Photographs ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 sep. 2015
  • Opdateret: 11 dec. 2015
  • Status: Færdig
Minderne var alt, hun havde tilbage af ham. Fotografierne af ham var det eneste, der gav hende en lille glæde i hendes hverdag, for når hun så på dem, følte hun, at han stadig var ved hende.

(Justin er ikke kendt)
OBS!!!: Der kan muligvis opstå scener, som kan virke anstødelige for nogen - bare så I er advaret

140Likes
351Kommentarer
83411Visninger
AA

4. 1. 88 days left

 

1. 88 days left

 

~ Malous synsvinkel ~

Sendt d. 19. Juli 2015

Hej babe

Tingene går helt fint hernede. Det er hårdt til tider, men jeg klarer det helt fint, og jeg er helt okay. Specielt når jeg tænker på dig, bliver det mindre hårdt her. Men hvordan har du det, smukke? Jeg tænker virkelig på dig konstant og beder til guderne om, at du har det godt

For resten, så vil jeg gerne lige takke for det billede, du sendte med sidst. Jeg kysser og ser på det hver nat, inden jeg falder i søvn, og det er på min krop 24/7. Det får mig på en måde til at savne dig mindre, for når jeg bærer rundt på det billede, føler jeg, du er med mig over alt...

Hvem prøver jeg at narre, jeg savner dig så sindssygt fucking meget, det er helt sindssygt. Mit største ønske lige nu, ville være at ligge hjemme i vores seng med dig liggende i mine arme. Jeg savner din fantastiske krop og dine dejlige læbers kys. Okay jeg bliver helt tændt at at tænke på det, så jeg må nok hellere skifte emne... der sidder en hel flok mænd og stirrer på mig lige nu haha

Men jeg bærer alle dine breve med mig overalt, for hvis jeg savner dig, så læser jeg dem igennem og minder mig selv om, at jeg snart ser dig igen. Jeg tæller ned hver dag, for det er det eneste, der holder mig rigtig kørende lige nu.

Baby, jeg elsker dig højere, end jeg nogensinde har gjort før, og jeg kan virkelig ikke vente med at se dig og dit smukke ansigt om 108 dage. Jeg glæder mig til at være i dit nærvær igen.

Jeg elsker dig for evigt og for altid

- din Justin

 

Jeg lå lige nu ude i badekarret og læste brevet fra Justin, der var kommet med posten i går. Tårerne løb forsigtigt ned af mine kinder, og jeg snøftede flere gange, imens jeg læste brevet igennem. Det var dejligt at vide, at han havde det godt, men det ændrede bare ikke på, at jeg stadig savnede ham så ubeskriveligt meget. Lige som Justin havde beskrevet i brevet, så savnede jeg også hans læber og hans nærvær helt vildt. Jeg savnede hans berøring utrolig meget, og jeg glædede mig bare til at mærke ham igen om 88 dage, når han var hjemme. Mærke hans læber mod mine og mod alle andre steder på min krop. Mærke varmen fra hans krop helt tæt på min, så jeg igen ville føle mig tryg og i sikkerhed. 

I dag var der "kun" 88 dage tilbage til, at Justin ville være i mine arme igen. For lige som Justin, talte jeg selv ned til dagen, hvor han ville være hos mig igen. Jeg gjorde det endda flere gange om dagen, da det beroligede mig på en eller anden mærkelig måde. De seneste 96 dage havde været et helvede uden ham. Jeg havde haft brug for ham hver evig eneste dag stort set hver time. Bare at se det perfekte hvide smil og de skinnende brune øjne blinke til mig, ville jeg virkelig gøre alt for. Selv om savnet havde været stort, kunne jeg ikke få mig selv til at kigge mine billeder af Justin igennem, da det bare ville få mig til at savne ham endnu mere. For hvert et billede jeg havde taget af ham, havde et betydningsfuldt minde bag det. Og hvis jeg begyndte at tænke på vores minder sammen, ville jeg med sikkerhed ikke stoppe med at græde resten af tiden, han var væk. 

Jeg snøftede en sidste gang, imens jeg lagde brevet fra Justin ned på flisegulvet. Derefter lænede jeg mig godt tilbage i badekaret og lyttede i stedet til radioen, som stod lidt væk fra badekaret og lige nu spillede sangen Chandelier af Sia. Jeg tog en dyb indånding og begyndte stille at synge med for at prøve at få mine tanker væk fra Justin og hans brev.

