen ved siden af Justin. Alexa kom også ud og satte sig ned ved siden af mig. Jake hentydede selvfølgelig til Justin, da han stort set havde siddet med Joshua hver gang han havde mulighed for det. Justin var utrolig glad for ham og for børn generelt, hvilket da helt klart skønt at mærke.

Vi begyndte alle fire at grine svagt, og Justin kiggede op på Jake med et skævt smil. "Det behøver jeg slet ikke, Malou og jeg laver bare vores egen", svarede han og drejede derefter sit ansigt mod mig og sendte mig et blink med det ene øje. Imens jeg smilende bed mig i underlæben, rystede jeg på hovedet af ham, da jeg ikke skulle have børn nu.

Lige siden Joshua kom til verden havde Justin nærmest plaget mig flere gange om, om vi ikke også skulle have et barn. Jeg ville da gerne indrømme, at når jeg så hvor kærlig han var med Joshua, så vidste jeg med sikkerhed, at Justin var fyren, jeg ville have børn med. Dog syntes jeg langt fra, at det skulle være foreløbigt, da jeg kun lige var fyldt 22 og han 21. Jeg var slet ikke parat til at være mor, det kunne jeg specielt mærke, når jeg var herhjemme hos Alexa og Jake. De havde fortalt hvor hårdt det var at blive forældre så tidligt, og de vidste det jo om nogen. Så jeg ventede gerne et par år.

~

"Smukke.. der er noget, jeg skal sige til dig", sagde Justin med en seriøs stemme og kiggede alvorligt op på mig. Vi befandt os lige nu inde i vores soveværelse iført undertøj. Han lå helt ned i sengen, imens jeg sad på ham lidt over hans underliv. Min ene hånd var flettet ind i hans, imens jeg med den anden sad og tog billeder af ham med et smil på læben.

"Hvad er der?", spurgte jeg lidt fjernt om og fortsatte med at tage billeder af ham. Jeg kiggede hurtigt de få billeder igennem, jeg havde taget og smilede stort, da han så så dejlig ud.

"Malou.. kan du ikke stoppe med at tage billeder bare i 2 sekunder!", udbrød han bestemt på en hård måde og lød utrolig irriteret. Jeg lagde med det samme telefonen på sengen og kiggede undrende ned på ham. Han kiggede mig seriøst i øjnene, så det var tydeligt for mig, at det var noget rimelig seriøst, han ville snakke om.

"Hvad er det så, du vil sige?.. Hvis det er omkring at få børn, så ved jeg godt, at du rigtig gerne vil.. men jeg er bare ikke klar", sagde jeg med en rolig stemme og smilede svagt til ham. Han rystede på hovedet og lukkede kort øjnene i et hårdt suk. Efter et par sekunder åbnede han dem igen, og flettede sin anden hånd ind i min også, så jeg lidt forvirret kiggede ned på vores hænder. Det virkede virkelig til at være noget alvorligt, siden han opførte sig sådan her, og det bekymrede mig. Vores øjne mødtes igen og jeg kunne sagtens se, at han var nervøs.

"Jeg skal udstationeres igen..", sagde han med en stille stemme, og hans sætning fik mit hjerte til at banke ekstra hårdt mod mit bryst. Det var noget af det værste, han nogensinde kunne sige til mig, og jeg mærkede hurtigt at tårerne fandt vej til mine øjne.

"Hvad?.. nej.. nej, Justin. Du må sige, at du ikke kan", udbrød jeg i chok og mærkede en tåre løbe ned af min kind. Han begyndte at nusse mine håndrykke med sine tommelfingre, imens han tog en dyb indånding.

"Det kan jeg ikke, smukke", svarede han stille, hvilket fik mig til at kigge trist og undrende ned på ham. "Jeg har selv valgt det". Lige da han havde sagt de ord, mærkede jeg et hårdt slag i min mave, som om jeg fik den største mavepuster nogensinde. Han havde selv valgt det?

"Hvad?", udbrød jeg uforstående i chok og trak mine hænder ud af hans. Han så op på mig med et trist blik og sagde ikke et eneste ord tilbage til mig. "Du lovede mig, at du ikke ville tage afsted igen!". Tårerne begyndte ukontrolleret at strømme ned af mine kinder, imens mine ord forlod min mund. Jeg placerede begge mine hænder foran mit ansigt og begyndte at græde lidt voldsommere end før. Hvordan kunne han gøre det her mod mig, når han vidste, jeg hadede at være alene uden ham? Han havde inderligt knust mit hjerte ved at tage den beslutning.

