New girl in town?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 aug. 2015
  • Opdateret: 4 apr. 2017
  • Status: Igang
Destiny er lillesøster til en verdensberømt popstjerne nemlig Niall fra det populære boyband One direction og da familien skal flytte igen går turen til Californien men rejsen bliver overhovedet ikke som Destiny havde forventet da kærligheden træder til stede mellem hende og en af drengene...

3Likes
2Kommentarer
336Visninger
AA

1. kapitel 1

"Ethan for ottende gang nej" min stemme blev lettere ophidsede efter at min lillebror havde prøvet udtalelige par af mine sko og spurgt om han ikke nok måtte låne dem

"men des du ha" "Nej Ethan for sidste gang nej!" Sagde jeg ophidsende for derefter at bede ham om at forlade mit værelse. Jeg skulle pakke færdig og Ethan distraherede mig. Jeg samlede mine mange par sko der lå spredt ud over hele gulvet op. Jeg var næsten færdig med at pakke da en banken på min dør lød "Ethan for sidste gang nej!"råbte jeg. Min mors stemme lød "tyve minutter!" Jeg fik pakket min kuffert og stillet den hen ved de andre mange ting jeg skulle ha med til Californien.

pludselig gik døren op og min storebror Niall kom ind "Niall tag dig sammen du må ikke køre på skateboard indenfor hvis mor ser der flipper hun"

"Hey rolig søs det jo ikke ligefrem fordi hun finder ud af de" "NIALL JAMES HORAN jeg har sagt det tusind gange INGEN SKATEBOARDS INDENFOR!!" Man kunne tydeligt høre min mor var sur hvilket nok ikke kommer bag på nogen drengen er jo en klovn kvindemennesket har mindst sagt det en million gange og hun har fundet ud af det vær gang...

"Nå ikke for jeg tror lige hun fandt ud af det.." Sagde jeg med et falsk smil og pegede ned mod det meget flotte mudderspor han havde lavet på mig gulv.

Jeg hedder forresten Destiny Destiny James så stort velkommen til jer i er hermed tilhængere af mit liv som outsider til en verdensberømt storebror han har faktisk ikke forandrede sig meget han er jo stadig mega belastende og irriterende og utrolig morsom når det kommer til ham selv.... Yearh han er hundrede procent sig selv

"5 Minutter" lød min mors sure stemme igen nede fra stuen af. Og hvis det ikke var fordi vi alligevel skulle flytte om 5 minutter havde jeg også slået Niall ihjel for at lave mudderbane på mit værelse. Jeg tog mine kufferter og bar dem ned i Taxaen der ventede på at køre os til lufthavnen

"tak min ven er i klar?" Taxachaufføren var venlig men der slog det mig venner da jeg sagde alt stadig var det samme havde jeg ikke tænkt på den ting der var værst vi flyttede jo mindst vær tredje måned og jeg havde forlængst mistet håbet om at få venner det ville jo alligevel ikke nytte noget når vi flytter hele tiden jeg grinede af min stupide latterlige tankegang hvordan skal jeg nogensinde komme til at få rigtige venner alligevel på det 3 sidste skoler har det eneste folk har spurgt indtil været Niall....

"Hey du når du er færdig med at dagdrømme kan du så ikke ringe så tar du bare det næste fly der kommer ikke..?" Nialls stemme skar i mine øre.. Jeg rullede øjne af ham for derefter at åbne bildøren sløvt og sætte mig ind min mor som havde sat sig på forsædet sad og rettede på sin læbestift min mor lignede mig bare med rødt hår og tyve år ældre efter min mening holder hun godt og det er ikke kun begrund af de tyve ansigtsløft hun ligepludselig fik råd til da Niall blev kendt... Kan i mærke ironien

"tak for tuen lurencu" lurencu var spansker og jeg havde ingen ide om jeg skrev det rigtig men whatever det vigtigste var vel at jeg kunne udtale det og den eneste grund til at jeg kendte hans navn var fordi at det var den stakkels man der havde kørt os de fleste gange vi skule nogen steder hen og det var vist også derfor at han ikke blev sur når vi kom forsendt lad mig bare sige at jeg har milidenhed med manden for ja der har været gange hvor min mor skulle ligge neglelak i taxaen fordi hun ikke lige fik nået det derhjemme også stank der som Regel af neglelak i hele bilen og ja det har været en af de gange hvor jeg af milidenhed har givet manden drikkepenge uden min mor viste det...

jeg kom ind i lufthavnen synet af angst og spænding kunne tydeligt ses i folks øjne det ville også kunne ses i mine hvis jeg ikke havde været ude og rejse så mange gange hele mit liv..min storebror gav mig et kærligt puf i siden "nervøs?" Spurgte han drilsk "seriøst hvis jeg ikke havde været din personlige medfølger over alt på kloden havde jeg idetmindste stadig haft nogle venner." Sagde jeg surt han kiggede overraskede på mig

