Bagerdrengen (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 aug. 2015
  • Opdateret: 17 sep. 2015
  • Status: Igang
Zayn er gået solo. Louis er lige blevet far. One Direction er gået fra hinanden på ubestemt tid, og drengene er spredt for alle vinde for at trække vejret uden for spotlyset. 17-årige Sarah Willing må flytte med sin nyskilte mor til Matlock, en kedelig by væk fra alt det sjove. Ny skole, ny start – alt tyder på, at det vil blive en kedelig oplevelse... lige indtil Sarah stikker hovedet ind hos den lokale bager og genkender den unge mand med de mørkebrune krøller.

5Likes
0Kommentarer
466Visninger
AA

3. Listen

”Hold dig væk fra ham,” lyder Sophies råd.

Det har jeg ikke umiddelbart nogen indvendinger imod.

 

***

 

Endnu en solrig sensommermorgen byder mig velkommen, da jeg lukker fordøren bag mig og svinger tasken over min skulder, så remmen hiver i det hår, der kommer i klemme.

Med kun ganske lidt besvær lykkes det mig at finde det busstoppested, hvorfra jeg skal tage bussen til Chesterfield. Der er ganske vist kun fjorten kilometer til storbyen fra Matlock, men jeg har aftalt med min mor, at jeg tager bussen frem og tilbage, indtil vi har skaffet mig en cykel.

Selvom der kun er gået et døgn siden sammenstødet med Styles, føler jeg allerede, at jeg er ved at have lagt det bag mig. Idéen er, at jeg skal undgå bageren fremover, og det er vel næppe en udfordring. Om et par dage har kendissen glemt alt om den rødhårede kunde fra i søndags; så er dén hændelse ude af systemet, og jeg kan gå tilbage til at fokusere på at opstarte et nyt liv væk fra mine veninder.

Jeg står ikke og venter længere end syv minutter, inden bussen drejer om hjørnet og samler mig op. Der er stadig en del sæder at vælge imellem, så jeg sætter mig bagi og tager tasken på skødet. På en lap papir har jeg tegnet et kort og tilføjet et par anvisninger, så jeg ved, hvor jeg skal stå af og gå hen for at finde frem til Chesterfield College.

I løbet af de første mange kilometer betragter jeg byen og naturen, som vi passerer, men som vi nærmer os Chesterfield, bemærker jeg, hvordan mit hjerte begynder at hamre vildt. Med lukkede øjne læner jeg mig tilbage og trækker vejret dybt, forsøger at berolige mig selv. Det er ikke så slemt at starte på ny, prøver jeg at overbevise mig om. Vær sød, vær flittig, og hold lav profil – ordene kører som et mantra i mit hoved, til jeg er ved at misse mit busstop.

Råvild hanker jeg op i taskeremmen, stiger af og fisker atter mit hjemmetegnede kort op af lommen. Jeg skal kun gå få hundrede meter for at nå campus, men udfordringen ligger i at finde den rette bygning og klasselokale. Med næsten seks tusinde studerende er der et stort pladskrav, hvilket resulterer i flere kæmpestore bygninger på grunden. På kortet har jeg markeret en kasse med X, og det er den, jeg går efter.

Chesterfield føles mere som hjemme med de mange mennesker, mange bygninger og huse – nogle gamle og andre moderniserede – samt den hektiske dagligdagstrafik, der efterlader den velkendte lugt af smog. Generelt summer her af liv – stik modsat Matlock, som knap nok bevæger sig.

Det er ikke, fordi jeg higer efter at bo i en by, hvor pulsen konstant er oppe under taget, men derimod fordi jeg føler, jeg bedre kan gemme mig blandt hundrede tusinde mennesker frem for ni tusinde. Det er naturligvis intet sammenlignet med Londons fjorten millioner, men jeg har følelsen af, at det nok skal gå. Indtil videre er det ikke lykkedes mig at vække særligt meget opsyn, og sådan skal det helst forblive.

Med et opmærksomt blik på de andre unge mennesker, der ligesom mig er stået af bussen og begyndt at bevæge sig mod skolen, propper jeg høretelefoner i og sætter mobilen til at afspille min liste med John Legend-musik. Således går jeg i min egen verden i lidt tid, indtil jeg endelig står ansigt til ansigt med Chesterfield Colleges hovedbygning, der ser underligt nymoderne og ren ud i forhold til resten af byen. Store, sølvgrå bogstaver optager en del af den kridhvide facade på den ene side af indgangen, som er en bred dobbeltdør af stålindrammet glas.

På mit kort har jeg noteret, at jeg skal følge stien højre rundt om hovedbygningen for at nå frem til Bygning Øst, i hvilken mit klasselokale ligger – men i planlægningens stund havde jeg bare ikke lige regnet med, at der ville være helt afspærret grundet konstruktionsarbejde.

Hurtigt konkluderer jeg, at man må kunne passere igennem hovedbygningen og nå ud bagved den vej. Med et suk slukker jeg for musikken og lader høretelefonerne glide ned i lommen, inden jeg hanker op i tasken igen og marcherer resolut mod hovedindgangen.

