Derhjemme

Derhjemme kan jeg gå rundt i nattøj uden nogen kigger.

17Likes
17Kommentarer
597Visninger

1. Derhjemme

Da jeg kom hjem, gik det op for mig, at jeg ikke var kommet hjem. At jeg kun havde været hjemme i en enkel uge i hele mit liv. For selvom jeg måske havde savnet min kats lyse pivende stemme og de fire vægge omkring mig, så var det det, der fik mig til at lægge mig ned og græde.

Måske var jeg træt og overvældet. Måske var det hele indtrykket. Eller fordi jeg savnede at spille Werewolf den aften, hvor jeg gik i seng. Eller fordi jeg savnede den grå hættetrøje, der ikke var min. Den meditation, som jeg egentlig ikke brød mig om. At putte salt i den berømte Randis vandglas. At lægge mig grædende i seng, fordi jeg ikke kunne fatte det. Tænk der fandtes et hjem for sådan en særling som mig.

Jeg håber på, det hele ikke bare er en illusion. Jeg håber på, at de har det ligesom mig. Sidder og græder i nattøj klokken lort, fordi man skal have sine følelser ud. Ligesom mig nu. Gemmer sig for sin mor, og håber på hun ikke kommer ind, så man må lægge sin computer væk, for det er sengetid. Derhjemme er sengetiden tre om natten.

Engang var der ikke mennesker, der forstod eller accepterede mig. Alle steder der var nye, var farlige, for nu skulle jeg dømmes og sættes ind i bokse med store titler, der nedgjorde mig personligt. For titlen ”hende der elsker kage” er vel ikke så slem, men at folk husker mig for det er. At jeg ikke er mere. At jeg ikke er mere end hende nørden bagerst i klassen, der ikke kan kigge folk i øjnene. Hende der ikke er med til idræt, fordi hun går i panik, og de dømmer mig. Ikke derhjemme.

Titlen jeg fik var mig. Det gik op for mig, at jeg bare er mig, men det er okay, for det er mig. At have titlen mig er noget stort, for du er bare dig. Vores titler er mig. Jeg elsker at være mig derhjemme. Jeg elsker at føle mig heldig. Jeg elsker at kunne sige de mest latterlige ting uden at skulle dømmes. Jeg elsker at kunne græde, når jeg skal ud i den store verden og kramme min helt egen kineser farvel. Over en milliard. Og alligevel får jeg lov til at møde den bedste af dem.

Der er intet sted som hjemme. Intet sted som hjem, hvor jeg kunne være en af de yngste og være hende den lille, men alligevel være sammen med de ”store”. Jeg savner, at alder ikke betyder noget, og at det er lige meget, at jeg opfører mig mærkeligt nogle gange. Jeg savner at gå rundt i nattøj, uden nogen kigger underligt på mig. Savner at føre dybe samtaler om en fiktiv person og kunne fangirle over en, som jeg allerede kendte i forvejen. Jeg savner tanken om at gå i mit idols tøj. Jeg savner at sidde til langt ud på natten for at snakke om ting, jeg kun kan gøre derhjemme.

Jeg kan remse flere ting op, men der er ikke brug for det, for personerne kender godt til det. Minderne er altid de bedste, og det er næsten synd at skrive dem ned, for de skal huskes og ikke bare læses af alle i hele verden. Familie er jo det tætteste, og min familie er her ikke.

Der er stadig tidspunkter, hvor jeg bare savner dem som bare pokkers og vil græde og græde, for jeg vil hjem, og jeg har fået for meget af ude godt, for hjemme er altid bedst. Jeg savner min hættetrøje, for den er kun derhjemme.

Jeg savner hjem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...