"Jeg har ikke lovet dig noget..", sagde han utrolig lavt, og den sætning knækkede mig fuldstændig. Aldrig havde jeg troet, at han ville såre mig sådan her med vilje. Han vidste, hvordan jeg havde det med at være adskilt fra ham. "Det er bare seks måneder", tilføjede han og fik det til at lyde som ingen tid. Seks måneder var to måneder mere end sidste gang, og det havde været forfærdeligt.

Jeg fjernede mine hænder fra mit ansigt, og gik ned fra ham og trådte ned på gulvet. Derefter gik jeg over til skabet og tog en trøje og et par bukser ud, som jeg tog på min krop med ryggen til ham, da jeg var fuldstændig grædefærdig.

"Hvad skal du?", spurgte han om med en lav og undrende stemme, der havde en lille snert af bekymring i sig. Jeg vendte mig snøftende rundt uden at svare ham, og gik hen til sengen, hvor jeg bukkede mig forover og tog min telefon. Lige da jeg skulle til at løfte hånden, mærkede jeg et blidt greb om min hånd. "Baby.. du skal ikke gå", hviskede han lavt, men jeg lyttede ikke til ham, for jeg trak mig hurtigt og nemt ud af hans greb.

Jeg kiggede kort ned på min forlovelsesring med et "J" på for Justins fornavn. Grædende tog jeg fat rundt om ringen og trak den af min finger, hvorefter jeg smed den ned i sengen til ham. Uden at se hvordan han reagerede på det, gik jeg ud af soveværelset i et hurtigt tempo. Jeg var så såret og skuffet over ham. Han havde virkelig knust mig så dybt ved at gøre det her mod mig.

Da jeg kom til gangen og havde fået mine sko oh skulle til at tage fat i dørhåndtaget, mærkede jeg nogle arme lægge sig om min talje og trække mig bag ud. I et hurtigt tempo fik han vendt mig med fronten mod ham og presset mig op ad den nærmeste væg. Han kiggede helt forvirret og såret ind i mine øjne.

"Hvorfor tog du din ring af?", spurgte han om med en uforstående og trist stemme. Hans øjne var en smule blanke, så jeg sagtens kunne se, at min handling havde såret ham.

"Hvorfor gør du der her mod mig, Justin?", græd jeg og snøftede derefter. "Du ved hvor hårdt, det var for mig sidst. Du ved, hvor meget det knuste mig, at du var væk... Du så det".

Han sukkede svagt og lagde sin pande til min, hvilket bare fik img til at græde endnu mere. Jeg vidste, at han ikke havde tænkt sig at give mig en forklaring, og det gjorde virkelig ufattelig ondt.

"Jeg kan ikke undvære dig igen..", hviskede jeg hulkende.

"Jo du kan, baby.. du er den stærkeste person jeg kender. Vi kan klare det her", svarede han med en trist stemme og kiggede mig bestemt i øjnene.

"Jeg synes det er en dårlig idé. Jeg bryder mig virkelig ikke om, at du tager afsted igen.. Det er.." mere nåede jeg ikke at sige, før han havde lagt sine læber over mine. Han vidste hvilken effekt hans kys havde på mig, så det var hans måde at få mig til at slappe af på. Imens vi bevægede vores læber mod hinandens, græd jeg smertefuldt, og tårerne løb ned af mine kinder.

Han trak sig lidt efter og kiggede mig i øjnene med sine blanke. "Vi skal nok klare det, okay?", sagde han med en håbefuld stemme og kiggede på mig med et lidt usikkert blik. Jeg vidste godt selv, at jeg ikke ville kunne gå fra ham, så jeg nikkede mig bare enig i hans ord.

Han tog en dyb indånding, hvorefter han greb fat i min hånd og gav mig ringen på igen. Blidt kyssede han den og derefter lagde han sine arme om mig. Jeg havde stadig ikke tilgivet ham for at tage den her beslutning, men seks måneder uden ham var trods alt mindre tid end at leve uden ham resten af min liv.

 

"Er det ikke Dylans bil?", spurgte jeg forvirret Christian om med en hæs stemme, da vi ankom til vores forældres hus. Vi skulle jo hjem til dem i dag, som Christian havde pleaset mig om siden i går. Det var første gang i flere dage, jeg havde forladt min og Justins lejlighed, og det var faktisk okay rart at komme uden for igen.

Med hensyn til mit spørgsmål om Dylans bil, fik jeg intet svar fra Christian. Han parkerede bare bilen og spændte sig derefter op, som om jeg slet ikke havde spurgt ham om noget. "Christian!", udbrød jeg småbestemt, imens jeg kiggede på siden af hans ansigt, så jeg fik hans opmærksomhed.