En ringen fra ringeklokken lød pludselig, så et lille sæt gik igennem min spinkle krop. Med et lille suk rejste jeg mig op fra badekaret og tørrede min krop med et håndklæde. Jeg viklede derefter håndklædet om min krop, da jeg regnede stærkt med at det enten ville være min bedste ven, Dylan, eller en af mine veninder, da de sagtens kunne finde på at dukke uanmeldt op. Specielt siden Justin tog afsted, var de bare dukket op, da de nok var en smule bekymret for mig, for de jo vidste, at jeg savnede Justin utrolig meget. 

Med hurtige skridt gik jeg ud af badeværelset og videre hen til hoveddøren og åbnede den. Jeg blev dog godt og grundigt overrasket, da jeg så to fremmede herrer stå ude foran døren, der begge var iført et fint jakkesæt. 

"Kan jeg hjælpe jer?", spurgte jeg venligt om med et lille undrende smil på læben, da jeg da undrede mig over, hvad de ville her. 

"Vi skulle træffe en Malou Davis, er det Dem?", spurgte den ældste herre om med en dyb og alvorlig stemme. Jeg nikkede en smule undrende til hans spørgsmål og sendte dem begge et forvirret blik. 

"Ja, det er mig.. Hvad drejer det her sig om?". Jeg mærkede en klump samle sig i min hals og et lille bitte stød gå igennem min mave, imens jeg bad til, at det her ikke havde noget med Justin at gøre. Hvis det havde det, vidste jeg virkelig ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv.

"Vi er desværre bange for, at vi kommer med dårlige nyheder.."', begyndte den yngste at sige og virkede en smule trist over at skulle fuldføre sin sætning. Og lige da han havde sagt de ord, vidste jeg godt, hvad det her betød. Min værste frygt de seneste mange dage, var nu blevet til virkelighed. Justin kom ikke hjem til mig igen. Det føltes som at blive stukket af det skarpeste materiale i maven flere tusind gange i træk. Som om der stod flere mennesker og stak hårdt på samme tid.

Tårerne begyndte at løbe ned af mine kinder, og selvom de egentlig ikke behøvede at sige mere nogen af dem, fortsatte den yngste: "Deres kæreste, Justin Bieber, er desværre...""Stop!", afbrød jeg ham med en bedende lav stemme og lukkede mine grædende øjne i. Jeg havde ikke et behov for at høre ham fortælle mig, at Justin ikke var i live mere. Det var mit værste mareridt, og jeg havde ikke lyst til at høre det blive sagt højt. 

Jeg åbnede øjnene og så, at fyren nikkede forstående til mine ord med en trist mine. Derefter lukkede jeg bare døren forsigtigt i og lænede mig med ryggen op ad den. Mit hjerte knækkede sig langsomt midt over, og jeg kunne virkelig mærke smerten af, at det knækkede sig. Den smerte var ubeskrivelig forfærdelig på alle måder. Tårerne løb ned af mine kinder helt ukontrolleret, imens mine ben knækkede sammen under mig, så jeg gled ned ad hoveddøren med ryggen og til sidst sad på gulvet. Hele min verden virkede pludselig tom, som om der ingen mening var med livet mere. Hvordan skulle jeg kunne leve videre uden Justins tilstedeværelse?

Det her kunne jeg ikke. Jeg kunne ikke fungere uden ham, det vidste jeg, at jeg ikke kunne. Sekunder efter hørte jeg mig selv skrige højt, imens jeg græd voldsomt. Det gjorde så ondt i min krop, at jeg bare måtte skrige smerten ud, så folk uden for med garanti kunne høre mig. Mit blik landede pludselig på billedet af Justin og jeg, der hang her i gangen, så jeg stoppede med at skrige for en stund. Jeg havde altid hadet det billede, fordi det var så utrolig opstillet, da det var taget hos en fotograf. Derimod så havde Justin altid elsket det billede og ville absolut have det hængende her i gangen, fordi det var et af de eneste billeder, vi var på sammen. Som regel var det bare mig, der gik amok med at tage billeder af ham nærmest flere gange dagligt, for når det kom til billedetagning af mig, var jeg helst fri.

