Bagerdrengen (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 aug. 2015
  • Opdateret: 17 sep. 2015
  • Status: Igang
Zayn er gået solo. Louis er lige blevet far. One Direction er gået fra hinanden på ubestemt tid, og drengene er spredt for alle vinde for at trække vejret uden for spotlyset. 17-årige Sarah Willing må flytte med sin nyskilte mor til Matlock, en kedelig by væk fra alt det sjove. Ny skole, ny start – alt tyder på, at det vil blive en kedelig oplevelse... lige indtil Sarah stikker hovedet ind hos den lokale bager og genkender den unge mand med de mørkebrune krøller.

5Likes
0Kommentarer
537Visninger
AA

4. Rævepigen

Jeg elsker regnvejr.

Dråberne slår blidt mod paraplyen over mig, og duften af petrichor hænger forførende i mine næsebor. Overalt omkring mig er der bevægelse; folk i regnslag suser forbi på fortovet med foroverbøjede hoveder, overfladen af floden Derwent er smadret i millioner af små ringe, og i de grønne områder tipper græsset og bladene under dråbernes vægt.

Jeg elsker regnvejr, men det hænder en sjælden gang imellem, at noget går mig så meget på, at jeg ikke helt føler, jeg kan slappe af og nyde helhedsfølelsen. Ligesom nu.

... den rare, unge mand...”

Radikalt uenig fnyser jeg ved mindet om Fru McFannens ord. ”Ung”, javist, men ”rar” er enten en overdrivelse eller en direkte løgn. Man siger ganske vist, at man ikke skal dømme folk på førstehåndsindtryk, men jeg er nu overbevist om, at ”arrogant” og ”selvfed” er mere passende. Og ”pervers”. Uden tvivl den sidste.

Øm i fingrene må jeg stoppe op og holde indkøbsposen oprejst mellem mine ben, mens paraply og pose bytter hånd; dernæst videre igen. Jeg mangler det andensidste punkt på indkøbslisten og kan ikke komme i tanke om noget værre end det.

Jeg standser ved fortovskanten og ser mig for et par gange for meget for at trække tiden ud, men da ingen biler kommer, ser jeg mig nødsaget til at krydse. Vandet sjapper under mine støvler, da jeg træder ud i vejkanten.

Et øjeblik senere møder det grønrustne kobberskilt mig let svajende, regndråber trillende ned langs guldkringlen i midten. Modviljen gør mine skridt små, og jeg standser foran døren, konfliktfyldt.

Det skal bare gøres, beslutter jeg mig for. Hurtigt ind, hurtigt ud.

Paraplyen slår jeg sammen og stikker i lommen i min regnjakke. Indkøbsposen skifter atter hånd. Dyb vejrindtrækning.

Lige inden jeg rører håndtaget, tøver jeg igen; det føles, som om alle celler i min krop strider imod; skriger, at jeg ikke må gå derind. Men jeg har lovet Fru McFannen, og det kan jeg ikke løbe fra, især ikke nu hvor min mor og jeg bor gratis.

Jeg har lovet det. Og jeg vil ikke være en kryster.

Idet jeg ser op, endegyldig beslutning summende helt ud i fingerspidserne, indser jeg, at man har kunnet se mig som en tøvende skikkelse lige uden for døren hele tiden. Følelsen af dumhed skyller ind over mig, og jeg bider mig selv i indersiden af kinden, inden jeg skubber døren op.

Så snart jeg er indenfor, vender jeg mig om for at stille posen op ad væggen og tage endnu en dyb indånding. I det anspændte øjeblik opdager jeg regndråberne, der hænger i mine øjenvipper som bittesmå glasperler. Dem tørrer jeg væk med bagsiden af hånden.

Nu gør jeg det altså.

Med et stoisk ansigtsudtryk retter jeg mig op og opsøger for anden gang i mit liv den populære bad boy Harry Styles.

Udtrykket i hans ansigt, da han genkender mig, får mig dog til at ville vende om med det samme og flygte; en blanding af komplet forbavselse og absolut underholdning glider over ham, trækker i hans mundvige og får hans øjne til at lyse op i gejst.

JEG GØR DET!

”Dig havde jeg ikke forventet at se igen allerede,” bemærker han med sit skæve smil. ”Du er måske interesseret i mit tilbud alligevel?”

