TEGNINGEN

En kort historie om en pige fra Syrien.

0Likes
0Kommentarer
233Visninger
AA

2. Tegningen

Først skulle man dyppe penslen i vandet, og så tværede man penslen ned i vandfarven. Jasmine malede en rød buet linje på papiret, og derefter en streg, der gik fra linjens ene ende til den anden. Hun prøvede at male en båd – en båd som transporterede flygtninge. Flygtninge som hende selv.

Hun havde lige siddet og lyttet til Abdullahs fortælling om hans rejse fra Syrien til Danmark. Han havde fortalt, at han først havde sejlet med skib langs Tyrkiet til Grækenland, og dernæst havde han siddet under en kæmpelastbil op gennem Europa, indtil han nåede Danmark. Hun kunne ikke fatte, at han turde hænge fast under bilen så længe, og at det overhovedet var muligt. Han måtte være meget stærk for at kunne gøre det.

Hendes egen flugt fra Syrien havde været anderledes. Bortset fra at, ligesom Abdullah havde hun og hendes storesøster Fatima forladt Syrien ombord på et skib, der smuglede mennesker ud af Syrien. Deres familie havde skrabet penge sammen til at betale kaptajnen, og de to søstre havde så siddet i lasten sammen med andre flygtninge, mens skibet sejlede over Middelhavet og lagde til i Grækenland.

Men modsat Abdullah havde Jasmines rejse gennem Europa sammen med Fatima været knap så farlig. Grækerne var mere end villige til at sende dem videre. De havde ladet dem sidde i en lastbil i stedet for under den. Fatima havde så senere skaffet dem en cykel, efter de havde passeret alperne, og på den havde Jasmine siddet på bagagebæreren, men hendes storesøster havde trampet i pedalerne. Hun havde ikke behøvet at hænge fast under en lastbil. Selvfølgelig havde de måtte stoppe op for at sove og hvile ud. Da de så var endt i Nordtyskland, blev de to søstre splittet op. De havde valgt at tage sidste stykke med tog. Toget kørte med Jasmine ombord, mens Fatima stadig havde været ude, fordi hun lige ville skaffe lidt mad i sidste øjeblik. Jasmine havde ikke nået at komme af, før døren blev lukket i og toget satte sig i gang. Toget standsede igen først meget senere, denne gang i Danmark. Der havde politiet så sendt hende over til et asylcenter, hvor hun skulle være, indtil hun fik opholdstilladelse. Men ingen havde kunnet fortælle hende, hvad der var sket med Fatima. Hun havde tigget og bedt om hjælp til at finde hende, og var blevet lovet den hjælp, men det havde ikke været nemt, for Jasmine kunne jo ikke fortælle hvor i Tyskland, hun sidst havde set sin søster, og hun havde heller ikke noget foto af hende.

Hun var kun ti år, og søsteren var fjorten, og havde været den, der traf beslutningerne.

Man havde lagt en efterlysning ud på Facebook, men indtil videre havde ingen svaret på den. De fleste på asylcenteret kunne komme i kontakt med andre flygtninge, venner og familie, via Facebook, og de havde lovet at holde øjnene åbne og sige til, hvis de fandt Fatima et sted i Tyskland.

Men var det overhovedet nok?

Jasmine savnede Fatima, så meget, at hun kunne bryde i gråd over det og få ondt i maven. Hun håbede på, at Fatima havde det godt, der hvor hun var. Hun savnede også sine forældre sindssygt. Hendes far og mor, der ingenting vidste at hun og Fatima var blevet væk fra hinanden. Far, der havde samlet penge ind til flugten. Mor, der grædende havde kysset dem farvel. Hun havde ikke fået kontakt med dem, siden hun og Fatima forlod Syrien. Planen havde været, at søstrene skulle til Danmark først, og bagefter ville forældrene følge med. Men hvornår, var ikke til at sige. Fatima havde forklaret at det ville tage en måned, da de voksne havde nogle ting, der skulle ordnes først. Men begge søstre havde hørt om forældre, der sendte deres børn afsted, men aldrig selv turde tage flugten.

Jasmine bed sig i underlæben for at undertrykke tårerne, der var ved at presse på. Hun så for sig deres lille hjem i Alonim. Hun så for sig sine forældrene sidde i tavshed alene til aftensmad og stirrede på de tomme pladser, hvor hun og Fatima plejede at sidde.

Bare tanken fik hullet i hendes hjerte til at udvide sig i smerte.

Havde de det godt? Savnede de deres børn? Ville de komme snart? Hvordan havde de tænkt sig, at finde Fatima og hende?
Det var ikke til at sige.

Hun stak penslen ned i vandet og rensede den for den røde farve, inden hun begyndte at male blå bølger under skibet. Skibet skulle jo sejle på vand. Kirsten, en af de voksne på asylcenteret, kom gående forbi hende og så på billedet. Hun sagde noget på et sprog, som Jasmine ikke forstod, men hun kunne høre på tonefaldet, at det var noget positivt, så hun sendte Kirsten et smil.

Hun havde ikke været på asylcenteret særlig længe. Kun en uge. Abdullah var først kommet for to dage siden. Faktisk var der ikke mange her, der havde boet på asylcenteret i længere tid.

I går havde der været en – Amir – som rejste, efter han fik sit opholdstilladelse. Hvor han var nu, vidste hun ikke.

Hvad skulle der så ske, tænkte hun, mens hun malede en gul sol over skibet. Hvad skulle hun lave, når hun havde fået opholdstilladelse?

