Out Of The Darkness

Mød den 18 årige Rose Parker. Livsglad ung pige, der har hele livet foran sig. Hun var den bedste i skolen, til sport - ja alt. Men en aften i byen med sin to år ældre søster, vender op og ned på hele den verden hun kender. Et mord. Ja et mord var det der skete den aften. Et mord som hun var vidne til. Og at det så var hendes egen søster det gik ud over, var ikke meget bedre. Rose bliver mere og mere ved siden af sig selv. Stoffer, penge, gæld, bliver indblandet. Og hvad sker der hvis hun møder en, med de smukkeste grønne øjne og krøller?
Hvem er Han egentlig? Bliver det for meget for hende en dag? Og hvad sker der hvis hun måske ender med at tage én hun elsker med i faldet?
TRAILER UDE I SIDEN ->>>>>

22Likes
17Kommentarer
9322Visninger
AA

5. Stefan who?


Rose`s synsvinkel:

 

Mandag. 

Den mest lortede dag på ugen.

Jeg hoppede ud af sengen og kiggede på mit vækkeur. 07.01. Klokken er lorte tidlig om morgen.

Suk.

Ja. Jeg er et rigtigt morgenmenneske, kan i høre...

Jeg traskede hen til mit skab, og hev en mørkeblå striktrøje og et par hvide jeans ud. På med det, og så er jeg kørende.

Kørende ned til køkkenet..

Hvis i forstår..

Ved i hvad? Bare glem det..

Jeg tog yoghurten ud af køleskabet og hældte noget i en skål og tog en ske. Smuttede hen til sofaen og tændte TV`et. 07.30. Hen i opvaskeren med skålen og skeen, og videre ud på badeværelset.

Kæft hvor er jeg egentlig grim om morgenen. Jeg kiggede grundigt på mig selv i spejlet..... Det var det helt utroligt! Render under øjnene, uglet hår, mascara rester her og der. Hvis jeg nogensinde får en kæreste, må han da få et chok hver gang han vågner op ved siden af mig... 

Men jeg skal heller ikke have nogen kæreste.

Nixen bixen... Kærester er for tabere... 

Jeg er bare single og nice. Jep!

Nå men jeg gjorde mig færdig og alt det der.

Jeg småløb ud i gangen, tog mine sorte Nike Air Thea på. Jakken på, tasken over den ene skulder, mobil i baglommen, og så er det ellers bare ud af døren og hen til det College jeg gik på.

 

***  

 

Vinden susede gennem min hestehale, fuglene fløjtede og solen stod smukt op på himlen.

 

 

Okay. Det var faktisk løgn.

Vinden gennem tævede min hestehale, der var ingen fugle at se på himmlen og solen var ikke til at se for nogle kæmpe skyer, der ikke så ud til at ville flytte sig lige i forløbet.

Jaer, jeg var ude og løbe en tur. Du ved, man bliver jo nødt til at holde sig i form, hvis man vi have en flot krop, jo.

Men det var faktisk ved at blive lidt mørkt, og jeg løb ude i en skide skov, uden nogen anelse om hvor jeg befandt mig.

Altså jeg er ikke vandt til at løbe ude i skoven. Så jeg kender den ikke.

 

 "Sig mig engang" sagde en mandestemme, "Er det ikke selveste Mira Parker`s lillesøster?".

Jeg vendte mig hurtigt om.

Det var en mand.

"Stefan" præsenterede Stefan - som han så hedder - sig.

"Stefan hvem?" spurgte jeg undrende, "Kender jeg dig?".

"Kan du slet ikke kende mig?" spurgte han smågrinende, "Kig nu godt efter, Rose".

Jeg gav ham elevatorblikket. Nej. Ham kunne jeg det godt nok ikke genkende. Jeg kiggede på ham med et lille smil. Det var da mærkeligt at der ligepludselig dukker én op og spørg om man kan huske én. Tsk.

Mine øjne stoppede da mit blik mødte hans.

De brune øjne.

Hvor havde jeg set dem?

Mit smil forsvandt langsom.

Det var de brune øjne.

Det var ham.

Det var ham med de brune øjne, der havde slået min søster ihjel foran øjnene på mig.

"Jeg fornemmer der begynder at ringe en lille klokke" svarede han og smilede provokerende.

"Du skal bare lade mig være!" sagde jeg hårdt.

"Du ved, det er jeg bange for jeg ikke kan" sagde han koldt, "Jeg har stadig ikke fået mine penge".

"Hvad skal jeg gøre ved det?" svarede jeg hårdt.

"Jo, ser du. Jeg tror ikke du har været helt klar over hvad Mira har rendet rundt og lavet, de sidste par år" sagde han med et lille smil. "Men som du ved, kom Mira ud for et lille uheld".

Jeg var ved at koge over inde i mig.

"Jeg går nu" vrissede jeg.

"Det er helt fint. Men for din egen skyld, ville jeg møde op ved London`s hovedbanegård, på fredag om 4 uger" svarede han og tilføjede, "Med 31.000 kr.".

What?!

"Ses"

Jeg kiggede hen på ham igen.

Eller der hvor han stod før. Han var væk nu.

Jeg vendte rundt og spænede hjem.

Hvad forgik der lige her?

 

 

 

 

Hey! 

Tak for at læse med - hvis der er nogle der gør det.

Smid gerne en kommentar, da vi gerne vil have lidt respons. Så er i søde.

- Cecilie & Sara Marie<3

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...