På ét sekund smuldrer al min hårdtfundne mod. Hans selvsikkerhed intimiderer mig mere, end jeg havde forestillet mig var muligt, og det generer mig endeløst. Faktisk så meget, at jeg mærker en gnist af stædighed tænde indeni.

I ren trodsighed lukker mit talecenter ned, og jeg nøjes med at skyde ham et flammende blik og pege på chokoladetærten i glasmontren.

Modsat i går synes han ikke imponeret over min beslutsomhed; han har jo allerede bevist, at han kan knække mit mod med ganske få velvalgte ord. Rettere virker han til at have taget en udfordring op – en udfordring jeg på intet tidspunkt har givet ham.

I lyset af denne ændring skifter han tilsyneladende taktik:

”Jeg vil gerne invitere dig på en kop kaffe,” tilbyder han og prøver at virke mindre ivrig, imens han trækker tærten ud fra glashylden og lader den glide ned i en pose. ”Desuden har du noget til gode fra i går – med mindre du altså flygter efter betalingen igen i dag, for så kan der blive til lidt flere kopper. Eller en middag.”

Til min egen forbavselse opsætter jeg et snerrende smil, rækker ned i lommen efter et par småmønter og klasker dem mod disken.

”Sammenlagt med pengene fra i går skulle det gerne gå lige op.”

Det lykkes mig at fange ham i et svagt øjeblik. Han nikker tankefuldt, lægger mønterne i kasseapparatet og skubber tærten frem mod mig. Uden et ord møder han mit blik igen og fastholder det; denne gang smiler han ikke, men betragter mig blot undersøgende, indtil jeg ikke kan håndtere intimiteten mere og slår blikket ned.

”Du minder mig om en ræv,” siger han med et strejf af forundring. Mit hjerte giver et pudsigt hop i stilheden, og irritationen vælter endnu en gang over mig. Hurtigt snupper jeg tærten og min pose ved døren, inden jeg forlader butikken.

Udenfor lægger jeg kagen øverst i indkøbsposen, inden jeg slår min paraply op og skynder mig videre. Som en skildpadde trækker jeg hovedet ned mellem skuldrene, så jakkens krave skjuler den forræderiske rødmen, der farver mine kinders mælkehvide hud rosa.

Idiot.

 

***

 

Da aftensmaden er spist, bordet ryddet og tallerkenerne sat i opvaskemaskinen, trækker jeg mig tilbage til mit værelse.

”Du vil ikke med ind og se fjernsyn?” spørger min mor forundret, eftersom jeg som oftest spenderer aftenens spæde timer med hende. Jeg smiler undskyldende og ryster på hovedet.

”Mange lektier,” forklarer jeg. Det er ikke helt usandt, for jeg har lektier for – det er bare ikke hovedårsagen til, hvorfor jeg har lyst til at være alene. Men det behøver hun ikke at vide.

Med et langt suk smider jeg mig på sengen, så min hårelastik presser mod mit baghoved. Jeg trækker den ud og kører fingrene igennem håret nogle gange, inden jeg atter læner hovedet tilbage mod puden.

Mindet om, hvordan Harry med ét blev en helt anden, hjemsøger mig. Pludselig virkede han ikke så overfladisk, bare et kort øjeblik. Og det var nok det uventede nærvær, der fik min krop til at reagere, som den gjorde.

Jeg har lyst til at fortælle Sophie det hele, dampe af som jeg plejer, men af en eller anden grund har jeg ikke mod på at forklare hende, at Harrys sidste move gjorde en form for indtryk på mig. Jeg er skræmt nok af min egen skyldfølelse til, at jeg kan tage hendes drilleri.

Jeg beslutter mig for at vente lidt endnu.

Måske skal jeg bare falde ned først.

I stilheden stirrer jeg ud gennem vinduet. De mørke regnskyer ligger stadig som et tæppe mellem jorden og himlen, og regnen trommer hypnotiserende mod ruden. Aftenen er mørkere nu, end den længe har været. Der er ingen tvivl om, at efteråret snart indtager landet.

Ikke længe kan jeg holde tankerne væk fra bagerdrengen. Tvær vender jeg mig om på siden og stirrer ind i væggen. Der er en minimal revne i tapetet lige over sengekanten, som jeg følger med pegefingeren.

