A Dream About Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 aug. 2015
  • Opdateret: 21 jun. 2016
  • Status: Færdig
Destiel-fluff. Det er bare en sød lille historie om Dean og Castiel. Denne historie afsæt i personer fra serien Supernatural, specielt forholdet mellem Dean og Castiel - I min novelle er de kommet til et parallelt univers, hvor der ikke er dæmoner eller engle, men hvor alle er mennesker - her skal de så prøve at falde til, og i denne novelle har de været her et stykke tid. Sam er Deans bror, hans kone hedder Gen, de har sammen et barn: Eve, de bor alle fem i et hus.

1Likes
0Kommentarer
396Visninger
AA

1. Oktoberregn I

Castiel pakkede sine ting sammen, hans skrivebord flød i opgaver og stile han skulle rette, kaffekopper var stablet op oven på hinanden, og hans bøger var fyldt med pletter fra diverse ting han tabte over dem. Han havde fri nu, og glædede sig til at komme hjem, klokken var omkring 5 om aftenen. Bygning han arbejdede i var tom, og der var allerede låst af, da alle andre var taget hjem.

  Dean skulle hente ham kvart over 5, ude foran bygningen. Castiel kiggede ud af vinduet, det regnede lidt. Han trak på skuldrene, det havde været så godt vejr i de sidste uger, det var som om efteråret var kommet for alvor nu, de var i midten af oktober.

  Trenchcoaten på, tasken op på skulderen, han smækkede dørlåsen i efter sig og gik ud i det grå, det trak op til mere regn. Castiel skannede området, der var ikke noget sted at stå i læ, kun et stort træ i nærheden. Han overvejede at gå over til forskerbygningen, men han måtte heller lige give Dean besked om det. Han tog sin telefon op, den var løbet tør for strøm. Suk, der var heldigvis ikke lang tid til Dean ville komme, så han kunne jo gå i læ i nærheden af der hvor han var. Bygningen bag ham var låst, så der var kun træet tilbage, han stillede sig under det, det hjalp dog ikke ret meget.

Castiel savnede at være en engel af Herren, så ville sådan en smule vand og koldt vejr ikke genere ham, og han ville kunne have teleportere sig hjem. Han stod lidt og faldt i staver, tiden gik ufattelig langsomt.

  Uret over forskerbygningen slog 3 slag, klokken var halv 6, Dean var ikke kommet, Castiel var ved at være gennemblødt, han trippede lidt rundt for at holde varmen, det var begyndt at blive mørkt.

  Han kiggede igen op på uret, nu kvart i 6, intet tegn på Dean. Nu begyndte han at blive sur. Det var koldt, mørkt, han var våd og frøs. Det skulle selvfølgelig være den dag telefonen ikke virkede, på en dag hvor der var brug for det. Han vidste ikke om Dean havde prøvet at får fat i ham, eller om der var sket ham noget, han kunne kun stå og vente. Han ville have taget bussen eller toget, hvis han havde haft nogen penge med sig, men det havde han ikke, de ekstra penge han havde lå i skuffen i hans skrivebord, inden på hans kontor… som var låst inde i bygningen.

  Det begyndte at blæse op, regnen blev kraftigere, uret slog 6 høje slag, klokken var 6, han havde snart ventet i en time, gadelysene var tændt. Han satte sig på trappen der var under træet, så han havde mulighed for at beskytte sin taske, da både papir og computer kunne gå i stykker. Hans arme hvilede oven på tasken, og hans trenchcoat dækkede resten af den, forhåbentlig ville der ikke trænge vand ind, sagde han til sig selv. Han kunne mærke vandet have trægt helt igennem hans tøj, han var blevet gennem kold.

  Et dybt suk kom fra ham, han var ved at græde, han havde det elendigt, måske var der sket et eller andet, Dean glemte ikke bare folk. Tårerne løb ned af kinderne, han måtte godt græde når han var alene, det havde han læst var normalt, og andre mennesker gjorde det - gråd var et tegn på afmagt.

  Han følte sig glemt og alene, det stikkede i hans bevidsthed at Dean måske havde glemt ham, at han ikke vidste hvor længe han enlig skulle sidde der. Han græd lydløst, vinden var begyndt at ruske mere i træerne omkring ham, og han kunne hører den pibe igennem buske og passager mellem de forskellige bygninger.

  Han kiggede op på uret, den var tyve minutter over seks, hans mave knurrerede og trak sig sammen, han sank en klump, han var helt sikkert blevet glemt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...