Bagerdrengen (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 aug. 2015
  • Opdateret: 17 sep. 2015
  • Status: Igang
Zayn er gået solo. Louis er lige blevet far. One Direction er gået fra hinanden på ubestemt tid, og drengene er spredt for alle vinde for at trække vejret uden for spotlyset. 17-årige Sarah Willing må flytte med sin nyskilte mor til Matlock, en kedelig by væk fra alt det sjove. Ny skole, ny start – alt tyder på, at det vil blive en kedelig oplevelse... lige indtil Sarah stikker hovedet ind hos den lokale bager og genkender den unge mand med de mørkebrune krøller.

5Likes
0Kommentarer
475Visninger
AA

2. Matlock

Med et suk presser jeg panden mod den morgenduggede rude, lukker øjnene og lytter til den vågnende omverden. Fugle, biler på hovedvejen, en svag rislen i det fjerne... ellers helt stille.

Matlock. En lille by omgivet af bakker og grøn natur, kløvet igennem af floden Derwent.

Jeg tørrer glasset over, der hvor min ånde har efterladt en matterende kondens, og lader blikket glide over udsigten. Dug klamrer sig endnu til græsset og bladene og skinner hvidligt i krogene. Længere fremme glider Derwent uforstyrret under broen, hvorover flere cykler og fodgængere krydser.

Bag de fjerne bakker titter solen frem på en rødmende himmel. Jeg kaster et blik på mit vækkeur på natbordet – klokken er 05:41. Jeg ved, min mor stadig ligger og sover i værelset overfor.

Efter at have stirret ud længe åbner jeg vinduet for at lukke frisk luft ind og trasker hen for at hente min dyne; jeg sætter mig atter på stolen og trækker dynen tæt omkring mig, mens jeg observerer byens stille liv. En gang imellem suser en bil forbi.

Sammenlignet med London virker her mennesketomt. Selv tidlig søndag morgen høres trafikken tydeligt mellem lejlighedskomplekserne i midtbyen. Her i Matlock kan man nå at læse og memorere de passerende bilers nummerplade, inden den næste kommer.

Tankeforladt spejder jeg efter den sløve trafik.

LS32 GGJ – sølvgrå stationcar.

H481 ARN – rød hatchback.

I stilheden ender jeg med at falde i søvn, indhyllet i min dyne som en forvokset kokon. Jeg vågner først igen, da jeg hører kaffekoppernes klirren fra køkkenet. Klokken er nu 08:12, og solen spreder gyldent lys for fuld styrke langt over trækronerne. Duggen er fordampet fra rude og græs under sensommerens morgenstråler, og fuglesangen er forstummet til fordel for dagens arbejdsbyrde.

Søvndrukkent trasker jeg hen til sengen med dynen, smider den og lader den friske morgenluft pirre de bittesmå hår rundt omkring på min krop, så de rejser sig i gåsehud; dernæst hopper jeg i et par hyggebukser og en kortærmet T-shirt, der er et par størrelser for stor til mig, inden jeg møder min mor ude i køkkenet.

”Godmorgen, min skat,” siger hun med et lille smil, mens hun fortsat fisker porcelæn op af flyttekassen og stopper det i skabet. De grådforårsagede rande under hendes øjne er endnu ved at svinde ind – jeg kan se, at hun er i forbedring, selvom skilsmissen stadig tager hårdt på hende. Det må også være svært, når man oprigtigt tror på, at det er ens egen skyld, at ægteskabet visnede med tiden.

”'Morgen,” mumler jeg og tager plads ved bordet, som vi stillede frem i går aftes, efter flyttemændene fik fri. ”Hvad er der til morgenmad?” Mor venter lidt med at svare, til hun har stillet de sidste kopper og tallerkener på plads og lukket skabet.

”Vi har cornflakes og yoghurt – men...,” begynder hun og pauser sig selv med en løftet pegefinger, mens hun finder sin pung frem, ”Fru McFannen siger, der ligger en god bager to gader herfra. Jeg tænkte, vi kunne nyde et franskbrød for en gangs skyld. Så har du også til toast i morgen tidlig.”

”Fint. Har vi marmelade?” spørger jeg hende og smutter ud for at børste tænder.

”Brombær og jordbær,” svarer hun inde fra køkkenet. ”Jeg lægger pengene på bordet.”

 

***

 

Solens lys varmer mine kinder og får mit kobberfarvede hår til at gløde som smeltet metal, mens jeg går langs Derwent og ser mig omkring.

De gamle stenbygninger ligner noget, der er taget direkte ud af London, og i et kort øjeblik er fremmedfølelsen ikke helt så slem. Helt isoleret er byen heller ikke; ifølge min mor byder Matlock blandt andet på et eftertragtet spa, flere hoteller og en smuk kirke. Så selvom byen er ret lille, er den ikke helt ukendt. ”Det er da altid noget, ikke?” var et af hendes argumenter, da hun for mindre end en måned siden meddelte mig, at vi skulle flytte.

