Moren

To morderne genfortælling af novellen "Historien om en moder" af H.C Andersen.

0Likes
0Kommentarer
173Visninger
AA

1. Den nye version

 Det var ved juletid og en lille dreng lå i sin sygeseng på stue 3 for kræftpatienter afdeling 8. Han var meget syg, og havde ikke lang tid tilbage. Drengens mor havde jævnlig været på besøg i den sidste måned, men nu var hun begyndt at overnatte på hospitalet. Drengen havde fået det dårligere og kraften havde spredt sig til lungerne. Moren vil gerne tilbringe så meget tid som mugligt med drengen inden hun skal sige farvel.

 

Den 22. December. Moren og den lille dreng sidder sammen i drengens seng og ser julekalender med en lille Ipad. De griner begge da Micky Mouse falder på skøjtebanen, og har det rigtig hyggeligt. Da afsnittet er færdigt skal drengen have sin medicin og en lille lur. En sygeplejer kommer og kobler respirator på, men drengen undgår masken, for i stedet kigge han op på sin mor. Med store øjne siger han. ”Mor vil du love mig, at jeg får holdt min 5. Juleaften?” Moren ser bedrøvet på drengen og nikker. Hun vidste at det var et stort løfte og at det var svært at holde. Men hun vil bare så gerne selv tro på det.

 

Den 23. December. Formiddag. Lægen kommer sukkende ud fra MR-scanningen næste dag. ”jeg er bange for at han kun har en enkelt dag tilbage kræften spiser hurtigt hans lille krop. Vil du fortælle ham det? Eller vil du lade ham svæve i det uvisse?” Moderen viste ikke hvad hun skulle svare så hun trak bare på skuldrene.

 

Den 23. December. Eftermiddag. Drengen ligger død stille i sengen. Han sveder, men føler en fremmed kulde på samme tid. Hvis han kunne skrige, vil han havde gjort det. Hvis han kunne sparke dynen af og løbe ud af hospitalet og hjem, som han havde ønsket sig at gøre så mange gange, havde han gjort det. Men ulemperne ved at have kræft i kroppen er, at det gjord ham lam. Han kunne ikke bevæge sig. Han kunne blot stirre op i det hvide loft, på den blanke plastik maling. Hans mor havde lovet ham at han ville opleve og fejre sin 5. Juleaften, men var det bare et tomt løfte hun havde givet ham? Det viste han ikke, det var så mange ting han ikke viste, og forstod. Han var så FUSTRERET over alle de ting han ikke forstod. Der var så mange ting han aldrig ville prøve. Men han var så træt, kunne ikke tænke, kunne ikke engang række ud efter blyanten mere, for at skrive sine ideer ned. Han var så træt… så træt… Han ville bar sove, lukke øjne, i drømmeland var der ingen smerter, men det var så længe siden han havde drømt noget der gav mening, hvis bare…

 

Den 23. December. Nat. Maskinerne bimler og bamler i det tomme rum. Lyden bliver kastet tilbage fra væggene. En sygeplejere kommer løbene og råber efter en læge. Må drengen være i live, må drengen være i live tænker hun. Drengen er i live. Men hans blodtryk er lavt, og hans hjerte banker langsomt, han ligger i en tilstand mellem liv og død. Moren kommer løbene, skrigende og med tåre ud af øjne. Hun kaster sig ind over drengen og holder ham tæt ind sig. Hold ud tænker hun, hold ud i bare 5 min, der er sølle 5 min til midnat. Du har kæmpet så hårdt du kan godt kæmpe mod bare lidt mere. Uret tikker langsomt, minutterne snegler sig af sted. Moren har altid syntes at tiden gik for hurtigt, men nu, nu måtte den forbandede viser gerne vise 12, så hun kunne holde sit ønske til drengen.

KLOKKEN slår tolv, og drengen tager sit sidste rallende indånding inden han sjæl løsner sig for sit hylster, en lydløs kulde breder sig i stuen. Og moren græder stile i sine udfoldende hænder. Hun visker ”han klarede det, han klarede det.”

 

Den 28. December. Dag. Kisten er dækket af vinter roser. En kæmpe stor Micky Mouse bamse står lænet op af den. Det var julegaven fra moren. Da gudstjenesten var færdig blev kisten båret ud til en smuk snebeklædt have, moren forstillede sig at drengen holdt et vågen øje med ceremonien, fra en lavt hængende sky eller sådan noget. Moren er begyndte at græde igen, da de gik over den lille bæk der løb igennem kirkens haven, den var frossen nu, men moren kendte den, og viste hvor smuk den var om sommeren. Da kisten blev hejst ned i det sorte hul, stod helle selskabet og snøftede. Moren kiggede op da et lille vin pust pjusker op i hendes hår og agede hendes kind. Moren tog diskret hånden ned langs siden og åbner den som om hun skulle tage nogen i hånde. Og hun kunne have svoret på at hun følte en varm hånd i hendes, men da hun kigger til siden, kunne hun kun se den kolde vinter have.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...