Så langt havde hun ikke tænkt. Det, der betød mest for hende, var at hun havde et sted at være, indtil hun kunne høre nyt om Fatima og om sine forældre og få opholdstilladelse af myndighederne. Hun havde fået forklaret, at der ville gå op til tre måneder, før hun kunne få tilladelsen. Det lød som god tid til at få nyt at vide … og god tid for hendes forældre at komme.

Hvis de kom … Nej, nu måtte hun ikke tænke på det. Hver gang hun gjorde det, var det som om en isnede kulde bredte sig i hende, og den ville hun ikke lade tage overhånd.

Jasmine lagde penslen fra sig og tog en blyant frem. Nu ville hun tegne mennesker ombord på skibet. Det blev til små grå tændstikmænd, der holdt hinanden i hænderne i skibets lastrum. Hun tænkte tilbage til, da hun selv havde siddet i lastrummet på et skib. Det havde ikke været rart, selvom Fatima havde prøvet at passe på hende. Hun havde følt sig så ensom og ubetydelig der. Hun havde tænkt, at hvis skibet sank, så ville hun dø. Hun havde ikke talt om sin frygt med Fatima, og derfor havde hun båret alene på den. Derfor ville hun have sine tændstikmænd til at holde hinanden i hænderne. Det så mest hyggeligt ud på tegningen.

Hun lagde sin blyant fra sig og betragtede sit værk. Jo, det så flot ud.

Hun lod billedet ligge i vinduet, så vandfarven kunne tørre, mens hun ryddede op efter sig. Kirsten var rigtig rar det meste af tiden, men hun kunne også blive rigtig irriteret, hvis nogen efterlod sig et værre rod og nægtede at rydde op. Den anden dag havde Jasmine hørt hende irettesætte et par drenge for at efterlade et kaos i opholdsrummet. Jasmine ville gerne hænge billedet op på sit værelse, men farven skulle helst ikke løbe.


Vejret var skyfrit udenfor, og luften var kølig og smagte friskt, da Jasmine forlod huset med sit billede, der nu var tørt. I Syrien havde der været varmere. Abdullah havde sagt, at han ikke havde lyst til at blive i Danmark på grund af vejret. Han gruede for vinteren, der skulle være endnu koldere. ’Så koldt, at du taber tæerne af det,‘ havde han sagt. Jasmine kunne heller ikke lide tanken om, at vejret blev koldere. Men hvis hun ikke blev i Danmark, hvor skulle hendes familie så finde hende?

Det var den slags tanker, som Jasmine havde, da hun gik udenfor. Asylcenteret var delt op i barakker. Hobbyrummet lå i en barak, mens værelserne var i en anden. Nogen havde fortalt hende, at det tidligere havde været et fængsel. Og på en måde føltes det også som et fængsel, for hun så kun det samme hver dag, de samme steder, de samme mennesker. Stedet var omringet af en kæmpe skov, man ikke kunne se igennem. Når nogen forlod asylcenteret, så var det på en bus, som var længe væk. Nogle stykker af flygtningene tog gerne med på tur for at se landet, men det havde Jasmine ikke rigtig turdet. Tænk nu, hvis hendes forældre kom og gik igen, fordi hun ikke var der. De kunne jo ikke forstå sproget, man talte her, så hvordan skulle nogen forklare dem, at hun virkelig boede her, men var ude for øjeblikket? Det var en skrækkelig tanke.

Da hun gik ind i en anden barak, kom et par drenge løbende efter hinanden, så hun måtte træde til side for ikke at blive ramt. Hun stod og så efter dem for en stund og gik videre, til hun nåede døren til sit værelse.

Det bestod af et rum, en entre og et badeværelse. Der var et stort vindue med udsigt til skoven, men det kunne hun ikke se nu, for hun havde trukket for tidligere på dagen.

Hun trak gardinet fra, så lyset kunne strømme ind og jage mørket bort.

Der stod to senge overfor hinanden. Den ene havde fået lagt sengetøj på, den anden var bar, nærmest nøgen.

Hun havde værelset for sig selv, for der var kun tre piger på centeret for øjeblikket, hende selv og to andre, der var meget ældre, og som allerede delte et værelse sammen. Hun kastede et blik på den ubrugte seng. Her kunne Fatima have været, hvis de ikke var blevet væk fra hinanden i Tyskland.

Fatima, hvor var hun nu? Var hun i live eller var der sket hende noget? Og mor og far? Hvordan havde de tænkt sig at forlade Syrien? Havde de gjort det? Hvornår ville de komme?

Et lille stik af tvivl prøvede at bore sig ind i hende, men hun lagde al sin energi i at skubbe den bort. Hun fandt en rulle tape frem og satte billedet op på væggen med den. Hun hængte det op ved siden af et billede, hun havde malet af Fatima på hendes første dag på asylcenteret, selvom det ikke var særlig vellykket, men lige nu lå den på facebook, hvor flygtninge i Tyskland kunne se det og forhåbentlig genkende Fatima og måske kunne fortælle, hvad der var sket med Fatima.

Jasmine satte sig på kanten af sin egen seng og begyndte at synge den vuggevise, hendes mor plejede at synge for hende.
”Hassissan ... shu hulween. Amma yaduru hawla ummon mabsuteen.” Hendes stemme var lavmælet. Hun sang den kun for sig selv, for der var kun hende på værelset. ”Sherbu may ... 'alu khay. Rafa'u rason hamadu rabbon mabsuteen.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...