"Hvad så?", spurgte han stille om med en underlig tone i stemmen, samtidig med han kiggede på mig.

"Hvorfor holder Dylans bil her?", spurgte jeg ham seriøst om, imens jeg pegede hen på den mørkegrå bil, der holdt et stykke henne ad vejen. Christian kiggede hurtigt derhen og fik derefter øjenkontakt med mig igen.

"Der er mange, der har sådan en bil..", svarede han bare og åbnede derefter sin bildør. ".. men lad os gå ind". Han steg ud af bilen ud at sige mere og lukkede døren i efter sig. Uden at tænke nærmere over den mørkegrå bil, trådte jeg også selv ud af bilen. Christian havde vel ret, der var mange andre der også havde den bil. Alligevel syntes en del af mig stadigvæk, at der var noget mærkeligt ved situationen, for jeg havde aldrig set sådan en bil holde i nærheden af mine forældres hus.

Christian og jeg gik op til hoveddøren og gik bare ind i huset, som vi altid gjorde. Selv om ingen af os boede hjemme mere, ringede vi aldrig på, før vi trådte ind, da det stadig føltes som vores andet hjem. Vi havde trods alt boet her hele vores barndom og teenageår, så vi havde begge en nært forhold til stedet.

Da vi trådte ind, kunne jeg høre en masse mumlen komme inde fra stuen af. Der lød til at være flere mennesker end bare mine forældre, hvilket undrede mig lidt. Lige som jeg lukkede hoveddøren i bag mig, forsvandt mumlen, og der blev mussestille. Med et forvirret blik kiggede jeg på Christian, der bevidst virkede til at ignorere mit blik ved at kigge ned i jorden, imens han tog sine sko af.

"Hvor mange folk er her?". Mit spørgsmål blev stillet enormt forvirret, da jeg kun havde regnet med, at det var Christian, min mor, min far og jeg, der skulle spise sammen i dag. Og der var helt sikkert mere end to personer derinde, det havde jeg tydeligt kunne høre. Ligesom ude i bilen undgik Christian at svare på mit spøgrsmål og lod i stedet for som om, han ikke havde hørt mig sige noget. En underlig følelse opstod inde i min krop, da jeg virkelig ikke kunne forstå, hvorfor han ikke bare svarede mig på mine spørgsmål. Han opførte sig så underligt og det gjorde mig mildt sagt utilpas.

Da han havde smidt sine sko kiggede han på mig, der stadig både havde sko og jakke på. "Hvorfor står du bare og kigger sådan der?", spurgte han med et undrende blik. Uden at svare ham begyndte jeg at tage mine sko af og derefter min jakke. Jeg havde en følelse i kroppen af, at jeg ikke var til stede, da alting virkede så underligt for mig.

Christian tog derefter fat rundt om mit ene håndled og begyndte at trække mig med ham ind i stuen. Og da vi kom derind, blev jeg fuldt ud bekræftet i, at der var flere mennesker end bare to. Stuen var fyldt med folk, som jeg havde et nært forhold til, og de stod alle sammen i en stor bue og kiggede med et trist blik hen på Christian og jeg, der var stoppet op i stuen. Alle mennesker jeg havde en relation til eller et tæt forhold til var i stuen lige nu. Alle bortset fra én. Justin.

En uro begyndte at danne sig i min krop og stik kunne mærkes på mig indvendigt, da intet gav mening for mig. Hvorfor var de alle sammen her? Hvorfor kiggede de så sørgmodigt på mig? Jeg kunne slet ikke få tingene til at hænge sammen. Jeg kiggede rundt på dem alle sammen flere gange med et forvirret blik og ventede egentligt bare chokeret på, at der var en, der ville åbne munden og fortælle mig, hvad det her gik ud på.

Og den person viste sig at være min mor. Hun trådte et skridt frem, så hun stod foran alle de andre og mit blik landede på hende. "Skat.. du forstå sikkert ingenting lige nu, og det forstår jeg godt. Men.. vi er alle sammen her i dag, fordi vi er meget bekymret for dig og gerne vil snakke med dig om en ting". Så snart hun havde sagt ordene, blev jeg fuldstændig klar over, hvad det her handlede om. Justin. Det strålede nærmest ud af deres blikke nu.

Jeg mærkede, at mit hjerte begyndte at banke hurtigere og at uroen i min krop blev forøget. Mine øjne blev stille fyldt med vand, for jeg ønskede ikke at snakke om det her med dem. Jeg ville virkelig gerne ud af det her lokale og væk fra alle de mennesker, jeg plejede at holde af, men nu fik en ubehagelig følelse i kroppen af at være sammen med. De havde rottet sig sammen mod mig, og det var slet ikke fair.

