Moren

To morderne genfortælling af novellen "Historien om en moder" af H.C Andersen.

0Likes
0Kommentarer
148Visninger
AA

2. Den eventyrlige version

Der sad en mor hos sit lille barn, hun var meget bange og ked af det, fordi hun viste at hendes barn snart skulle dø. Drengen sov, men han havde en varm feber og svede. 


Da bankede det på døren og moren løftede hovedet og sagde kom ind. I næste øjeblik blev døren skubbet op, og kulden susede ind. Drengen klynkede. En vagabond kom stavrende ind af døren klædt i en stor kutte. Fordi det var jo kold vinter.

Moren spurgte den gamle om han kunne tænke sig noget varmt hyllebær af drikke. Han gav et lille nik fra sig, og satte sig i en lænestol nær drengen.

Moren gav vagabonden kruset, og satte sig på skamlen tæt ved drengen. 

Da hun havde siddet sådan lidt, spurgte hun vagabonden om han troede at drengen ville overleve feberen? Men han gryntede blot som svar. Moren viskede stile til gud, at han da ikke ønskede at gøre en moder ulykkelig, ved at tage barnet fra hende!

 

Der blev der koldt i stuen, tiden stod stille, alt var forstenet, og moren kunne blot kigge på da vagabonden som var døden selv, tog det syge barn i sine arme, og svævede ud af døren. Da opdagede moderen at hun kunne bevæge sig igen, og rejste sig med hånden for munden for at holde en hulken tilbage. Moderens kinder blev våde af tåre da hun begynde af græde. Hun blev forfærdet og løb kaldene efter sit barn, ud i den kolde vinter nat. Men hun viste ikke hvor hun skulle hen, så hun satte sig i den kolde sne og begyndte at græde.

 

Da moderen havde grædt ud, kiggedde hun op, fordi hun følte det som om hun blev betragtet af nogen. Da hun hørte en stemme rejste hun sig, og tørrede øjne ”hvem der?” spurgte hun. Så trådte en gammel dame ud af skyggerne. ”Jeg ved godt hvor din sorg stammer fra. Døden har lige svævede forbi med dit barn. Og han går stærkere end vinden og han bringer aldrig tilbage hvad han tager.” Moren spurgte den gamle dame, om hvilken vej døden gik og hun sagde ”hvis jeg sige dig vejen, vil du så synge alle de børn du sang til dit barn for mig?” Så moderen begyndte at synge, og synge og synge. Da hun var færdig pegede den gamle dame hen mod den Sorte Skov og sagde at hun skulle lede efter en tornebusk som vil vise hende vejen videre.

 

Da hun kom til den Sorte Skov listede hun ind i skoven, fordi hun jo ikke ville vække nogen eller noget fra dens vintersøvn. Da hun havde gået i nogle timer kom hun til en lysning, og tænkte at det måtte være her. Hun så sig omkring men kunne ikke se andet end en visen busk der var dækket af frost. Hun gik hen til busken for at undersøge den nærmere. ”av” sagde den og moren kiggede ned og opdagede at hun trådte på en af dens rødder. ”Det må de undskylde” sagde moren, ”men du har vel ikke set en tornebusk nogen steder?” spurgt hun. Busken svarede med irriterende stemme ”jo, fordi det er mig. Hvad kan jeg hjælpe dig med?” moren spurgte ”har du set døden komme forbi med mit barn?” Tornebusken grinede koldt og hjerteløst ”ha, ja det har jeg fordi jeg er hans vogter, og man bliver nød til at komme forbi mig for at komme ind i dødens haver.” Moderen spurgte så om hun måtte komme forbi tornebusken så hun kunne redde sit barn. Men tornebusken rystede på sine blad løse grene og forklarede at der ikke var adgang for levne, men for kun døden selv. Men tornebuske var grådig så den gik med til at moren kunne ofre noget af hendes blod, for at så til gengæld at komme forbi. Moren krammede tornebusken så hårdt at dens torne skar hul i hendes skrøbelige hud og for være dråbe blod der ramte tornebusken, voksede der store smukke blod røde roser ud. Til sidst stod Tornebusken som nu var en Rosenbusk og strålede i den hvide vinter morgen. Rosenbusken smillede lod moderen komme forbi. Moren takkede den mange gange, og skyndte sig videre. Moderen passerede igennem en lange tunnel af tornebuske, for at til sidst at komme ud i en grøn have hvor der voksede alt skins blomster. Moren måbede det var så smukt og rent at se på. Og mellem alle blomsterne vrimlede der små havenisser rundt med små hvid skæg og grønne overalls og vandede blomsterne. Moren spurgte en af havenisserne hvad alle blomsterne skulle bruges til, og den svarede, at være blomst stod for et menneske liv. Og moderen spurgte om hvor hendes barns blomst var er finde. Havenissen ansigt formørkede sig og sagde at den var ved at blive trukket op, og pegede på en flom af havenisser der stod rundt om en enkel blomst. ”Neeeej” råbte moderen og skyndte sig over for at skærme for sit barns liv. Men i det hun skulle til at gribe fat i den lyseblå blomst kom døden og dens kulde susende. ”vent” råbte døden ”hvis du rør blomsten dør den” moderen stoppede sin kæmpen og vente sig om mod døden. ”Lad min søn leve, han er for ung til at dø, tag mig i stedet.” døden svarede ” det er ikke mig der bestemmer skæbnen det er gud, jeg gør blot hvad der bliver befalet.” Moderen var forvirret hvorfor ønskede gud at tage hendes søn fra hende? ”kom” sagde døden ”jeg vil vise dig drengens skæbne, så vil du måske forstå.” moderen fulgte efter døden hen til en brønd der stod i skyggen af et højt bøge træ, og sagde ”hvis du vil forstå og se din dreng skæbne må du give noget af dit liv til brønden” moderen nikkede og sagde ”det vil jeg” så snart hun havde utalt ordne mærkede hun en varme der startede fra hårdgrænsen og gik ned til det yderste af tå spiserne, moderen kiggede på sit spejlbillede i brønden og så at hun var blevet ældet med mindst ti år, men inde hun kunne nå at sige noget, begynde hendes spejlbillede af sløres og hun så sin dreng i stedet for sig selv, drengen så endnu mere syg ud, men han var blevet ældre og han lå og kiggede ud af vinduet på de andre børn som legede. Døden brød ind ”Ser du, hvis jeg lod din søn leve, vil han kun leve et halvt liv, fordi han lider af en sjælden sygdom. Han ville blive nød til at ligge i sengen hele sit liv, med smerter.” moderen så forfærdet på døden, men han fortsatte ”er det virkelig det du ønsker for dit barn?” moderen rystede let på hovedet og sagde ”Nej, jeg er en moder der elsker mit barn, og vil gøre alt for at det har det godt, jeg kan nu se det forkerte, ved at jeg prøvede at blande mig i skæbnen. Lad mit barn dø, der er ingen der ønsker sådan et liv, selv ikke jeg, jeg vil føle tab, men jeg ved at min søn vil vente på mig på den Anden Side, og at vi vil mødes igen i vores næste liv.”

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...