Under Open Sky - Maze Runner

Mit bidrag til The Maze Runner - konkurrencen, bidrag 1.

2Likes
0Kommentarer
519Visninger
AA

1. And the Sky Cried

Amelia vågnede med et sæt. Der var noget galt.

Hun stivnede i hele kroppen, og prøvede desperat på at fokusere sine groggy, søvndrukne tanker hen imod, hvad der havde vækket hende. Havde der været en lyd? Følelsen af at vide, at noget ikke var rigtigt, gjorde hende utilpas. Alligevel havde det været en hård dag, og hendes ømme muskler og trætte hjerne glemte hurtigt alt om, at noget var galt, og hun forsvandt tilbage ind i søvnens døsige halvsøvn.
Vent.
Der var det igen. Eller havde været. Igen. Hun vidste ikke hvad det var, men noget var helt forkert. Med en grynten tvang hun sig ud af søvnen, der truede med at sluge hende i mørket, og hun skubbede sig op at sidde. Endnu engang lyttede hun. De eneste lyde i rummet var tunge, sovende åndedræt og en gang imellem et dyr der sagde noget i mørket. Irriteret, rejste hun sig forsigtigt, og gik ud for at trække vejret. Himlen viste et svagt lys, hvor solen var gået ned, så hun konstaterede at klokken måtte være omkring midnat. Altså havde hun kun sovet i godt 40 minutter.
Der duftede næsten absurd godt, så snart hun hev en stor portion af den fugtige natteluft ned i sine lunger.
Så stivnede hun.
Noget vådt havde ramt hende i nakken. Hun bed tænderne sammen for ikke at hvine, da det skete igen. Og igen. Og igen. Og imens hun stod der, i det stille mørke, åbnede himlen sig over hende, og det begyndte at regne.

-

”Leo!” Amelias råb var egentlig ikke et råb, men nærmere en aggressiv, panisk hvisken ud i mørket. Hun kunne høre folk rumstere på sig i det lukkede rum, og en eller anden sukkede dybt. Hun pustede ud, for ikke at lade panikken overtage alle sine sanser, og var tæt på at råbe hans navn endnu engang, da hun kunne høre én rejse sig fra sin køje. Uden at larme for meget, vendte hun sig om, og åbnede døren, så hun kunne komme ud igen. Døren lukkede bag hende.
”Le-”
”Mellie, jeg håber du har en god grund til at forstyrre mig på den eneste nat i ugen, hvor jeg faktisk kan få noget søvn.”
Hun kunne svagt høre hans gisp, da det gik op for ham. Regnen.
”Leo?” Spurgte hun, med så meget ro i stemmen som hun overhovedet kunne mønstre. ”Jeg har aldri-”
”Heller ikke mig,” Leo kiggede på hende igen. Han rakte en hånd ud i det mørke intet, for at lade regndråberne ramme det bare skind. Amelia havde aldrig fundet ud af hvor længe Leo præcist havde været i Lysningen. Nogen sagde, at han var den første til overhovedet at ankomme, men hun havde aldrig turde spørge.

Han var hurtig til at handle, han var trods alt leder, og gik resolut tilbage til Bostedet. Få sekunder efter, kom han tilbage fra det primitive hus med Vince, Oz og Charlie i hælene.

”Hvor er Link?” Spurgte Leo, mens de fortsatte mod der hvor Amelia stod. Vince og Oz rystede uvidende på hovedet, mens Charlie fortsatte med at kigge op i himlen.
”Charlie?”
Han var den yngste i flokken, men havde et hoved der var kvikkere end resten af Lysboerne tilsammen – sådan sagde folk i hvert fald.
”Charles!” Leo fik Charlies opmærksomhed, og fortsatte. ”Lincoln, Charlie. Hvor er han? Hvor er Link?” Gentog Leo.
”Murvagt i aften,” svarede han, med en stemme der knækkede. ”Med Marty.”
Som om ordet ’mur’ havde været en form for ’sesam luk dig op’, skælvede jorden under dem, og de kæmpestore porte i de høje mure, der omgav Lysningen, begyndte at åbne sig.

Klokken 12 om natten.
Hele 6 timer før de burde.

Imens alle paralyseret betragtede det mærkelige scenarie, lod Amelia mærke til fakler blive tændt bag hende, én efter én. Hver eneste Lysboer betragtede åndeløst det absurde sceneri foran sig, men ingen sagde et ord. Det eneste der kunne høres i natten, var den silende regn. Hun vidste at hun kendte lyden, følelsen og duftene, som regnen medbragte, selvom hun ikke havde minder, til at støtte den viden.
Mens regnen piskede hende i ansigtet, fandt hun Leos hånd i mørket. Han gav hendes et klem, og hun klemte tilbage.

Et skrig, der gik lige i rygraden, gav ekko over hele lysningen.

Som ved et magisk trylleslag føltes alt kaotisk, da alle råbende og højlydt paniske, begyndte at løbe tilbage til Bostedet. Amelia fokuserede kun på Leos hånd, da hendes egne ben begyndte at virke, og hun for en gangs skyld fulgte med strømmen. Alligevel kunne hun ikke lade være med at kigge tilbage til de åbne porte. En enlig skikkelse løb mange meter bag dem, viftende med armene men hun kunne ikke høre hvad han råbte. Det gik op for hende at det var Link, og hun stoppede med et hak, der fik Leos hånd til kortvarigt at forsvinde ud af hendes.
”Mel?!”
Hun åbnede munden for at forklare, men ingen ord fandt vej ud, da hun med opspærrede øjne, fik øje på det kæmpestore edderkoppelignende monster, der så ud til at løbe efter ham. Hun ville skrige, men kunne ikke, og i stedet så hun til, mens en af hendes gode venner faldt om i regnen, og flere monstre kunne sees nær muren. Så det var sådan en Griever så ud?
Så blev hun hevet videre, og rettede endnu engang sin fokus på Leos hånd.

Regndråberne der løb ned af hendes kinder, rørte hendes læber. Nogle af dem smagte af salt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...