Jeg betragtede billedet i et stykke tid samtidig med at tårerne bare forlod mine øjne helt ukontrolleret. Det gik op for mig, at den mørkeblå bluse han havde på på billedet, var den samme bluse, han også havde haft på første gang, jeg mødte ham helt tilfældigt. Aftenen hvor jeg mødte mit livs kærlighed, som nu ikke var her mere. Det var så uvirkeligt og forkert. Jeg savnede ham allerede ubeskrivelig meget og ønskede inderligt, at han var her, så han kunne trøste mig. Jeg var knust overalt i min krop.

 

Flashback

_3 år og 5 måneder tidligere_

"Fucking lorte idé", mumlede jeg fuldt og småirriteret for mig selv, lige som jeg trådte ud af den propfyldte natklub. Jeg var i aften taget med Dylan i byen, fordi han mente, at jeg havde brug for "et knald", da jeg ikke havde været sammen med en fyr i et par måneder. Til dels kunne jeg da godt give ham ret i, at jeg nok trængte til at være sammen med en fyr, men at tage i byen for at score var nok det dårligste idé nogensinde. Fyrene her var så desperate, at det bare strålede ud af dem alle sammen fra flere meters afstand, og så var de bare ikke mine typer overhovedet. Jeg havde fra start af været imod at tage med i byen, da jeg udemærket havde vidst, at aftenen ville ende med at blive lort. Men da jeg havde prøvet at forklare det til Dylan, havde han bare rystet på hovedet og ikke accepteret et nej. Jeg skulle med.

Og nu efter at den niende ultra desperate fyr havde prøvet at score mig, havde jeg bare brug for luft og en smøg. Dylan var skredet fra mig for en halv time siden inde i baren, da han selv havde planer om at "hygge" sig lidt med en, hvis han fandt nogen.

Irriteret tog jeg en cigaret op fra pakken og placerede den mellem mine læber. Jeg ledte derefter ivrigt efter min lighter i min taske, men den var der bare ikke, hvilket irriterede mig utrolig grænseløst.

"Ihjh", udbrød jeg mumlende, imens jeg fortsat ledte efter lighteren. Pludselig hørte jeg et klik og kunne ud af min øjenkrog fornemme en flamme foran mit ansigt. Jeg rettede mit hoved op og så en person stå foran mig med en tændt lighter rakt mod mit ansigt. Kort prøvede jeg at få øjenkontakt med personen, men det var umuligt, da det for det første var utrolig mørkt og for det andet, fordi lighterens lys næsten blændede mig. Jeg rykkede derfor bare stille mit hoved tættere på ilden, så jeg kunne få min smøg tændt. Derefter rykkede jeg mit hoved tilbage og pustede røgen ud, imens personen slukkede lighteren, så jeg kunne se, at der var en fyr, der stod foran mig. Han så faktisk utrolig godt ud i forhold til andre fyre her.

"Tak", sagde jeg venligt med et taknemligt smil.

"Intet problem. Du lignede en, der virkelig havde brug for ild", svarede han med en venlig stemme også og skulle lige til at gå væk fra mig igen, men jeg stoppede ham ved at gribe fat i hans overarm. Med et forvirret blik vendte han sig igen og kiggede ned på min hånd, som jeg stille fjernede fra ham. Han førte derefter sit forvirret blik op til mine øjne, som om han forventede svar på et eller andet.

"Hvis du vil, kan du bare blive her og ryge en smøg sammen med mig?". Jeg stillede min sætning som et spørgsmål og smilede til ham. Det var måske lidt underligt at sige sådan til en fremmede, men jeg var virkelig fuld, og han var den første attraktive fyr, som ikke havde lagt for sygt meget an på mig.

"Jeg ryger ikke", svarede han med et skævt smil, hvilket undrede mig en del. Hvis han ikke røg, hvorfor rendte han så rundt med en lighter? "Du ved, jeg er sådan en pyroman". Han tændte lighteren igen, så jeg en anelse chokeret så på ham. Det virkede utrolig underligt, men hans ansigtsudtryk var bare så seriøst, at det lignede han talte sandt.

Han slukkede lighteren og rømmede sig på en akavet måde, hvorefter han sendte mig et underligt smil. "Okay, den var virkelig dårlig", sagde han på en flov måde, imens han kløede sig i nakken og kiggede ned i jorden. Det gik nu op for mig, at det bare havde været en joke, så jeg begyndte at grine svagt. Hvor var han egentlig virkelig sød og nuttet, som han stod på den måde foran mig. Om det bare var på grund af alkoholen i mit blod, at jeg syntes det, vidste jeg ikke. Men flot det var han helt bestemt.

