Thanatos

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 aug. 2015
  • Opdateret: 24 aug. 2015
  • Status: Igang
Siden min mor døde, har jeg været helt alene.. ingen venner i skolen.. ingen søde lærere.. ingen.. kun min far, men det eneste han gjorde var, at gøre det hele meget værre.
Nogle gange ville jeg ønske, at jeg aldrig var blevet født, for jeg gør jo alligevel ingen forskel - betyder ikke noget for nogen.

1Likes
0Kommentarer
149Visninger

2. Broken

Om eftermiddagen, når jeg kommer hjem fra skole og væk fra alle de andre. Da kan jeg være mig selv. Spærre mig inde på værelset med min guitar og bare spille. Spille flere timer. Jeg ville da ønske, at det kunne være flere timer, men sådan går det aldrig. Min far forbyder mig det. Han er rasende. Altid. Og det går kun ud over mig. Jeg forstår, at han er stærk påvirket af mors død, men det er ikke fair.

Jeg nyder den stille melodi, der strømmer ud fra guitaren og sender gode vibrationer ud i rummet, imens mine fingre glider helt automatisk over strengene. Det er mit eneste håb.. Det eneste, der holder mig i live. Som om mit liv afhang af hver eneste lyd. Ville strengen knække, ville jeg også.

Nedenunder kan jeg høre døren gå op med et brag så voldsomt, at jeg kan mærke det i gulvet og høre, hvordan træet giver sig og forsøger at holde sammen. Det er ikke fordi, at det er specielt gammelt. Det er slidt.

Panikken spreder sig langsomt i mig og hurtigt rejser jeg mig med en stigende puls og forsøger at gemme guitaren på plads, men allerede da jeg rejser mig op, flår min far i håndtaget og kommer bragende ind af døren. 

"Zachery! Sidder du nu igen på din flade røv med det hjernedøde instrument!?" Brøler min far vredt med sin harkende stemme, der nærmest hvæser, som en arrig hund, af mig. Hans mund står åben på vid gab, da han brøler, så alle de gule, nedslidte tænder træder frem med en hæslig lugt af både spiritus og madrester for flere uger. 

Med hurtige skridt tumler jeg tilbage, indtil jeg støder ind i radiatoren med min ryg. Far kommer trampende hen i mod mig med hastige skridt og et blik fyldt med vanvid. Hele min krop ryster og vil ikke lystre, da jeg beder den løbe. Løbe langt væk, hvor min far aldrig vil kunne nå mig. Han stikker mig en hård lussing, der skulle ramme mig på kinden, men den rammer mig på kæben. Trods smerten rører jeg mig ikke ud af flækken, det ville kun koste mig flere tæsk. Varmen blusser op i min kind og former sig efter slaget, så jeg vil snart få et nogenlunde identisk mærke af min fars store håndflade med de opsvulmede og pølselignende fingre.

Jeg registrere ikke, hvad der sker, får min far står med min guitar i hånden. "Neej!!" Udbryder jeg skingert og bryder ud i gråd, da min far hæver hænderne op over hovedet og kyler min guitar ned i vindueskarmen ved siden af mig. "Kan. Du. Ikke. Fatte. Det?!" Brøler han, imens han klasker guitaren ned igen og igen. Splinter og træstumper flyver til højre og venstre, imens tårene flyder ned af mine kinder, som havde man åbnet for en dæmning.

Jeg har jo ikke gjort noget? Hvordan kan han gøre det?

Det sidste jeg havde. Det eneste jeg havde. Og nu har den syge nar ødelagt de sidste rester af det liv, jeg havde! Ødelagt og i tusindvis af stumper ligger det spredt ud over gulvet.

En snært af vrede buldrer i mig, da jeg tramper vredt ned af trappen og ud gennem døren. Uden sko. Uden jakke. Uden min ødelagte guitar. Uden noget som helst! Jeg skal væk nu, inden han finder mig igen.

Et brøl lyder indefra og derefter lyden af en voksen mand, der buldrer ned af trappen. Jeg sætter i løb over den lille vej, ud af villakvarteret og ud mod den vej, der ligger lidt outsides.

____________________________________________________________________________________

Mine grønne øjne fanger et punkt i horisonten. Jeg stirrer på det, imens jeg løber så hurtigt jeg kan. Jeg ved ikke, hvor jeg kommer hen, men det skal tiden nok vise mig. Hvis jeg er heldig.. et bedre sted.

Solen bager ned på mig og der er blevet så varmt, at jeg har måttet stoppe for at gå og derudover også smide den grå hættetrøje, som jeg nu bærer over skulderen. Vejen fortsætter i evigheder og omgivelserne har overhovedet ikke ændret sig. Jeg kan ikke længere se tilbage. Men jeg vil heller ikke vende om. Jeg vil ikke give mig igen og vende tilbage til ham. Jeg vil fortsætte ligeud, om det så kommer til at koste mig livet.

Luften bliver langsomt køligere, da aftenen træder på, men jeg nægter at sove, for jeg er ikke langt nok væk. Sulten er også begyndt at gnave i mig. Jeg havde hverken tænkt på med eller vand.

Langsomt begynder tingene at snævre sig ind. Jeg mister synet af mit punkt i horisonten. Det hele slører foran mig. Jeg forsøger at blinke. Det snævrer stadigvæk ind. Indtil alt undtagen en lille plet er sort og jeg mister fodfæstet. Et rødt lys lyser foran mine øjne. I det røde lys er der to sorte cirkler, der langsomt bliver større og større og til sidst, så er alt sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...