"Niall du forstår det ikke okay du har mere en, million venner jeg er bare outsideren til en verdensberømt popstjerne og jeg er træt af at flytte!" Han kiggede på mig hvorefter han trak mig ind i et kram han lagde sit hoved over mit og hviskede "hvem ved måske bliver vi i Californien." Jeg grinede lavt "yearh ligesom alle de andre gange" "jeg siger bare at du burde give det her en chance måske er det ikke så slemt som du tror.?" Sagde Niall beroligende

Køen foran os forsvandt ligeså roligt, da receptionisten endelig fik fingeren ud af røven og gav gæsterne nøglekort til deres værelser. Jeg havde snart stået her i en halv time, og efter en 10 timers flyvetur, var jeg altså godt træt

Efter nogen tid fjernede gæsterne foran os sig og fandt vej hen mod en elevator med deres kufferter. Jeg åndede lettet op og trådte frem mod skranten, hvor en mand stod og kiggede opslugt på en computer.

Langsomt placerede jeg mine albuer på skrænten og så en smule irriteret på ham,

Jeg begyndte ihærdigt at hoste overfladisk, og endelig kiggede han på mig med et blik af irritation.

”Har I booket et værelse?” spurgte han roligt og smilede falsk. Jeg nikkede kort. Og skulle lige til at sige mit navn men Niall var hurtigere "Niall James horan" og pludselig virkede det til at vække interesse. Han kiggede hurtigt på computeren igen, klikkede noget ind, hvorefter han vendte sig om og rodede i en skuffe. Nogle sekunder efter kørte han et kort igennem en terminal og rakte Niall det. ”Værelse 1808,” sagde han og vendte tilbage til Niall "jeg har en datter der er stor fan af jer tror du at jeg kunne få dig til at skrive en autograf?" Jeg himlede med øjnene og vendte mig hurtigt om, imens jeg tog min kuffert. Jeg besluttede mig for at finde det på egen hånd når nu alle var så opslugt af pop sentationen Niall

Værelse 1808.

Jeg gik lidt rundt og kiggede utallige værelsesnumre igennem før jeg fandt mit eget. 1803. 1804. 1805. 1806. 1807. 1808.

Her var det.

Lettet kørte jeg nøglekortet ind i en terminal på døren, så den lyste grøn, hvilket ville sige, at døren var åbnet.

Jeg åbnede døren og lugt af indelukket, rengøringsmidler og renhed gik mig i møde. Solen skinnede kraftigt ind ad vinduet og havde opvarmet værelset godt og grundigt. Jeg stillede hurtigt min kuffert, tog mine sko af, og så gik jeg hen og åbnede et vindue, så en varm luft susede ind.

Jeg hentede min kuffert og fik den kørt ind på det store værelse, hvorefter jeg gik ind i stuen og smed mig i sofaen

Der kom pludselig en lyd ude fra værelset af, og jeg så hen mod døren. Der blev stille igen, så det var nok bare en lyd fra vinduet af. Det var garanteret smækket i på grund af en vind eller sådan noget. Jeg gik stille hen til døren efter at lyden havde gentaget sig et par gange.

Jeg åbnede roligt døren med få kræfter, men pludselig blev der lagt vægt på fra den modsatte side af døren, hvilket gjorde mig enormt forskrækket, og jeg bakkede hastigt et skridt tilbage.

”Hvem er I?” spurgte jeg, jeg så på en flok drenge på tre, der bare stod og stirrede chokeret på mig. ”hvad skal i?” fortsatte jeg og prøvede desperat at holde styr på min stemme, der ellers ville flosse af sted ud i det blå.

”Jeg tror, at vi spørger dig om det samme,” sagde en af drengene med brunt hår en smule overrasket og så rundt på de andre

Jeg løftede skeptisk mine øjenbryn og ventede et svar, men eftersom ingen svarede mig, kiggede jeg hen på drengen, der stod i døråbningen

Jeg studerede hans ansigt hurtigt og fandt ham rimelig vel meget bekendt. Krøllerne, smilet, de grønne øjne, selv stemmen da han talte.

Yep, det kunne ikke være andre end selveste Harry Styles fra mit hjemland, England

Tilbage til ham, der snakkede til mig før.

Det måtte så være Liam Payne. Og hvis I kunne gætte rigtigt, var resten af drengene resterne af One Direction. But I don't give a fucking shit. De skulle bare ud herfra, og det skulle være lige nu! Men i samme sekund jeg sagde det gik døren op og min storebror trådte ind af døren "home sweet home!" Sagde Niall "Dejligt at være ironisk." Sagde jeg lavt med armene over kors. "Niall du kan vel forhåbenligt få dem ud herfra!"

Harry kiggede forvirrede på Niall og mig. "Jeg ser i har mødt Destiny Hey des nu har du vel opført dig pænt ik?" ”Hvad snakker du om?” spurgte jeg mistroisk og gik lige forbi dem. ”Hvad vil I?” Drengene så en smule forvirret på mig, Harry skulle lige til at sige noget men igen var Niall hurtigere "de bor her også Des." "De hvad!?" Jeg løftede begge mine øjenbryn og så skeptisk på niall. Jeg havde ikke engang glædet mig til at komme til Californien og nu...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...