I en hurtig bevægelse drejede jeg rundt på mine hæle og skulle til at bevæge mig frem ad, men Christian greb straks fast i mine arme og holdt mig fast.

"Slip mig, Christian!", sagde jeg bestemt med en gråd i stemmen, der var meget tydelig. Han svarede mig ikke med ord, men rystede bare stille på hovedet som svar, imens han blev ved med at holde fast i mig, så jeg ingen steder kunne gå. "Slip!!". Jeg prøvede grædende at komme ud af hans greb, men det lykkedes mig ikke, da han var stærkere end mig. Han lagde derefter sine arme om mig, og jeg begyndte at græde hulkende mod hans bryst.

"Jeg vil ikke", hulkende jeg lavt med en stor smerte i stemmen, da jeg mente de ord. Jeg ville ikke høre på dem snakke om Justin, og om at jeg havde brug for hjælp. "Jeg troede.. du.. du forstod mig", stammede jeg enormt såret, da jeg virkelig var såret og skuffet over, at han havde ført mig herhen uden at fortælle mig, alle de mennesker var der. Han plejede at være forstående over for mig og være på min side, men det var han slet ikke nu.

"Jeg er virkelig bekymret for dig, Malle", hviskede han med en trist stemme og løsnede grebet om mig. Vi kiggede hinanden i øjnene, imens jeg stadig flæbede helt ustyrligt.

"Malou, skat..". En meget genkendelig kvindestemme lød bag mig, hvilket fik mig til at vende mig om, hvor jeg opdagede Justins mor stå foran mig med tårer ned af hendes kinder. "Vi forstår alle sammen godt, at det er svært at vænne sig til, at han.. at han ikke kommer tilbage igen. Jeg kan heller ikke forstå det, skat", forklarede hun stille med en kærlig stemme, hvorefter hun kærtegnede min ene kind med sin ene hånd.

"Men det nytter ikke noget og det hjælper ikke, at man blive ved med at sige og tro, at han kommer tilbage.. for det gør han ikke", fortsatte hun med sin kærlige stemme, imens hun selv græd.

"Jo", hviskede jeg grædende. Mine tårer løb ukontrolleret ned af mine kinder, og som yderligere svar til hende lukkede jeg øjnene og nikkede, da jeg vidste han kom tilbage. Jeg vidste det bare. Efter et stykke tid åbnede jeg øjnene igen og mødte hendes hjerteskærende og alvorlige blik.

"Justin er død, min skat.. og han kommer ikke tilbage". Hendes stemme var fyldt med sorg men var stadig bestemt, som om hun virkelig ville have mig til at indse, hun havde ret. Ordene, der forlod hendes mund, gjorde også utrolig ondt at høre, og skar mig enormt dybt i hjertet, så tårerne blev forøget med det dobbelte.

"Han..", mere nåede jeg ikke at sige for at forsvare min tro på, han var i live, før jeg blev afbrudt af en anden stemme, jeg kendte alt for godt.

"Du bliver nødt til at være ærlig over for dig selv, Malou. Du har brug for hjælp", lød det fra Dylans stille og usikre stemme, i takt med han trådte et skridt frem. Jeg kiggede trist hen på ham og mærkede mit hjerte skippe et slag, da vi fik øjenkontakt. Det var hans bil, der holdt uden for. Det gjorde så ondt at vide, at han også var med til at gå bag om ryggen på mig på den måde her. Han skulle forestille at være min bedste ven. "Det gør ondt på os alle sammen at se dig såre dig selv på den måde, ved at tro han kommer tilbage.. Hvis du ikke snart ser virkeligheden i øjnene, så frygter vi, hvad der kommer til at ske med dig". Han lød nærmest til at være på nippet til at græde, da han sagde tingene til mig.

Den ubehagelige følelse voksede gange tusind inde i min krop. Havde de alle sammen tænkt sig at træde frem og sige sådan nogle ting til mig? Det ville jeg slet ikke kunne klare. Det var allerede for meget nu. Jeg ville væk. Mine hænder begyndte at ryste og alle mulige stød ramte mig forskellige steder både inde i og uden på min krop. Igen vendte jeg mig grædende mod Christian.

"Jeg vil ikke mere.. Jeg vil ikke høre mere", sagde jeg i min gråd på en bedende måde. Han kiggede bare undskyldende på mig, og jeg vidste godt, at det betød, han ikke havde tænkt sig, at lade mig komme væk herfra. De ville tvinge mig til at blive her ind til de alle sammen havde sagt deres ord til mig.

