Dagbog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 aug. 2015
  • Opdateret: 27 aug. 2015
  • Status: Igang

Jeg har ikke skrevet længe, det har aldrig rigtig sagt mig noget, men jeg bruger min dagbog som en form for terapi og netop derfor virker det for mig at skrive.


0Likes
0Kommentarer
260Visninger
AA

3. Brevet

Kære Dagbog

Her for du brevet jeg har omtalt.

 

Kære kommune/politikere

Jeg er en frustreret borger som er ansat i ældre plejen. Jeg blev uddannet til social og sundhedsassistent i september 2014, og jeg var så heldig at få arbejde i en fast aftenvagt. Jeg glædede mig meget til at starte og til at bruge min uddannelse.


Jeg tog denne uddannelse for at yde omsorg for vores ældre og svage i samfundet, og jeg var overbevist om at jeg aldrig ville blive en af de assistenter, som ikke tager sig tid til de borgerer jeg kommer til, disse kollegaer har jeg desværre mødt mange af inden jeg tog uddannelsen. Sandheden blev dog en hel anden da jeg startede på min nye arbejdsplads. Jeg fandt hurtigt ud af at det er en nødvendighed at affærdige borgere lidt hurtigt for at man kan nå de arbejdsopgaver man er stillet overfor.


Skønt jeg kun har været i faget i 7 mdr. har jeg været sygemeldt i 1,5mdr. Nogle siger at man blot skal lade arbejdet blive på arbejdet, men det er svært. Jeg kan ikke undgå at blive påvirket af de beboere vi har, når for eksempel en har behov for at snakke om svære situationer og sygdomme – Hvornår skal jeg dø? Kunne jeg ikke bare få fred? Skal jeg dø alene? Kan jeg komme hjem og bo igen? Osv.

 

 Det er utilfredsstillende at man ikke kan yde den rette omsorg, når behovet for f.eks. en samtale er der her og nu.
Vi er alt for få hænder til at varetage de arbejdsopgaver vi har. Vi har midlertidige stuer, og på disse stuer kan vi modtage alle typer af borgere med alle former for sygdomme. Nogle gange modtager vi døende, som egentlig burde komme på et hospice hvor man har ressourcerne til at tage sig af både de pårørende og borgeren, så den sidste tid bliver god.
Udover at det er utilfredsstillende ikke at kunne yde den nødvendige omsorg, er det ikke sjældent at jeg i en sådan vagt på 8 timer ikke har sat, spist eller drukket, hvilket gør det svært at tænke klart og derfor går det desværre ud over fagligheden. Når man er så presset, kan man nemt glemme ting, ikke altid vigtige, men andre gange meget vigtige og det kan få fatale konsekvenser.
Jeg er før mødt ind til, at flere af beboerende ikke havde fået deres middagspiller, og jeg kan desværre ikke selv sige mig fri for ikke at have glemt at give medicin.
I starten troede jeg at det kun var mig der ikke kunne nå det der skulle nås, og at jeg måske var for ung til at varetage dette job, men når jeg hører mine kollegaer der har været i jobbet i både 10, 20- og 30 år klage over de samme ting som mig, mener jeg at det må være betingelserne og rammerne vi arbejder under der er problemet. Det resulterer i for mange sygemeldinger, nødvendigvis ikke altid langvarige, men dog sygemeldinger. Samtidig ved jeg at flere er søgt væk fra faget på grund af det fysiske og psykiske arbejdsmiljø som er så presset.

Jeg ønsker ikke at opgive mit arbejde, jeg elsker at tage mig af de ældre, og jeg sætter stor pris på mine fantastiske kollegaer, men hvis ikke arbejdsvilkårene ændre sig må jeg måske se mig nødsaget til at opgive og finde et andet fag for at beskytte mig selv.

Jeg håber at du vil lytte til mit råb om hjælp.

 

Med venlig hilsen

Kristina

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...