Da han hørte, jeg begyndte at grine, løftede han sit hoved igen og kiggede mig i øjnene. I en lettet udånding begyndte han selv af grine på en helt vildt kær måde, som næsten ikke var til at stå for. "Jeg hedder Justin", sagde han og rakte sin højre hånd mod mig.

"Jeg hedder Malou", svarede jeg ham smilende og gjorde derefter det samme, så vi gav hinanden et håndtryk. I et par sekunder stod vi bare og kiggede smilende på hinanden, hvilket faktisk var utrolig rart. Han havde de varmeste brune øjne som næsten fortryllede en.

"Nå der var du!", hørte jeg pludselig fra Dylans stemme og mærkede derefter en arm blive lagt om mine skuldre. Justin og jeg droppede vores øjenkontakt og kiggede begge på Dylan, der havde stillet sig ved min side. "Og hvem har vi så her?", spurgte Dylan om med en smørret smil imens han gav Justin elevatorblikket.

"Justin", lød det fra Justin søde stemme. Jeg kiggede hen på ham igen og så at han gav Dylan et lille smil. Han var jo vildt charmerende, det var det næsten alt for vildt.

"Jeg er Dylan.. Hende tøsens bedste ven", lød det i en overglad tone fra Dylan. Det var hundred procent kun fordi jeg stod sammen med en fyr, han snakkede sådan der. Nu havde det jo så også været hans mål med hele aftnen.

Jeg bemærkede at Justin smilede til mig, så jeg med det samme gengældte det. "Men jeg skal ikke forstyrre jer to længere.. Hyggeligt at møde dig, Justin... Og Malou vi snakkes bare senere, ikk?". Jeg nåede ikke at svare Dylan, da han hurtigt gav mig et kys på kinden og derefter var pist forsvundet fra Justin og jeg.

Jeg rømmede mig svagt flovt over Dylan, da han til tider godt kunne have en rimelig frembrusende måde at være på. Derefter lagde jeg mærke til at Justin ikke længere smilede, men i stedet kiggede på mig med et blik i sine øjne, som jeg ikke helt kunne tyde. "I ser ud til at være rimelig gode venner, hva?", stillede han som et spørgsmål med en underlig stemme, imens han sendte mig et smil, der med sikkerhed var falskt.

En smule undrende over ham lige nu, nikkede jeg bare til hans spørgsmål. Til at starte med forstod jeg ikke meningen med, at han pludselig ikke smilede "rigtigt" til mig mere. Først da det gik op for mig, at hans smil var stoppet, da Dylan kyssede mig på kinden, forstod jeg det. Han troede sikkert at Dylan og jeg var lidt for tætte "venner", hvilket vi langt fra var.

"Ja, vi har kendt hinanden siden, vi var børn.. Han er som en storebror for mig", forklarede jeg ham stille og roligt. Justin svarede eller reagerede ikke rigtig på det, jeg sagde, han stod bare og kiggede på mig med det samme underlige blik som før. "Han skal med sikkerhed gøre en fyr rigtig lykkelig en dag", fortsatte jeg med et skævt smil på læben og kiggede ned på smøgen i min hånd, der var gået ud, da jeg helt havde glemt at ryge på den.

Jeg smed smøgen på jorden, da jeg ikke følte trang til at ryge den alligevel. Mit blik fandt derefter vej op til Justins ansigt, hvor jeg hurtigt skimtede et charmerende smil på hans læber. Han kløede sig i sit nakkehår og kiggede en smule undskyldende på mig over, at han med garanti havde tænkt nogle tanker om Dylan og jeg.

Derefter kiggede vi hinanden i øjnene igen og det var som om, at vi bare forstod hinanden på en måde. En helt særlig kemi havde været imellem os lige fra start af, det følte jeg i hvert fald. Og så var han bare så ubeskrivelig dejlig at se på, så jeg vidste bare, at jeg måtte tage det næste skridt for ikke at risikere. han gik.

Jeg bed mig en smule nervøst i underlæben, da jeg aldrig rigtig plejede at gøre sådan noget her. Det plejede altid at være fyren, der tog det næste skridt, når det kom til at få mig med hjem. Men lige med Justin følte jeg, at jeg sagtens kunne være den der tog skidtet, netop på grund af vores særlige kemi.