Først tre minutter, inden morgenklokken ringer ind, lykkes det mig at finde vej igennem og nå Bygning Øst. Kun ganske få studerende haster rundt i gangene, og panikken griber mig – man kommer altså ikke for sent til allerførste time, hvis man vil forblive uset fra starten.

I farten griber jeg ud og rører en passerende kvinde på armen; hun standser brat og ser forvirret på mig.

”Øh, lokale F214?” fremstammer jeg. Med pegefingeren leder hun mit blik til trappen bag os.

”Første sal til højre, mener jeg,” vejleder hun med et lille smil. Jeg nikker, takker kort og stormer så ovenpå, hvor jeg relativt hurtigt finder F214.

Gudskelov, tænker jeg og ånder lettet op, idet jeg glider ind i lokalet, og klokken ringer på væggen bag mig. Til min frygt retter mange alligevel deres opmærksomhed mod mig, og jeg mærker, hvordan mine kinder begynder at brænde, mens jeg ydmygt tager plads på bagrækken.

Læreren rømmer sig, vender sig mod mig og fanger mit blik.

”Velkommen til dig, Sarah. Mit navn er Jasper McFannen. Vil du ikke lige introducere dig for holdet?”

Samtlige studerende i lokalet vender på stolen eller kaster et blik tilbage over skulderen, så de kan se mig.

Åh nej...

 

***

 

Det er et mirakel, at min mor og jeg kunne nå at finde en lejlighed med så kort varsel. Åbenbart havde min mor delt sin frustration med en af sine gamle kollegaer, der da havde nævnt, at hans faster bor i en lille by tæt på Chesterfield; således fik hun nummeret på gamle Fru McFannen, der i næsten et halvt år havde forsøgt at udleje anden etage af sit todelte hus. Vores aftale lyder, at vi bor gratis de første par måneder, indtil min mor finder sig et arbejde – til gengæld hjælper vi Fru McFannen med indkøb og rengøring to gange om ugen.

At Fru McFannens eneste barnebarn, niogtyveårige Jasper, så viser sig at være min lærer i faget Social Omsorg, det er for mærkeligt. Først tilfældet med Harry Styles, og nu Jasper... Jeg ombestemmer mig: Chesterfield og tilhørende område er simpelthen for småt.

Flere gange har jeg undret mig over, hvorfor vi skulle flytte så langt væk. Skilsmissen mellem min mor og stedfar var hverken pludselig eller voldelig, og juridisk set gik det også problemfrit; han beholdt huset, for det og pengene var hans allerede fra starten, og min mor beholdt bare mig, for som hjemmegående tjente hun stort set intet og havde kun sin beskedne opsparing fra fortiden. Så hvorfor kunne vi ikke blive i London og finde en lejlighed der for de få penge, vi havde skrabet sammen igennem tidens løb? Hun kunne måske blive genansat hos reklamebureauet, hvor hun arbejdede, inden hun mødte Paul – og jeg kunne arbejde efter skoletid. Vi kunne klare os.

Men hun ville og vil stadig ikke tale om det. ”Den beslutning er taget,” plejede hun at sige. ”Desuden er du allerede optaget på Chesterfield College.” Så var den ikke længere.

Nu er pengene brugt på nye møbler, mad og buskort, og der er ingen vej tilbage. Vi må blive i Matlock, til opsparingen giver nye muligheder. Til den tid ønsker hun nok stadig at blive, men jeg tror, hun allerede ved, at når jeg er fyldt atten, og jeg har penge nok, så er jeg så godt som smuttet tilbage til London. Det er der, mine rødder er.

 

***

 

Klokken er lige rundet to, da jeg står af bussen i Matlock, hanker op i tasken og bevæger mig hjemad. Vindstyrken har taget til i takt med de lysegrå skyer, som har overtaget himmelfladen og kvalt de blændende solstråler fra tidligere. Over trækronerne på bakkerne uden for byen spotter jeg tunge, blyfarvede skyer, der langsomt driver ind mod bymidten; jeg konkluderer, at det nok trækker op til regnvejr.

Ulig i går morges er der nu rent faktisk en del biler og cykler, der suser frem og tilbage, og jeg må kigge mig for flere gange, inden jeg haster over vejen.

Det første, jeg hører, da jeg åbner den massive fordør af træ ind til forgangen, er støvsugeren. Den hypnotiserende, hovedpineindgydende susen kommer fra Fru McFannens lejlighed; min mor er godt i gang med mandagens rengøring, indser jeg.

Uden et ord passerer jeg og bestiger trappen, der leder op til mors og min lejlighed. Døren er ulåst, så jeg lader nøglerne glide tilbage i jakkelokken, inden jeg træder ind, smider skoene og lader tasken dumpe ned på linoleumsgulvet med et blidt bump. Med et suk læner jeg hovedet tilbage mod væggen og nyder tanken om, at jeg endelig er i sikkerhed igen efter en grænseoverskridende dag.

