Søn af Adrun

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 aug. 2015
  • Opdateret: 27 aug. 2015
  • Status: Igang
Chronos fylder 18 og kan endelig tage sin manddomsprøve; men hvad han ikke ved, er, at det ikke blot er ham, der har ventet på denne dag. Mærkelige hændelser begynder at forme sig omkring vores hovedperson, og snart befinder han sig i et farligt spil, hvor han er nøglen. Snart må han vælge sin skæbne, men det er et svært valg - for der er nemlig ingen vej tilbage.

Historien er ikke egnet for folk under 16, da det indeholder anstødeligt materiale. Bør ikke læses af sarte sjæle.

1Likes
0Kommentarer
252Visninger
AA

2. Kapitel 1: Drømmenes Brønd

”Du snød!” Irvas skingre stemme skar gennem bropladsen, så et par høns hoppede forskrækket og løb klukkende væk. Solen bagte ekstra meget i dag, hvilket var underligt for en oktoberdag. Sveden piblede frem på Chronos pande, så han måtte tørre det væk med håndryggen. Kalan snappede efter vejret og greb sin håndfuld af marmorkugler, inden Irva kunne nå at protestere, hvorefter han satte i løb mod skovåbningen så støvet fløj op omkring dem; den lille pige gad ikke følge efter ham, så i sin demonstration begyndte hun at viske stregerne i jorden ud med snuden af sin sko, en lettere aggressiv gestus. Sådan var hun, og det var ikke første gang, at hun og Kalan sås i et skænderi over et spil Slyngelvæld. Irva var i en alder af 12, men ud over sine raserianfald, opførte hun sig som én der var ældre end Chronos selv. Hun var spinkelt bygget, men meget høj af sin alder – noget der medvirkede til, at hun havde fået øgenavnet ”fugleskræmslet” af sine jævnaldrende. Hendes ansigt var skarpt og lignede, at det var slebet ud af marmor. De mandelformede øjne, der vendte svagt opad i yderste øjenkrog, var brune; det misundede han hende. Chronos selv, der ikke havde et udseende at prale af, havde én ting som skilte ham ud fra de andre unge i landsbyen. Hans venstre øje var brunt som Irvas, men en dybere farve han selv ville beskrive som barken fra det eftertragtede mørktræ, Gilhruns levebrød. Hans højre øje, derimod, skinnede en dyb grøn. Han havde altid spurgt Pap om det, for han så sjældent grønne øjne heromkring – faktisk kunne han ikke mindes at have set nogen overhovedet, kun i drømme. Men de gjaldt ikke, og Pap havde fortalt ham med en streng stemme, at drømme kun var drømme, intet andet. Chronos troede nu noget andet. ”Tveøje,” drillede Irva og satte sig på trapperne ved siden af ham. ”Hvis din Pap ser dig dagdrømme, bliver du bare sendt til Skuret igen.” Han vidste, hun havde ret. Han strakte sine lange arme med et gab og vendte blikket i hendes retning med et skælmsk smil. ”Og hvis din Pap ser dig i en slåskamp, bliver du sendt til Tyinn.” Pigens smil forandrede sig hurtigt til en utilfreds grimasse, som fik hende til at se ældre ud end hun burde.

Chronos kom straks i tanke om, hvorfor han var kommet, og rakte sin hånd ind under inderlommen i hans vest. Irva øjnede ham med nysgerrighed, hun prøvede på at skjule ihærdigt. Fra inderlommen hev Chronos en smalsyet pose ud, og indholdet raslede som han rakte hende den. ”Er det..?” spurgte hun med store øjne, der havde skepsis i dem, men da han nikkede åbnede hun posen og smilede bredt. Indholdet var marmorkugler – mange af dem – som Chronos havde ejet indtil for få sekunder siden. ”Jeg plejede at være mester af Slyngelvæld,” pralede han så han fik et skub af pigen ved hans side, som dog ikke kunne holde op med at smile. ”Min manddomsprøve er om en uge, og efter det får jeg ikke tid til at lege i-” Hans ord blev afbrudt, da Irva svang sine arme omkring hans liv med et stramt greb. ”Tusind tak, Tveøje!” Han syntes, at han hørte en snøften fra hende, men før han kunne nå at finde ud af det, var hun løbet efter Kalan for at indhente ham i udkanten af skoven, så de kunne spille igen. Det mindede Chronos om ham selv, da han havde været yngre, og om hvordan han selv havde banet sig vej op gennem de sociale rang ved at blive bedre til spillet.

