A Hard Time

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 aug. 2015
  • Opdateret: 25 aug. 2015
  • Status: Færdig
Jeg har være igennem en meget hård tid og har bare brug for at komme ud med det hele. Jeg mistede en helt tæt på og det er rigtig hårdt. At leve uden ens mor i 2 år, det er ikke nemt. Det kan, godt være at man nogen gange hader sine forældre, men hvad nu hvis de lige pludselig ikke er der mere? Her er min historie.

2Likes
1Kommentarer
179Visninger
AA

2. Min historie

Min Historie

 

*Det er nu to år siden ulykken, men jeg kan stadig huske det hele.*

 

Jeg husker stadig den dag, hvor det ringede på døren. Det var om aftenen og min søster og jeg var alene hjemme i lejeligheden. Mine forælde var taget ud på en køre tur på én af min fars motorcykler. Jeg undrede mig over, hvorfor de ikke bare kunne lukke sig selv ind. De havde trods alt en nøgle selv, men jeg tænkte ikke så meget over det. Jeg kiggede ud gennem vinduet og kunne se en politibetjent stå dernede. Jeg stod der et lille stykke tid, før jeg besluttede mig for at åbne døren. Det kunne jo være, at de var gået forkert, men jeg tog fejl. De stoppede ud for vores hoveddør. Jeg kiggede ud gennem det lille hul i døren og så min farbror (Min fars bror / onkel). Når nu jeg tænker tilbage på det, så kan jeg jo godt se, at der var noget galt. Jeg valgte bare at ignorer det . Det var i august 2013, at det skete og jeg var kun 13. Selvfølgelig ville jeg ikke tænke tanken, at der var noget rigtig galt. Jeg lukkede op for den og ind trådte min farbror og to politibetjente. Jeg kunne se, at min farbror havde grædt, men igen valgte jeg bare at ignorere det.

 

Mig og min søster hoppede rundt i sofaen og var meget sultne. Jeg blev ved med at sige; "hvis de ikke snart kommer hjem, så sulter vi." Og; "når de kommer hjem så skælder jeg dem ud!" I stedet for min mor og far kom der to politibetjente og min farbror ind af døren. Noget var rigtig galt. Jeg indså det bare først senere. Det er forfærdeligt, at tænke på hvordan jeg opførte mig. Jeg nåede ikke engang at sige farvel. Ingenting. Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. I stedet for farvel skulle det havde været, jeg elsker dig, men det fik jeg heller ikke chancen for at sige. Ingenting. Jeg kan ikke sige farvel til folk eller dyr. Jeg kan ikke. Jeg vil ikke give slip. Et farvel betyder, at man ikke ser hinanden igen. Prøv at forestille dig, at du ikke kan sige farvel, selvom det er det eneste rigtige at gøre og at du vil fortryde det rasten af dit liv. Jeg skulle havde gjort det, da jeg stod foran kisten. At se én man holder af og elsker rigtig meget ligge i en kiste og ikke bevæge sig. Hjertet slå ikke, brystkassen hæver eller sænker sig ikke. Ikke den mindste bevægelse at se. De siger, at det ligner at de sover, men det er noget helt anden. Man kan ikke forestille sig det, man skal se det selv. Det er overvældende, næsten uhyggeligt. Der sker absolut ingenting. Det ser så fredeligt ud, men med en vis sorg. Man kan ikke undgå noget. Alt det som man skulle havde sagt eller som man ville havde gjort, det kan man ikke. Ikke mere i hvert fald. Det er for sent og man har ikke en chance for at gøre det om. Man kan ikke ændre tiden.

 

Jeg stod kun i nattøj, da jeg åbnede døren for dem, men jeg var ligeglad på det tidspunkt. De kom alle sammen ind af døre og jeg lukker den efter dem. Jeg gik straks ind og hentede min søster, som var i soveværelset. Vi sad i stuen, da de fortalte det. Janus, min farbror, sad i mellem os med en arm om hver af os. De to politibetjente stod overfor os, da de sagde det. Det var som om, at min hjerne gik i stå. Det hele gik i stå for mig. Hvad skulle jeg tænke? Hvad skulle jeg føle? Det eneste som gik igennem min krop, var sorg. Sorg over tabet af en som jeg elskede og havde meget nært. En som havde opdraget mig, til at blive til den jeg er i dag. Jeg blev nød til at sætte mig ned på gulvet med mit hoved mellem mine knæ. Det var for meget på en gang. ”Hvordan kunne det ske?” ”Hvorfor os?” ”Hvem havde gjort det?” Så mange tanker gik igennem mit hoved. Det var et mareridt. Jeg havde tænkt det et par gange, men aldrig havde jeg forestillet mig, at det ville ske i virkeligheden. Vi tog hen på hospitalet og der lå min far, med slanger overalt, som var tilsluttet nogle maskiner. Lige da jeg så ham, brød jeg sammen. Det var så hårdt. At se ens far i god behold, men med så mange ar. Det var ikke længere et mareridt, men et helvede og det værste var ikke engang overstået. Da min farmor kom, spurgte de, om vi ville se hende. Det ville vi gerne, så vi blev sendt ind i et rum, som lignede et venteværelse. Vi sad der i et lille stykke tid, da der så kom en læge ind. Han sagde, at det bare lignende, at hun sov og at vi godt måtte røre hende, men ikke løfte op i lagnet. Da vi kom ind i rummet, tænkte jeg ikke på andet end at komme ud igen. At se ens mor ligge helt ubevægelig, med lukkede øjne og et ulæseligt ansigt. Det er det værste, jeg nogensinde har set. Et rent helvede. Når jeg husker tilbage på det hele, så var det lidt ligesom en drøm. Det gik så stærkt og alligevel for langsomt. Det er svært at forklare. Tænk på en solnedgang. Når solen går ned, går det ret langsomt i starten, men lige pludselig går det stærkt og den er væk. Sådan føltes det. Bare uden alt det smukke, men så alligevel var det jo smukt, ikke? Jeg ved det ikke og jeg har heller ikke lyst til at tænke på det. Jeg bliver mindet om det vær eneste dag og det er hårdt nok i sig selv. Jeg behøves ikke at gøre mit liv svære eller hårdere end det er. Det kan jeg ikke klare. Så stærk er jeg ikke mentalt. Jeg gør mit bedste, for at andre ikke skal se det, men engang imellem så falder det hele bare fra hinanden. Det er også okay, selvom det er hårdt, for jeg vil ikke glemme hende. Hun betyder mere, end al den smerte som eksistere. Min familie betyder alt og jeg vil gøre alt for dem. De holder mig i live. De er mit et og alt. Jeg elsker dem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...