"Jeg tænkte på, om vi ikke skulle tage sammen hjem til mig?", spurgte jeg ham om med en lidt nervøs stemme, da jeg som sagt ikke var vant til det her. Desuden så kendte vi jo næsten heller ikke hinanden, men det betød vel ikke noget, når det her sikkert bare skulle være for én enkelt aften.

Justins læber formede straks et dejligt charmerende smil, og han nikkede derefter til mig.

~

"Du ser virkelig dejlig ud, ved du godt det?", hviskede Justin med en hæs stemme og kiggede mig i øjnene med et blik, der var fuld af lyst. Jeg stod med ryggen op ad væggen og havde Justins krop presset helt op af mig. Et smil formede sig på mine læber over hans ord, da det kildede skønt i maven over at høre ham sige det. Selv om jeg kun havde kendt ham i ultra kort tid, følte jeg mig så tiltrukket af ham og hans udseende, så han sagtens kunne få sommerfugle frem i min mave. Generelt havde jeg virkelig let ved at "forelske" mig i folk, men det forsvandt også hurtigt igen. Jeg var ret sikker på, at det var det, der var tilfældet lige nu, for han fik helt sikkert en masse skønne følelser frem i min krop.

"Du er dejlig", hviskede jeg tilbage og rykkede derefter mit hoved tættere på hans, så vores læber for første gang mødtes i et skønt kys. Nu havde jeg lagt mærke til, at hans læber var smukke og fyldige, men at han kyssede så fantastisk godt her, havde jeg virkelig ikke troet.

Kysset blev hurtigt udviklet til et heftigt snav, og der var vidst ingen tvivl om, hvad vi begge gerne ville. Han kørte sine hænder op ad siderne af mine lår, og trak samtidig min lårkorte kjole med op på vejen. Hans varme hænder mod min hud, fik mig til at gispe svagt mod hans læber, så jeg kunne fornemme et smil på hans læber.

Jeg tog fat i bunden af hans mørkeblå bluse og begyndte at løfte den op ad, så vi trak vores læber fra hinanden for en stund, så blusen lige kunne komme af ham. Med et bid i underlæben betragtede jeg i få sekunder hans lækre veltrænede overkrop, før hans perfekte læber igen var på mine. I et stykke tid nussede og kærtegnede han mine ydrelår og balder, imens vi fortsatte vores heftige kys.

"Justin.. Justin..", hviskede jeg pludselig småpanisk mod hans læber, da det gik op for mig, at jeg egentlig ikke havde noget beskyttelse. Og hvis det her fortsat, hvilket jeg var meget sikker på, så var det vidst bedst at finde ud af om, han havde noget. Han trak sig væk fra mine læber og kiggede mig forvirret ind i øjnene.

"Har du noget beskyttelse?", spurgte jeg lavt om, så hans ansigtsudtryk igen ændrede sig. Han sukkede dybt og rystede derefter på hovedet.

"Har du ikke?", spurgte han om med et lille håb i stemmen. Desværre måtte jeg skuffe os begge, da jeg intet havde, så jeg rystede på hovedet med et skuffet ansigtsudtryk. Endnu et suk forlod hans læber og denne gang lød det utrolig irriteret. Jeg forstod det også hundred procent godt, da jeg selv lige var blevet kørt godt op af hans kys og berøring. "Pis også!", udbrød han og lagde sin pande til min.

Af en eller anden grund kunne jeg ikke lade være med at smile, da jeg faktisk syntes, det var ret sødt, at han så gerne ville være sammen med mig. Han lænede sit hoved tilbage igen og sendte mig et frækt smil, som om han havde noget i tankerne. Uden at sige noget bukkede han sig lidt ned i knæene og lagde sine hænder på mine baglår, så jeg få sekunder efter ikke længere var i kontakt med gulvet.

"Hvor er soveværelset?", spurgte han om og jeg pegede bare i retningen med et smil på læben, hvorefter han gik i den retning med mig om hans lænd. Da vi kom ind i soveværelset smed han os ned i sengen med mig nederst og ham oven på mig. Han kyssede mine læber en enkelt gang, hvorefter han rykkede sig lidt tilbage, så hans ansigt var ud for mit underliv. Imens han smilede til mig, tog han fat i kanten af min g-streng og trak dem ned, så de til sidst var helt af mine ben. Han lagde sig tilrette mellem mine ben, og jeg mærkede straks efter de dejligste læber og den skønneste tunge forkæle mit underliv.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...