Den Lille Dreng I Den Varme Ørken

Det er en lille novelle skrevet på ryggen af Den Lille Pige Med Svovlstikkerne, og den var oprindelig en dansk opgave, men nu er den så her.

2Likes
3Kommentarer
217Visninger
AA

1. Den Lille Dreng i Den Varme Ørken

Den Lille Dreng I Den Varme Ørken

K. K. Jensen

Skrevet på ryggen af ”Den lille pige med svovlstikkerne”

Det var den første morgen på året. Hvilken hede, der var. Det var det sydlige Sahara, og i denne varme og i denne store, tomme ørken, gik en lille dreng. En lille dreng med små hænder, små arme og små ben. Han gik i en endeløs sandkasse. Hvornår ville der komme en oase? Den lille dreng havde tre dråber vand tilbage. Da han gik hjemmefra, havde han en flaskefuld, men den arme dreng, han havde givet sit vand til en sølle ørkenplante. En beskeden dreng fuld af medfølelse. Hvordan skulle hans dage ende?

Der gik den stakkels dreng ene og alene ude i den varme ørken. Hvad skulle han gøre, når det blev mørkt, og de farlige røvere, som red på deres kameler, kom? Hvad skulle han gøre, når det blev kold nat, og han ikke havde andet end sine bukser at varme sig med? Det var ikke til at sige.

Det var midt på eftermiddagen, og den lille, fattige og nu hjemløse dreng var tørstig. Det var det varmeste tidspunkt på dagen, og sandet var som glødende kul under drengens fødder. Der var en oase i sigte, men der var nogle ørkenrøvere, som belejrede den. Drengen var fortabt. Han fandt en lille fordybning i sandet, og krøb sammen der. Hans mund brændte, hans fødder brændte, hans hænder brændte. Nærmest døde. En dråbe vand kunne gøre godt. Den lille stakkel til en dreng. Han drak den første dråbe vand. Han fik et sus, et glimt af brønden der hjemme. Et glimt af ham selv, der sad ved brønden. Inden den frygtelige brand var kommet og havde ødelagt huset. Inden den forfærdelige sandstorm var kommet, og havde ført familien væk fra hinanden. Så var dråben faldet ned i maven. Drengens drømme om den dejlige brønd fyldt med vand var væk. Pist væk. En dråbe mere kunne gøre godt. Den dejlige følelse af at sidde og spise inde i lerhuset kom frem. Vandet, som altid stod på bordet. Vandet, som var helt klar til at blive drukket. Godt nok var det varmt, men det var vand. Den anden dråbe var væk. Følelsen af varme kom tilbage i drengens krop. Han måtte drikke den sidste dråbe. Nu så han en fantastisk oase. Siv stod i vandkanten. Palmer gav skygge til ørkenvandrerne, der kom forbi, og månen og de tusind stjerner oplyste den lille plet af lykke, som den stakkels dreng så.

Dråbens afkøling forsvandt i munden på drengen, lige som en af stjernernes lys forsvandt på himlen. En stjerne, som var alt for ny, alt for skinnende og alt for uskyldig til at blive slukket. Ville nogen savne den?

Den næste dag blev den arme dreng fundet af nogle forbigående. De fandt en oase, og lagde ham ved vandkanten. De vandrede videre, og som ugerne gik, blev den lille dreng skyllet væk af vandet. Lige som drengens håb om at overleve blev skyllet væk, da den sidste dråbe var sunket. Hvordan kunne et så uskyldigt liv ende så ulykkeligt?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...