Introduktionen forsøgte jeg at holde så simpel og upersonlig som muligt, og til min lettelse mistede folk også hurtigt interessen for mig. Kun et par piger forsøgte at invitere mig med i kantinen i middagspausen, men jeg takkede nej og spise i stedet min madpakke i stilheden bagerst i det mennesketomme klasselokale. At der så efterfølgende var gruppearbejde ødelagde min nyvundne ro, men jeg havde alligevel ikke meget at byde ind med og endte i sidste ende med at sige ingenting.

Ikke den værste ”første dag på en ny skole”-oplevelse, men jeg kunne have været foruden opmærksomheden i første lektion.

Efter at have hængt jakken på knagen samler jeg tasken op igen og trasker ind på mit værelse, hvor jeg skifter til en varmere bluse, sætter håret op og sender en sød tanke til Sophie, som jeg allerede savner abnormt.

”Sarah?” lyder min mors stemme svagt fra opgangen; jeg stikker mobilen i lommen og går hende i møde ude på trappen.

”Hej, skat,” hilser mor igen med sit trætte smil og vinker mig ned til sig. ”Hjælper du ikke lige til engang?”

”Du har ikke tænkt dig at spørge, om jeg har haft en god første dag i skolen?” spørger jeg med et løftet øjenbryn og en lille smule bitterhed i stemmen. Hun smiler igen.

”Hvis jeg kender dig ret, har den været frygtelig, omend stille og rolig. Har jeg ret?”

Jeg sender smilet retur og nikker.

”Pletskud.”

”Det tænkte jeg nok,” siger hun og lægger armen om mig. ”Men det skal nok blive bedre.”

Fru McFannen sidder i sofaen med sin tofarvede kat på skødet og et hækleprojekt i hænderne, da vi kommer ind i stuen.

”Jamen hej, Sarah, kære. Har du haft en god første dag?” hilser den gamle og gestikulerer mod sofaen overfor. ”Ja, du ved, min ældste datters søn arbejder der som lærer.”

Lidt tøvende tager jeg plads i den brune chesterfield-sofa med blomstrede, violette pyntepuder, alt imens min mor giver tegn til, at hun lige vil vaske gulv i køkken og gang i mellemtiden.

”Ja, den har været fin,” svarer jeg kort, hvilket får Fru McFannen til at klukle tankefuldt.

”Du skal nok falde til, bare rolig,” forsikrer hun mig og skubber undertallerkenen med småkager tættere på mig. ”Tag endelig.”

”Tak,” besvarer jeg, men bliver siddende helt stille.

”Elise, har du listen til Sarah?” spørger min mor ude fra køkkenet imellem skrubbebevægelser. Fru McFannen ser sig eftersøgende omkring, inden hun husker, at listen ligger i lommen på hendes strikkede cardigan. Hun hiver et stykke papir frem og læner sig så meget frem, som katten på skødet tillader, så hun kan lægge det på bordet imellem os. Jeg samler det straks op og læser:

Mælk, fløde, toiletpapir, …

”Jeg tænkte, om du ville hente nogle småting for mig, mens din mor bliver færdig. Jeg har lagt pengene til dig i skålen på spisebordet,” forklarer den gamle med et taknemmeligt smil. ”Ja, du ved, jeg går ikke så godt længere...”

”Nej, ja, det er okay,” forsikrer jeg hurtigt med et smil og kigger listen igennem. Jeg standser, da jeg når til andensidste linje. Mit hjerte laver et ubehageligt hop ved tanken om, hvad punktet kan indebære.

Kage.

”Hvilken kage skal jeg købe? Bare sådan en færdigbagt på pakke?” spørger jeg og indser hurtigt, at desperationen muligvis har været tydelig i et kort øjeblik. Fru McFannen virker dog ikke til at have opfanget signalerne.

”Nej, bageren har en rigtig god chokoladetærte med valnødder. Den er Jasper glad for. Han kommer i aften til kaffe, ser du,” forklarer hun roligt og hækler smilende et par masker.

Bageren... Arg! tænker jeg. Den skulle jeg jo undgå!

”Øh, har den ikke lukket nu?” forsøger jeg mig med. Fru McFannen ser forundret på mig.

”Lukker bagerbutikkerne så tidligt i London?”

Ej, jeg kan jo ikke lyve.

”Nej, det er ganske vist kun få, der gør,” mumler jeg og føler gruen vokse indeni; jeg taber denne, det er jeg overbevist om. Fru McFannen nikker, men virker stadig ikke til at have opfanget lugten af min modvilje.

”Der skulle gerne være rigeligt med penge ude i skålen, ellers siger du bare til den rare, unge mand i bageren, at han skal sætte tærten på min regning. Han ved godt, hvem jeg er. Resten af pengene lægger du bare tilbage i skålen, så der er til fredag.”

Jeg tilbageholder et tungt suk.

Dagen kan absolut ikke blive værre nu, kan den?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...