Jeg går ikke særligt længe, begravet i min tankestrøm, inden jeg får øje på bageren, som Fru McFannen fortalte min mor om. Kobberskiltet med den guldfarvede kringle er næsten dækket af grøn patina og svajer let i den blide sommerbrise. Jeg krydser vejen og fører mit hår bag ørerne, inden jeg skubber den rustikke trædør med tre glaspaneler op.

Den himmelske duft af bagværk møder mig som en venlig mur, og foran mig strækker en glasmontre sig fra den ene væg til anden med alt lige fra kager og wienerbrød til rosinboller og flûtes.

Jeg fanger mig selv i at blive overrasket over udvalget i en ellers så lille by, men påminder hurtigt mig selv, at det nok er ganske normalt. Det er sikkert også byens eneste bager.

Et øjeblik sonderer jeg udvalget, inden jeg finder franskbrødene på hylderne monteret på bagvæggen.

”Du må være ny her,” konstaterer en stemme tankefuldt. Chokeret retter jeg blikket mod kilden og indser, at der sidder en ung mand i hjørnet bag disken. Han rejser sig med et smil og læner sig ind over disken på albuerne, hvorfra han betragter mig foruroligende direkte.

Jeg finder mig selv på bar bund grundet den usædvanlige modtagelse og sætter mig for at ignorere hans ord og hurtigt købe brødet, så jeg kan komme hjem. Min plan går dog i vasken, da jeg møder hans blik, og en tanke slår mig:

Jeg kender det ansigt...

En vanvittig idé sætter sig i mit fortumlede sind, og jeg trækker mobilen op af lommen for at slå min første indskydelse op på internettet. Og ganske rigtigt...

Harry Styles fra One Direction.

Jeg ved ikke helt, om jeg havde forestillet mig, at min handling skulle virke naturlig i sammenhængen – men det går op for mig, at det er klokkeklart for os begge, at jeg lige har Googlet ham. Varmen blusser op i mine kinder, og jeg føler skammen skylle ind over mig. Mest af alt har jeg bare lyst til at vende om og gå igen.

Brød. Jeg skal have brød, minder jeg mig selv om, inden jeg skraber den sidste portion mod op fra mit mentale gulv og lader mobilen glide tilbage i lommen. I samme øjeblik overbeviser jeg mig selv om, at det bedste nok vil være, hvis jeg ignorerer det faktum, at der står en kendis lige foran mig.

”Jeg skal have et franskbrød,” siger jeg forbløffende nøgternt. Tilsyneladende kommer ordene bag på ham, for et øjeblik ser han overrasket ud, inden han begynder at kæmpe for at holde et grin tilbage. Så nikker han godkendende, vender sig om og lader et brød glide ned i en brun papirspose. Fingernemt folder han posens ender ind, så den lukkes tæt, inden han lægger det på disken imellem os. Lettet fisker jeg mønterne op af lommen og læner mig ind over den brede disk for at række ham dem, men standser, da han ligeså læner sig fremad, så hans ansigt næsten rører siden af mit hoved.

”Jeg har aldrig prøvet en rødhåret,” hvisker han. Som brændt trækker jeg mig tilbage, så vores blikke mødes. Uforstående forsøger jeg at afkode betydningen af hans ord. Hans skæve smil afslører dog hurtigt, at han lægger an på mig.

Med ét slipper jeg mønterne, så de ramler ned på disken og afbryder den intense stilhed. Derefter drejer jeg om på hælen og stormer ud af butikken.

I baggrunden hører jeg, hvordan han slår en latter op, inden han samler sig og råber efter mig, at jeg har glemt brødet. Døren smækker i og blokerer al lyd fra ham.


 

Mor ser opgivende på mig, da jeg kommer hjem med hverken penge, morgenmad eller en fyldestgørende forklaring.

 

***

 

En portion pæreyoghurt og en rystende oplevelse rigere smider jeg mig i sengen og ringer Sophie op på rekordtid. Min krop sitrer for at komme ud med hændelsen.

Telefonen bipper nogle gange, og jeg skal lige til at lægge på igen i skuffelse, da hun endelig besvarer opkaldet:

”Hej, søde. Var lige-...”

”Harry Styles arbejder i bageren her i Matlock,” vælter det ud af mig.

En kort tænkepause i den anden ende.

”Hvem er Harry Styles?”

”Fra One Direction.”

”Oh,” svarer Sophie – og dernæst: ”OH!”

I know,” medgiver jeg med lige så tydelig en tone af forbløffelse, mens jeg ruller om på maven.

Endnu en kort pause fra Sophie.

”Hvorfor det, egentlig?”

Selvom det nu er en time siden, jeg stødte på Harry Styles i bageren, er det ikke faldet mig ind at tænke over hvorfor. Hvad laver en kendis egentlig bag disken i en bagerbutik?

”Godt spørgsmål,” mumler jeg og vender mig om på siden, så jeg kan hvile hovedet mod min overarm. ”Men,” fortsætter jeg, ”det er faktisk ikke det mest utrolige. Ved du, hvad han sagde til mig?...”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...