Med et anstrengt suk fik han rejst sig og bevæget sig tilbage ind mod Gilhrun. Her var underligt roligt i dag, måske alt for stille til hans smag. Han var ikke overvældende social eller glad for menneskemængder, men han syntes stadig at det var underligt for landsbyen at være uden aktivitet, især på denne tid af dagen. ”Hvor er alle henne,” mumlede han retorisk til sig selv og kløede sig i det halvlange, sorte hår. Vinden peb i hængslerne på apotekerens havelåge, så Chronos måtte lægge en hånd på det grove træ – da han fik øje på kanten af noget stenbelagt for enden af den spinkle have. Han mindedes ikke før at have set andet end urter i den have. Med nysgerrige skridt trådte han inden for lågen, som fortsatte med at pibe højt efter han havde sluppet den for at undersøge haven nærmere. Alt så ud, som han huskede det; urter og blomster i mangevis, alle plantet i perfekt orden langs stenmuren, men nu stod der noget andet i midten af haven, noget, som ganske vist var bygget ud af tunge sten, men som var meget mindre spændende end hvad Chronos havde forestillet sig. En brønd. Han havde ganske vist ikke set den før, men det gav godt mening hvis en apoteker byggede en brønd, der var adskilt fra selve byens, tænkte han skuffet. Spanden, som hang over det gabende hul, vuggede i vinden, der var roligere i læ af muren. Med et blik kastet til begge sider, trådte Chronos tættere på brønden for at undersøge den nærmere; siderne var tætbevoksede af slyngplanter, og stenene så ud som om, de havde set mange vintre. Nu rynkede han på panden. Hvordan kunne det være, at han ikke havde set den før? Pludselig greb en hånd fat om hans nakke og tvang ham nedad i brøndens hul, og med en anstrengt lyd kæmpede han for at holde sig oppe. ”Se godt efter, søn af Adrun,” hvæsede en stemme bag ham, og han kunne mærke hvordan hans muskler gav efter for trykket der blev større nu. ”Se godt efter, for dette vil blive din død!” Noget knækkede – træet, som holdt spandens reb oppe, og Chronos mistede balance og gled ned i brønden med et råb så højt, at hans trommehinder skælvede under faldet.

Hele landsbyens børnemængde stod bøjet over ham, da han åbnede øjnene. Hans tøj var gennemblødt af sved, og han kunne mærke sine lunger brænde som han hev efter vejret. Da han kiggede rundt kunne han se, at han lå ind over trapperne, hvor Irva og Kalan havde efterladt ham tidligere. Han havde slet ikke været inde i byen. ”Tveøje,” mumlede Irva bekymret, men nåede ikke at sige mere, før Pap kom styrtende og banede sig vej gennem de nysgerrige hoveder. ”Der er intet at se her,” brølede han og rev i Chronos’ arm for at få ham oprejst. Chronos udstødte en øm lyd, og greb sig til skulderen mens han fulgte sin vrede Pap ind i deres hus på den anden side af broen. Pap smækkede med døren bag sig, så Chronos hoppede forskrækket. ”Hvad har jeg sagt så mange gange før?” hvæsede han gennem sine tænder. ”Hvis jeg finder dig sovende på den anden side af broen igen, så får det fatale konsekvenser, Chronos!” Den sorthårede dreng stirrede på Pap med uforstående øjne. Pap vandrede frem og tilbage i et forsøg på, at køle ned, og det var først da Chronos åbnede munden, at han stoppede op. ”Hvem er Adrun?” spurgte drengen, et spørgsmål som fik Pap til at stivne fuldkommen. I et øjeblik var der ikke andet end en stædig tikken fra det store ur i stuen, og Chronos kunne se, hvordan Paps energi forlod hele hans krop. Han havde aldrig set sin Pap så håbløs før. ”Der er noget, jeg må fortælle dig, knægt.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...