~

"Er det okay, jeg kører hende hjem?", kunne jeg høre Dylan spørge Christian om inde i stuen. Jeg stod selv ude i gangen med en følelse af tomhed i hele min krop, imens jeg tog mine sko på. Efter at have hørt alle folks ord til mig, havde jeg indvilliget i at begynde at gå til psykolog. De havde overbevist mig om, at han var død. Alle sammen. De sagde det hver og en.

"Justin er væk".

"Justin kommer aldrig tilbage".

"Justin er.. død"

De havde overbevist mig, så nu var jeg helt tom indvendig. Hvad var meningen med, at jeg var her så? Hvorfor skulle jeg leve videre, hvis Justin ikke var her og aldrig kom igen?

Dylan trådte ud i gangen, og jeg undgik med vilje at skabe øjenkontakt med ham. "Jeg kører dig hjem", sagde han stille og begyndte derefter at tage sine sko og sin jakke på. Uden at svare ham trådte jeg ud af døren og begyndte at gå ned mod hans bil, der jo holdt lidt henne ad vejen.

Vi satte os begge ind i bilen og begyndte at køre afsted. Det første stykke tid, var der komplet stille i bilen,så stemningen faktisk var trykket. Men jeg havde intet at sige. Alt var tomt. Alt var ligegyldigt.

"Jeg blev nødt til at gøre det her", sagde han undskyldende med en meget trist stemme. Helt upåvirket af hans ord sad jeg bare og stirrede ud af forruden. "Jeg har aldrig oplevet den her side af dig før, og det skræmmer mig.. Jeg kan ikke li at se dig sådan her, Malou", fortsatte han og igen stirrede jeg bare stift ud af ruden uden at svare. Hans undskyldning var ligegyldigt for mig nu. Jeg var ligeglad med den. Jeg var ligeglad med alt.

Da vi kom til min lejlighed, insisterede han på, at gå med op og jeg sagde ham ikke i mod. Jeg sagde intet til ham overhovedet. Vi kom op i lejligheden, og han smed sig ned i sofaen, imens jeg bare stod lidt på stuegulvet helt uden at vide, hvad jeg skulle tage mig til.

"Vil du ikke sidde ned?", spurgte Dylan stille om. Som svar rystede jeg bare på hovedet.

"Er du sur på mig?", spurgte han yderligere om med en bekymret stemme. Igen rystede jeg på hovedet. "Godt! For jeg gik kun med til det her, fordi jeg elsker dig, okay?".

"Jeg går i bad", sagde jeg og skiftede dermed emne. Jeg begyndte derefter at gå ud mod badeværelset med tunge skridt.

"Jeg bliver her lidt, er det okay?", råbte han som et spørgsmål.

"Mhm..", mumlede jeg og gik hen og tændte for vandet, så det store badekar blev fyldt op med vand. Jeg gik derefter hen og lukkede for døren, hvorefter jeg tog alt tøjet af min krop og smed det på badeværelsets fliser. Det eneste jeg havde på kroppen var min forlovelsesring og halskæden med billedet af Justin, som han havde givet mig.

Da det var fyldt godt op med lunkent vand, lagde jeg mig ned i det. Min nakke hvilede jeg op ad den ene ende, imens resten af min krop bare lå helt stift i vandet. Jeg havde ingen følelser indvendigt, det var som om, alt var slået fra. Der var intet, der gav mening for mig. Intet. Jeg så ingen mening med at være her, når Justin ikke kom tilbage. Jeg havde ikke lyst, for jeg ville bare være sammen med ham.

Afslappet og følelsesløs i hele kroppen, lukkede jeg mine øjne i og tog fat rundt om hjertet, der hang om min hals. I et stille og roligt tempo forsvandt min overkrop under vandet og til sidst var hver en centimeter under vandet. Det var lidt ubehageligt, for jeg kunne ikke trække vejret, så min krop dirrede og rystede lidt under det tunge vand. Men jeg havde ikke lyst til at lade mit hoved komme op over vandet igen. Jeg lod mig selv være under vandet til alt følelse forsvandt. Og det gjorde det.

___________________________________________________

Note: som en del har bemærket, havde jeg "slettet" det her kapitel, og det var fordi, jeg opdagede, at en tredjedel af kapitlet manglede.. Så det er altså derfor, heh. Det må i undskylde. Jeg havde ikke tid overhovedet i går, så det er derfor kapitlet først bliver gen-publiceret i dag :) sorry

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...