I Nattens Mørke

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 aug. 2015
  • Opdateret: 25 aug. 2015
  • Status: Færdig
// "Vi bekymrer os ikke om verden omkring os. Vi har ikke lyst til at bekymre os. For vi ved, at hvis vi gør, vil følelsen af hjælpeløshed ødelægge os lige så meget, som bomberne og ildebrandene ødelægger dem. Så vi kigger ud ad vinduet med neutrale ansigter, mens vi fortæller os selv, at vi ikke har noget at klage over, og at Lederne alligevel handler i alles bedste.
Vi i Tårnet lider ikke af noget som helst, måske med undtagelse af vrangforestillinger. Hvis vi virkelig ønskede at hjælpe dem, kunne vi. Det lærer de os i skolen – at vi af alle mennesker kan opnå, hvad end vi ønsker. Vi har bare aldrig troet på dem." // Vinder af "The Maze Runner - Infernoet"-konkurrencen med mulighed 2.

26Likes
41Kommentarer
1063Visninger
AA

2. I Nattens Mørke

 

”Se på dem.”
Jeg gør, som hun beder mig om, selv om jeg ikke har lyst. Rummet er fredeligt. Simpelt, rent, måske endda klinisk, og da hun vipper gardinet til side, bliver jeg endnu en gang overvældet over kontrasten mellem os og dem derude. Der findes ikke mange vinduer her i Tårnet, hvor vi bor. Det er sikkert med vilje, for at vi ikke skal blive generet af udsigten, men det er det nu de færreste, der bliver alligevel.
Hendes ansigt er neutralt, når hun kigger ud. Hendes pande er ikke rynket i bekymring, og hvis der overhovedet er et eneste hint i hendes mimik om, hvad hun føler, må det være rynkerne ved hendes næse, der svagt indikerer, at hun nærmest afskyr verden på den anden side af glasset.
Himlen er mørkere, end den plejer at være, og solen skinner dovent igennem disen af støv og aske. I årevis har udsigten været den samme. Nu er husene, byerne, søerne og de få træer, der engang har været, smeltet sammen til én stor, mudret grød. Når natten falder på, falder bomberne med. Og når jeg vågner om morgenen og samler mod nok til at se ud, er endnu en bakke eller endnu et vissent træ blevet erstattet af et krater.
Jeg har endnu ikke turdet stille spørgsmålet til hverken mig selv eller andre. Spørgsmålet om, hvorvidt de fortjener at dø eller ej. Jeg er bange for, at jeg ikke vil kunne nå frem til et tilfredsstillende svar.
”Se på dem. Bare se på dem.”
Det er tredje gang, hun siger det. Man kan vel kalde hende for min psykolog. Egentlig hjælper hun mig ikke synderligt – hun bekræfter mig bare i, at jeg er lige så skør, som jeg mistænker mig selv for at være.
Jeg ser på dem. På det, der er tilbage af dem. Efterhånden ser man sjældent mennesker derude længere. Heroppe fra er de ikke meget større end myrer, og man kunne aldrig tælle dem, fordi der var så mange. Nu skal man se godt efter, før man overhovedet kan få øje på nogen. De fleste er nok flygtet langt væk fra Tårnet. Men det nytter ingenting. De kan ikke gemme sig.
Jeg bliver ved med at fortælle mig selv, at det ikke er noget særligt, men det lyder aldrig overbevisende. Jeg prøver at kopiere hendes ansigtsudtryk, så mit bliver lige så blankt som hendes, for måske vil hun så lade mig gå. Dette er spild af tid. Hun kan ikke hjælpe mig.
Jeg takker hende for sessionen og går. Hun er intelligent nok til at vide, at det ikke har gjort den helt store forskel, men hun er vist ikke rigtig bekymret. I så fald ville jeg være blevet indkaldt til samtale med en af Lederne.
Jeg ved fra mange af de andre, at de også har tænkt over de samme slags ting som mig, men når alt kommer til alt, bekymrer vi os ikke om verden omkring os. Vi har ikke lyst til at bekymre os. For vi ved, at hvis vi gør, vil følelsen af hjælpeløshed ødelægge os lige så meget, som bomberne og ildebrandene ødelægger dem. Så vi kigger ud ad vinduet med neutrale ansigter, mens vi fortæller os selv, at vi ikke har noget at klage over, og at Lederne alligevel handler i alles bedste.
Vi i Tårnet lider ikke af noget som helst, måske med undtagelse af vrangforestillinger. Hvis vi virkelig ønskede at hjælpe dem, kunne vi. Det lærer de os i skolen – at vi af alle mennesker kan opnå, hvad end vi ønsker. Vi har bare aldrig troet på dem. Måske fordi vi inderst inde ved, at det ikke er meningen, at vi skal ønske at hjælpe dem. Det er den slags tanker, der gør, at man kommer til samtale.
Da Tårnet blev bygget, var der plads til én million mennesker. Det blev fyldt langsomt over flere generationer. Hvis medicinen virkede, eller hvis man var immun over for radioaktiviteten og sygdommene, kunne man få lov til at komme ind. Mine forældre var nogen af de heldige, der var let modtagelige over for Ledernes midler. Jeg var ekstraheldig. Jeg har aldrig fået en eneste pille eller indsprøjtning i mit liv. Al den slags tog Lederne sig af, før jeg overhovedet blev født. Et par justeringer og forbedringer i genetikken, mens jeg stadig lå i min mors mave, og så kom jeg ud og var så optimalt fungerende, som mennesker nu til dags kan være. Lederne siger, at jeg har ret til at være her. At jeg fortjener at være her. Men det eneste, der adskiller mig fra dem derude, er, at mens de kæmper dag og nat for deres liv, blev jeg født til at leve i sikkerhed.
De siger, at der ikke er mere plads i Tårnet, og derfor uddeler de ikke mere medicin. I stedet har de valgt den mest humane løsning. Før eller siden skal de jo alle sammen dø, og vi kan lige så godt lade være med at vente på, at de sulter ihjel eller omkommer af sygdom. Min psykolog siger, at bomberne er en god ting. At først når alle spor af det, der var engang, er forsvundet, kan vi begynde at bygge på fremtiden. At den nye verden skal rejse sig fra den gamles aske.
Jeg går tilbage til mit værelse. Gangen er næsten mennesketom, måske fordi de fleste stadig sidder og spiser aftensmad eller allerede er gået i seng. For hvert skridt jeg går, kunne der ligge et menneske og sove trygt herinde i stedet for derude.
Jeg låser døren og håber på at falde i søvn, før lyden af bomberne begynder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...