Hvorfor lige en ræv?

Foruden hårfarven, som jo giver sig selv, ser jeg ingen lighed mellem mig og det lille pelsdyr. Og jeg er overbevist om, at sammenligningen ikke foregik på baggrund af mit hår. Det var, som om hans blik borede langt dybere end det...

Forgæves forsøger jeg at skubbe tanken fra mig. Selv mindet om hændelsen virker alt for intim og akavet til, at jeg kan holde det ud.

I protest henter jeg min skoletaske og hiver den bog op, jeg i dag har lånt til forløbet Social Omsorg. På forsiden har jeg klistret en post-it-note, hvorpå jeg har noteret dagens lektier: kapitel tre samt de første elleve sider af kapitel fire. Jeg åbner bogen og bladrer frem til side fireoghalvtreds, hvor kapitel tre starter, og begynder at læse.

Jeg når knap en linje ned, inden der lyder et bank på døren, som dernæst åbnes. Jeg løfter blikket og møder min mor, der bærer en kop og en tallerken. Dem stiller hun fra sig på mit natbord ved siden af mig.

”Offergaver til gudinden,” smiler hun og lister ud igen.

Den varme, krydrede duft af kanelte spreder sig, og jeg nyder den helhjertet et kort øjeblik, inden jeg snupper en æblebåd fra tallerkenen og retter fokus tilbage til teksten i mit skød.

... og ligeledes at den professionelle etablerer en omsorgsrelation til patienten eller den ældre...”

En pludselig lyd bryder min koncentration, og jeg indser, at jeg har fået en SMS. Sikkert fra Sophie. Hun er den eneste, jeg har kontakt med på daglig basis.

Jeg finder mobilen bag tekoppen og tjekker – og ganske rigtigt står der ”Sophie <3” på displayet.

Fortæl mig om din dag ^_^”, skriver hun. Med et suk lægger jeg den tilbage på bordet. Ikke klar endnu. Læse lektier. Drukn tanker.

... indgår et aktivt samspil med patienten, kan omsorgsdimensionen næppe adskilles fra...”

Men min koncentration er for alvor brudt, eftersom den velkendte usikkerhed sniger sig ind på mig. Irriteret masserer jeg min næseryg og prøver igen.

... indgår et aktivt samspil med patienten, kan omsorgsdimensionen næppe adskilles fra...”

Ordene hænger ikke længere ved i min bevidsthed. Skuffet klapper jeg bogen sammen og har i et splitsekund lyst til at smide den fra mig i ren frustration, men tager mig selv i det og skubber den i stedet til side. Dernæst tager jeg telefonen igen, men ikke for at skrive til Sophie; derimod åbner jeg for Google, hvor søgeresultatet på ”Harry Styles” stadig vises. Slet – ny søgning: ”ræv adfærd”.

Tusinder af sider dukker frem. Jeg springer over Wikipedia og vælger næstøverste resultat, som er fra en dyrebeskyttelsesorganisation.

Den røde ræv (Vulpes vulpes)...”

Ligeså springer jeg introduktionen over og skimmer i stedet andet afsnit for nøgleord.

Forsigtige... Enspændere... Territoriale... Lyssky...”

Overraskende nok kan jeg nikke genkendende til flere af beskrivelserne, hvilket i sidste ende generer mig mere, end det nok burde. Styles er langt fra den første, der har sammenlignet mig med en ræv, men sammenligningen virker bare uhyggeligt akkurat, når jeg ved, at den ikke blot er baseret på mit udseende. For han har faktisk fat i den lange ende, og det må han ikke; han har ingen ret til at påstå, at han kender mig godt nok til det efter kun at have set mig i sammenlagt et kvarter. Det er arrogant og selvcentreret at påstå, at man kan læse folk på den måde.

At vende tilbage til mine tidligere anti-Harry-tanker fodrer min opstemthed, men på samme tid virker det også som en anden måde at lukke damp ud på. Glædeligt tager jeg metoden til mig og spenderer et par minutter med at tænke alt andet end pæne tanker om kendissen.

Efterfølgende føler jeg mig mere oplagt til at snakke med Sophie, så jeg sætter mig med ryggen mod væggen, udstyrer mig med tekoppen i venstre hånd og mobilen i højre – og ringer hende op.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...